Showing posts with label Træning. Show all posts
Showing posts with label Træning. Show all posts

2013-04-06

609km in changing weather

Aarhus bay seen from the noth
Today was an interesting day. The front to the SE dissolved and the Cu's started everywhere but not at the same rate. On our second east-bound leg to the east coast Mogens and I had to abandon our declared task. Here our paths split and while Mogens flew west I continued east on to Djursland and through the Aarhus TMA and CTR.  Base was a comfortable high here at 4.500' but the thermals was very variable. After a headwind leg 136km long from Djursland to Spjald on the west coast I suffered spread out of the clouds with a base of around 3.000' and poor thermals.  I recovered from some 350m above ground to a weak cloudstreet which allowed me back into central Jutland. Amidst snowshowers at 4.500' and a short spell of icing on the wings and a fantastic view of Kattegat, I went on final glide via Skarrild and back to Arnborg. Good practice!
Today's undeclared task

2008-04-06

Sisteron 2008: Iskold Lenticularis

Efter at have rulle de første par hundrede meter på den solvarmede asfalt efter slæbeflyet slap Ventus'ens hovedhul silkeblødt jordforbindelsen ved små 75km/t og accelererede videre til små 130km/t med flaps i +2. I drejet ud over det stejle drop til den stenede flod for enden af bane 36 løb jeg hurtigt nødlandingsalternativerne igennem. Ligefrem og 20-30m lavere til højre kunne jeg nok godt tvinge 475kg og 18m ned inden jeg løb tør for mark og ind i enten landevej eller vinmarker. Det ville ikke være sjovt hvis jeg havde vandballast med til 600kg. Omvendt ville det ikke være sjovt med 125 liter is i tankene i dette vejr så det var jo ikke aktuelt. Til venstre ville det nok kræve et element af aerobatics i et langt og krapt drej i lav højde for at få linet op men til gengæld ville jordmarken nok bringe mig til et tidligt stop.

Med smukke 2/8 Cu'er på himmelen var Stig startet 3-4 slæb tidligere. Med 2-3m/s i boblerne steg jeg uden problmer op til 2.200m over Sisteron og satte straks jagten igang. Stig var allerede halvvejs oppe i de høje bjerge og nu skulle han bare indhentes. Jeg kunne delfinere over massivet øst for Sisteron og ankom i fin højde over Blayuel hvor jeg uden problemer fik tanket op igen til 2.600m.

Luften summede af tyske og schweiziske fly og på radioen kom der rigeligt med nye positions rapporter i takt med at de glade piloter kom længere og længere op igennem de høje bjerge. Stig nappede lige et vendepunkt lidt sydøst for Caduc medens jeg fik mig etableret nordligere ved toppen af Les Trois Eveche i knapt 3.000m så vi kunne følges ad herfra.

Efter at vi havde etableret kontakt ræsede vi mod nord via Blanche. Skisportsstederne lå øde og inaktive hen med brune pletter og huller i sneen. Liftstole hang og dinglede medens pylonerne stod ensomt vagt. Der var ikke faldet sne længe her heller. Fra Pic de Morgon tog vi uden problemer forbjerget til de høje bjerge Guillaume. Her fik vi ikke så meget højde men vi vred os dog rundt om hjørnet og videre mod nord-øst i en tiltagende turbulens i læ af bjerget. Da vi kom til St.Crepin havde vi oplevet en ret kraftig turbulens hvor man fik sig en ordentlig rystetur i cockpittet på hoppene over karmene. Vingerne svippede hurtigt op og ned der 9m længre ude. Jeg sendte en venlig tanke til ingeniørerne hos Schempp-Hirth og den utrolige teknologi der gør, at man overhovedet kan bygge sådan en vinge.

Eksempel på et Ventus 2cxT profil

I et blåt hav med hvide toppe, steg vi nu op i en bølge i læ af hovedkarmen på Les Ecrins. I 3.500m var vi vel over de højeste regulære skyer. I 4.000m steg det stadig lystigt medens gletcherne under os svandt ind hurtigere end drivhuseffekten så jeg fik åbnet op for iltanlægget. Stig havde også fået fat lidt længere mod nord hvor han lå og glimtede med skydækket over De Tre Dale som baggrund og nærmest metalisk azur blå himmel. Som en sort negl med glassur på stak Mt. Blanc op i det hele og alt var bare herligt.

Stig trak dog stikket ud og drønede i den krystalklare luft de små 30km op til jernbanestationen i Bardonecchia. Den italienske by der i 1.200m ligger klemt inde mellem de høje bjerge lå således små 3km under os og det var som at klø sig i nakken at vende om der og sætte kursen direkte sydøst mod Mt. Viso's knapt 4km høje top som næste mål. Madpakken og lidt vand blev konsumeret med 130km/t og fuldstændig stabil luft.

På vejen passerede jeg Mt. Chaberton på østsiden i sjældne 4.000m hvor en skør kugle i noget der lignede det 18-hundrede tallet fik bygget nogle enorme fæstninger i 3.100m. Herfra kunne man sikkert smide en stor kugle i hovedet på enhver man ikke brød sig om. Gad vide hvor mange dage det tog at slæbe kuglen derop i første omgang.

Her forlod jeg egentligt også på den faste kurs mod sydøst Italien for over de næste par km så flyve videre i frankrig - for så igen at flyve ind italien for at komme til Mt. Viso. Hvis man var ligeså nidkære idag som i Mt. Chabertons storhedstid havde man muligvis beskudt os.På vej mod Viso i 4.100m

Stig og jeg ankom nogenlunde samtidigt til Mt Visos ryg der falder dramatisk ned på østsiden til den italiensek Po-dal. Medens vi konturerede klippekarmen der adskilt bjergmassivet fra bjergmassivet så vi med ærefrygt på den kraftige læ-termik de sugede varmere og fugtigere luft op i læ side for blot at blive blæst af kanten når det nåede op.



Efter at have fumlet lidt rundt i kraftig turbulens ved selve toppen bevægede vi os så småt mod sydvest igen i knapt 60-70km/t modvind men holdt højde fint nok. Halvvejs mellem Viso og selve Barcolonettedalen fik vi under en meget flot lenticularis kontakt med bølgen og begyndte stige op med 1-2m/s.

20080406_ab_lenticularis

Stig lå knapt 2km længere mod nord og i forhold til landskabet stod vi helt stille medens vi steg. Det var utroligt smukt og stille. Jeg slap rorerne og fik guffet lidt mere af madpakken, en god slurk vand og toppede af med noget godt lakridstyggegummi.

Det var bare åndeløst smukt heroppe.

Med iltanlægget der støt pumpede liv i maskineriet nærmede vi os efterhånden loftet her på 6km højde og passerede dermed min personlig rekord fra Scotland i 1989 da jeg fik guldhøjde dér i 5.700m.

20080406_ab_lenticularis2

Ruteflyene der lydløst tegnede kondenstriber over vores hoveder var nu så tæt på at man kunne skimte ruder og firmalogoer og dem skulle vi ikke bide skeer med. Men hold da op! Udsigten var utrolig. Mt. Blanc lå kun en armslængde væk i den -30 grader kolde luft og alpernes krumning nord og øst om Italien såes tydeligt. 3km under mig puffede Cu skyerne op under lenti'erne og jeg kunne være blevet der hele dagen.

Nå - men intet varer evigt - og Stig rev mig ud af min betagelse af udsigten med annoncering af vores næste mål mod syd. Det tog mig ulidelige 40km at smide højden til under 3.500m mod syd for ikke at ramme ind i den næste luftkorridor. Jeg mindes aldrig at have sideglidet så langt før og så endda med landingsunderstellet ude for at øge modstanden. Jeg turde ikke bruge luftbremserne efter den kraftige nedkøling af frygt for at lave krakkeleringer omkring luftbremsekasserne.

Efter en ankomst i 3.500m gik jagten dog videre på lidt lunere vis og ned til vendepunktet ved Castellan lige nord for den sidste bjergkæde til Fayance og Middelhavet . Her var der tyndet gevaldigt ud i termikken og lokalt blæste det mindst 50km/t. Det blev faktisk lidt spændende og kampen gik nu på at komme over bjergkarmene mod nord igen for at ikke at blive skyllet ned i læ.

Med udsigt ned i Frankrigs svar på Grand Canyon (Gorge de Verdon) fik jeg set dæmningen up-close-and-personal med Stigs tørre kommentar om at det var dog en intressant rute jeg havde valgt. Den forstod jeg godt.

Efter lidt tid kom jeg fri og i fin fart og højde fik vi kontakt med Mt.de Coupe og kunne drøne nord på.

Efter 6½ times flyvning og en lille ekstra tur via Blanche, Pyolit, Pic de Bure, Serres luffede vi hjem i dagens sidste sol og landede med knapt 500km i baggagen.

20080406_ab_slutglid

Dagen blev afsluttet med Pizza Maurienne og en Grand Biere - og så gik vi omkuld.

2008-03-24

Sæsonstart med sne og snegle

Ja, ja, ja, ja - årets første stræktur endte med en udelanding men det var en fin oplevelse.

Dagen startede dog noget grotesk da jeg drog hjemmefra. Der var ikke meget med fine blomkålsskyer og træer der stod med foråsløv. Men...Mogens Hoelgaard mente at der var blå huller ude i midtjylland..og jo, luften var ifølge DMI ret instabil (mon ikke).
På vej ud af Horsens VestOg utroligt nok - så kom der nogle gevaldige flotte huller vest for vendepunkt 13(Mattrup Gods) og luften var -2 grader og klar som på en alpetop. Herligt at mærke solen prikke i hovedbunden.

Dan Møller og Mogens HoelgaardEfter det klubobligatoriske PFT fik vi samlet vores hatteæsker - dvs Monze i "MO" og jeg i klubbens LS8-18, "V". Med en spilstart til 500m (Troels Skærlund kørte spillet) konstaterede jeg, at basen var lige omkring - ja - de 500m. Der var megen overudvikling nu og jeg måtte bide i det sure æble. Mogens kom fri og det tog det meste af en time før jeg kom i luften igen.

Udsigt mod Gludsted fra nordMen det var nu også pausen værd. Hold da op hvor var der nogle dejlige kontraster i landskabet som kameraet her ikke yder retfærdighed. Mørk skov og hede der ikke helt var dækket af sne - og så de åbne maker og enge hvor 5-10cm sne dækkede i skiftvis strålende sol, gråvid snetåge og isnende skygge.

Blot en ultakort klip fra flyveturen:http://www.youtube.com/watch?v=YozVI76yn8E
Termik her?! Jeps - 1.2m/s. Lærte noget nyt igen.
Efter at have tøffet rundt et par timer besluttede Mogens sig for at lande - netop som jeg syntes basen løftede sig over 5-600m til knapt 850m. Efter et par timers sightseeing - og det var bare flot! - besluttede jeg mig for at prøve det og gik ud på en udeklareret opgave. I starten gik det mægtigt med 105km/t på de første 100km på kanten af sneskygader - og et par enkelte gange måtte jeg flakse lidt højre-venstre på kursen i 2-300m og med fuld skrald på for at komme under og forbi snebygerne for så at kravle op igen på den anden side.

Da klokken var henad halv fem var der en flot skygade der gik helt ud til Rom Kirke og jeg besluttede mig for at tage Holstebro Vandkraftværk med også.

Det gik sådan set fint men da jeg vendte rundt undskyldte skyerne sig lidt forkølet og trak sig ligesom længere op og trak stigerne med sig...nu er der ikke langt hjem fra Holstebro til Skinderholm og LX5000'en sagde da også 58m+ her 25km ude...men det blev sørme ved med at være lidt ringere end McCrady 0.5...så da jeg efter ialt 4 timers flyvning manglede 8km og nu kun havde 8m+ besluttede jeg mig for at sætte "V" på en fin lang mark.

Og den var fin. I det hyggelige landsted op til Linåvej blev jeg taget godt imod med varm kaffe og friskbagte kanelsnegle. Da Mogens 20 minutter senere trak ind på marken med transportvognen glattede hans pandefurer sig gevaldigt ud da han også fik sådan en snegl proppet i gebisset.

Da vi proppede den færdigt samlede "V" i hangar var det buldrende mørkt, jeg var mør af sol og kulde og ganske godt tilfreds med dagens indsats selvom jeg var landet ude.

Sæsonen er igang!

2006-03-27

Sisteron 2006:Perfekt timing

Tja - når man nu skal se lyst på tingene.

Ondt i halsen og snottet - og regnvejr. Det er perfekt når man er svæveflyver. Hvis det nu også bare hang sådan sammen at regnvejr og arbejdsdage altid havde sammenfald.

2006-03-26

Sisteron 2006: Masser af sne og 275km

Stig Øye og jeg var klar fra morgenstunden og havde fået vores fly klargjort i god tid. Vi stod således klar i startrækken i god tid til briefingen.

Vejret så rimeligt ud og briefing mente da også at vi skulle kunne flyve i det meste af bjergene - dog ville det nok blive svært mod nord i de høje bjerge da termikken ikke kunne forventes at stige op over toppene.

Jeg fik slæbet umiddelbart efter Stig og over husbjerget på vej mod Trenon koblede jeg ud i midten af en fin bobbel. Stig havde koblet lidt før da han alligevel skulle have sin turbo afprøvet og han kom snurrende ind under mig. Skyene så gode ud i alle retninger selvom de som forventet ikke lå højt.

Vi besluttede os for at sætte kursen mod syd mod St. Andre først. Det gik helt fint selvom termikken ikke var særligt overbevisende. Da vi bevægede os ind over Coupe bjergkæden valgte jeg ca. 10km før St.Andre at gå mod nord via Le Cheval Blanc bjerget da jeg ikke fik særlig god højde. Det var da også lige akkurat at jeg kunne komme over passet.

Men hold da op - så meget sne havde jeg aldrig set før hernede. Det hele lignede friskpisket flødeskum og fristelsen til at lige dyppe en vinge i det for bare at se et spor minde om det at stå på toppen af et højhus og kiggede ned. Urf!

Men der var hverken termik eller skræntvind og jeg måtte fortsætte rundt om Cheval Blanc. Jeg tabte højde og indstillede computeren på udelandingspladsen Marcoux 30km bag mig og Digne. Men fremme foran ved Denjuan fik jeg bid og kunne climbe op til knapt 2.500m.

Mod nord var toppen af les 3 Eveches helt skjult i fuldstændigt fladbundede skyer. Da jeg ankom ved forbjerget Caduc og går rundt om hjørnet oplevede jeg for første gang effekten af et stort sneskred der åbenbart netop var ved at afslutte sit fald fra toppen af bjerget. Først troede jeg at det var en udsædvanlig lav cumulus tåge der er på vej op men det viste sig at være sne der blev hvirvlet op. Jeg fik små fine drys ind i cockpittet igennem luftdysen. Det var meget smukt. På den vestvendte skråning kunne jeg sne sneskredets spor ned igennem og over klippespalterne.

Uden at kurve fløj jeg de næste 40km til Guillaime hvor jeg blot skulle bruge to ture langs bjergets flødeskumsklædte top før jeg i 2.700m kunne sætte kursen mod Briancon. Men 30km senere slap vejret op - og vinden var nu gået i sydøst og pressede op mod passet til Italien. Ikke særligt ideelt. Stig sluttede sig nu til mig og vi eksperimenterede med forskellige bjerge for at se om vi ikke kunne få så meget højde at vi kunne nå Briancon og tilbage igen. Det kunne vi dog ikke hvorfor vi sætte kursen tilbage samme vej for at fortsætte mod vest.

Jeg skulle dog lige bruge 200m inden jeg stak over St. Crepin og Stig kom 2-3km foran mig. I den sene eftermiddagssol var han umulig at se. Jeg kaldt ham på radion og spurgte hvilken vej han gik. "Til Guillaime". Ok, tænkte jeg - jeg skal altså frem først og tog en lidt nordligere kurs der ville være lidt mere direkte - men til gengæld ville kræve at jeg skulle over bjergpasset ved Tete de Lucy. Uden større besvær kunne jeg følge en udløber ind til massivet men højden var ikke imponerende. Jeg fortsatte frem ind mod passet med solen skinnede kraftigt ned igennem skyerne. Jeg vurderede, at jeg ville ankomme med ca. 140km/t og 250m plus og i modvind. På vej derhen lagde jeg mig helt ind til den venstre side af dalen for at have størst mulig operationsrum til at vende rundt. 1km derfra fik jeg reduceret synk men det holdte op og med flyet i højrekurve lige over kanten - klar til at dreje tilbage - fulgte jeg passets skarpe saddel til jeg var næsten midtfor og over før jeg vred den ud til venstre uden problemer.

Så nonchalent som muligt kaldte jeg op til Stig og fortalte ham at jeg nu passerede lige under Tete de Lucy efter at have taget bagvejen - i forventning om at han nu nok var mindst 4-5km bag mig. "Nå, det gjorde jeg også" kom det slet skjulte grinende svar.

I den store saddel mellem Pyolit og Pic de Bure fandt vi begge bølge. Stig ankom lidt tidligere og tog den vist til knapt 4.000m. Jeg bøvlede lidt med den men fik da 3.100m. I mellemtiden var en front hastigt på vej ind mod os. Under det krafitige 8/8 overcast arbejde vi os fremad til Col de Cabre og de små bjerge derude før vi vendte om og gled de 40km hjem.

Jeg ankom til Sisteron med masser af overskudshøjde og med solen helt væk bag fronten. De fleste fly var på jorden og jeg landede på asfalt banen og rullede helt frem til banenden. Klokken var 18:15 og lige over 4 timers intensiv flyvning var gennemført.

En fin-fin dag.

Sisteron 2006: Grundigt PFT

Vi skulle lige have det periodiske flyve tjek gennemført for en god ordens skyld inden vi begyndte at træne for alvor. Ingen af os havde nået det hjemmefra så vi fik lige en fransk instruktør til først at give Henrik et PFT så kunne han give mig PFT bagefter.

Vejret var fint og da Henrik fik landet i Duoen fik vi hurtigt gjort flyet klar igen og jeg lettede med Henrik i bagsædet. Efter lidt lusken rundt på Gache (herligt - 3-5m/s stig her!) og de lokale skrænter iøvrigt satte jeg kursen mod Malupe for at søge noget kraftigere termik. Der var noget bøvl men det gik sådan set fint nok med at arbejde os henover de lave bjergetoppe i knapt 1.500-1.900m.

Vi kunne på radioen høre hvordan Silkeborg folkene der også fløj Duo Discus var kommet i bølger højt over Le Lure - vistnok over 4.000m. Det var vist godt vejr - både bølger og termik.

Men jeg syntes nu det kunne være sjovere lige at tage en tur langs med La Blanche så da vi nåede knapt 2.300m gled vi derover af - som jeg plejer. Det så fint ud - men i bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg godt huske, at jeg ingen termisk aktivitet kunne se over hele strækningen mod øst og alarmklokkerne burde være gået i selvsving. Der var jo masser af termisk aktivitet mod vest - så hvorfor ikke mod øst?

Suk - da vi ankommer til Domillouse er der ingen skræntvind og bestemt ingen termisk aktivitet. Bjerget kan umuligt virke i den vinkel og da jeg kiggede ned mod Lac Serres Poncon ser jeg på det lille forbjerg ca. 20-30 paraponte der bestemt ikke kan climbe op til os. Luften er død. De 15 minutters glid med solen i ryggen havde også skjult et cirrus bånd der effektivt begyndte at lukke af for varmen.

Sørens osse. Jeg meddelte Henrik at jeg nu måtte arbejde med to alternativer - enten at fortsætte mod nord-øst rundt om Dormillouse til micro-let flyvepladsen helt nede ved søens bredder eller gå mod syd langs La Blanche og over platauet til Seyne flyvepladsen der godt nok først åbner 1. april grundet de plørede tilstande dér. Jeg valgte Seyne fordi jeg før havde fisket den op på knoldene nær pladsen. Og hvis vi absolut skulle lande ude - så kendte jeg i det mindste forholdende omkring pladsen. Hvis jeg fortsatte til mikrolet pladsen kunne jeg ikke være sikker på at ankomme i god nok højde.

Hmm. Det var mærkeligt at glide hen over skisportsstederne og ikke mærke det mindste løft. Solen begyndte så småt at skinne igennem. Da vi ankome til Seyne i 1.600m og ca. 400m over terræn begyndte jeg at arbejde mig henover knoldene. Sådan noget forkølet møg. Jeg meddelte Henrik at det blev en udelanding og han skulle advisere de andre per radio. Medens Henrik fik kontakt med de andre i luften foretog jeg nogle s-sving på medvindsbenet for at vurdere vinden....faktisk er vinden lokalt vendt 90 grader mod øst - hvilket jo forklarer hvorfor La Blanche ikke duede.

Nå, men Duo'en lagde sig velvillet i sideglidsstilling med fulde luftbremser og jeg fik den fladet ud 30m inde på baneenden og efter 300m udrulning fik vi standset inden banen blev til pløre. Indtil da var banen gudskelov helt fin og fast. En opringning til Sisteron bekræftede bare at slæbeflyene ikke måtte bruge banen før d. 1 april. Vi fik Christian Hansen og en vældig flink monolingual Franskmand - Allain - til at tage Golfen og klubbens Duo-vogn.

I mellemtiden vandrede Henrik og jeg ned til Seyne landsbyen for at få os noget varmt at drikke. Yeah right. Ingen seriøs restaurant eller værtshus åbner før kl. 21:00. Så det blev til et supermarked hvor lidt pølse, brød og juice blev fortæret på en iskold bænk med udsigt til flyvepladsen i det fjerne. Unge møde med børn gik i en stor bue uden om de to forhutlede typer med deres mærkelig tøj og hatte.

Præcis 2½ time efter ankom Christian og Allain i buldrende mørke med den smukkest stjernehimmel man kan forestille sig. Hele vejen rundt stod tindenderne iklædt deres sne og skinnede. Det var hundekoldt. Efter én lille time (det er meget længe i forhold til at blot at skulle skille flyet ad) var vi på vejen igen. Efter knapt 2 timer var vi nede af platuet og hjemme igen i Sisteron.

Henrik skrev faktisk for PFT - det var jo et grundigt PFT.

2006-03-24

Sisteron 2006: 1.750km senere


Tja, efter en lang men effektivt kørt tur fra Horsens kl. 17:30 til Sisteron (1.750km) på 20 timer i godt selskab med Henrik Bill, Per Allerød, Christian og Anne Hansen kom vi godt frem. Det var helt mærkeligt at komme så tidligt frem om eftermiddagen.

Sisteron ligner sig selv - og så alligvel ikke: alt er meget vådt og grønt - og bjergene ser ud til at have et godt lag sne endnu.

Der var tid til at checke flyet, få talt lidt med de piloter som allerede er her (de var frustrerede - 3 uger og kun 4 flyvedage!), få løbet en tur op til husbjerget, få sig et tiltrængt bad, få sig indstalleret i huset og ikke mindst et tiltrængt bad. Derefter husker jeg ikke så meget andet.

2006-03-20

Sisteron 2006: Afsted

Nu er det ved at være den tid hvor alt skal huskes til turen til Sisteron. Instrumenter er hentet ud af de lune vinter hi og er monteret sammen med efterfølgende funktionscheck. Det ser ud til at virke.

Flyets papirer er blevet gået efter endnu en gang, journaler checket, synsrapporter studeret, egne logbøger, medical up to date - nu mangler jeg vist kun lige at lave en sikkerhedskopi af det hele - og pakket al det andet grej der skal med.

Og så skal jeg igang med navigationsinstrumenterne og sikre mig at de er up-to-date med luftrum, vendepunkter og software versioner. No problem - jeg har hele to dage tilbage!