3 flyvedage, ca. 1.700km og en hviledag senere

Endnu en klassisk Uvalde opgave - nord-syd

Det går derud ad med fuld skrue og der har ikke været tid til at forfatte noget. For et par dage siden på den første officielle træningsdag fik vi en opgave hvor vi i nord endte i det rene golde månelandskab der absolut ikke bød på udelandingsmuligheder. Således fløj vi ca. 100km mod nord uden at se meget andet end gult sand og støv, små buske, forrevne klippestykker og ikke et hus eller en lufthavn i sigte. En del af feltet valgte denne dag at afbryde men sammen med Attie Jonker fortsatte vi alene op til vendepunktet og fik en super tur hjem. På vejen tilbage kom vi i kontakte med det lidt mere grønne terræn og småbjerge der trods alt bød på lidt flere udelandingsmuligheder. De 580km blev gennemført med 141km/t trods udbredt tørtermik der især langs den Mexicanske grænse igen viste sig fra sin stærk side med op til 4-5m/s i boblerne.

I forgårs stod den endnu en gang på en omgang hot Texan flying med 38-39 grader på jorden og en asfalt der fik smertefulde miner frem hvis man var så dum at komme i nærkontakt med den. Sammen med Bill Elliot "WE" aftalte vi at prøve at starte tidligt for så at se om vi kunne holde feltet bag os men det lykkedes ikke helt idet vi blev indhentet godt og grundigt efter ca. 200km på vej mod syd i retning af Laredo. Men til gengæld gik det fint med at holde dem stangen da de først fik kontakt med os. Resten af dagen og de følgende 360km udviklede sig til en tæt in-fight om højde og hastighed hvor vi alle med sammenknebne øjne skuede mod syd for at se om den bebuede søbrisefront (og tilhørende gust-front) skulle komme rullende ind på vores tværben mod øst. Alle ville vist gerne prøve den men det blev på godt og ondt ikke til noget og de sidste 100km foregik i udpræget tørtermik og mega lange glid.

Thomas Vestergaard i en gaggle nær Mexico og Rio Grande

Igår holdt jeg hviledag og her stødte i første omgang vores Team Captain Kristian Hansen til (uden baggage - den var gået tabt på vejen) og senere på dagen kørte jeg til San Antonio for at hente min super-duper hjælper Allan der efter en køretur til Hamborg, fly til Heathrow, Dallas, Houston og San Antonio ikke var meget mind'ed for at polere flyer fra morgenstunden. Det er svært at få folk nu om stunder.

Idag bød igen på en hastighedsopgave, igen i udpræget tørtermik, hvor vi først skulle mod syd. Idag ville jeg lægge mig bag en god gaggle og så prøve at flyve dem op. Det gik fornuftigt og efter vel ca. 50km lå jeg konstant i top og gik først således, at jeg de følgende 400km konsekvent havde en 15-20km lang hale af 18m fly efter mig.

At solen bagte uafbrudt ned i cockpittet generer mig heldigvis ikke og jeg føler jeg har fået en god rytmen med diverse afkølings-tiltag (våde bandana'er, hatte etc) samt løbende vædskeindtag (nu ryger der ca. 1 liter i timen).

Dog nåede jeg ikke at stoppe op i tide ved næstsidste vendepunkt og måtte indkasse dagens første parkeringsbøde hvor lurpasserne bag mig skred ind som de gribbe de er og  smuttede foran i køen da vi begyndte at line' op til slutglid i bjergene mod nord. Jeg fik dog reddet lidt af æren hjem ved at stoppe op i og tage højde i en god 2.5m/s bobbel som gav mig slutglid vel ca. 80km ude.  Skøn fornemmelse at glide i den turbulente luft og løbende kunne hive lidt ekstra højde og energi ud af dagens sidste termik til en fin landing på hovedbanen i Uvalde med 139km/t på de 550km.

Med lidt over 4.000km på 7 flyvedage føler jeg, at jeg er begyndt at genkende området og delvis forstår orografiens indflydelse på termikkens virkning.

Vores nye 21m flagskib, JS1-C 18/21 har fået stor opmærksomhed herovre og de fire top piloter der flyver i dem virker temmeligt selvtilfredse. Nedenfor ser I den netop frigivne præsentation.

Nu med vario og næsten fuldtallig

Er til morgen vågnet op til noget så udsædvanliget som regnvejr men heldigvis er idag en non-flying dag idet konkurrenceorganisationen skal foretage en masse foreberedelser på selve flyvepladsen.

Så igår aftes stod den for første gang på drinks og barbeque hos vores værter Martha og Don under åben stjernehimmel, cikader og en aften brise der ikke kølede men var frisk.

De sidste par dage har der været travlt med at træne og få styr på diverse småting og ikke mindst at få familien godt etableret. Vejret er fremragende og vi har tordnet afsted på på opgaver på ikke under 500km hver dag.

Jeg fik i forgårs nogenlunde styr på mit variometer system efter diverse fiks-fakserier med software opdateringer, genstarter, etc og igår fik jeg vist endeligt tunet på de forskellige parametre så de passer igen til "SJ". Endelig var alting i cockpittet som det skulle være og nu skal det blot dreje sig om at få styr på alt det udenfor!

Arne klar til start i sin JS1B

Igår var ingen undtagelse og vi kom rundt på en 560km opgave med 130km/t i hvad de lokale cowboys kalder en middelmådig Uvalde dag. Javel så. Men ok, der var et par svage punkter på opgaven hvor man gled uendeligt langt uden at møde løft og hvis ikke det var fordi jeg havde et par flyvepladser indenfor rækkevidde var jeg nok ikke gået ned i 700m over terræn for det indbyder det bestemt ikke til. Men op kom jeg typisk med 2-3m/s så jeg klager ikke.

Halvejs ude på opgaven indhentede jeg et par Quintus'er der med deres 23m vingespænd let forveksles med 18m flyene indtil de trækker op: de fortsætter mindst 50-100m højere op end os andre med de 700kg+...men alligevel kunne jeg altså indhente dem (fik nok nogle bedre bobler / havde et bedre vejvalg).

Da jeg igår landede hjem i modlys til flyvepladsen var klokken igen 18:30 (note: senere kunne godt lade sig gøre - måske helt frem til 19:30). Det er lidt tankevækkende, at det først er muligt at blive airborne ca. 13:00 og man først kan gå ud på opgaven ca. 14:00 i den her varme. Der er altså ikke meget plads til taktik eller venten med afgang på opgaver der normalt er ret lange her.

Opgaven igår

Her mødte jeg Thomas Vestergaard der på sin første dag her også havde bøvl med sine instrumenter og havde derfor valgte at blive i området fremfor at gå med ud på opgaven. Ærgeligt, men heller nu end senere og det er jo den helt store fordel ved at være fremme her så tidligt og så langt væk hjemmefra. Det skal nok blive fikset.

Peter Eriksen og Klaus Vang stod også med store grin og godt humør og tog imod. 3 dages kørsel fra Michigan havde ikke taget det fra dem. Peter havde til og med den frækhed at påstå, det var varmere i Michigan.

Poul-Kim har her til morgen meldt at han nu har forladt Houston og er på vej hertil også så ham og hans team ser vi nok sidst på dagen idag. Så nu mangler vi blot en holdkaptajn (de kommer jo altid til direktørtid) og så mangler jeg blot min egen hjælper Allan der lopper den lidt endnu hjemme i Danmark.

Og nu til familiehygge og afslapning!

Team DK forstærkning ankommet

Dagen anvendt på mere logistik der involverede flytning til et lille gæstehus udenfor byen som vi nu deler med vores gode venner familien Termaat. Da vi fik nøglerne til kollegiet igår måtte vi sande at det ikke bare er funktionelt og basic men også ret slidt og nok ikke så fremmende for min svæveflyverkarriere sådan rent familiemæssigt. Heldigvis var man indforstået med at vi skulle have pengene retur.

Kørte idag derefter til San Antonio med 7.000' base og vanilla skies og hentede familien. Få timer efter ankomst til Uvalde kunne jeg i stiv søbriseblæst (godt med støv i luften) køre ud og tage imod Thomas & Co (ved 23-tiden) der uden problemer kom direkte fra Houston med TC på slæb. Godt møre og grydeklare.

Imorgen skal der trænes!

Klassisk Uvalde opgave : nord-syd-nord

Idag aftalte Bill Elliot "WE" og jeg at gå ud på en 480km opgave sammen. Uys og Attie Jonker var med på idéen og i smukt Cumulus vejr steg vi som de første op fra flyslæbet til 6.000' med ca. 1½-2m/s.

På det første ben små 85km mod nord til Cedar Creek drønede vi afsted stort set uden at kurve og kom frem med ca. 170km/t. Det var vældigt spændende og sjovt på samme tid: ingen ville give ved døren så vi lå i tæt 4-skibs formation hele vejen, stort set var i øjenkontakt hele tiden og var rørende enige om vejvalget. Faktisk gik det så stærkt, at jeg næsten overså at vi faktisk var ankommet til vendepunktet men fik da lige bremset op og vendt.  På det 200km lange ben mod syd blev det dog flere gange lidt tricky, for der kunne godt være lidt langt imellem.


Det var lidt frustrende ikke at have LX vario i kombination med LX 9000'eren men backup varioen virkede da fint nok. Det bliver godt at få det ordnet - forhåbentligt imorgen aften eller onsdag. Men det var skønt at cruise mellem 180-200km/t over det uvejsomme terræn i fin højde og så ramme bobler man blot kunne delfinere igennem og stige 100-300m i hver gang. Der var tendens til skygader og det var også det som amerikanerne kaldte dem: men dem jeg oplevede idag har ikke meget tilfælles med dem vi kender hjemmefra - de er meget mere brudte og afstandene kan snyde i den klare luft og store højde. Ofte er den næste sky faktisk dobbelt så langt væk som man regner med og det minder derfor meget om Syd-Afrika. Det skal man lige tænke over.

Da vi kom til andet vendepunkt lå vi stadig næsten side om side selvom jeg på et tidspunkt havde valgt en mere vestlige rute. Da vi vendte andet vendepunkt tror jeg de andre overvurderede vejret lidt så da jeg klemte på og gik en lidt større omvej for så at 'line op' på det næste sæt af skyer var de alle tre 3-600m lavere og de jagtede nu mig.  Her begik jeg nok en performancemæssig fejl ved at gå noget nordligt for kursen til næsten vendepunkt mod grænsen til Mexico (Carrizo Springs) men taktisk set virkede det fint fordi de 3 andre fulgte med. Men en sydligere kurs havde været smartere.

Da jeg vendte Carrizo Springs med et snit på nu omkring 135km/t var Uys og Attie ved at være meget lavt og det blev ikke bedre for dem på benet til Cotulla hvor de kom så lavt at de måtte vende om og søge mod en flyveplads i deres søgen efter termik og ny højde. Bill var på dette tidspunkt noget bag mig og lavere og til min overraskelse pressede han enormt hårdt på mod Cotulla selvom luftmassen hernede mod syd virkede noget overudviklet (så jeg mente man skulle holde sig højt nu) og bag dem kunne jeg da også se en større skærm folde sig ud fra en CB'er: det var noget stygt på vej fra syd.

Da jeg vendte Cotulla med regnvejr lige syd for havde Bill mirakuløst fundet en super boble og var nu i samme højde som mig 2km foran men godt ude til højre for kursen. Igen pressede han hårdt på og jagtede nu mig igen medens jeg gik en del kilometre øst for kursen med små 30km/t vind i ryggen på de sidste 100km hjem. Jeg havde godt fandt i energilinjen under de lettere brudte skygade så her behøvede jeg ikke længere at kurve og jeg havde uden besvær slutglidshøjde og vel ca. 210km/t på benet ca. 80km ude. I løbet af få minutter var tempoet oppe på en Ground Speed på 305km/t som jeg mere eller mindre kunne holde hele vejen hjem således at jeg krydsede målinjen med ialt 145km/t.

Herlig dag og dejlig fornemmelse at trække hen over tie-down området for at gå på finale til taxi-banen med vandballasten fossende ud.

Og stormen mod syd? Den forsvandt efter at blæsten var øget en del og pludselig var det en søbrisefront der havde vandret hele vejen fra Corpus Christi og tilbage var der blot lidt tåget blå himmel og en noget fugtigere varme.

"SJ" kom dog alligevel i vognen fordi der er varslet tordenvej og storm i nat. Vi får se.

On-site JS service

Vi arbejder lidt på vores LX system: vi har nu identificeret fejlen i selve 9000'eren :-(. Heldigvis er erstatningsenheder på vej fra europa nu med leveandøren og ankommer tirsdag.

Ronald fra JS igang med at måle igennem

Tørtermik til 9.000' og stegende hede

Vi havde tørtermik igår og jeg gik ud på en 4½ time AAT sammen med Australierne som vi dog kortede ned til 3:30 pga termikken startede sent.

Lå længe i 1.500m og ledte efter løft men det var svært at se pga en prærie brand og røg. Fik endelig godt løft og cruised'e til arealet mod syd før jeg i fuldstændigt blåt på vej mod nord ramte nogle gode bobler. Det hele minder om Syd-Afrika mht varme og måden termikken virker på medens terrænet ligner noget af det stygge man ser i dalene i Rhônedalen. Buske, træer og ingen plads. Der er IKKE nogen gode steder at lande ude. Den gode nyhed er dog, at der er rigtigt mange flyvepladser at lande på selvom der er variende kvalitet, bredde etc. Mange af dem ligger dog 'dybt' inde i landskabet og kan kun tilgås via dirtroads. Landskabet mod syd ligner et ufærdigt skakbrædt med alle de olieboringspladser der ryddet i buskadset.

På strækket mod nord kommer jeg op i 'the hilly country' som virker ret smukt fra luften af. Jeg kom dog ret lavt på et tidspunkt (1.000m QNH) og kunne kun akkurat nå et par pladser jvf LX'en men jeg kunne faktisk ikke se dem. Jeg havde dog et par alternative områder jeg ret sikkert kunne lande på men min planlægning bar frugt og jeg ramte en god rimelig bobble og jeg fik nu flere alternativer på vejen mod nord der fik mig i knapt 9.000'. På dette tidspunkt valgte Aussierne' at tøffe mod syd igen og det blev en sjov jagt at prøve at flyve dem op de ca. 120km hjem. Der var fint løft langs de små bjerge / bakker og især langs 'The Dry Rio' (værd at huske), hvilket nok var meget godt for al termik lukkede ned omkring os og der var andre derude der fik svært ved at komme hjem. På dette stræk var der flere dirtstrips som jeg dog ikke kunne finde fra luften af (værd at huske).

Uvalde lufthavn er et stort sted med masser af mindre jets, helikoptere og andre mærkelig fly der starter og lander - men der er ikke noget kontrol tårn. Så man kalder bare op til 'Uvalde traffic' og annoncerer sine intentioner og sørme om ikke alle er superprofessionelle og tiltaler hinanden "Sir". Igår var der en Citation der lå lige i rumpen af mig på mit glid med ca. 180km/t og som spurgte om jeg ikke ville gå ind som nr. 1 fordi de "enjoyed the view". Jeg kvitterede, at jeg havde fint skub i skuden og kunne holde farten hele vejen hjem men ville ankomme i 900' for at join'e right-hand til bane 16, taxiway,  hvorfor de bare kunne descende under mig på direct final og jeg således var nr.2. Da jeg krydsede banen med vandet fossende ud i tøsehøjde (900') viste det sig at Citation'en gik ind på final da jeg gik på right-hand-base og piloten sagde bare 'got you visual, continue, that look's cool'. Så jeg landede på taxi-way'en medens de tog hovedbanen parallelt 200m til venstre for mig. Total afslappet.

Drak iøvrigt igen 9 liter vand igår. "SJ" går som en raket.

Idag holder jeg mig på jorden og får styr på en del løse ender.

Første træningsdag og en størrere åbenbaring

En lidt frustrende første dag idet jeg har mange problemer med flyet: mit vario duer ikke og der er ét eller andet alvorligt galt med kompensationen. Der går mindst én uge før nogen kan gøre noget ved det så det er ret ærgeligt.

Jeg flyver således med min Borgelt som backup men det er en jammer i forhold til en god LX.


Igår fløj Bruce Taylor (Australien) fra Houston Gliding Club til Uvalde i sin nye JS1b Revelation 21m.  Vi havde dagen før pakket flyet ud af sin container der var kommet direkte fra Syd Afrika. 

Vi andre nåede lige at ankomme med vores fly og trailere da Bruce landede med et smil der var proportionalt med vingespændet. 

Ud over at handle stort set som 18m versionen så er det nu muligt at ballastere fra 18m versionens 600kg til 720kg hvilket giver en planbelastning på imponerende 58,7kg og et glidetal på 1:60. 

På dagens uofficielle træningsflyvning fløj Bruce, Wolfgang Janowitch og jeg sammen og det var nogle imponerende glid Bruce kunne præstere ved høje hastigheder. Vi fløj små 400km med lidt over 120km/t og ofte med hastigheder på små 180km/t. Jeg kan lige akkurat følge med ved de høje hastigheder men ved de lave glider han helt klart fra mig.

Læs mere her: http://www.jonkersailplanes.co.za/index.php?pageid=126


Ellers et barsk terræn at flyve over. Selvom der er flyvepladser for hver ca. 30km så kan man vist hurtigt løbe tør. Det er hammer varmt og jeg har idag drukket over 9 liter og kun lige tisset én gang under flyvningen. Så iøvrigt en forankret overvågningszeppeliner ved den Mexikanske grænse i vel ca. 8-9.000 fod idag. Puha en wire den havde!

Kh.
Arne

Turen går til Uvalde med fortroppen

Afgang til Uvalde fra Houston med søsters Truck og Sundbergs Jonker

Inbound Dallas - namme-nam

Susanne og Alex' mange hunde

On The Road Again : flat!

Morgen stemning i GHSA Klubhuset 

Aflæsning af Polske og Finske Container i Uvalde

Aflæsning af Polske og Finske container i Uvalde

Arne og Leo besigtiger containeren

33 grader og 96% luftfugtighed

JS1 Revelation 21m ser dagens lys i USA for første gang

Traileren næsten ude med løbende småjusteringer

Jay og Arne efter Biannual Flight Review

Jeg ankom i lørdags uden problemer via Hamborg-London-Houston i pragtfuldtvej og mindst 10.000' base med 3/8.

Jeg blev hentet i lufthavnen af min svoger Alex og tilbragte en hyggelig aften på hans og min søsters ranch, Quail Run Ranch. Min søster er godt nok pt i Danmark så hende ser vi først under konkurrencen. Søndag morgen fyrede vi op under min søsters truck (dejligt med nogle ordentlige heste under kølerhjælmen!) for at jeg kunne køre direkte til Houston og Greater Houston Soaring Society (GHSA) hvor jeg med meget kort varsel havde fået aftalt Biannual Flight Review samme eftermiddag.

Det sidste er som bekendt det krav FAA pludeselig ville håndhæve for at jeg og temmeligt mange andre skulle igennem før vi må flyve på et FAA valideret certifikat. Der bliver travlt i næste uge for dem som ikke har fået dette på plads endnu.

Det var også her i GHSA, at vi havde aftalt modtagelse af vores ene JS container fra Syd-Afrika idet vi havde brug for at forberede nogle ting inden vi gør det officielt i Uvalde....

Efter små 500km i totalt afslappet kørsel og AC kørende for fulde blæs (der var 35 grader og meget ubehageligt fugtigt) i en blanding af sol, regn og tordenvejr ankom jeg og blev modtaget utroligt venligt og imødekommende. Det skal ses i lyset af, at det er kun lidt over tre uger siden de havde en frygtelig ulykke her som nogen af Jer måske har hørt.

Under fremvisningen af deres hangar mødte jeg Dean der mente jeg lige skulle se klapperslangeskindet han lige havde fundet i sit cockpit. Oprindeligt havde der været mus i hans vinge men for nogen tid siden havde han opdaget at de heldigvis var væk, hvilket slangeskindet fint forklarede. Herefter drøftede vi seriøst om det næste dyr der skulle sendes ind var et væsel og problemet med hvad der nødvendigvis måtte komme efter væslet når det havde ordnet slangen.

Fik mit biannual flight review (2 flyvninger i en Blanik med en FAA instruktør) uden problemer i slatne og våde 3000' skygader.

I løbet af aftenen ankom mine gode venner Leo og Jennifer (der er vores USA agenter for JS) og vi spiste en hyggelig middag sammen med formanden og et par andre fra bestyrelsen i GHSA.

Dean viser klapperslange skindet fra hans cockpit

GHSA sætter iøvrigt nye standarder for klubhuse med panorama vinduer og sovekabiner hvor vi blev indkvarteret.

Mandagen gik i fisk fordi shipping firmaet havde problemer med at få containeren ud fra et omlæsningsområde efter transport med tog fra Charlston. Meget frustrerende og vi måtte igang med de helt store omplanlægninger. Ny dato hed nu onsdag!

Tirsdag tidlig morgen kørte vi i Leo og Jennifers bil til San Antonio, i gråt og overudviklet kedeligt vejr, hvor jeg hentede en anden pick-up truck hos en bekendt som Uys og Attie Jonker skulle bruge. Denne bekendte viste sig iøvrigt at være en samler af historisk teknologi og jeg opdagede til min overraskelse at han i sit lokale omme bagved blandt andet havde en Enigma maskine fra 2. verdenskrig som han havde købt af de Schweiziske myndigheder for 8 år siden! Det viste sig, at han er én af USAs mest kendte samlere og museums udstillere. 

Medens Leo og Jennifer kørte direkte til Uvalde kørte jeg sporenstregs til Flight Standards Districts Office lige ved siden af lufthavnen. På trods af lettere forstoppet traffic pga Obama og gerne ville være i byen samme dag blev jeg forbavsende hurtigt ekspederet igennem et kort interview og formularer hvorefter de udstedte et amerikansk certifikat til mig. 

Herfra kørte jeg så til Uvalde. Efter ca. 50km begyndte landskabet at ændre sig (der var faktisk et par bakker rundt omkring)  og pludselig var det 3/8 og meget varmt og solrigt. 25 miles før Uvalde var der placeret den største svæveflyvereklame jeg nogensinde har set for et VM og jeg vidste at jeg var på rette spor.

Da jeg endelig kørte ind i Uvalde oplevede jeg, at byen var betydeligt større og mere velassorteret end nogen af de ydmyge bebyggelser der havde været siden San Antonio. Ikke fordi det virker særligt turistvenligt på nogen måde men de lokale siger at der skulle være gode muligheder for forskellige aktiviteter.

Det blæste godt på flyvepladsen. Og det var varmt. Meget varmt. Men i modsætning til Houston området så var varmen betydeligt tørre hvilket var en lettelse. Men for første gang nogensinde må jeg indrømme at jeg blev lidt forskrækket over, hvor kraftigt solen bager ned her. I løbet af de tre timer jeg var i Uvalde medens vi koordinerede aflæsningen af hhv den Polske og Finske container drak jeg nok fire liter vand. Det her kommer til at gå ud over instrumenter og cockpit som minimum hvis vi ikke passer på. For ikke at nævne alvorlig dehydrering og solskoldning.

I det sydvestlige hjørne hvor der er planlagt tie-down område til os lignede det faktisk en golfbane. Det så vældig godt ud og der var placeret en del vandhaner rundt omkring. Jeg håber at det forbliver sådan trods alle fly og biler i løbet de kommende uger. Jeg så ikke nogen af de berygtede torne.

Da vi var færdige kørte vi de små 400km tilbage igen til Houston (GHSA). I mellemtiden var Bruce og Anita Taylor ankommet og der var stor gensynsglæde hos alle.

Idag onsdag bestod af lige dele frustration og lettelse: frustration fordi shipping firmaet nu havde glemt aftalen og vi havde linet op med diverse gaffeltrucks mm for at løfte fly ud af containeren (vi havde ikke nogen rampe og containere skulle tilbage med det samme) som nu skulle replanlægges. Lettelse fordi at vi lige pludselig alligevel fik hele showet igang. Da containeren ankom var vi efterhånden en del deltagere. Leo og jeg ledede løjerne og vi fik efterhånden alle tre fly, dvs. de to splinterenye JS1.... og SJ som jeg skal flyve i. Trods den lange rejse var alt fint med de to nye fly der i modsætning til mit ikke var transportvogn. I 37 graders varme og 96% luftfugtighed kravlede vi rundt inde i containeren og løsnede diverse transportsikringer. Vi var totalt gennemblødte af sved i løbet af ingen tid. Vi drak nok hver især 3-4 liter i løbet af de 4 timer det her stod på. Den helt store øvelse var at løfte min transportvogn med "SJ" i ud ved hjælp af en gravko og en gaffeltruck men Leo og jeg var 100% enige om hvordan dette skulle foregå og det gik også helt glat. Der var flere GHSA medlemmer der holdt fri idag for at følge med og midt i det hele dukkede Attie og Uys Jonker op direkte fra Dallas og gav en hånd med.

Imorgen er planen, at jeg kører til Uvalde med "SJ". Det bliver således først fredag - tre dage forsinket, at jeg kan komme igang med at træne men det er sådan set fint nok: jetlag'en er væk nu og jeg er ved at være udsovet.