Sisteron 2008: En lang dag ved Morgon

Det var hamrende koldt udenfor da vi vågnede. Ikke en sky på himmelen og bjergene lå i den tindrende morgensol og glasklare morgenluft med sne der flød ned fra toppene på arms afstand.

Ved briefingen var instruktørene og både de franske og tyske metorologer enddog meget optimistiske med forventninger om Cu'er i op til 3.800m med både 2 og 3m/s.

Således optændt at den hellige ild var Stig og jeg linet op og klare til afgang blandt de første kl 12:15.

Efter et slæb ud til Gache hvor der var fint løft i den svage NV strømning af luft til 1.500m gik det hele ligesom lidt ned i omdrejninger og vi kæmpede os fra bjergkarm til bjergkam mod øst og de høje alper. Stig og jeg trøstede hinanden med, at det jo også var ret tidligt på dagen. Efterhånden var nogen af tyskerne og schweizerne da også ved at poppe op over bjergkarmene bag ved os og det begyndte at ligne sig selv med gode stigværdier og højder i nærheden af de 2.200m.

Jeg gled derfor uden betænkning fra Gautiere i 2.200m de 21km mod det store forbjerg Dormillouse hvor jeg måtte konstatere, at der intet hændte. Mod NØ stod forbjerget Morgon og lokkede med sine stejle varme sider og jeg fortsatte derfor de 6km derover - det skulle nok gå.

Men nej, Morgon virkede ikke og jeg begyndte at tabe højde stille og roligt. Jeg konturerede fra forbjerget og langt ind i Barcolonette dalen medens der nu løb meldinger ind fra de mange andre i området om problemer. Folk faldt åbenbart ud af himmelen og søgte tilbage til Sisteron.

Stig var i mellemtiden længere mod syd kommet til bjergkæden Blanche som ender i forbjerget Dormillouse og kunne melde om god ankomst dér i 2.400m og sågår efterfølgende bølge til 3.400m.

I modsætning til igår havde jeg det fint varmt og var nu nede i 1.400m og begyndte nu at forberede mig på en mulige udelanding. Dér hvor jeg lå havde jeg højde nok til at nå to udelandingspladser og der var desuden ok arealer mod vest på syd-vest siden af Serre Poncon søen men ingen var særligt indbydende. Én bestod af grus og skærver og den anden var en fin asfalt bane inde i selve Barcolonette - og markerne mod syd skulle nok vælges med omhu. Én ting var helt sikkert - jeg ville ikke sætte turboen ud før jeg lå i sikker højde over disse pladser. Det kunne jo være den ikke startede eller det der var være - ikke startede og ikke kunne indfældes igen - og så ville det gå rask nedaf.

Jeg opgav til sidst at finde det klassiske løft de 20-40m fra klipperne. Men jeg havde jo i min søgen fundet lokalt stig her og dér, så med klagetonerne fra mine kollegaer i radioen resignerede jeg og accepterede den elendige termik der stod lidt ude fra bjerget. Det blev til mange omgange hvor jeg både tabt og vandt medens jeg fik set rigeligt af skrå marker, røgfarvede barske rå klipper, vinbønder i traktorer, fåreflokke, sejlivet vegetation, forpinte træer og en enkelt brun ged der stod og gloede.

Gang på gang måtte jeg kontrollere computeren om den var enig i udelandingsmulighederne og forventede ankomsthøjder kryddert med mit eget fradrag for sikkerhed. Det var tæt på min egen grænse men efter næsten én time begyndte jeg endeligt at få højde på til 1.600m. Med de yderligere 200m besluttede jeg mig for at bevæge mig tættere på "grus-og-skærve" udelandingspladsen og lidt tættere på en uendelig grå stejl ravine hvor der altså måtte være noget termik. Og det var der.

Med fin udsigt til hele Serre-Poncon søen for foden af bjergt steg jeg endeligt op til Morgons kanter og kunne atter genoptage min stræktur. Et par svedlitre lettere og med stor appetit på den medbragte madpakke.

Erkendelsen om, at dagen ikke ville blive nogen stor dag bundfældede sig efterhånden da Stig og jeg team'ede op igen ved Guillaume hvor det sikre løft til Royal'en udeblev og vi kun med møje og besvær nåede toppen dér. Vi vendte derfor resolut omkring og tog toppen af Morgon og tilbage til Dormillouse og så turen ned af La Blanche i høj fart til Caduc hvor vi ramte en fin lille bølge til 3.500m hvor vi ligesom kunne puste lidt ud og overveje situationen.

Vi blev enige om, at fortsætte turen i forventning om hårdt arbejde og det blev det. Med godt teamwork kæmpede vi os fra klippetop til klippetop mod vinden som aldrig ville give os noget fornuftigt løft. På Caussons sydvestlige hjørne blev der tid til at nyde den lille kapellignende bygning der var bygget direkte på kanten til afgrunden. I aftensolen så de rå kalksten varme ud og en træt bjergklatrer kunne nok gemme sig for ulve og dårligt vejr dér. Men der var vist ikke nogen dør. Medens Stig og jeg kurvede krapt på den nordlige ende af Causson blev der vinket fra en lille gruppe bjergklatere der lå i læ bag en klippe. For en god ordens skyld fik de lige et lowpass i passende afstand for at se jeg værdsatte deres hilsen.

Men der blev ikke givet ved dørene for termikken blev hele tiden revet i stykker på højde med bjergkarmene. På et tidspunkt sprang vi via Authon til Gache for at nå Lure - men Lure virkede ikke! Uhørt!

Med halene mellem benene måtte vi hoppe over på Vamuse og der var der trods alt noget der virkede lidt. Herfra kom vi stille og roligt op igen via Jouere, Maluppe, Crete de Selle for så i resterne af aftensolen at angribe Pic de Bures gule grusskråninger. Men ligefedt hjalp det. Vi kurvede adskillelige gange med vingerne parallelt over skråningerne men ligefedt hjælp det. Efter 15 minutter og i samme højde som da vi ankom afskrev vi med væmmelse Pic de Bure og satte snuden hjemad via Ceuse.

Efter 6½ time og sølle ca. 300km havde vi fået nok og desuden var skumringen begyndt. Nu skulle det gøre godt med en Pizza Maurienne og en Grand Biere.

Sisteron 2008: Iskold Lenticularis

Efter at have rulle de første par hundrede meter på den solvarmede asfalt efter slæbeflyet slap Ventus'ens hovedhul silkeblødt jordforbindelsen ved små 75km/t og accelererede videre til små 130km/t med flaps i +2. I drejet ud over det stejle drop til den stenede flod for enden af bane 36 løb jeg hurtigt nødlandingsalternativerne igennem. Ligefrem og 20-30m lavere til højre kunne jeg nok godt tvinge 475kg og 18m ned inden jeg løb tør for mark og ind i enten landevej eller vinmarker. Det ville ikke være sjovt hvis jeg havde vandballast med til 600kg. Omvendt ville det ikke være sjovt med 125 liter is i tankene i dette vejr så det var jo ikke aktuelt. Til venstre ville det nok kræve et element af aerobatics i et langt og krapt drej i lav højde for at få linet op men til gengæld ville jordmarken nok bringe mig til et tidligt stop.

Med smukke 2/8 Cu'er på himmelen var Stig startet 3-4 slæb tidligere. Med 2-3m/s i boblerne steg jeg uden problmer op til 2.200m over Sisteron og satte straks jagten igang. Stig var allerede halvvejs oppe i de høje bjerge og nu skulle han bare indhentes. Jeg kunne delfinere over massivet øst for Sisteron og ankom i fin højde over Blayuel hvor jeg uden problemer fik tanket op igen til 2.600m.

Luften summede af tyske og schweiziske fly og på radioen kom der rigeligt med nye positions rapporter i takt med at de glade piloter kom længere og længere op igennem de høje bjerge. Stig nappede lige et vendepunkt lidt sydøst for Caduc medens jeg fik mig etableret nordligere ved toppen af Les Trois Eveche i knapt 3.000m så vi kunne følges ad herfra.

Efter at vi havde etableret kontakt ræsede vi mod nord via Blanche. Skisportsstederne lå øde og inaktive hen med brune pletter og huller i sneen. Liftstole hang og dinglede medens pylonerne stod ensomt vagt. Der var ikke faldet sne længe her heller. Fra Pic de Morgon tog vi uden problemer forbjerget til de høje bjerge Guillaume. Her fik vi ikke så meget højde men vi vred os dog rundt om hjørnet og videre mod nord-øst i en tiltagende turbulens i læ af bjerget. Da vi kom til St.Crepin havde vi oplevet en ret kraftig turbulens hvor man fik sig en ordentlig rystetur i cockpittet på hoppene over karmene. Vingerne svippede hurtigt op og ned der 9m længre ude. Jeg sendte en venlig tanke til ingeniørerne hos Schempp-Hirth og den utrolige teknologi der gør, at man overhovedet kan bygge sådan en vinge.

I et blåt hav med hvide toppe, steg vi nu op i en bølge i læ af hovedkarmen på Les Ecrins. I 3.500m var vi vel over de højeste regulære skyer. I 4.000m steg det stadig lystigt medens gletcherne under os svandt ind hurtigere end drivhuseffekten så jeg fik åbnet op for iltanlægget. Stig havde også fået fat lidt længere mod nord hvor han lå og glimtede med skydækket over De Tre Dale som baggrund og nærmest metalisk azur blå himmel. Som en sort negl med glassur på stak Mt. Blanc op i det hele og alt var bare herligt.

Stig trak dog stikket ud og drønede i den krystalklare luft de små 30km op til jernbanestationen i Bardonecchia. Den italienske by der i 1.200m ligger klemt inde mellem de høje bjerge lå således små 3km under os og det var som at klø sig i nakken at vende om der og sætte kursen direkte sydøst mod Mt. Viso's knapt 4km høje top som næste mål. Madpakken og lidt vand blev konsumeret med 130km/t og fuldstændig stabil luft.

På vejen passerede jeg Mt. Chaberton på østsiden i sjældne 4.000m hvor en skør kugle i noget der lignede det 18-hundrede tallet fik bygget nogle enorme fæstninger i 3.100m. Herfra kunne man sikkert smide en stor kugle i hovedet på enhver man ikke brød sig om. Gad vide hvor mange dage det tog at slæbe kuglen derop i første omgang.

Her forlod jeg egentligt også på den faste kurs mod sydøst Italien for over de næste par km så flyve videre i frankrig - for så igen at flyve ind italien for at komme til Mt. Viso. Hvis man var ligeså nidkære idag som i Mt. Chabertons storhedstid havde man muligvis beskudt os.

Stig og jeg ankom nogenlunde samtidigt til Mt Visos ryg der falder dramatisk ned på østsiden til den italiensek Po-dal. Medens vi konturerede klippekarmen der adskilt bjergmassivet fra bjergmassivet så vi med ærefrygt på den kraftige læ-termik de sugede varmere og fugtigere luft op i læ side for blot at blive blæst af kanten når det nåede op.

Efter at have fumlet lidt rundt i kraftig turbulens ved selve toppen bevægede vi os så småt mod sydvest igen i knapt 60-70km/t modvind men holdt højde fint nok. Halvvejs mellem Viso og selve Barcolonettedalen fik vi under en meget flot lenticularis kontakt med bølgen og begyndte stige op med 1-2m/s.

Stig lå knapt 2km længere mod nord og i forhold til landskabet stod vi helt stille medens vi steg. Det var utroligt smukt og stille. Jeg slap rorerne og fik guffet lidt mere af madpakken, en god slurk vand og toppede af med noget godt lakridstyggegummi.

Det var bare åndeløst smukt heroppe.

Med iltanlægget der støt pumpede liv i maskineriet nærmede vi os efterhånden loftet her på 6km højde og passerede dermed min personlig rekord fra Scotland i 1989 da jeg fik guldhøjde dér i 5.700m.

Ruteflyene der lydløst tegnede kondenstriber over vores hoveder var nu så tæt på at man kunne skimte ruder og firmalogoer og dem skulle vi ikke bide skeer med. Men hold da op! Udsigten var utrolig. Mt. Blanc lå kun en armslængde væk i den -30 grader kolde luft og alpernes krumning nord og øst om Italien såes tydeligt. 3km under mig puffede Cu skyerne op under lenti'erne og jeg kunne være blevet der hele dagen.

Nå - men intet varer evigt - og Stig rev mig ud af min betagelse af udsigten med annoncering af vores næste mål mod syd. Det tog mig ulidelige 40km at smide højden til under 3.500m mod syd for ikke at ramme ind i den næste luftkorridor. Jeg mindes aldrig at have sideglidet så langt før og så endda med landingsunderstellet ude for at øge modstanden. Jeg turde ikke bruge luftbremserne efter den kraftige nedkøling af frygt for at lave krakkeleringer omkring luftbremsekasserne.

Efter en ankomst i 3.500m gik jagten dog videre på lidt lunere vis og ned til vendepunktet ved Castellan lige nord for den sidste bjergkæde til Fayance og Middelhavet . Her var der tyndet gevaldigt ud i termikken og lokalt blæste det mindst 50km/t. Det blev faktisk lidt spændende og kampen gik nu på at komme over bjergkarmene mod nord igen for at ikke at blive skyllet ned i læ.

Med udsigt ned i Frankrigs svar på Grand Canyon (Gorge de Verdon) fik jeg set dæmningen up-close-and-personal med Stigs tørre kommentar om at det var dog en intressant rute jeg havde valgt. Den forstod jeg godt.

Efter lidt tid kom jeg fri og i fin fart og højde fik vi kontakt med Mt.de Coupe og kunne drøne nord på.

Efter 6½ times flyvning og en lille ekstra tur via Blanche, Pyolit, Pic de Bure, Serres luffede vi hjem i dagens sidste sol og landede med knapt 500km i baggagen.

Dagen blev afsluttet med Pizza Maurienne og en Grand Biere - og så gik vi omkuld.

Sisteron 2007: Vingerne foldes ud - 228km

Næsten helt udhvilede troppede vi op til genkendelsens glæde blandt de fremmødte danske piloter på Sisteron flyveplads. Her var Silkeborg folkene repræsenteret ved Klaus, Steffen, Mike og Freddy medens Vestjysk var tilstede med Henrik Bill, Per Allerød og Christian Hansen. Senere på dagen ville Ulrik Friis og Jan Hebnes fra Østsjælland lade sig transportere med SAS via Nice. Enroute var Stig Øye med ETA sidst på dagen.

Ved briefingen kl. 10:00 kunne vi konstatere, at alt med få undtagelser var som det plejede: den franske chefinstruktør pludrer løs på Fransk - spørger om der er nogen der ikke taler fransk eller tysk - overhører alle der ikke forstår hvad han siger - og fortsætter på fransk medens én eller anden tysker med mindst Doktor eller Professor grad (det skal man have i dette her selskab) selvbestaltet oversætter efter eget forgodtbefindende til tysk for alle - tilføjet sine egne dybsindige fortolkninger og bemærkninger der lader forstå at her er der tale om et verdensmenneske.

Nå, men dagen så nogenlunde fin ud og vi fik samlet og linet op på gridd'en. Da vi blev slæbt op kunne vi konstatere, at vejret mod øst var ynkeligt med lavt hængende base og La Blanches øverste trediedel var gemt i skybasen. Vi fik dog en fin tur hvor jeg fik vænnet mig noget mere til Ventus'en. Efter en afstikker op til Pic de Bure i 3.000m drønede vi sydover til Chabre og op over Lure. Termikken var stedvis god med op til 3 m/s men eller virkede vejret lidt kedeligt med udkagninger og sorte tæpper hele vejen øst for os så langt mod nord og syd som øjet kunne række.

Vi vendte nede i Solange airspace nær Vinon og gled efter et par timer i dejlig sol tilbage til Sisteron området.

Stig Øye tonede på dette tidspunkt frem i æteren og annoncerede sin ankomst på pladsen og vi hilste alle velkommen.

Tæt på Sisteron tilbragte jeg en halv times tid med at prøve Ventus'en af i forskellige unormale flyvestillinger før jeg gik tæt ind på husbjerget og varmede lidt op med konturering. Det gik meget godt men jeg var noget misfornøjet med støjniveauet i cockpittet og jeg var ikke tilfreds med placeringen af flapsindikatoren, kort, ilt og madpakke. Der skulle lige omrokkeres lidt inden næste flyvning.

Klokken 17:55 landede jeg på Sisteron igen og med hjælp fra Jan og Ulrik der i mellemtiden var ankommet også fik jeg krænget det funklende nye nattøj på AB.

Vores indkvartering hos Madame Collombon var fin og et par glas rødvin senere gik vi alle omkuld i forventning om de helt store ture de kommende dage selvom vejrudsigten ikke var særligt lovende.

Sisteron 2007: Slæbesporet

Med hiv og sving oprandt afrejse dagen. Med afgang fra Horsens kl. 16:45 tøffede jeg afsted med kurs mod Sisteron med AB på krogen. Ved Skærup syd for Vejle stødte Mogens Hoelgaard til med Mister Oral og vi faldt i den sædvanelige rytme på kursen syd på.

Da vi senere på aftenen nærmede os Hannover begyndte vi dog at føle os noget møre og besluttede os for at trække af autobahn'en og finde os en overnatning. Som sædvanligt kørte vi bare af én tilfældig afkørsel og fortsatte indtil vi var væk fra det værste truck'er miljø og landsbyerne blev søvninge. Her fandt vi et udemærket gästhaus hvor vi trods det sene tidspunkt blev beværtet med håndmadder i ølstuen. For at undgå dehydrering og spolering af den hyggelig steming i ølstuen måtte vi nødtvunget indtag en stor fadøl også. Trailere og biler blev meget praktisk parkeret omme i baggården - det virkede dejligt privat og uforstyrret.

Tidligt fredag morgen gik det dog galt for undertegnede idet smørrenipplen på trailen gik igennem ringfingerneglen på min højre hånd da jeg skulle spænde slingrekoblingen. Jeg måtte til gengæld lægge al vægt i. Brug altid det indvendige greb! Heldigvis havde jeg min personlige tandlæge med som i løbet af 30 sekunder erklærede at jeg ville overleve uden varige men - måske ville jeg blot miste det yderste led af fingeren. Noget forbandet blev fingeren kølet af under en vandhane og med kraftig indpakning for ikke at grisse for meget i bilen fortsatte vi noget forsinket.

Henrik Bill & Co. som var kørt natten igennem kunne per telefon oplyse, at både de og Silkeborgfolkene havde haft store problemer med føret syd på. Vistnok mest noget med et dæk der uopdaget var punkteret 50km tidligere på deres dobbelt boogie trailer og så elendigt føre i snevejr - og Silkeborg folkene noget med sommerdæk i sneføre og en bensintank der ikke rummede hvad den lovede hvorefter Klaus resolut havde cyklet videre på én af de medtagede Mt. Bikes efter mere bensin - med en Navigator i strakt arm.
Vi kom også til at mærke det dårlige føre men det gik nu fint selvom vi måtte køre forsigtigt og til tider meget langsomt pga køer. Faktisk kørte vi i sne og slud fra Kassel til midt mellem Dijon og Lyon.

Ved én af de få pauser vi overhovedet tog der ikke handlede om brændstof påfyldning eller ekspress proviantering var ved den første betalingsstation efter Mulhouse hvor Monze var næsgrusbegejstret for den hyperavancerede latrinære forordning.

Efter knapt 10 timers kørsel kom vi endelig til Grenoble og det var med stor glæde, at vi kunne konstatere at de nye broer og tunneler var taget i brug hvorfor vi på Grenoble siden slap for de ældgamle veje og byer med hårnåle sving og løsgående hunde. Turen op til Haut Croix i lidt over 1.500m var gudskelov knastør og problemfri selvom det var minus 4 grader.

Kl. 23:00 ankom vi godt udasede til Sisteron flyveplads hvor vi i buldrene mørke parkerede trailere og tøffede ned til det lokale motel Ibis hvor vi skulle have vores første overnatning.

WGC 2006: Afgang til VM i Svæveflyvning, Eskiltuna, Sverige

Efter en hektisk onsdag aften, nat og torsdag formiddag med at prøve at afslutte igangværende opgaver etc. fik jeg endelig pakket hatteæsken og AB. Ved 14-tiden var det endelig klar til afgang. Turen over specielt Fyn var flot med kraftige skygader. Det var lidt hårdt at se på.

Turen til Sverige var aldeles uproblematisk og ret kedelig. Det er noget med at køre non-stop i 8 timer uden stort set at dreje. Det mest sindsoprivende var nok ræven der lige fik halen til sig i sidste øjeblik før bumletoget her ville have tromlet den ned. Vejret viste sig også fra sin pæne side men de sidste 100km var i silende regn. Og det blev bare ved.

Ved ca. 02:00 ankom jeg til den mest sumpede og mudrede plads jeg længe har set. Det vil være umuligt at få feltet i luften på det grundlag..og når 120 fly + slæbefly + biler først begynder at køre rundt i det. Hmmm.

Efter lidt ommøblering fik jeg lirket mig ned i soveposen og gik ud som et lys.

Da jeg vågnede her ved halv-otte tiden trommede det stadig på bilens tag og det som jeg troede var dug på vinduerne var tåge der fuldstændig indhyllede hele flyvepladsen.

Dagen idag er gået med at få pakket ud, gjort lejren klar, få checket navigationssystemerne, få det trådløse op og køre, hilse på venner og bekendte, få fyldt kølekskabet op - og løbe en tur.

Om nogle timer kommer Mogens og Janni - og mon ikke Uffe også snart dukker op.

Ifølge sædvanligvis pålidelig kilde kommer vi i fjernsynet (for dem der kan se Viasat kanalen):
World Gliding Championships is on Viasat SportThe TV-channel Viasatsport 1 will feature three half hour programmes from WGC 2006. (All times CET.)

Programme 1: June 9 at 20.00, repeats on June 11 at 12.00 and June 14 at 18.00(a presentation of the competition and the favourite pilots).

Programme 2: June 15 at 18.30, repeats on June 16 at 18.00 and June 21 at 19.30(summing-up of the competition half way through).

Programme 3: June 29 at 19.00, repeats on July 1 at 18.00 and July 5 at 18.00(summing-up of the competition).

Sisteron 2006: 1.750km senere

Tja, efter en lang men effektivt kørt tur fra Horsens kl. 17:30 til Sisteron (1.750km) på 20 timer i godt selskab med Henrik Bill, Per Allerød, Christian og Anne Hansen kom vi godt frem. Det var helt mærkeligt at komme så tidligt frem om eftermiddagen.

Sisteron ligner sig selv - og så alligvel ikke: alt er meget vådt og grønt - og bjergene ser ud til at have et godt lag sne endnu.

Der var tid til at checke flyet, få talt lidt med de piloter som allerede er her (de var frustrerede - 3 uger og kun 4 flyvedage!), få løbet en tur op til husbjerget, få sig et tiltrængt bad, få sig indstalleret i huset og ikke mindst et tiltrængt bad. Derefter husker jeg ikke så meget andet.