2007-05-30

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Fart og glæder i nye slæder


Klokken er nær midnat og vi ankommer i majmørkets behageligt kølige luft efter knapt 900 km forbavsende nem kørsel til Klix fra Jylland med vores fly MO og AB på krogene. Trods det sene tidspunkt er der folk på flyvepladsen, der tager vel imod, da vi stiller vores transportvogne. Da vi kort efter fortsætter i mørket mod vores logi, går det for alvor op for os, at vi er ude på landet og hvor afhængige vi er blevet af vores bilnavigation. Men Mogens Hoelgaard og jeg finder vores landsby med toppede brosten ude i skoven og logiet, hvor resten af det danske team også skal bo. Vi slæber grejet op i vores lille fine lejlighed medens vi mumler godnat til de få vågne danskere og går omkuld. Imorgen begynder Pokal Der Alten Langohren 2007.


Kein Stress, Bitte

Efter en solid og langsom grovvalsethavregrynsmorgenmad tøffer vi ud til pladsen under en klar himmel hvor vi tager forholdene i besigtigelse. Vi får flyttet vores tansportvogne over i den rigtige række og begynder at samle MO og AB, medens rækken af fly vokser til de ganske få vandposter der er. Med 116 fly i fire klasser : åben, blandet, 106’er og klub, er der trods alt mange, der skal have vand. Da vi ikke har hjælpere med beslutter vi prompte at vi ikke hælder vand på idag for at undgå at forcere tempoet efter briefingen, for vi kan allerede nu høre, at der bliver tale om en tidlig start .

Godt selskab

Til briefingen teamer vi op med resten af holdet der består af Poul-Kim Larsen og hans to skiftende 2. piloter i Duo-Discus’en (MX), Troels Morsing og Asbjørn Højmark samt Steen Elmgaard og hans 2. pilot Morten Habekost i DG 1000’eren (1T). I hangaren sidder vi tæt pakket mellem mange hundrede andre spændte piloter og hjælpere, medens den professionelle briefing skrider frem i en afslappet atmosfære. Spændingen begynder at vokse medens det går op for os, at vi faktisk skal igang med at flyve om ganske få timer. Feltet minder om Sun-Air Cup men hvor der også deltager polske, tyske, japanske og belgiske nationalholdspiloter. Jo, Klix som forberedelse til VM 2008 i Lüsse længere nordpå skinner igennem.

Første indtryk af Klix

Ganske rigtigt, starten går tidligt og alle 116 fly bliver i en lind strøm slæbt op godt hjulpet af den effektive pladsorganisation. Efter et karakteristisk sløvt Wilgaslæb ser jeg for første gang området omkring Klix, og jeg betages af de store flade vidder, der består af kæmpestore nåleskove, flotte marker, søer, enorme brunkulslejre og andre udgravninger – og så det store karakteristiske kraftværk små 30 km mod nord og dets enorme køletårne der står og øffer Cu’er op. 20 km mod syd rejser bakkerne sig til små bjerge ind mod grænsen til Tjekkiet og 30km mod øst går grænsen til Polen ét eller andet sted i det ellers monotone grøn-brune landskab. Små 20km mod vest står Dresdens TMA og blokkerer, men mod nord og de 100 km op til sydkanten af Berlins TMA og så vestover er der stort set dejligt frit luftrum.

Første konkurrence i Ventus


Med knapt 30 timer i Ventus’en går jeg pertentligt mine checklister igennem for motorcheck og instrumenter og konstaterer, at alt er ok, medens termikken griber solidt fat i AB. Jeg kalder Mogens op i MO, og vi etablerer kontakt, medens vi kravler op i solide 2 og 3 metere til 2.000m. Medens de sidste i klassen bliver slæbt op, driver Mogens og jeg rundt blandt de mange fly i inversionen og må konstatere, at vi godt kunne have brugt fulde vandtanke til de 600kg MTOW – vi stiger godt men kæmper med at kunne følge de andre på glidene. En Ventus uden vand er som en cykel i modvind.

Strategien er klar

I det gode 3/8 Cu-vejr og på den dertil relativt korte trekant bane på 328km er strategien klar – vi skal starte blandt de sidste og forsøge at flyve dem op. Da jeg tærskler ud, er klokken 13:42 og vi er blot 5-6 fly tilbage i 2.000m. Flertallet er allerede fordampet 10-12 minutter ude på opgaven. Med 150-170km/t og på direkte kurs glider jeg mod første vendepunkt, Eisesenhüttestadt. Jeg får fra starten af godt fat i både 2- og 3m bobler. Mogens vælger at gå som sidste mand næsten 17min senere og jeg melder løbende hvordan det går. Da jeg vender Eisenhüttestadt efter knapt 100km, er snittet oppe på 122km/t, og jeg har efterhånden kontakt med en del fly foran mig. På benet mod vest og syd om Berlin TMA må der dog sik-sakkes lidt sammen med de andre åbenklasse fly, og tempoet må sættes lidt ned, da vi passerer søerne og de fugtige områder nord om Spreewald. Da vi passerer syd om Lüsse, ser vi tydeligt, at der må ligge en lidt mere stabil luftmasse og presse mod øst, for Cu’ene tynder pludselig ud. Men vi skal lige vende Ohena 35km ude i den, før vi kan flyve mod mål. Jeg sætter farten lidt ned igen og vælger en koncentreret optankning til knapt 2.000m, før jeg glider højden af. På glidet passerer jeg flere små gaggles under mig, og så snart jeg vender Ohena, drejer jeg flyet ind til skovene øst for kursen for at komme tilbage i den bedre luftmasse.

Så kan vi lære det

Jeg holder stadig Mogens stangen, men vi bemærker begge flere gange, at vi har svært ved at følge med de andre på glidene. Da jeg passerer nord-øst om Dresden TMA, må jeg gentagne gange sætte farten ned idet vi skal krydse søerne, og jeg har pludselig svært ved at holde mig over 1.000m i den tiltagende stabile luftmasse, der forfølger os mod øst og på tværs af vores sydlige kurs. Jeg kan ikke umiddelbart få slutglid og sætter farten endnu mere ned, medens jeg søger på kursen. Mogens får min meldingen og sørger for at få tanket godt op på en endnu mere østlig kurs og kan problemløst gå på slutglid 60km ude bag ved mig. Jeg opnår endeligt slutglid 30km ude i selskab med en masse andre. Til min store overraskelse er flyvepladsen næsten tom, da jeg tærskler hjem med en flok i slipstrømmen. Til min store glæde bliver Mogens og jeg trods alt hhv nr. 5 og 7 – dog begge slået både på tid og handikap af LS8-18’ere, en DG-600/18 og en ASW-17 – alle med vand naturligvis. Så kan vi lære det.

Aldrig uden vand

Så start aldrig uden vand – det er pokkers svært at få ombord, når man først er deroppe. Fra den følgende dag havde Mogens og jeg fået arrangeret os således, at vi fik læsset flyene helt op til 600kg hver dag og i god tid. Resultatet udeblev da heller ikke, for nu gled vi som stokke igennem luften ved 150km/t og havde ingen problemer med at følge med og glide fra de andre, og vi endte 2. dagens 307km opgave med hhv en meget tilfredsstillende 2. og 3. plads efter handikap. Mogens fløj 136,56km/t og jeg 135,84km/t hvilket blev konkurrencens to hurtigste flyvninger overhovedet.

No comments:

Post a Comment