Tja - når man nu skal se lyst på tingene.
Ondt i halsen og snottet - og regnvejr. Det er perfekt når man er svæveflyver. Hvis det nu også bare hang sådan sammen at regnvejr og arbejdsdage altid havde sammenfald.
2006-03-27
2006-03-26
Sisteron 2006: Masser af sne og 275km
Stig Øye og jeg var klar fra morgenstunden og havde fået vores fly klargjort i god tid. Vi stod således klar i startrækken i god tid til briefingen.
Vejret så rimeligt ud og briefing mente da også at vi skulle kunne flyve i det meste af bjergene - dog ville det nok blive svært mod nord i de høje bjerge da termikken ikke kunne forventes at stige op over toppene.
Jeg fik slæbet umiddelbart efter Stig og over husbjerget på vej mod Trenon koblede jeg ud i midten af en fin bobbel. Stig havde koblet lidt før da han alligevel skulle have sin turbo afprøvet og han kom snurrende ind under mig. Skyene så gode ud i alle retninger selvom de som forventet ikke lå højt.
Vi besluttede os for at sætte kursen mod syd mod St. Andre først. Det gik helt fint selvom termikken ikke var særligt overbevisende. Da vi bevægede os ind over Coupe bjergkæden valgte jeg ca. 10km før St.Andre at gå mod nord via Le Cheval Blanc bjerget da jeg ikke fik særlig god højde. Det var da også lige akkurat at jeg kunne komme over passet.
Men hold da op - så meget sne havde jeg aldrig set før hernede. Det hele lignede friskpisket flødeskum og fristelsen til at lige dyppe en vinge i det for bare at se et spor minde om det at stå på toppen af et højhus og kiggede ned. Urf!
Men der var hverken termik eller skræntvind og jeg måtte fortsætte rundt om Cheval Blanc. Jeg tabte højde og indstillede computeren på udelandingspladsen Marcoux 30km bag mig og Digne. Men fremme foran ved Denjuan fik jeg bid og kunne climbe op til knapt 2.500m.
Mod nord var toppen af les 3 Eveches helt skjult i fuldstændigt fladbundede skyer. Da jeg ankom ved forbjerget Caduc og går rundt om hjørnet oplevede jeg for første gang effekten af et stort sneskred der åbenbart netop var ved at afslutte sit fald fra toppen af bjerget. Først troede jeg at det var en udsædvanlig lav cumulus tåge der er på vej op men det viste sig at være sne der blev hvirvlet op. Jeg fik små fine drys ind i cockpittet igennem luftdysen. Det var meget smukt. På den vestvendte skråning kunne jeg sne sneskredets spor ned igennem og over klippespalterne.
Uden at kurve fløj jeg de næste 40km til Guillaime hvor jeg blot skulle bruge to ture langs bjergets flødeskumsklædte top før jeg i 2.700m kunne sætte kursen mod Briancon. Men 30km senere slap vejret op - og vinden var nu gået i sydøst og pressede op mod passet til Italien. Ikke særligt ideelt. Stig sluttede sig nu til mig og vi eksperimenterede med forskellige bjerge for at se om vi ikke kunne få så meget højde at vi kunne nå Briancon og tilbage igen. Det kunne vi dog ikke hvorfor vi sætte kursen tilbage samme vej for at fortsætte mod vest.
Jeg skulle dog lige bruge 200m inden jeg stak over St. Crepin og Stig kom 2-3km foran mig. I den sene eftermiddagssol var han umulig at se. Jeg kaldt ham på radion og spurgte hvilken vej han gik. "Til Guillaime". Ok, tænkte jeg - jeg skal altså frem først og tog en lidt nordligere kurs der ville være lidt mere direkte - men til gengæld ville kræve at jeg skulle over bjergpasset ved Tete de Lucy. Uden større besvær kunne jeg følge en udløber ind til massivet men højden var ikke imponerende. Jeg fortsatte frem ind mod passet med solen skinnede kraftigt ned igennem skyerne. Jeg vurderede, at jeg ville ankomme med ca. 140km/t og 250m plus og i modvind. På vej derhen lagde jeg mig helt ind til den venstre side af dalen for at have størst mulig operationsrum til at vende rundt. 1km derfra fik jeg reduceret synk men det holdte op og med flyet i højrekurve lige over kanten - klar til at dreje tilbage - fulgte jeg passets skarpe saddel til jeg var næsten midtfor og over før jeg vred den ud til venstre uden problemer.
Så nonchalent som muligt kaldte jeg op til Stig og fortalte ham at jeg nu passerede lige under Tete de Lucy efter at have taget bagvejen - i forventning om at han nu nok var mindst 4-5km bag mig. "Nå, det gjorde jeg også" kom det slet skjulte grinende svar.
I den store saddel mellem Pyolit og Pic de Bure fandt vi begge bølge. Stig ankom lidt tidligere og tog den vist til knapt 4.000m. Jeg bøvlede lidt med den men fik da 3.100m. I mellemtiden var en front hastigt på vej ind mod os. Under det krafitige 8/8 overcast arbejde vi os fremad til Col de Cabre og de små bjerge derude før vi vendte om og gled de 40km hjem.
Jeg ankom til Sisteron med masser af overskudshøjde og med solen helt væk bag fronten. De fleste fly var på jorden og jeg landede på asfalt banen og rullede helt frem til banenden. Klokken var 18:15 og lige over 4 timers intensiv flyvning var gennemført.
En fin-fin dag.
Vejret så rimeligt ud og briefing mente da også at vi skulle kunne flyve i det meste af bjergene - dog ville det nok blive svært mod nord i de høje bjerge da termikken ikke kunne forventes at stige op over toppene.
Jeg fik slæbet umiddelbart efter Stig og over husbjerget på vej mod Trenon koblede jeg ud i midten af en fin bobbel. Stig havde koblet lidt før da han alligevel skulle have sin turbo afprøvet og han kom snurrende ind under mig. Skyene så gode ud i alle retninger selvom de som forventet ikke lå højt.
Vi besluttede os for at sætte kursen mod syd mod St. Andre først. Det gik helt fint selvom termikken ikke var særligt overbevisende. Da vi bevægede os ind over Coupe bjergkæden valgte jeg ca. 10km før St.Andre at gå mod nord via Le Cheval Blanc bjerget da jeg ikke fik særlig god højde. Det var da også lige akkurat at jeg kunne komme over passet.
Men hold da op - så meget sne havde jeg aldrig set før hernede. Det hele lignede friskpisket flødeskum og fristelsen til at lige dyppe en vinge i det for bare at se et spor minde om det at stå på toppen af et højhus og kiggede ned. Urf!
Men der var hverken termik eller skræntvind og jeg måtte fortsætte rundt om Cheval Blanc. Jeg tabte højde og indstillede computeren på udelandingspladsen Marcoux 30km bag mig og Digne. Men fremme foran ved Denjuan fik jeg bid og kunne climbe op til knapt 2.500m.
Mod nord var toppen af les 3 Eveches helt skjult i fuldstændigt fladbundede skyer. Da jeg ankom ved forbjerget Caduc og går rundt om hjørnet oplevede jeg for første gang effekten af et stort sneskred der åbenbart netop var ved at afslutte sit fald fra toppen af bjerget. Først troede jeg at det var en udsædvanlig lav cumulus tåge der er på vej op men det viste sig at være sne der blev hvirvlet op. Jeg fik små fine drys ind i cockpittet igennem luftdysen. Det var meget smukt. På den vestvendte skråning kunne jeg sne sneskredets spor ned igennem og over klippespalterne.
Uden at kurve fløj jeg de næste 40km til Guillaime hvor jeg blot skulle bruge to ture langs bjergets flødeskumsklædte top før jeg i 2.700m kunne sætte kursen mod Briancon. Men 30km senere slap vejret op - og vinden var nu gået i sydøst og pressede op mod passet til Italien. Ikke særligt ideelt. Stig sluttede sig nu til mig og vi eksperimenterede med forskellige bjerge for at se om vi ikke kunne få så meget højde at vi kunne nå Briancon og tilbage igen. Det kunne vi dog ikke hvorfor vi sætte kursen tilbage samme vej for at fortsætte mod vest.
Jeg skulle dog lige bruge 200m inden jeg stak over St. Crepin og Stig kom 2-3km foran mig. I den sene eftermiddagssol var han umulig at se. Jeg kaldt ham på radion og spurgte hvilken vej han gik. "Til Guillaime". Ok, tænkte jeg - jeg skal altså frem først og tog en lidt nordligere kurs der ville være lidt mere direkte - men til gengæld ville kræve at jeg skulle over bjergpasset ved Tete de Lucy. Uden større besvær kunne jeg følge en udløber ind til massivet men højden var ikke imponerende. Jeg fortsatte frem ind mod passet med solen skinnede kraftigt ned igennem skyerne. Jeg vurderede, at jeg ville ankomme med ca. 140km/t og 250m plus og i modvind. På vej derhen lagde jeg mig helt ind til den venstre side af dalen for at have størst mulig operationsrum til at vende rundt. 1km derfra fik jeg reduceret synk men det holdte op og med flyet i højrekurve lige over kanten - klar til at dreje tilbage - fulgte jeg passets skarpe saddel til jeg var næsten midtfor og over før jeg vred den ud til venstre uden problemer.
Så nonchalent som muligt kaldte jeg op til Stig og fortalte ham at jeg nu passerede lige under Tete de Lucy efter at have taget bagvejen - i forventning om at han nu nok var mindst 4-5km bag mig. "Nå, det gjorde jeg også" kom det slet skjulte grinende svar.
I den store saddel mellem Pyolit og Pic de Bure fandt vi begge bølge. Stig ankom lidt tidligere og tog den vist til knapt 4.000m. Jeg bøvlede lidt med den men fik da 3.100m. I mellemtiden var en front hastigt på vej ind mod os. Under det krafitige 8/8 overcast arbejde vi os fremad til Col de Cabre og de små bjerge derude før vi vendte om og gled de 40km hjem.
Jeg ankom til Sisteron med masser af overskudshøjde og med solen helt væk bag fronten. De fleste fly var på jorden og jeg landede på asfalt banen og rullede helt frem til banenden. Klokken var 18:15 og lige over 4 timers intensiv flyvning var gennemført.
En fin-fin dag.
Sisteron 2006: Grundigt PFT
Vi skulle lige have det periodiske flyve tjek gennemført for en god ordens skyld inden vi begyndte at træne for alvor. Ingen af os havde nået det hjemmefra så vi fik lige en fransk instruktør til først at give Henrik et PFT så kunne han give mig PFT bagefter.
Vejret var fint og da Henrik fik landet i Duoen fik vi hurtigt gjort flyet klar igen og jeg lettede med Henrik i bagsædet. Efter lidt lusken rundt på Gache (herligt - 3-5m/s stig her!) og de lokale skrænter iøvrigt satte jeg kursen mod Malupe for at søge noget kraftigere termik. Der var noget bøvl men det gik sådan set fint nok med at arbejde os henover de lave bjergetoppe i knapt 1.500-1.900m.
Vi kunne på radioen høre hvordan Silkeborg folkene der også fløj Duo Discus var kommet i bølger højt over Le Lure - vistnok over 4.000m. Det var vist godt vejr - både bølger og termik.
Men jeg syntes nu det kunne være sjovere lige at tage en tur langs med La Blanche så da vi nåede knapt 2.300m gled vi derover af - som jeg plejer. Det så fint ud - men i bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg godt huske, at jeg ingen termisk aktivitet kunne se over hele strækningen mod øst og alarmklokkerne burde være gået i selvsving. Der var jo masser af termisk aktivitet mod vest - så hvorfor ikke mod øst?
Suk - da vi ankommer til Domillouse er der ingen skræntvind og bestemt ingen termisk aktivitet. Bjerget kan umuligt virke i den vinkel og da jeg kiggede ned mod Lac Serres Poncon ser jeg på det lille forbjerg ca. 20-30 paraponte der bestemt ikke kan climbe op til os. Luften er død. De 15 minutters glid med solen i ryggen havde også skjult et cirrus bånd der effektivt begyndte at lukke af for varmen.
Sørens osse. Jeg meddelte Henrik at jeg nu måtte arbejde med to alternativer - enten at fortsætte mod nord-øst rundt om Dormillouse til micro-let flyvepladsen helt nede ved søens bredder eller gå mod syd langs La Blanche og over platauet til Seyne flyvepladsen der godt nok først åbner 1. april grundet de plørede tilstande dér. Jeg valgte Seyne fordi jeg før havde fisket den op på knoldene nær pladsen. Og hvis vi absolut skulle lande ude - så kendte jeg i det mindste forholdende omkring pladsen. Hvis jeg fortsatte til mikrolet pladsen kunne jeg ikke være sikker på at ankomme i god nok højde.
Hmm. Det var mærkeligt at glide hen over skisportsstederne og ikke mærke det mindste løft. Solen begyndte så småt at skinne igennem. Da vi ankome til Seyne i 1.600m og ca. 400m over terræn begyndte jeg at arbejde mig henover knoldene. Sådan noget forkølet møg. Jeg meddelte Henrik at det blev en udelanding og han skulle advisere de andre per radio. Medens Henrik fik kontakt med de andre i luften foretog jeg nogle s-sving på medvindsbenet for at vurdere vinden....faktisk er vinden lokalt vendt 90 grader mod øst - hvilket jo forklarer hvorfor La Blanche ikke duede.
Nå, men Duo'en lagde sig velvillet i sideglidsstilling med fulde luftbremser og jeg fik den fladet ud 30m inde på baneenden og efter 300m udrulning fik vi standset inden banen blev til pløre. Indtil da var banen gudskelov helt fin og fast. En opringning til Sisteron bekræftede bare at slæbeflyene ikke måtte bruge banen før d. 1 april. Vi fik Christian Hansen og en vældig flink monolingual Franskmand - Allain - til at tage Golfen og klubbens Duo-vogn.
I mellemtiden vandrede Henrik og jeg ned til Seyne landsbyen for at få os noget varmt at drikke. Yeah right. Ingen seriøs restaurant eller værtshus åbner før kl. 21:00. Så det blev til et supermarked hvor lidt pølse, brød og juice blev fortæret på en iskold bænk med udsigt til flyvepladsen i det fjerne. Unge møde med børn gik i en stor bue uden om de to forhutlede typer med deres mærkelig tøj og hatte.
Præcis 2½ time efter ankom Christian og Allain i buldrende mørke med den smukkest stjernehimmel man kan forestille sig. Hele vejen rundt stod tindenderne iklædt deres sne og skinnede. Det var hundekoldt. Efter én lille time (det er meget længe i forhold til at blot at skulle skille flyet ad) var vi på vejen igen. Efter knapt 2 timer var vi nede af platuet og hjemme igen i Sisteron.
Henrik skrev faktisk for PFT - det var jo et grundigt PFT.
Vejret var fint og da Henrik fik landet i Duoen fik vi hurtigt gjort flyet klar igen og jeg lettede med Henrik i bagsædet. Efter lidt lusken rundt på Gache (herligt - 3-5m/s stig her!) og de lokale skrænter iøvrigt satte jeg kursen mod Malupe for at søge noget kraftigere termik. Der var noget bøvl men det gik sådan set fint nok med at arbejde os henover de lave bjergetoppe i knapt 1.500-1.900m.
Vi kunne på radioen høre hvordan Silkeborg folkene der også fløj Duo Discus var kommet i bølger højt over Le Lure - vistnok over 4.000m. Det var vist godt vejr - både bølger og termik.
Men jeg syntes nu det kunne være sjovere lige at tage en tur langs med La Blanche så da vi nåede knapt 2.300m gled vi derover af - som jeg plejer. Det så fint ud - men i bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg godt huske, at jeg ingen termisk aktivitet kunne se over hele strækningen mod øst og alarmklokkerne burde være gået i selvsving. Der var jo masser af termisk aktivitet mod vest - så hvorfor ikke mod øst?
Suk - da vi ankommer til Domillouse er der ingen skræntvind og bestemt ingen termisk aktivitet. Bjerget kan umuligt virke i den vinkel og da jeg kiggede ned mod Lac Serres Poncon ser jeg på det lille forbjerg ca. 20-30 paraponte der bestemt ikke kan climbe op til os. Luften er død. De 15 minutters glid med solen i ryggen havde også skjult et cirrus bånd der effektivt begyndte at lukke af for varmen.
Sørens osse. Jeg meddelte Henrik at jeg nu måtte arbejde med to alternativer - enten at fortsætte mod nord-øst rundt om Dormillouse til micro-let flyvepladsen helt nede ved søens bredder eller gå mod syd langs La Blanche og over platauet til Seyne flyvepladsen der godt nok først åbner 1. april grundet de plørede tilstande dér. Jeg valgte Seyne fordi jeg før havde fisket den op på knoldene nær pladsen. Og hvis vi absolut skulle lande ude - så kendte jeg i det mindste forholdende omkring pladsen. Hvis jeg fortsatte til mikrolet pladsen kunne jeg ikke være sikker på at ankomme i god nok højde.
Hmm. Det var mærkeligt at glide hen over skisportsstederne og ikke mærke det mindste løft. Solen begyndte så småt at skinne igennem. Da vi ankome til Seyne i 1.600m og ca. 400m over terræn begyndte jeg at arbejde mig henover knoldene. Sådan noget forkølet møg. Jeg meddelte Henrik at det blev en udelanding og han skulle advisere de andre per radio. Medens Henrik fik kontakt med de andre i luften foretog jeg nogle s-sving på medvindsbenet for at vurdere vinden....faktisk er vinden lokalt vendt 90 grader mod øst - hvilket jo forklarer hvorfor La Blanche ikke duede.
Nå, men Duo'en lagde sig velvillet i sideglidsstilling med fulde luftbremser og jeg fik den fladet ud 30m inde på baneenden og efter 300m udrulning fik vi standset inden banen blev til pløre. Indtil da var banen gudskelov helt fin og fast. En opringning til Sisteron bekræftede bare at slæbeflyene ikke måtte bruge banen før d. 1 april. Vi fik Christian Hansen og en vældig flink monolingual Franskmand - Allain - til at tage Golfen og klubbens Duo-vogn.
I mellemtiden vandrede Henrik og jeg ned til Seyne landsbyen for at få os noget varmt at drikke. Yeah right. Ingen seriøs restaurant eller værtshus åbner før kl. 21:00. Så det blev til et supermarked hvor lidt pølse, brød og juice blev fortæret på en iskold bænk med udsigt til flyvepladsen i det fjerne. Unge møde med børn gik i en stor bue uden om de to forhutlede typer med deres mærkelig tøj og hatte.
Præcis 2½ time efter ankom Christian og Allain i buldrende mørke med den smukkest stjernehimmel man kan forestille sig. Hele vejen rundt stod tindenderne iklædt deres sne og skinnede. Det var hundekoldt. Efter én lille time (det er meget længe i forhold til at blot at skulle skille flyet ad) var vi på vejen igen. Efter knapt 2 timer var vi nede af platuet og hjemme igen i Sisteron.
Henrik skrev faktisk for PFT - det var jo et grundigt PFT.
2006-03-24
Sisteron 2006: 1.750km senere
Tja, efter en lang men effektivt kørt tur fra Horsens kl. 17:30 til Sisteron (1.750km) på 20 timer i godt selskab med Henrik Bill, Per Allerød, Christian og Anne Hansen kom vi godt frem. Det var helt mærkeligt at komme så tidligt frem om eftermiddagen.
Sisteron ligner sig selv - og så alligvel ikke: alt er meget vådt og grønt - og bjergene ser ud til at have et godt lag sne endnu.
Der var tid til at checke flyet, få talt lidt med de piloter som allerede er her (de var frustrerede - 3 uger og kun 4 flyvedage!), få løbet en tur op til husbjerget, få sig et tiltrængt bad, få sig indstalleret i huset og ikke mindst et tiltrængt bad. Derefter husker jeg ikke så meget andet.
2006-03-20
Sisteron 2006: Afsted
Nu er det ved at være den tid hvor alt skal huskes til turen til Sisteron. Instrumenter er hentet ud af de lune vinter hi og er monteret sammen med efterfølgende funktionscheck. Det ser ud til at virke.
Flyets papirer er blevet gået efter endnu en gang, journaler checket, synsrapporter studeret, egne logbøger, medical up to date - nu mangler jeg vist kun lige at lave en sikkerhedskopi af det hele - og pakket al det andet grej der skal med.
Og så skal jeg igang med navigationsinstrumenterne og sikre mig at de er up-to-date med luftrum, vendepunkter og software versioner. No problem - jeg har hele to dage tilbage!
Flyets papirer er blevet gået efter endnu en gang, journaler checket, synsrapporter studeret, egne logbøger, medical up to date - nu mangler jeg vist kun lige at lave en sikkerhedskopi af det hele - og pakket al det andet grej der skal med.
Og så skal jeg igang med navigationsinstrumenterne og sikre mig at de er up-to-date med luftrum, vendepunkter og software versioner. No problem - jeg har hele to dage tilbage!
Subscribe to:
Posts (Atom)