Klix 2007 - Der Alten Langohren : Lidt antiklimaks

Vi fornemmer, at vejret ikke er helt op til Klix standard på den 9. konkurrencedag men er naturligvis klar med MO og AB før dagens briefing, da konkurrencelederen annoncerer, at dagen er aflyst, da det er konkurrenceledelsens vurdering af det ikke er forsvarligt at hænge så mange fly op i svag termik.

Efter 8 dage og 3.200km non-stop i et felt med 116 fly og uden hjælpere måtte vi erkende at vi var møre og gik fuldstændigt ned i gear. Det tog resten af dagen bare at pakke og gøre os klare til aftenens festivitas. Med meget fine præmier, nye venner og store oplevelser i baggagen satte vi næste morgen næsen hjem mod danmark. Som forberedelse til VM i samme område i 2008 var det alle anstrengelserne værd. Må vi anbefale alle en tur til Klix?

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Forsvindende udsigter

Jeg bander lidt og føler vi er ved at sætte vores gode stilling over styr i dagens 3 timer og 30min lange arealopgave. Klokken er allerede over fem her på 8. Konkurrencedag, og vi har med nød og næppe igen kunnet glide over Holzdorf CTR’en mod de forsvindende Cu’er og de normalt gode skove. Kun med en god portion held, gode meldinger og nogle halsbrækkende manøvrer, havde vi lidt tidligere fået fat hver for sig over skovene 80km hjemmefra. Med eftermiddagens vigende lys ind over vingen fra klokken 5 begynder mine anelser om et svært slutglid at vokse sig stærke her. Dresden TMA’ens lodrette mur fylder efterhånden på højre side af kursen og begynder at spise af vores muligheder . For at føje spot til skade står der et par solide Cu’er et par km inde i Dresdens no-no-land og håner os. Med MO ved min venstre vinge og flaps i -1 glider vi med forsigtige 130km/t ind mod søerne nord-øst for Dresden. Computeren oplyser iskoldt, at vinden nu er øget til 25km og 65 grader hvilket giver direkte sidevind her 70km ude i 1.500m – og ingen slutglidshøjde.

Langt mellem de gode nyheder

Fra de glimt jeg kan se over sandgravene nord for Dresden 15km længere fremme, er der ikke stor højdespredning, og de ligger ikke højere end os . Over søerne og skovene de sidste 40km er det småt med gode nyheder. Pokkers – det havde sikkert været nemmere hvis vi bare havde startet bare 15 minutter tidligere men det nytter ikke noget nu. 70km længere fremme og øst og syd for Klix står Cu’erne og smiler skadesfro til os. Jeg tørrer lidt sved ud af øjenkrogene og tager den sidste slurk vand. Steen og Morten der ligger længere fremme orienterer os om, at folk tanker op i et par meter 15km længere fremme på kursen.

For sent af tømme ballasten ud

MO og jeg udveksler og bekræfter kort vores opfattelser. Vi skal have slutglidshøjde, inden vi går over søerne, vinden er for kraftig i forhold til de andre dage, og vi skal bruge vores vand endnu i modvinden.

Vi kommer efterhånden nærmere uden at vinde højde. Til vores store ærgelse må vi stadig tungt lastet nøjes med at delfinere igennem bobler, hvor mange andre fly kurver, der er så svage, at selv med fulde flaps holder vi kun lige højden.

Øjeblikket hvor vi kunne smide vandet og stige i den svage termik sammen med de andre er nu forpasset, og vi presser på. Jeg trækker vejret ekstra dybt, medens vi uden at sige et ord glider ind over søerne og skovene, der rejser sig bagved. Vi fortsætter i rungende stilhed vores slutglid og alternativerne melder sig ikke bare lige uden videre i modvinden.

Slutglid Extraordinaire

MO og jeg bliver i tæt formation i 650m enige om, at vi ikke kan fortsætte på slutglidet her 20km ude. Desuden er de sidste 8km en stort set ulandbar skov, og vi har kun 15-30m overskud lige nu. MO drejer pludselig i en blød bue næsten stik øst og stort set vinkelret på kursen op mod vinden i reduceret synk. Som den manglende brik i puslespillet fornemmer jeg, at det her er præcis hvad der skal til – vi vinder reelt ikke absolut højde men taber nu langsommere højden – og hvis vi bare kan holde den gående på denne måde et par km er modvindskomponenten reduceret til en svag sidevindskomponent. Og ganske rigtigt – med MO foran og 50m højere begynder slutglidscomputeren at blive mere og mere optimistisk. Pludselig står der 200m+ på computeren her 15km ude – den er hjemme! Idet vi drejer ind på kursen til sikkerhedsvendepunktet ser vi over højre vinge, hvorledes resten af feltet er stoppet op 20km bag ved os hvor der stadig er god termik. Men vi har ikke kurvet overhovedet og holder således igen skindet på næsen og kan med stor glæde konstatere, at Mogens og jeg bliver hhv samlet nr. 2 og nr. 1.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Dag 7 – 555km i topfart

Til dagens briefing hørte vi med stor forventningsglæde, at idag skulle vi flyve langt – 555km. Og idag skulle der faktisk navigeres lidt mere, idet opgaven reelt bestod af hhv en 455km trekant mod nord efterfulgt af en lille 100 km mod syd, der skulle bringe os ind over de Tjekkiske forbjerge. Med base i 2.200m tærsklede Mogens og jeg igen ud som de sidste lidt over kl. 13 knapt 10min efter hovedfeltet. Men vejret var fremragende og med glidehastigher på omkring 180km/t og små 3m/s i alle boblerne måtte vi konstatere, at de andre også fløj stærkt for vi kunne ikke se dem. Da vi efter første vendepunkt havde fløjet i knap én time, havde vi et snit på 145km/t, da vi pludselig syd for Berlin får kontakt med hele feltet, der nu lå 1.000m under os. De har fat i en utrolig boble, og selvom vi nu ligger få km foran dem, kan vi se at de sætter efter os, efterhånden som de når op i vores højde. Da vi når frem til 2. vendepunkt, er vi alligevel blevet fløjet op af 15-20 fly, der hungrer efter hævn og vi er nu ikke længere alene.

Det gør man bare ikke!

På strækket mod syd-øst glider Mogens og jeg resolut på kursen, medens resten af feltet trækker mere østover. Vi studser begge lidt over dette, for det ser rigtig godt ud foran os her i 2.000m. Men som Ingo sagde til os bagefter så havde de alle siddet og grinet lidt af os (sådan helt stille – uden at sige noget på radioen forstås). For ifølge den lokale visdom undgår man såvidt muligt at krydse vest for Elben – og pludselig forstår vi hvorfor. For første gang i konkurrencen oplever jeg synk, som om jeg fløj i læside af bjerge og tabte uden videre 400m i løbet få km. Mogens når lige at korrigere og undgår det værste synk. De næste mange km haltede jeg videre i jammerlig højde og uretfærdig termik og 400m lavere end Mogens. Da jeg er stik nord for Klix, får jeg endelig godt fat igen i en kanon 3m boble og til min store overraskelse er vi åbenbart stadig foran hovedfeltet, der nu er ved at dreje ind på kursen igen bagved os efter deres sikre omvej.

Overgivelse er ikke en option

Men nu er det Mogens tur til at komme i uheld, og han taber næsten 500m til mig. Skuffelsen er til at tage og føle på, men vi klemmer hver især på mod næstsidste vendepunkt. Da jeg vender i knap 2.000m, kan jeg se Mogens 600m under mig gå på kurs til sidste vendepunkt, og jeg sætter farten op for at nå at centrere boblerne før ham og give ham meldinger. Det lykkedes og utroligt nok formår Mogens at flyve mig op i løbet af bare 40km, så vi nu er mindre end 100m fra hinanden. Det 60km lange slutglid hjem via de Tjekkiske forbjerge med 200km/t og flaps i S er en skøn fornemmelse. Hatten af for Mogens. Vi vinder dagen med hhv en 1. plads til mig og en 2. plads til Mogens med 131km/t, medens 3. hurtigste er japaneren Takeshi med 121km/t.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Højre rundt?!

På konkurrencens 6. dag med de sædvanlige 3/8 Cu’er til 2.300m blev vi kraftigt udfordret på vores autistiske sanser ved, at vi nu skulle flyve en 413km trekantsopgave med uret rundt. Hvor gakket det end lyder, var alle ligefrem i bedre humør af det.

I slæbet fortsatte slæbepiloten på sin vante venstrehånd efter de gule rapsmarker, og jeg begyndte så småt at gøre klar til udkobling og motorprøve. Til min overraskelse var boblen elendig i udslæbszonen og det virkede meget forstyrrende! Mogens kaldte op og sagde, at han havde fået fat i en rigtig god bobbel på sydsiden af pladsen. I 600m krydsede jeg flyvepladsen og ganske rigtigt: i 350m over en stor fabrik, der fyldte det meste af hooden i højre side, gik det uden varsel pludselig voldsomt opad. Helt surrealistisk blev det, da jeg i samme bobbel små 9 minutter senere, rettede ud i 2.200m og kunne dække hele fabrikken med min tommelfinger negl.

Mogens og jeg gik igen som de sidste med ca. en halv times forspring til hovedfeltet. Med 131km/t i snit havde vi held til at indhente hovedfeltet på slutglidet, og vi høvlede hjem til min anden dagssejr og med Mogens på 2. pladsen.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Favoritten er en hård nitte

5. dagen bød på en 3 timer og 30 min arealopgave med minimum 266km og maksimum 473km – og som sædvanligt mod uret rundt. Hvor hulen skulle vi satse henne i de to store arealer? Vejret var sådan set fint nok – meget lig de forudgående suveræne dage – men der var ingen tvivl om, at lokalkendskab er afgørende i areal opgaver – specielt når arealerne er store. Åbenklassemesteren igennem flere år, en hård nitte ved navn Ingo Trentelj i sin ASW-17, kunne vi med ærefrygt konstatere formåede at glide og stige fuldt lastet uden nævneværdig forskel til os når vi lå sammen. 17’erens handikap på 116 virkede næsten urimeligt på vores handikap 120. Ingo gennemførte i dag sin arealopgave smukt med 367km og 101km/t, medens Mogens og jeg dummede os lidt rigeligt.

Kilometer grådighed

Først ved at starte sidst, dernæst på at satse for langt ude i 2. areal (men det var så smukt og det gik jo stærkt) for så blot at opdage, at vi klokken halv fem har fløjet 250km på to timer men er 175km hjemmefra. Vi var efterfølgende næsten urimeligt heldige, da vi med nød og næppe undgik at synke ned i Holzdorf CTR på et lettere desparat glid til den sidste halvblå termikchance over skovene og derfra fightede os hjem med faldende gennesnitshastighed i den vigende termik. Da vi landede lidt over klokken seks, var vi blandt de sidste men med hhv 431km og 413km i kassen blev jeg nr. 2 og Mogens nr.3. Men – vi var nu ikke så imponerede af vores taktiske overblik og mange debriefingtimer senere lovede vi hinanden at være mere opmærksomme på vores km-grådighed i areal opgaver – og at der sjældent er nogen god grund til at gå for sent i den slags opgaver.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Blød hat og cigar flyvning

Jeg havde dog aldrig prøvet at flyve en 18m Ventus fuldt dunket op før, og jeg må indrømme, at jeg sloges med både hastighed og balance, når jeg sammenbidt skulle kravle op sammen med Mogens i de ofte snævre og kraftige bobler. Jeg kunne allerede høre standardklassepiloterne hjemme i danmark let hånligt mumle ”Blød hat og cigar” pilot om mig når jeg pærede rundt i drejene. Ventus’en opførte sig ligeså ustabilt som min elskede gamle Std.Cirrus, der også kræver, at man udøver en meget aktiv rorkontrol, og jeg tog mig selv i at tænke med længsel på LS8’erens nærmest kedelige handling i termikken.

Uvurderlig debriefing

Mogens og jeg debriefede os selv hver aften og gennemgik vores flyvninger sekund-for-sekund i SeeYou. På tredie dagens arealopgave hvor Mogens og jeg igen havde indkasseret hhv en 2. og 3. plads konstaterede Mogens ved at se på SeeYou, at medens han generelt kunne holde en kurvediamter på 170m med 110km/t, lå jeg konsekvent og sloges ude på 220m i samme bobler i et identisk fly og belastning. Der kunne kun være piloten til forskel. Med det i tankerne og rynkede øjenbryn lagde jeg mig til at sove.

Aha-oplevelsen

Ét eller andet havde nu bundfældet sig til næste dag. Vi blev nu vanen tro og ret uoriginalt sendt ud på en 407km trekant opgave i herligt 3/8 Cu vejr. Fra starten af følte jeg endelig, efter 50 timer i AB, at jeg var ved at forstå Ventus’en. Pludselig kunne jeg følge med Mogens op i boblerne og flapsene begyndte endelig at indstille sig, uden at jeg skulle tænke for meget på det uanset hastigheden. Vores kurver var nu fuldstændig ens og selvtilfredsheden var til at tage og føle på. Som de andre dage gik Mogens og jeg som de sidste, og vi begyndte jagten på feltet. Stor var glæden da vi ikke alene formåede i suverænt samarbejde at flyve dem op, kæmpe os op og ud af deres gaggles, men også lande først hjem til min første dagssejr og Mogens som nr. 2 over 15 minutter hurtigere end 3. hurtigste.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Fart og glæder i nye slæder

Klokken er nær midnat og vi ankommer i majmørkets behageligt kølige luft efter knapt 900 km forbavsende nem kørsel til Klix fra Jylland med vores fly MO og AB på krogene. Trods det sene tidspunkt er der folk på flyvepladsen, der tager vel imod, da vi stiller vores transportvogne. Da vi kort efter fortsætter i mørket mod vores logi, går det for alvor op for os, at vi er ude på landet og hvor afhængige vi er blevet af vores bilnavigation. Men Mogens Hoelgaard og jeg finder vores landsby med toppede brosten ude i skoven og logiet, hvor resten af det danske team også skal bo. Vi slæber grejet op i vores lille fine lejlighed medens vi mumler godnat til de få vågne danskere og går omkuld. Imorgen begynder Pokal Der Alten Langohren 2007.


Kein Stress, Bitte

Efter en solid og langsom grovvalsethavregrynsmorgenmad tøffer vi ud til pladsen under en klar himmel hvor vi tager forholdene i besigtigelse. Vi får flyttet vores tansportvogne over i den rigtige række og begynder at samle MO og AB, medens rækken af fly vokser til de ganske få vandposter der er. Med 116 fly i fire klasser : åben, blandet, 106’er og klub, er der trods alt mange, der skal have vand. Da vi ikke har hjælpere med beslutter vi prompte at vi ikke hælder vand på idag for at undgå at forcere tempoet efter briefingen, for vi kan allerede nu høre, at der bliver tale om en tidlig start .

Godt selskab

Til briefingen teamer vi op med resten af holdet der består af Poul-Kim Larsen og hans to skiftende 2. piloter i Duo-Discus’en (MX), Troels Morsing og Asbjørn Højmark samt Steen Elmgaard og hans 2. pilot Morten Habekost i DG 1000’eren (1T). I hangaren sidder vi tæt pakket mellem mange hundrede andre spændte piloter og hjælpere, medens den professionelle briefing skrider frem i en afslappet atmosfære. Spændingen begynder at vokse medens det går op for os, at vi faktisk skal igang med at flyve om ganske få timer. Feltet minder om Sun-Air Cup men hvor der også deltager polske, tyske, japanske og belgiske nationalholdspiloter. Jo, Klix som forberedelse til VM 2008 i Lüsse længere nordpå skinner igennem.

Første indtryk af Klix

Ganske rigtigt, starten går tidligt og alle 116 fly bliver i en lind strøm slæbt op godt hjulpet af den effektive pladsorganisation. Efter et karakteristisk sløvt Wilgaslæb ser jeg for første gang området omkring Klix, og jeg betages af de store flade vidder, der består af kæmpestore nåleskove, flotte marker, søer, enorme brunkulslejre og andre udgravninger – og så det store karakteristiske kraftværk små 30 km mod nord og dets enorme køletårne der står og øffer Cu’er op. 20 km mod syd rejser bakkerne sig til små bjerge ind mod grænsen til Tjekkiet og 30km mod øst går grænsen til Polen ét eller andet sted i det ellers monotone grøn-brune landskab. Små 20km mod vest står Dresdens TMA og blokkerer, men mod nord og de 100 km op til sydkanten af Berlins TMA og så vestover er der stort set dejligt frit luftrum.

Første konkurrence i Ventus


Med knapt 30 timer i Ventus’en går jeg pertentligt mine checklister igennem for motorcheck og instrumenter og konstaterer, at alt er ok, medens termikken griber solidt fat i AB. Jeg kalder Mogens op i MO, og vi etablerer kontakt, medens vi kravler op i solide 2 og 3 metere til 2.000m. Medens de sidste i klassen bliver slæbt op, driver Mogens og jeg rundt blandt de mange fly i inversionen og må konstatere, at vi godt kunne have brugt fulde vandtanke til de 600kg MTOW – vi stiger godt men kæmper med at kunne følge de andre på glidene. En Ventus uden vand er som en cykel i modvind.

Strategien er klar

I det gode 3/8 Cu-vejr og på den dertil relativt korte trekant bane på 328km er strategien klar – vi skal starte blandt de sidste og forsøge at flyve dem op. Da jeg tærskler ud, er klokken 13:42 og vi er blot 5-6 fly tilbage i 2.000m. Flertallet er allerede fordampet 10-12 minutter ude på opgaven. Med 150-170km/t og på direkte kurs glider jeg mod første vendepunkt, Eisesenhüttestadt. Jeg får fra starten af godt fat i både 2- og 3m bobler. Mogens vælger at gå som sidste mand næsten 17min senere og jeg melder løbende hvordan det går. Da jeg vender Eisenhüttestadt efter knapt 100km, er snittet oppe på 122km/t, og jeg har efterhånden kontakt med en del fly foran mig. På benet mod vest og syd om Berlin TMA må der dog sik-sakkes lidt sammen med de andre åbenklasse fly, og tempoet må sættes lidt ned, da vi passerer søerne og de fugtige områder nord om Spreewald. Da vi passerer syd om Lüsse, ser vi tydeligt, at der må ligge en lidt mere stabil luftmasse og presse mod øst, for Cu’ene tynder pludselig ud. Men vi skal lige vende Ohena 35km ude i den, før vi kan flyve mod mål. Jeg sætter farten lidt ned igen og vælger en koncentreret optankning til knapt 2.000m, før jeg glider højden af. På glidet passerer jeg flere små gaggles under mig, og så snart jeg vender Ohena, drejer jeg flyet ind til skovene øst for kursen for at komme tilbage i den bedre luftmasse.

Så kan vi lære det

Jeg holder stadig Mogens stangen, men vi bemærker begge flere gange, at vi har svært ved at følge med de andre på glidene. Da jeg passerer nord-øst om Dresden TMA, må jeg gentagne gange sætte farten ned idet vi skal krydse søerne, og jeg har pludselig svært ved at holde mig over 1.000m i den tiltagende stabile luftmasse, der forfølger os mod øst og på tværs af vores sydlige kurs. Jeg kan ikke umiddelbart få slutglid og sætter farten endnu mere ned, medens jeg søger på kursen. Mogens får min meldingen og sørger for at få tanket godt op på en endnu mere østlig kurs og kan problemløst gå på slutglid 60km ude bag ved mig. Jeg opnår endeligt slutglid 30km ude i selskab med en masse andre. Til min store overraskelse er flyvepladsen næsten tom, da jeg tærskler hjem med en flok i slipstrømmen. Til min store glæde bliver Mogens og jeg trods alt hhv nr. 5 og 7 – dog begge slået både på tid og handikap af LS8-18’ere, en DG-600/18 og en ASW-17 – alle med vand naturligvis. Så kan vi lære det.

Aldrig uden vand

Så start aldrig uden vand – det er pokkers svært at få ombord, når man først er deroppe. Fra den følgende dag havde Mogens og jeg fået arrangeret os således, at vi fik læsset flyene helt op til 600kg hver dag og i god tid. Resultatet udeblev da heller ikke, for nu gled vi som stokke igennem luften ved 150km/t og havde ingen problemer med at følge med og glide fra de andre, og vi endte 2. dagens 307km opgave med hhv en meget tilfredsstillende 2. og 3. plads efter handikap. Mogens fløj 136,56km/t og jeg 135,84km/t hvilket blev konkurrencens to hurtigste flyvninger overhovedet.

So Long AB And Thanks For All The Flights! (undskyld, undskyld, undskyld)

Cornelia og Thomas Schaibe fra Tyskland har nu købt AB. Det er mærkeligt at tænke på, at jeg d. 16 juli reelt fløj min sidste tur i det bedste fly jeg til dato har fløjet i.

Det er blevet til over 1.000 timer og 63.000km fordelt på 287 flyvninger på de lidt over 8 år siden jeg var nede og hente den som fabriksny hos nu hedengangne Rolladen-Schneider i Egelsbach.

Det er altså vemodigt at skulle sige farvel til et så pålideligt og behageligt fly som "AB" er.

Det er svært at resumére hvor mange utrolige oplevelser det fly har givet mig - bedste glid under silkebløde skyer og grønne mark mosaikker, hårdt ræs over store knaldvarme støv gule marker der strækker sig til horisonten, hidsige stejl kurver med udsigt til fjorde, søer og hav med skummet flyvende fra toppen af bølgerne, uendelig blid termik med store rovfulge ved vingetippen, slutglid ved solnedgang og en måne der skinnede kraftigere, hvinende kolde dage i 6kms højde over de Franske alper med Sahara støvfarvede gletchere, udsigt til hagl på størrelse med golfkugler der falder som vandfald på klipper i 3km højde, cb'ere der trækker et ødelæggende spor over det Bayeriske landskab til VM, formationsflyvning med gode venner og ligesindede, 8m/s boblen fra bund til top over Donau i Tjekkiet, klatreturen op fra kanten af køletårnene i Cottbus til EM, med knapt 160km/t i snit på det 110km lange ben over Polens vestlige skove til VM, i modløst alarmerende synk over Als på glid til Fyn, lynnedslag i træet på toppen af marken i Slovakiet til EM, med hjertet i halsen over 10-mila Skogen i vestsverige til VM, de mange mennesker man har skulle forklare hvorfra man kommer og hvorfor, når man pludselig dukker op i udkanten af netop deres landsby - og så alle de dage hvor man euforisk deler dagens oplevelser med de andre piloter medens man pakker sammen eller fortærer den lokale øl og gryderet.

Men javel, jeg glæder mig da til at den nye AB kommer til Jul...