2006-06-07

WGC 2006: "It's raining again" (Super Tramp)

Vi vågnede til en næsten iskold morgenluft (længe leve mørklægningsgardinerne i campingvognen - der er jo lyst hele natten heroppe) og det lovede godt. Men vejrudsigten lovede noget andet og det så bestemt ikke for godt ud. 3 kvarter før briefing var Crew Chief Allan og jeg færdige med at grid'de "AB" som den første i standard klassen og vi havde fin tid til at nyde morgenkaffen på første parket. Vi elsker kaffe om morgenen når de andre gridd'er

 

 

 

 

 

 

 

Til brifiengen var meteorologen temmelig pessimistisk og task-setter'en lod sig fornuftigt nok påvirke til at udskrive små opgaver på omkring de 200km i området syd for Hjälmaren og Eskilstuna. Det er dog iøvrigt et udemærket område udelandingsmæssigt med flere gode marker og et par flyvepladser. Efter brifingen begyndte den frygtede skærm at trække ind over os. Vi kunne samtidigt mærke hvorledes temperaturen og fugtigheden begyndte at stige - præcis som forcast'et. Efter nogle timers venten og adskillige udsættelser blev 18-m og 15-m klasserne med himmelvendte øjne slæbt op under de 8/8 med vandballasten strømmende ud. Udsigten til de fine cumulus ca. 40km syd var besnærende men det lå temmeligt langt sydpå i forhold til startpunktet. Det gik da også hverken værre eller bedre end at umiddelbart før det blev standardklassens tur blev vores start igen udsat for kun at blive omfattet af en generel aflysning af dagen i alle klasser. Alt imens vi i standard- og åbenklassen begyndte at trække tilbage dumpede 15- og 18m flyene lige så stille tilbage i ro og orden. Øv - jeg havde lige indstillet mig på en hård kamp for hver én meter og en aften i baren med store armbevægelser. Nuvel - vi går i praktisk mode istedet for og får gjort noget ved diverse småprojekter vi kan tage fat på. Nu her kl. 16:00 har konkurrenceledelsens beslutning været den rigtige - det regner i det meste af området og vi skutter os i det nu kølige vejr.

2006-06-06

WGC 2006: All dressed up but nowhere to go [rev.2]

Ja - så fik vi sådan en dag hvor man tumler ud på pladsen i dejligt vejr, får samlet "AB" i selskab med Uffe i "EC", Henrik i "5A", Mogens i "Mister Oral" og Erik med "AA", får griddét flyene tæt pakket sammen med de andre 111 fly, går til briefing, får at vide at vi skal flyve 500km over den berygtede 10 Mila Skogen, går til team briefing, får repeteret sikkerhedsprocedurer og taktik....for så at vente i over 4 timer med tunge skyer og små regn på at dagen bliver aflyst .

Suk - meteorologen - en professionel der arbejder både i luftvåbnet og åbenbart også figurerer på svensk TV - hun så ellers så sød ud.

Gårsdagens flyvning havde skabt grobund for mange drabelige beretninger. 'Mannie' fra Syd Afrika måtte i sin sprit nye ASG 29 lide den tort at lande ude og var så uheldig at glemme hjulet med det resultat at flyet blev sat temmeligt hårdt. Faktisk så hårdt, at bunden brækkede op og skovlede en skive tørv op igennem bunden og pressede ham frem i sædet! Selv beskrev han det
med vanlig sort sydafrikansk humor som når en golfspiller lige skovler en solid klump græstørv op. Schleichers fabriks team var her heldigvis og havde kæmpet hele aftenen og natten med at reparere hans flyver så den var faktisk klar her til morgen. Utroligt.

Nu står det på et par timers afslapning - Crew Chief Alan har mange gode ideér - noget med vikinge spil (det lyder fugtigt) og så skal vi grille bagefter. Ja, grille - for vejret blev jo pragtfuldt 5 minutter efter at de aflyste (pladsen lignede en myreture af biler og fly der udførte en kompliceret koreografi da vi skulle trække flyene tilbage).

Idag 6. juni er sveriges nationaldag hvorfor der blev afholdt "Swedish Evening" med fri grill hvor de så frækt fejrer at de smed Danskerne ud. Konkurrencechefen Robert Danewid bad dog som plaster på såret, om vi ikke godt kunne komme tilbage og befrie ham for øllet har ikke været det samme siden. Ronnie, Jan Ola og Michael lod nu til godt at kunne drikke den lokale humle.

2006-06-05

WGC 2006: Dag 2 - En mur af vand efter næsten 388km...

Dagen i dag startede med en forsikring om, at der uanset hvilken meteorologisk model der blev anvendt, ville dagen indeholde regn. Der skulle nok være stedvis enddog god termik med op til 5m/s men....

I 2.000m skulle man igen forvente ca. -3° og jeg sendte en varm tanke til mine neopren sokker og forede flyvemøsse.

Da alle ca. 120 fly var linet op, briefing overstået og first launch gik igang kl. 11:00 sharp med en snerren fra 12 Pawnees (flere udstyret med Volvo motor) var himlen oversået med fine cumulus så langt øjet rækte - og kun svage tegn på den frygtede overudvikling.

Da jeg som én af de sidste i standard klassen blev slæbt op var der dog fuld gang i regnbyger og det mindede lidt om at se på folk der springer fra isflage til isflage for ikke at falde i når flyene krydsede hid og did i søgen efter bare ét sted man kunne blive hængende.

Da startlinien åbnede var der efterhånden kun få skyer der ikke var kollapsede og tømte sit indhold ud over det svenske landskab. Jeg havde placeret mig udemærket for start med hensyn til højde men vejen mod nord over Mälaren via Kviksund var temmeligt broget af regn der hang i hvid-grå gardiner helt ned til jorden. Men afsted gik det, stik nord de 69km til første vendepunkt.

De fleste i standard klassen var vist startet på det tidspunkt og Uffe gav mig nogle meldinger på ruten foran. Det gik faktisk udemærket og jeg havde fornøjelsen at indehente og flyve sammen med en større flok åbenklasse fly som jeg gang på gang snildt steg fra - og mærkeligt nok kunne glide meget langt sammen med - side om side. Der blev da også vinket flere gange fra disse enorme fly med vingespænd mellem 26-33m. Én vinkede ikke - jeg tvivler på at han så mig ligge og kurve før jeg i god tid lavde en hård undvigemanøvre og med alt i cockpittet hængende opad i en udvendig kurve undgik at komme for tæt på ham. Ærgeligt - jeg lå lige og steg med over 3m/s.

Ved det første vendepunkt mod nord blev det lidt tricky. I knapt 400 ubehagelige meter over første vendepunkt (som ligger i knapt 200m), en lille skovlandsby ved navn Karbening med en temmelig ramponeret flyveplads i skoven nord for (var det grusgrave de havde lavet i den ene ende ?) fik jeg på kanten af en større regnbyge fat. I den lodrette stride strømme kom den lille russer i LOT sørme ind under mig - og jeg troede at jeg lå lavt. Ikke desto mindre fik han også fat og vi steg møjsomligt op med regnperler der løb fra forkanten af hooden til bagkanten i et hypnotisk mønster. Det er faktisk lidt disorienterende at se på - det gælder om at fokusere ud på omgivelserne i en vis fart.

Da vi kom i top kunne vi ræse afsted igen mod det næste vendepunkt men heropppe slog regnen over i sne. Det var en ret flot kontrast mod landskabet der det meste af tiden lå i skygge.

Det 78km lange ben mod vest-nord-vest til Malingen langs Borlänge blev lidt præget af, at min fartmåler pludselig var voldsomt forsinket. Der var givetvis kommet vand i dysene og det var voldsomt distraherende. Mit variometer teede sig også ganske anstrengende og misvisende. Til sidst skruede jeg ned for alt audio og fløj uden at bruge instrumenterne. Efter et meget langt glid til knapt 1.000m (tror jeg nok) - iøvrigt i fint samarbejde med Vladimir Foltin fra Slovakiet i "SI" gik jeg et par km nord for vendepunktet mod den eneste brugbare sky i 20km omkreds - og det gav pote for op gik det sørme med 3-4-5m/s. Vladimir kvitterede med "beers at the bar". Nu var mine instrumenter åbenbart ok igen og det hele blev lidt nemmere.

På dette tidspunkt havde jeg hentet en 7-8 standardklasse fly - visse med over en halv time og jeg var godt tilfreds. Det næste ben var på 78 km stik syd til Jarnboas og på de lange glid var det med samme fornemmelse som når man står i en kirke og ser en specielt flot udsmykning en hvælving, at jeg kunne se op på fuldt udviklet mammatus skyer. Nogen steder mindede det som en Jaque Costeau film når de dykkede langt og lange under et endløst isflage. Landskabet under os var tilmed råt og temmeligt gudforladt - der var langt mellem McDonalds og Servicestationerne.

Efter at have vendt Jarnboas i snevejr i knapt 1.800m kom der er langt glid mod nord igen. I en passage af en mindre regnbyge begyndte "AB" at murre og jeg kunne se en lille isopbygning på forkanten. Et drej ud i en solplet og et par minutter efter var det dog heldigvis fordampet væk igen og den fæle murren i flyet forsvandt også. Da jeg efter yderligere 61km fik vendt Söderbakke i knapt 1.600m, glidetal 43 og medvind...tænkte jeg at nu skulle de resterende små 100km hjem i medvind være det rene barnemad.

Men det var det nu ikke. Jeg ankom 20km fra sikkerhedsvendepunktet (der sørger for at vi alle liner fint op mod flyvepladsen på slutglid) i lav højde og med vandet nødtvunget fossende ud af ballasttankene frem mod en mur af vand der spærrede turen hjem. I et kalkuleret forsøg på at vinde højde gik jeg meget tæt på Örebro TMA'en og aldrig har jeg været tættere på forbudt luftrum - 13m. Jeg har sjældent krænget så hårdt før - jeg var godt presset ned i sædet. Men det hjalp ikke og jeg måtte kravle op længere mod syd - næsten over Hjälmaren og under det sorte udhæng fra skyen som ganske enkelt spærrede turen hjem.

På trods af, at jeg havde 285m overskud hjem til de sidste sølle 18km måtte jeg tage en ærgelig beslutning men rigtig beslutning - jeg var nødt til at lande ude for jeg turde ikke flyve igennem den dér mur af vand. Team Danmark kunne på radioen oplyse, at kun de sidste par km ikke regnede. Terrænet er meget gustent og kun de sidste par km har landbare marker. En Litauer i "AG" lå 50m lavere forsøgte sørme men måtte dog vælte ud af muren af vand igen med halen mellem benene. Puha.

Crew venlig som jeg er, søgte jeg derfor med min resterende højde mod nord til en hovedfærdselsåre ved Kungsör og nogle store marker i skovene jeg tidligere havde bemærket der. Jeg var lige ved at falde for fristelsen og lande på en fin grusvej men valgte alligevel marken. Ikke desto mindre fik jeg "AB" helt ud parallelt med vejen så da Crew Chief Alan 30min senere ankom med airconditioneret nedkølet cola og trailer kunne vi bare svinge agterenden ind på marken og så var "AB" i vogn igen.

En ærgelig dag men der er da heldigvis mange dage tilbage i hvor de andre kan lave større fejl.

2006-06-04

WGC 2006: Dag 1 - Det kunne have været værre

..men det kunne også have været noget bedre.

Dagen så god ud på papiret men der var forcastet en del alto cumulus og det boder normalt ikke godt for solinstrålingen og den ønskede termik. Alligevel så dagen ud til at skulle blive én af de helt gode.

Med Crew Chief Allan der på sædvanlig rolig vis fik ordnet alle de forskellige ting omkring flyet var der fin ro på inden starten i feltet af 120 fly. Vi holdt iøvrigt pakket som sild i en tønde for at udnytte den relativt korte (gys) bane de har heroppe - faktisk kunne de snedige svenske officials pakke så tæt at ca. 6-7 af os måtte starte på parallelbanen fordi de i deres visdom lige havde talt forkert - og der ikke kunne klemmes flere ind i opstillingen. Tsk.Tsk.

Nuvel - vi fik os arbejdet fint ud de 25km til lidt vest for startpunktet hvor vi lagde os i en smuk bølge på siden af en tårnhøj cumulus i 2.000m medens vi ventede på at startlininen skulle åbne. 20-25 fly der bare silkeblødt kurver foran sådan én væg er bare smukt! Termikken gav ca. 1-3m/s og selv de noget overudviklede plamager så rimelig ud.

Da jeg på et tidspunkt bevægede mig medvinds tilbage til startlinien fejlvurderede jeg en sky der lå lidt bag startlinien (den så ellers helt rigtig ud i forhold til vindretning og startlinien). Jeg begyndte at tabe meget højde langs Mälaren. Noget bekymret kunne jeg desuden konstatere, at plagmagen af overudvikledes skyer nu lå højt og ensformigt uden tegn på aktivitet.

Uden sikker mulighed for at få fat foran start linien blev jeg nødt til at flyve tilbage til Eskilstuna for at sikre, at hvis alt gik galt kunne jeg da i det mindste få en genstart. Men det lignede mere og mere afslutningen på min dag. Gabet fra flyvepladsen via startlinien (nu 25km ude) til nærmeste brugbare sky på ruten lignede nu ca. 40-50km. Det kan man ikke fra 700m.

Med møje og besvær - og én hel time efter alle andre, var jeg så heldig at få fat til 2.000m. Fra denne højde kunne jeg nu glide hele vejen i modvinden over startlinien og til den første enelige cumulus 42 km ude der var under opbygning nord for Köping. Den var til gengæld god (3.2m/s over 1.230m) og jeg kom op i fin still til dejlig kold luft i knapt 2.100m. Herfra var det endnu ét langt glid mod nord til Malingsbo. Det var lidt af ét sats men skyen derude så god ud. Den eneste sky på kursen at bemærke.

Efter endnu et langt glid på ret nøjagtigt 42km uden så meget som et pip på variometret ankom jeg til Malingsbo og havde kun 30m overskud til at nå de nærmeste flyvepladser. Der var dog en del udemærkede marker dernede i skovene så den del var ikke noget problem. Igen var jeg heldig og fik en rimelig bobbel der dog kun gav 2.3m/s over 770m. Fra en højde af knapt 1.900m stak jeg lige næsen lidt op imod Ludvika for at få nogle flere km i kassen med god fart inden jeg forsatte til næste sektor.

Efter nogle lange glid igen tog en kæmpe flot sky fuldstændig fusen på mig - og da åbenbart også nogle af de andre i standardklassen som jeg mødte på den modsatte kurs. Mange kom ræsende lavt - meget lavere end jeg. Jeg fik den synkende fornemmelse af, at nu gjaldt det virkelig.

Mand vender aldrig et medvindsben lavt - men der var ikke flere gode cumulus på kursen og jeg måtte nu til at siksakke for at vinde blot en smule højde inden jeg drev ind forbudt luftrum. Det gik lige og benet tilbage til sidste sektor gik udemærket men den meget siksakken havde dæmpet gennemsnitsfarten fra de knapt 110km/t til sølle 85km/t. Det var lidt frustrerende.

Just som jeg var ved at forberede mig på at det skulle blive et marginalt slutglid de sidste 45km hjem over Mälaren via sidste sektor Charlie og med sølle 120m overskud ved bedste glidetal - bankede jeg saft-susemig ind i dagens bedste bobbel der gav 600m med 3.5 m/s. Det var da dejligt om end noget sent syntes jeg - men nuvel - det hævde da min gennemsnitsfart fra de nu elendige 86km/t til lige over 100km/t da jeg hele vejen hjem lå omkring de 200km/t.

Efter det obligatoriske speed-finish i lav højde over trailere, biler og alt for mange fly der allerede var kommet hjem gik jeg rundt i en krap højre kurve til indflyvning til bane 05.

Allan stod klar med en kold Cola og et velkommen tilbage og 45 minutter senere var flyet klargjort og i sit nattøj - og loggerdata udlæst til konkurrencekontoret. Herligt.

Uffe havde klaret sig rigtigt godt og blev nr. 6 idag - jeg måtte tage til takke med en usel 29. plads. Gudskelov var det ikke en 1.000 points dag og mine 550 points kontra vinderens 830 points er ikke nogen katastrofe så tidligt i en konkurrence der forhåbentligt giver mindst 7-10 konkurrencedage ud af 14 mulige.

Men de dér points ville nu være rare at have lige nu.

2006-06-02

WGC 2006: Formen pudses af

Ja, rund er jo som bekendt også en form.

Vi fik ved dagens briefing at vide, at vi skulle forvente op til 90km/t vesten vind i 2.000m og ca. 45km i 1.000m. Tak for kaffe - der skulle svedes i de små kontorer. Standardklassen og åbenklassen skulle starte først og vi fik en 308km opgave der nærmest ved ud- hjem - fuldstændig på tværs af vinden.

Fik jeg fortalt, at det var i blå termik - ikke en ærlig cumulus i sigte? På vores team briefing indskærpede Team Captain Frank at der ikke var nogen grund til at gennemføre opgaven hvis det så håbløst ud - hellere komme hjem i god tid og ikke risikere materiel eller overskud til når det går løs på søndag.

Nå - men dagen viste sig at være ganske flyvebar selvom vi sled i det - meter for meter - kilometer for kilometer. Med en fuldstændig skyfri himmel var det spændende at følge de større eller mindre grupper af fly der som kviksølv flød ud af boblerne mod den næste bobbel.

Kl. 12:45 blev start lininen åbnet og vi stak relativt hurtigt afsted - stort set alle mand indenfor 15 minutter af hinanden. Alligevel lykkedes det de fleste at forsvinde for mig da jeg startede sammen med Uffe 13:04. Uffe havde lige 150m mere end jeg da vi stak og det øgede han egentligt bare.

Efter at have studeret landskabet gentagne gange i komfortabel højde (normalt lige over 1.000m) og udtænkt diverse mulige marker der kunne bruges i en håndvending var jeg lige over 110km hjemmefra ved Storvik (nord-øst for Borlänge) som vi skulle vende. Her fik jeg i 800m og medvind ud over søen fat og dagens bedste højde 2.000m+. Ruten var iøvrigt den mest udelandingsvenlige rute jeg har set her oppe endnu.

På benet hjemad fulgtes jeg til sidst sammen med Jeroen fra Holland der vist også bare ville være glad for at komme hjem. Hoppet over Mälarens muddergrønne vand til dagens første rigtige cumulus (som jeg vist aldrig fik kontakt med) til sidste vendepunkt inden benet direkte hjem var ret spændende i de nu ca. 43km/t sidevind. Jeg havde ikke slutglidshøjde og begyndte så småt at indstille mig på en marklanding men da jeg gik i medvind fra sidste vendepunkt begyndte det sandeligt at stige i 500m.

Faktisk steg det pludselig kortvarigt 5m/s - nok til at jeg kunne blæse hjem med over 200km/t på uret. Klipper, skove, søer, grusveje, små Astrid Lindgren huse med svenske flag og Volvoer passerede hurtigt revy under mig og jeg kunne lidt mør fortage det obligatoriske lowpass før jeg satte AB ned på bane 25. Okay - dem som vil more sig kan følge linket her http://www.wgc2006.se/sub/igcview_wgc2006.htm hvor man kan sammenligne vores flyvninger blot ved at krydse af hvilke fly man vil se - og så bliver det vist i Google Maps. Ret fikst. Husk at vælge "Standard" i boksen "Select Class".

Nu står det på Team aften hvor vi samler hele holdet - hjælpere, familie og piloter - og imorgen er der åbningsceremoni.

2006-06-01

WGC 2006: Camp Mud


Suk - tre dage i regn og kulde kan tage pippet fra de fleste.

Der går bekymrede svenskere rundt og mumler, at banen skal have mindst 2-3 dage med sol og vind før den kan bære igen da den er blevet blød som en mose.

Men da solen brød igennem tidligere i formiddags steg ikke alene temperaturen men også humøret. Det lignede dog ikke umiddelbart flyvevejr men vi gennemført diverse briefinger og folk er faktisk ude og flyve lidt her sidst på eftermiddagen. Det sene tidspunkt på dagen taget i betragtning og hvor langt man kan nå omkring har jeg dog valgt at blive her og få ordnet praktiske ting - og ikke mindst skrive lidt.

I aften har vi en sikkerhedsbriefing med temaet hvorledes man håndterer udelandinger i denne del af verdenen. Det skal nok blive intressant.