Vi stod op til fint vejr - faktisk rigtigt smukt og allerede fra morgenstunden kunne vi se små cumulus begynde at poppe op rundt omkring.
Mogens, Uffe, Henrik og jeg fik gang i rigning af fly og efter en afslappet briefing med de andre piloter fik vi sadlet op i hatteæskerne. Konkurrenceledelsen havde udskrevet en opgave der først sendte os langt ud mod nordvest - næsten tilbage - og dernæst mod nord før det skulle gå hjemad igen. En udemærket opgave der ville give alle en fin rundvisning i terrænet.
Allerede i slæbet op kunne jeg mærke at der var noget voldsomt i gære. Aldrig har et Pawnee slæbefly slæbt mig så hurtigt op. På mindre end 3 minutter var jeg i 700m og da jeg koblede ud af slæbet strøg jeg op med næsten 5m/s til loftet i små 2.000m. Namme-nam.
Efterhånden som de andre i standard klassen begyndte at samle sig omkring start punktet var humøret helt i top - så langt som øjet rakte kunne vi se cumulus med endnu højere base mod vest og nord. Mogens der allerede var startet på 18m-klassens opgave kunne melde om højder nær det maksimale vi må stige til her i konkurrenceområdet - 2.750m.
Da vores startlinie åbnede kl. 13:45 lod jeg de fleste gå 5-10min før os før vi selv gik. Allerede på det første glid mod nord-vest og Köping havde jeg hentet en større gruppe og jeg lurede på om de overhovedet havde vandballast med. Men i den første bobbel jeg fik kontakt med under dem steg jeg som en korkprop op til dem med over 6.2m/s fra 1.300m til 2.300m. Bobblen var helt stabil og jeg sad næsten målløs og så højdemåleren
snurre - snurre rundt! Selv variometet sagde næsten ingenting - det var nok ikke sikker på at den skulle sige noget. Bobler af den styrke er vi jo ikke vant til hjemme i Danmark og det var da også noget ærefrygtigt at jeg rettede ud af boblen sammen med de 7-8 andre.
Selvfølgelig skulle Uffe overgå mig og meldte en bobbel med over 8.5m/s hvilket jo er næsten absurdt. Men en efterfølgende analyse af hans log viste da også han kun havde haft 7.5m/s over 950m.
Ha.I takt med at vi strøg afsted mod vest med hastigheder omkring de 180km/t begyndte skyerne at vise alvorlig tegn på overudvikling men på det tidspunkt var det isolerede celler der brød ned. Jeg vendte alene ca. 20km vest for Hallefors og strøg tilbage i en parallel skygade tilbage mod Hjälmaren. På vejen tilbage kom der flere og flere meldinger om besvær med at finde en vej tilbage igennem de kollapsede cb'ere men med over 2.500m mente jeg at have højde og rutevalg nok til at komme igennem.
Efter at have vendt nær Köping - ca. 40km vest for Eskilstuna - i god højde og fart så det straks mere skummelt ud mod nord. Jeg skulle minimum 60km mod nord for at kunne vende den sidste sektor. Himmelen var fuldstændigt sorttåget og jorden skinnede i solen som lyset fra bunden af et grumset akvarierum. Øv. En meget omhyggelig aflæsning af landskabet gav mig 2-3 mulige steder at lande og jeg besluttede mig for at prøve mig selv lidt af.
Jeg gled derfor ca. 67km uden så meget som et pip på variometeret før jeg vendte sektoren og gled de humørforladte 40km tilbage mod nærmeste regnbyge. I 400m over Lindesberg og noget der lignede to-tre brugbare marker fik jeg fat igen med vandet væltende ude af ballasttankene - og regnen hamrende på hooden. Herefter fulgte et slid for hver 5-10km med at vinde lidt højde i kanten af regnbyger og ellers fuldstændig stabil luft.
Da jeg var små 20km fra Arboga og den fine flyveplads måtte jeg erkende at det ville være umuligt at passere en ny cb der var ved at tømme hagl, slud og regn nedover landskabet - og fuldstændigt spærrede vejen ud til det gode vejr. Efter et par forsøg på at holde den gående valgte jeg en udemærket mark nær en stor sø.
Det er jo klart, at så snart man har vandret en 4-5km igennem det totalt menneskeforladte terræn begynder solen at skinne igen og små uskyldige cumulus lader som igenting.
Uffe der var landet hjemme noget tidligere kom og hentede mig uden problemer.
Fin træningsdag.
En god lang løbetur vest for flyvepladsen og Ekeby i den store skov var en dejlig afveksling fra lejrens mudder.
