Pages

2008-04-09

Sisteron 2008: Var det dét?

Igår kom der regn med et 8/8 låg af lavthængende skyer. Det var egentligt fint nok efter tre gode og meget lange flyvedage her så tidligt på sæsonen. Vi fik tid til at debriefe, restituere og lavet lidt papirarbejde. Men helt ærligt - behøver det dårlige vejr at fortsætte når vi nu har kørt knapt 2.000km for det?

200804009_moegvejr

Vi mødtes igår op med team XL i Chatau Arnoux hvor vi forsøgte at holde igen med beretninger om vores gode ture. De var ankommet dagen i forvejen og havde endnu ikke været i luften...

Desværre er vejrudsigten så ringe ikke bare for imorgen, men hele den næste uges tid, at vi har besluttet os for at trække krogen op. Surt - men heldigvis hører det til de absolutte sjældenheder at vi får så lidt flyvetid som denne gang. Med knapt 20 timer på tre dage ville det have været dejligt med ydereligere 3-4 dage på lignende vis. Statistikken for mig hernede er på knapt 30 timer i snit per uge, så denne uge hører til den næst ringeste jeg har oplevet endnu. Men sådan er vilkårene nu en gang. Oplevelserne hernede fejler ikke noget.

Nå, vi kravler nok i bar frustration en tur op på en bjergtop i eftermiddag før vi pakker sammen, hiver flyene på krogene og tøffer hjemover.

2008-04-07

Sisteron 2008: En lang dag ved Morgon

Det var hamrende koldt udenfor da vi vågnede. Ikke en sky på himmelen og bjergene lå i den tindrende morgensol og glasklare morgenluft med sne der flød ned fra toppene på arms afstand.

Ved briefingen var instruktørene og både de franske og tyske metorologer enddog meget optimistiske med forventninger om Cu'er i op til 3.800m med både 2 og 3m/s.

Således optændt at den hellige ild var Stig og jeg linet op og klare til afgang blandt de første kl 12:15.

Efter et slæb ud til Gache hvor der var fint løft i den svage NV strømning af luft til 1.500m gik det hele ligesom lidt ned i omdrejninger og vi kæmpede os fra bjergkarm til bjergkam mod øst og de høje alper. Stig og jeg trøstede hinanden med, at det jo også var ret tidligt på dagen. Efterhånden var nogen af tyskerne og schweizerne da også ved at poppe op over bjergkarmene bag ved os og det begyndte at ligne sig selv med gode stigværdier og højder i nærheden af de 2.200m.

Jeg gled derfor uden betænkning fra Gautiere i 2.200m de 21km mod det store forbjerg Dormillouse hvor jeg måtte konstatere, at der intet hændte. Mod NØ stod forbjerget Morgon og lokkede med sine stejle varme sider og jeg fortsatte derfor de 6km derover - det skulle nok gå.

Men nej, Morgon virkede ikke og jeg begyndte at tabe højde stille og roligt. Jeg konturerede fra forbjerget og langt ind i Barcolonette dalen medens der nu løb meldinger ind fra de mange andre i området om problemer. Folk faldt åbenbart ud af himmelen og søgte tilbage til Sisteron.

Stig var i mellemtiden længere mod syd kommet til bjergkæden Blanche som ender i forbjerget Dormillouse og kunne melde om god ankomst dér i 2.400m og sågår efterfølgende bølge til 3.400m.

I modsætning til igår havde jeg det fint varmt og var nu nede i 1.400m og begyndte nu at forberede mig på en mulige udelanding. Dér hvor jeg lå havde jeg højde nok til at nå to udelandingspladser og der var desuden ok arealer mod vest på syd-vest siden af Serre Poncon søen men ingen var særligt indbydende. Én bestod af grus og skærver og den anden var en fin asfalt bane inde i selve Barcolonette - og markerne mod syd skulle nok vælges med omhu. Én ting var helt sikkert - jeg ville ikke sætte turboen ud før jeg lå i sikker højde over disse pladser. Det kunne jo være den ikke startede eller det der var være - ikke startede og ikke kunne indfældes igen - og så ville det gå rask nedaf.

Jeg opgav til sidst at finde det klassiske løft de 20-40m fra klipperne. Men jeg havde jo i min søgen fundet lokalt stig her og dér, så med klagetonerne fra mine kollegaer i radioen resignerede jeg og accepterede den elendige termik der stod lidt ude fra bjerget. Det blev til mange omgange hvor jeg både tabt og vandt medens jeg fik set rigeligt af skrå marker, røgfarvede barske rå klipper, vinbønder i traktorer, fåreflokke, sejlivet vegetation, forpinte træer og en enkelt brun ged der stod og gloede.Endelig fri af Morgon!

Gang på gang måtte jeg kontrollere computeren om den var enig i udelandingsmulighederne og forventede ankomsthøjder kryddert med mit eget fradrag for sikkerhed. Det var tæt på min egen grænse men efter næsten én time begyndte jeg endeligt at få højde på til 1.600m. Med de yderligere 200m besluttede jeg mig for at bevæge mig tættere på "grus-og-skærve" udelandingspladsen og lidt tættere på en uendelig grå stejl ravine hvor der altså måtte være noget termik. Og det var der.

Med fin udsigt til hele Serre-Poncon søen for foden af bjergt steg jeg endeligt op til Morgons kanter og kunne atter genoptage min stræktur. Et par svedlitre lettere og med stor appetit på den medbragte madpakke.

Bølge ved Caduc - og tid til en puster

Erkendelsen om, at dagen ikke ville blive nogen stor dag bundfældede sig efterhånden da Stig og jeg team'ede op igen ved Guillaume hvor det sikre løft til Royal'en udeblev og vi kun med møje og besvær nåede toppen dér. Vi vendte derfor resolut omkring og tog toppen af Morgon og tilbage til Dormillouse og så turen ned af La Blanche i høj fart til Caduc hvor vi ramte en fin lille bølge til 3.500m hvor vi ligesom kunne puste lidt ud og overveje situationen.

Puster ud og nyder udsigten

Vi blev enige om, at fortsætte turen i forventning om hårdt arbejde og det blev det. Med godt teamwork kæmpede vi os fra klippetop til klippetop mod vinden som aldrig ville give os noget fornuftigt løft. På Caussons sydvestlige hjørne blev der tid til at nyde den lille kapellignende bygning der var bygget direkte på kanten til afgrunden. I aftensolen så de rå kalksten varme ud og en træt bjergklatrer kunne nok gemme sig for ulve og dårligt vejr dér. Men der var vist ikke nogen dør. Medens Stig og jeg kurvede krapt på den nordlige ende af Causson blev der vinket fra en lille gruppe bjergklatere der lå i læ bag en klippe. For en god ordens skyld fik de lige et lowpass i passende afstand for at se jeg værdsatte deres hilsen.

Men der blev ikke givet ved dørene for termikken blev hele tiden revet i stykker på højde med bjergkarmene. På et tidspunkt sprang vi via Authon til Gache for at nå Lure - men Lure virkede ikke! Uhørt!

Med halene mellem benene måtte vi hoppe over på Vamuse og der var der trods alt noget der virkede lidt. Herfra kom vi stille og roligt op igen via Jouere, Maluppe, Crete de Selle for så i resterne af aftensolen at angribe Pic de Bures gule grusskråninger. Men ligefedt hjalp det. Vi kurvede adskillelige gange med vingerne parallelt over skråningerne men ligefedt hjælp det. Efter 15 minutter og i samme højde som da vi ankom afskrev vi med væmmelse Pic de Bure og satte snuden hjemad via Ceuse.

Efter 6½ time og sølle ca. 300km havde vi fået nok og desuden var skumringen begyndt. Nu skulle det gøre godt med en Pizza Maurienne og en Grand Biere.

2008-04-06

Sisteron 2008: Iskold Lenticularis

Efter at have rulle de første par hundrede meter på den solvarmede asfalt efter slæbeflyet slap Ventus'ens hovedhul silkeblødt jordforbindelsen ved små 75km/t og accelererede videre til små 130km/t med flaps i +2. I drejet ud over det stejle drop til den stenede flod for enden af bane 36 løb jeg hurtigt nødlandingsalternativerne igennem. Ligefrem og 20-30m lavere til højre kunne jeg nok godt tvinge 475kg og 18m ned inden jeg løb tør for mark og ind i enten landevej eller vinmarker. Det ville ikke være sjovt hvis jeg havde vandballast med til 600kg. Omvendt ville det ikke være sjovt med 125 liter is i tankene i dette vejr så det var jo ikke aktuelt. Til venstre ville det nok kræve et element af aerobatics i et langt og krapt drej i lav højde for at få linet op men til gengæld ville jordmarken nok bringe mig til et tidligt stop.

Med smukke 2/8 Cu'er på himmelen var Stig startet 3-4 slæb tidligere. Med 2-3m/s i boblerne steg jeg uden problmer op til 2.200m over Sisteron og satte straks jagten igang. Stig var allerede halvvejs oppe i de høje bjerge og nu skulle han bare indhentes. Jeg kunne delfinere over massivet øst for Sisteron og ankom i fin højde over Blayuel hvor jeg uden problemer fik tanket op igen til 2.600m.

Luften summede af tyske og schweiziske fly og på radioen kom der rigeligt med nye positions rapporter i takt med at de glade piloter kom længere og længere op igennem de høje bjerge. Stig nappede lige et vendepunkt lidt sydøst for Caduc medens jeg fik mig etableret nordligere ved toppen af Les Trois Eveche i knapt 3.000m så vi kunne følges ad herfra.

Efter at vi havde etableret kontakt ræsede vi mod nord via Blanche. Skisportsstederne lå øde og inaktive hen med brune pletter og huller i sneen. Liftstole hang og dinglede medens pylonerne stod ensomt vagt. Der var ikke faldet sne længe her heller. Fra Pic de Morgon tog vi uden problemer forbjerget til de høje bjerge Guillaume. Her fik vi ikke så meget højde men vi vred os dog rundt om hjørnet og videre mod nord-øst i en tiltagende turbulens i læ af bjerget. Da vi kom til St.Crepin havde vi oplevet en ret kraftig turbulens hvor man fik sig en ordentlig rystetur i cockpittet på hoppene over karmene. Vingerne svippede hurtigt op og ned der 9m længre ude. Jeg sendte en venlig tanke til ingeniørerne hos Schempp-Hirth og den utrolige teknologi der gør, at man overhovedet kan bygge sådan en vinge.

Eksempel på et Ventus 2cxT profil

I et blåt hav med hvide toppe, steg vi nu op i en bølge i læ af hovedkarmen på Les Ecrins. I 3.500m var vi vel over de højeste regulære skyer. I 4.000m steg det stadig lystigt medens gletcherne under os svandt ind hurtigere end drivhuseffekten så jeg fik åbnet op for iltanlægget. Stig havde også fået fat lidt længere mod nord hvor han lå og glimtede med skydækket over De Tre Dale som baggrund og nærmest metalisk azur blå himmel. Som en sort negl med glassur på stak Mt. Blanc op i det hele og alt var bare herligt.

Stig trak dog stikket ud og drønede i den krystalklare luft de små 30km op til jernbanestationen i Bardonecchia. Den italienske by der i 1.200m ligger klemt inde mellem de høje bjerge lå således små 3km under os og det var som at klø sig i nakken at vende om der og sætte kursen direkte sydøst mod Mt. Viso's knapt 4km høje top som næste mål. Madpakken og lidt vand blev konsumeret med 130km/t og fuldstændig stabil luft.

På vejen passerede jeg Mt. Chaberton på østsiden i sjældne 4.000m hvor en skør kugle i noget der lignede det 18-hundrede tallet fik bygget nogle enorme fæstninger i 3.100m. Herfra kunne man sikkert smide en stor kugle i hovedet på enhver man ikke brød sig om. Gad vide hvor mange dage det tog at slæbe kuglen derop i første omgang.

Her forlod jeg egentligt også på den faste kurs mod sydøst Italien for over de næste par km så flyve videre i frankrig - for så igen at flyve ind italien for at komme til Mt. Viso. Hvis man var ligeså nidkære idag som i Mt. Chabertons storhedstid havde man muligvis beskudt os.På vej mod Viso i 4.100m

Stig og jeg ankom nogenlunde samtidigt til Mt Visos ryg der falder dramatisk ned på østsiden til den italiensek Po-dal. Medens vi konturerede klippekarmen der adskilt bjergmassivet fra bjergmassivet så vi med ærefrygt på den kraftige læ-termik de sugede varmere og fugtigere luft op i læ side for blot at blive blæst af kanten når det nåede op.



Efter at have fumlet lidt rundt i kraftig turbulens ved selve toppen bevægede vi os så småt mod sydvest igen i knapt 60-70km/t modvind men holdt højde fint nok. Halvvejs mellem Viso og selve Barcolonettedalen fik vi under en meget flot lenticularis kontakt med bølgen og begyndte stige op med 1-2m/s.

20080406_ab_lenticularis

Stig lå knapt 2km længere mod nord og i forhold til landskabet stod vi helt stille medens vi steg. Det var utroligt smukt og stille. Jeg slap rorerne og fik guffet lidt mere af madpakken, en god slurk vand og toppede af med noget godt lakridstyggegummi.

Det var bare åndeløst smukt heroppe.

Med iltanlægget der støt pumpede liv i maskineriet nærmede vi os efterhånden loftet her på 6km højde og passerede dermed min personlig rekord fra Scotland i 1989 da jeg fik guldhøjde dér i 5.700m.

20080406_ab_lenticularis2

Ruteflyene der lydløst tegnede kondenstriber over vores hoveder var nu så tæt på at man kunne skimte ruder og firmalogoer og dem skulle vi ikke bide skeer med. Men hold da op! Udsigten var utrolig. Mt. Blanc lå kun en armslængde væk i den -30 grader kolde luft og alpernes krumning nord og øst om Italien såes tydeligt. 3km under mig puffede Cu skyerne op under lenti'erne og jeg kunne være blevet der hele dagen.

Nå - men intet varer evigt - og Stig rev mig ud af min betagelse af udsigten med annoncering af vores næste mål mod syd. Det tog mig ulidelige 40km at smide højden til under 3.500m mod syd for ikke at ramme ind i den næste luftkorridor. Jeg mindes aldrig at have sideglidet så langt før og så endda med landingsunderstellet ude for at øge modstanden. Jeg turde ikke bruge luftbremserne efter den kraftige nedkøling af frygt for at lave krakkeleringer omkring luftbremsekasserne.

Efter en ankomst i 3.500m gik jagten dog videre på lidt lunere vis og ned til vendepunktet ved Castellan lige nord for den sidste bjergkæde til Fayance og Middelhavet . Her var der tyndet gevaldigt ud i termikken og lokalt blæste det mindst 50km/t. Det blev faktisk lidt spændende og kampen gik nu på at komme over bjergkarmene mod nord igen for at ikke at blive skyllet ned i læ.

Med udsigt ned i Frankrigs svar på Grand Canyon (Gorge de Verdon) fik jeg set dæmningen up-close-and-personal med Stigs tørre kommentar om at det var dog en intressant rute jeg havde valgt. Den forstod jeg godt.

Efter lidt tid kom jeg fri og i fin fart og højde fik vi kontakt med Mt.de Coupe og kunne drøne nord på.

Efter 6½ times flyvning og en lille ekstra tur via Blanche, Pyolit, Pic de Bure, Serres luffede vi hjem i dagens sidste sol og landede med knapt 500km i baggagen.

20080406_ab_slutglid

Dagen blev afsluttet med Pizza Maurienne og en Grand Biere - og så gik vi omkuld.