...på 7½ time : i dyst med Ib Braes og Per Winthers rekorder
Det er d. 21 maj 2008 og Per Givskov og jeg sidder og kigger på USAF vejrkortene på internettet i hver sin by. En hyggelig samtale forrige lørdag er stadig en hyggelig samtale denne onsdag aften men nu begynder det at lyde som alvor. Ib Braes rekord Ud-Hjem 633km og Per Winthers ditto fri ud-hjem distance på 635km fra ’06 skal udfordres. Vi er enige om, at konvektionen godt nok giver en østlig strømning, men det ser ud som om, vi får godt vejr både i Danmark og et godt stykke ned i Tyskland. Vi tygger lidt på det og bliver enige om, at vi mødes fredag tidlig morgen på Arnborg hvis udsigten ser ligeså god ud imorgen aften torsdag. Og det gør det. Og til vores overraskelse ser det faktisk ud til, at den bedste linie går lige ned langs med den tyske vestkyst pga en 12 knob stik østlig vind. Østlig vind? Hmm.
Mon det holder?
Vi er utroligt nok ikke mødt særligt tidligt denne fredag morgen, og både Per og jeg går rundt med en lige lovlig afslappet attitude: vejret ligner en lidt svagere udgave af de hårde cu-bunde vi ellers har set så mange af i maj.Men ok, vinden er jo også i øst og det er sjældent toppen. Tiden går medens vi hjælper hinanden på det fredfyldte irgrønne græs, taler teknik og samler flyene – det er rigtigt hyggeligt. Vores to Ventus’er, RA og AB, bliver så småt til rigtige fly fuldt dunket op medens andre entusiaster kaster sig ud i skoleflyvning og gentagne landinger før det går op for os, at vi bestemt ikke får en tidlig start da vi ser på uret. Basen er tydeligvis pludseligt rykket op og vi er stadig på jorden. Per har forberedt et par opgaver og vi vælger i enighed radio tårnet ”Verden” 335km stik syd!
Afgang-afgang-afgang!
Da vi endelig kommer igang er basen allerede i 1.600m men det er pokkers svært at få fat under de 1.000m. Men det virker underligt og besværligt for os begge. Da vi endelig kommer afsted 12:11 har vi brugt en halv time på at komme op. Men så kommer der også skub i skuden. Turen ned igennem Billunds tragt og Skrydstrup går efter bogen og uden problemer. Vi har god fart på og Cu’erne ser rimeligt konstante ud mod syd. Vind og styrke matcher fint vejrudsigten selvom det ikke ligefrem er hammerwetter. Men bevares, det virker.
Over Elben
Efter et par timer og 237km uden problemer kan vi se Hamburg mod øst og er ved at være i position til at krydse Elben. Området omkring Elben og marsklandet mod vest ligner ikke lige noget man frivilligt burde flyve over. Men de spredte områder med træer og byer bliver markeret med spredte cu’er og adskiller sig fra resten af landskabet. De er som vadesten i dette grønne lavland og jeg presser konstant AB i retning af dem selvom det giver lidt sik-sak. Klokken er nu 14:28 og jeg begynder at mærke spændingen stige. For basen lader forundeligt nok stadig til at hæve sig lidt og med typisk 2m/s når det er bedst, kommer jeg op i 1.800m flere gange. Temperaturen er behagelig, madpakken er stor nok og jeg har det skideskægt. Det skal nok gå.
Og masser af ting at lægge mærke til. Trods Hamburgs størrelse og store trafik er det utroligt hvor lidt luftrum de lægger beslag på. De kan bare det dér. Men luften fra Nordsøen giver en stribe cu’er langs kysten medens jeg her 30-50km inde i land flyver i en anden luftmasse der begynder at virke svag og opløst pga cirrus laget. Ca. 20-30km mod øst skinner solen igen og cu’erne blomstrer uendeligt. I et svagt øjeblik overvejer jeg seriøst at fortsætte til Klix via det velkendte ”Rennstrecke” syd for Berlin. Jeg ryster på hovedet og fokuserer på den aktuelle opgave. Da jeg passerer Bremen TMA’en ser jeg endeligt radiotårnet ”Verden” rage op over skoven NØ for selve byen Verden. Som aftalt, fortsætter jeg lige henover og forbi med kurs mod syd indtil Per også når vendepunktet. Vi skal hjem begge og så må vi dele hhv den deklarerede og den udeklarerede rekord.
Ingen genveje
Per kalder på radioen, at nu har han også vendt Verden små 25km bagved mig og jeg kaster med det samme AB rundt. Klokken er nu 15:32, jeg er lidt lavt og har nu 352km hjem! Vi siger ikke så meget, for vi er begge klar over, at det nu er for alvor. Javel, så det er det her Ib Braes har kigget på: en uendelig lang tur hjem til enden af en horisont man ikke kan se, på et tidspunkt hvor andre i ro og mag går på slutglid til en kølig bajer og røverhistorier inden aftensmaden. Med laget af cirrus der konstant skyller ind, men drillende går i opløsning henover vores ellers så fine cu’er, måtte jeg ryste lidt på mit hoved og grine lidt af mit eget hovmod. Hvem pokker havde dog sagt det skulle være nemt?
Da jeg passerer vest om Verden igen ser jeg de første alvorlige tegn på, at cirruslaget får lokalt magt: cu’erne ser svage ud på linien mod nord og jeg trækker mod Bremen TMA’en igen selvom linien nordpå derfra ikke er god – jeg bliver nødt til at krydse mod øst igen bagefter – men det er nok det bedste nu. Per er foran mig ét eller andet sted og går mere lige på kursen. Et par blink i øjenkrogen får min opmærksomhed og sandelig om jeg ikke ser et par andre svævefly tøffe rundt der lige på kanten af TMA’en. Et hurtigt kald til Bremen og jeg får lov til at kurve i en dejlig 2m/s lige under nogle smukke Nimbus 4’ere og ivrigt vinkende kolleager. Det sgu’ hyggeligt!
Raffinaderiet på nordsiden af Elben langs Kieler kanalen ejer de sidste cu’er mod nord – der er pokker-tag-mig blæst helt goldt og rent resten af vejen hjem til grænsen. Vinden er stadig klippestabilt 12 knob fra øst og med den svage termik er det en giftig kop kaffe. Ja, det vil sige, at små 100km mod nord og øst-vest langs den danske grænse kunne jeg tydeligt se de smukkeste Cu’er lokke som sirener. Og der er sørme ved at komme skygger der peger mod vest. Lidt irriteret slukker jeg for mit romantiske fokus på dem og koncenterer mig om mine problemer her og nu. Taxameteret kører som død og helvede nu og Per kæmper også 20-30km bagved. Fra 1.600m og en evig kamp for at komme derop glider jeg nu på en kurs der ligger langt mod vest, for at følge striben af små landsbyer og skove der ligger som sidste bolværk (og forhåbentligt) tørtermikudløsere mod vesterhavet i den østlige vind. Klokken er nu 16:54 og vi har stadig over 200km hjem.
Omstillingstid
Der er ikke meget vand tilbage i min camelbak og jeg smider sammenbidt ca. 100 liter vand fra tankene, på glidet til noget der ligner en lille flyveplads. Her stiger en Stemme pludselig op i cirkler og får en overgang også min puls til at stige indtil jeg opdager, at det er for motor den snydepels kommer op i sin cirklen. Men ikke desto mindre får jeg fat i tørtermik i 500m og det går op for mig, at basen er faldet til ca. 1.000m her og der er stadig termik. Hør – det her kender jeg jo! Håbet og AB stiger medens jeg omstiller mig til denne nye genkendelige virklighed. Nogle behjertede sønderjyder havde hørt Pers og mine observationer og kunne opmuntre os med gode værdier nord for grænsen. Det gav blod på tanden. Tak for det!
Back in business - yeah right
Efter en vanskelig time og 85km senere skyller en berusende fornemmelse igennem AB idet vi drejer igennem toppen af tørtermikken og mod cu’erne langs grænsen. AB kløver sig stabilt og ivrigt igennem den klare luft for at komme af med tørtermikken. Jeg tillader mig et øjeblik hvor jeg tænker tilbage på den sidste time og det går op for mig, at jeg nok har været meget heldig, for resten af vejen hjem ser da fin-fin ud med cu’er så langt øjet rækker. Nu hvor alting føles som hjemmebane bliver der givet gas og jeg bilder mig ind, at jeg sådan nogenlunde kan placere Billund i horisontens krumning. Til min store ærgelse meddeler Per, at han bagved har været nødt til at sætte turbo’en ud. Som den sportsmand han er, ønsker han mig al held og lykke.
Valg på valg
Skrydstrup lyder helt glad for at høre jeg er tilbage – og det er jeg også – men nu går det op for mig, at denne lille lykkelige fase stort set er overstået og gode råd er dyre: østenvinden har fået magt med jammerlig luft fra Lillebælt og det Fynboerne ikke kune bruge. Og nå ja – solen er da ved at gå ned! Klokken er nu 18:25 og det her kan lukke og slukke når som helst. Stik mod mine forventninger og helt sikre overbevisninger følger jeg en stribe cu’er NØ op mod Lunderskov – de bringer mig trods alt fremad og lidt ind i vinden – men der er dælme langt til de sidste totter der nu er tilbage inde ved Hegnsvig vest-syd-vest for Billund. Og jeg skal erfaringsmæssigt helst igennem Billunds vestlige CTR. Og alt er blæst blåt nu. Ikke én eneste cu.
Super koncentreret
På glidet fra Vorbasse til Hegnsvig kunne jeg se den ene ruteflyver efter den anden line op fra syd-vest. Tårnuglen i Billund tog mine meldinger om position og intentioner og gav mig lov til at fortsætte lige efter bogen og uden for tragten. Lige over skoven ved Hegnsvig anede jeg konturerne af fugt der bulede i bunden af inversionens svagt lilla-brune lag: jeg måtte derhen! Uanset hvad må vi ikke komme lavt nu i CTR’en. Hvis jeg ikke havde været det før, så var jeg det nu: super koncentreret. Jeg havde skruet ned for alt, tømt det sidste vand ud og drukket den sidste slurk i min camelbak og tyggegummiet var det samme som i Schleswig. Klokken er 19:12 og det vidste jeg først bagefter.
Blandt rutefly og musvåger
Idet jeg går rundt 1km syd for en Ryan Air der selv er på slutglid til Billund, dukker en enlig musvåge op som min følgesvend. Kun den svage pippen fra LX’en hørtes som et svagt ekko i cockpittet der var uendeligt langt væk: jeg var AB og AB var mig. Jeg nu mere fornemmede end hørte svage knirkelyde som jeg aldrig havde lagt mærke til før når stødstænger gled i deres lejer eller vingen flexede svagt. Jeg kunne mærke ujævnhederne i den svage termik på den bævren der startede i vingernes tipper.
Hold takten når du krydser
Musvågen holdt et vågnet øje med mig for vi var makkere. Jo, det var lidt surrealistisk. ”AB, hvornår vil du mod nord?” spørger tårnuglen. ”Billund App, jeg kan se to til af dine indflyvninger – må jeg gå umiddelbart efter nr. 2? Jeg forventer at climbe igen på nordkanten af Grindsted? AB”. ”AB, det er tilladt, rapporter tværs af den forlængede centerline og rapporter climb på nordkanten af Grindsted”. Ved den 15. omgang med 0,3m/s nikker jeg af høflighed til musvågen og klemmer forsigtigt AB rundt med rorerne og går på glid efter den hvide ruteflyver i samme højde 1km fremme. Og der er intet! Ikke så meget som et pip og LX’en siger jeg mangler 300m i små 650m på vej ind over Grindsted. Hvis det ikke var for vinden kunne den gå hjem!
Yes, yes, yes!
Men så kommer det – der går en svag skælven igennem flyet i 600m og jeg vrider AB rundt i et højredrej der ikke virker særligt lovende. Men 0,7 m/s forreven aftenfims er stadig 0,7m/s. Efter 6 minutters indædt kamp og med sveden drivende ned af arme og hænder, og forsikrende meldinger til Billund om, at jeg stadig er mindst 1km nord for indflyvningen til Billund siger LX’en pludselig +0m til Arnborg i 850m. Tyggegummiet fra Schleswig bliver næsten slugt og i samme øjeblik dør boblen. Men jeg føler mig næsten sikker nu i 845m og 30km ude trods den golde 12knobs østenvind. Der skal nok være lidt at trække op i på vejen hjem. Jeg kalder Billund Approach og takker for den fine service og meddeler dem, at hvis det her lykkes, har de hjulpet mig til dansk rekord, til hvilket tårnuglen muntert ønsker held og lykke. Og ganske rigtigt – på bedste glid og åh-så-hysterisk-forsigtige-bevægelser på rorene får jeg trykket AB igennem et par svage optræk og reducerede synk områder – og nu siger computeren +120m, 20km ude.
I aftensolens orange skær
Det er som om det er første gang jeg rigtigt ser landskabet nu – det er uendeligt smukt med sine mørke og grøn-brune farver i det orange skær fra den synkende sol og jeg ryster lykkeligt på hovedet over at måtte se dette. I samme øjeblik, selvfølgelig, bimler og bamler min mobil insisterende. Jeg flår den ud af sidelommen for at slukke for den – men da det er Mogens Hoelgaard åbner jeg den og han spørger lystigt om hvordan det er gået. I samme nu hyler LX’ens speed-command og jeg råber bare ’Hej Mogens, jeg har ikke tid, jeg er på slutglid’. Jeg når lige at høre Mogens sige ”åh, jeg vidste det – godt gået!” inden mobilen ryger ned i lommen.
Lang dags rejse er slut
Arnborg er nu en håndgribelig størrelse 10km ude medens jeg laver cockpitcheck i +150m og gode 100km/t. Jeg kalder op et par gange til Arnborg uden svar men det er helt ok så sent. Da jeg kommer direkte fra syd vælger jeg at brænde sikkerhedshøjden af ved at øge farten og lave et lowpass over Arnborg i sikker højde fra Helge Hald, før jeg går på en venstre hånd til bane 09. Idet jeg trækker op og kigger ned på Arnborg mindes jeg aldrig at have set en mere indbydende flyveplads. Jeg ser igen på uret og da AB klokken 19:43 silkeblødt ruller op til ”pynten” tillader jeg mig endeligt at give et hyl af glæde fra mig inden jeg åbner cockpittet. Jeg forsøger ret ineffektivt at være cool-calm-collected medens jeg stiger ud. Ud-hjem 704,1km fri distance og 671,4km med 89km/t. To rekorder er hjemme – Ib Braes har stået siden jeg gik i 4. klasse – 32 år! Og så fik jeg også Per Winthers! (Undskyld Per og Per). Dertil fik jeg egentlig også formelt både Mål Diamant og Distance Diamant. Jeg er træt på en god måde og lykkelig over alle oplevelserne. Og spændt på det næste forsøg – det må kunne gøres bedre!
