WGC 2006: Resumé

Det tog mig faktisk 3-5 uger at regne ud hvad der gik galt i Sverige men nu ved jeg nogenlunde hvordan jeg kan beskrive det - og måske har jeg endda lært noget af det - og det kan andre forhåbentlig også. Grundet travlhed og meget andet bliver det dog først nu at jeg har tid til at sætte ord på tankerne.

Faktisk var det i ruteflyet fra Tirstrup til London, hvor jeg tilfældigt mødte Uffe Edslev, at jeg fik afprøvet mine overvejelser.

Vi havde begge på den sidste nationalholdssamling kredset lidt om hvorfor vi præsterede som vi gjorde uden at nå til nogen god brugbar konklusion. På turen over nordsøen drøftede Uffe og jeg det igen og nu er jeg ihvertfald ikke i tvivl.

Når vi træner seriøst er det fordi vi skal blive bedre. Når vi bliver bedre er det blandet andet fordi vi får bedre reflekser - både beslutningsmæssigt og fysiskt.

Men ganske kort - og uden at det bliver for højtravende - hvad er bedre reflekser? Efter min opfattelse handler det om, at vi gør nogle ting uden at tænke over det fordi vi netop har prøvet det så mange gange og vi ud fra denne erfaring mere eller mindre ubevidst har fundet det der virker bedst. Vi er som mennesker indrettet forskelliget men for mig handler det om så basale ting som at flyve med den rigtige fart, kurve med den optimale hældning, have overblik over konkurrenternes position og sikkerhedsmæssig forsvarlig afstand, læse terrænet og vejret, navigere, kommunikere, spise og drikke i god tid og ikke mindst at være i god fysisk form.

Dette frigør så et vist mentalt overskud. I dette mentale overskud finder jeg glæden ved det jeg gør, lysten til at udfordre mine egne grænser, forbedre mig og tid til at tænke "over situationen". Når jeg har tid når jeg også at tænke taktisk og strategisk. Det er når jeg har tid til at tænke at jeg oplever at jeg gør tingene intuitivt - dvs. gør nye ting uden at jeg måske lige kan forklare beslutningsprocessen efterfølgende. Således kan jeg nogen gange gøre ting som jeg ikke plejer med succes og dermed måske drastisk forbedre mine chancer for at vinde.

Dvs. desto mere vi kan basere vores beslutninger på reflekser desto mere kan vi fokusere på at forbedre os og vinde.

Men hvad gik der så galt i sverige? Det kan siges ganske enkelt i lyset af ovenstående: for meget af mit mentale overskud gik til noget andet og der var ikke plads til intuition.

Og hvad skyldtes det? Ja, jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg følte mig presset til at fokusere helt abnormt på både sikkerhed i flyvningen og det konkurrencemæssige. Der var alt for mange faktorer i sverige hvor man konkurrencemæssigt måtte tage sikkerhedsbeslutninger som man aldrig ellers ville have taget eller brugte kræfter på. Den liste er lang - og mange af punkterne kunne være blevet fjernet af den svenske organisation og nogle af punkterne kunne jeg selv have forberedt mig bedre på. Jeg vil afslutningsvis sige at det var de rigtige vindere vi så på skamlen - for de havde bedre styr på det end os andre - denne gang.

WGC 2006: "It's raining again" (Super Tramp)

Vi vågnede til en næsten iskold morgenluft (længe leve mørklægningsgardinerne i campingvognen - der er jo lyst hele natten heroppe) og det lovede godt. Men vejrudsigten lovede noget andet og det så bestemt ikke for godt ud. 3 kvarter før briefing var Crew Chief Allan og jeg færdige med at grid'de "AB" som den første i standard klassen og vi havde fin tid til at nyde morgenkaffen på første parket.

 

 

 

 

 

 

 

Til brifiengen var meteorologen temmelig pessimistisk og task-setter'en lod sig fornuftigt nok påvirke til at udskrive små opgaver på omkring de 200km i området syd for Hjälmaren og Eskilstuna. Det er dog iøvrigt et udemærket område udelandingsmæssigt med flere gode marker og et par flyvepladser. Efter brifingen begyndte den frygtede skærm at trække ind over os. Vi kunne samtidigt mærke hvorledes temperaturen og fugtigheden begyndte at stige - præcis som forcast'et. Efter nogle timers venten og adskillige udsættelser blev 18-m og 15-m klasserne med himmelvendte øjne slæbt op under de 8/8 med vandballasten strømmende ud. Udsigten til de fine cumulus ca. 40km syd var besnærende men det lå temmeligt langt sydpå i forhold til startpunktet. Det gik da også hverken værre eller bedre end at umiddelbart før det blev standardklassens tur blev vores start igen udsat for kun at blive omfattet af en generel aflysning af dagen i alle klasser. Alt imens vi i standard- og åbenklassen begyndte at trække tilbage dumpede 15- og 18m flyene lige så stille tilbage i ro og orden. Øv - jeg havde lige indstillet mig på en hård kamp for hver én meter og en aften i baren med store armbevægelser. Nuvel - vi går i praktisk mode istedet for og får gjort noget ved diverse småprojekter vi kan tage fat på. Nu her kl. 16:00 har konkurrenceledelsens beslutning været den rigtige - det regner i det meste af området og vi skutter os i det nu kølige vejr.

WGC 2006: All dressed up but nowhere to go [rev.2]

Ja - så fik vi sådan en dag hvor man tumler ud på pladsen i dejligt vejr, får samlet "AB" i selskab med Uffe i "EC", Henrik i "5A", Mogens i "Mister Oral" og Erik med "AA", får griddét flyene tæt pakket sammen med de andre 111 fly, går til briefing, får at vide at vi skal flyve 500km over den berygtede 10 Mila Skogen, går til team briefing, får repeteret sikkerhedsprocedurer og taktik....for så at vente i over 4 timer med tunge skyer og små regn på at dagen bliver aflyst .

Suk - meteorologen - en professionel der arbejder både i luftvåbnet og åbenbart også figurerer på svensk TV - hun så ellers så sød ud.

Gårsdagens flyvning havde skabt grobund for mange drabelige beretninger. 'Mannie' fra Syd Afrika måtte i sin sprit nye ASG 29 lide den tort at lande ude og var så uheldig at glemme hjulet med det resultat at flyet blev sat temmeligt hårdt. Faktisk så hårdt, at bunden brækkede op og skovlede en skive tørv op igennem bunden og pressede ham frem i sædet! Selv beskrev han det
med vanlig sort sydafrikansk humor som når en golfspiller lige skovler en solid klump græstørv op. Schleichers fabriks team var her heldigvis og havde kæmpet hele aftenen og natten med at reparere hans flyver så den var faktisk klar her til morgen. Utroligt.

Nu står det på et par timers afslapning - Crew Chief Alan har mange gode ideér - noget med vikinge spil (det lyder fugtigt) og så skal vi grille bagefter. Ja, grille - for vejret blev jo pragtfuldt 5 minutter efter at de aflyste (pladsen lignede en myreture af biler og fly der udførte en kompliceret koreografi da vi skulle trække flyene tilbage).

Idag 6. juni er sveriges nationaldag hvorfor der blev afholdt "Swedish Evening" med fri grill hvor de så frækt fejrer at de smed Danskerne ud. Konkurrencechefen Robert Danewid bad dog som plaster på såret, om vi ikke godt kunne komme tilbage og befrie ham for øllet har ikke været det samme siden. Ronnie, Jan Ola og Michael lod nu til godt at kunne drikke den lokale humle.

WGC 2006: Dag 2 - En mur af vand efter næsten 388km...

Dagen i dag startede med en forsikring om, at der uanset hvilken meteorologisk model der blev anvendt, ville dagen indeholde regn. Der skulle nok være stedvis enddog god termik med op til 5m/s men....

I 2.000m skulle man igen forvente ca. -3° og jeg sendte en varm tanke til mine neopren sokker og forede flyvemøsse.

Da alle ca. 120 fly var linet op, briefing overstået og first launch gik igang kl. 11:00 sharp med en snerren fra 12 Pawnees (flere udstyret med Volvo motor) var himlen oversået med fine cumulus så langt øjet rækte - og kun svage tegn på den frygtede overudvikling.

Da jeg som én af de sidste i standard klassen blev slæbt op var der dog fuld gang i regnbyger og det mindede lidt om at se på folk der springer fra isflage til isflage for ikke at falde i når flyene krydsede hid og did i søgen efter bare ét sted man kunne blive hængende.

Da startlinien åbnede var der efterhånden kun få skyer der ikke var kollapsede og tømte sit indhold ud over det svenske landskab. Jeg havde placeret mig udemærket for start med hensyn til højde men vejen mod nord over Mälaren via Kviksund var temmeligt broget af regn der hang i hvid-grå gardiner helt ned til jorden. Men afsted gik det, stik nord de 69km til første vendepunkt.

De fleste i standard klassen var vist startet på det tidspunkt og Uffe gav mig nogle meldinger på ruten foran. Det gik faktisk udemærket og jeg havde fornøjelsen at indehente og flyve sammen med en større flok åbenklasse fly som jeg gang på gang snildt steg fra - og mærkeligt nok kunne glide meget langt sammen med - side om side. Der blev da også vinket flere gange fra disse enorme fly med vingespænd mellem 26-33m. Én vinkede ikke - jeg tvivler på at han så mig ligge og kurve før jeg i god tid lavde en hård undvigemanøvre og med alt i cockpittet hængende opad i en udvendig kurve undgik at komme for tæt på ham. Ærgeligt - jeg lå lige og steg med over 3m/s.

Ved det første vendepunkt mod nord blev det lidt tricky. I knapt 400 ubehagelige meter over første vendepunkt (som ligger i knapt 200m), en lille skovlandsby ved navn Karbening med en temmelig ramponeret flyveplads i skoven nord for (var det grusgrave de havde lavet i den ene ende ?) fik jeg på kanten af en større regnbyge fat. I den lodrette stride strømme kom den lille russer i LOT sørme ind under mig - og jeg troede at jeg lå lavt. Ikke desto mindre fik han også fat og vi steg møjsomligt op med regnperler der løb fra forkanten af hooden til bagkanten i et hypnotisk mønster. Det er faktisk lidt disorienterende at se på - det gælder om at fokusere ud på omgivelserne i en vis fart.

Da vi kom i top kunne vi ræse afsted igen mod det næste vendepunkt men heropppe slog regnen over i sne. Det var en ret flot kontrast mod landskabet der det meste af tiden lå i skygge.

Det 78km lange ben mod vest-nord-vest til Malingen langs Borlänge blev lidt præget af, at min fartmåler pludselig var voldsomt forsinket. Der var givetvis kommet vand i dysene og det var voldsomt distraherende. Mit variometer teede sig også ganske anstrengende og misvisende. Til sidst skruede jeg ned for alt audio og fløj uden at bruge instrumenterne. Efter et meget langt glid til knapt 1.000m (tror jeg nok) - iøvrigt i fint samarbejde med Vladimir Foltin fra Slovakiet i "SI" gik jeg et par km nord for vendepunktet mod den eneste brugbare sky i 20km omkreds - og det gav pote for op gik det sørme med 3-4-5m/s. Vladimir kvitterede med "beers at the bar". Nu var mine instrumenter åbenbart ok igen og det hele blev lidt nemmere.

På dette tidspunkt havde jeg hentet en 7-8 standardklasse fly - visse med over en halv time og jeg var godt tilfreds. Det næste ben var på 78 km stik syd til Jarnboas og på de lange glid var det med samme fornemmelse som når man står i en kirke og ser en specielt flot udsmykning en hvælving, at jeg kunne se op på fuldt udviklet mammatus skyer. Nogen steder mindede det som en Jaque Costeau film når de dykkede langt og lange under et endløst isflage. Landskabet under os var tilmed råt og temmeligt gudforladt - der var langt mellem McDonalds og Servicestationerne.

Efter at have vendt Jarnboas i snevejr i knapt 1.800m kom der er langt glid mod nord igen. I en passage af en mindre regnbyge begyndte "AB" at murre og jeg kunne se en lille isopbygning på forkanten. Et drej ud i en solplet og et par minutter efter var det dog heldigvis fordampet væk igen og den fæle murren i flyet forsvandt også. Da jeg efter yderligere 61km fik vendt Söderbakke i knapt 1.600m, glidetal 43 og medvind...tænkte jeg at nu skulle de resterende små 100km hjem i medvind være det rene barnemad.

Men det var det nu ikke. Jeg ankom 20km fra sikkerhedsvendepunktet (der sørger for at vi alle liner fint op mod flyvepladsen på slutglid) i lav højde og med vandet nødtvunget fossende ud af ballasttankene frem mod en mur af vand der spærrede turen hjem. I et kalkuleret forsøg på at vinde højde gik jeg meget tæt på Örebro TMA'en og aldrig har jeg været tættere på forbudt luftrum - 13m. Jeg har sjældent krænget så hårdt før - jeg var godt presset ned i sædet. Men det hjalp ikke og jeg måtte kravle op længere mod syd - næsten over Hjälmaren og under det sorte udhæng fra skyen som ganske enkelt spærrede turen hjem.

På trods af, at jeg havde 285m overskud hjem til de sidste sølle 18km måtte jeg tage en ærgelig beslutning men rigtig beslutning - jeg var nødt til at lande ude for jeg turde ikke flyve igennem den dér mur af vand. Team Danmark kunne på radioen oplyse, at kun de sidste par km ikke regnede. Terrænet er meget gustent og kun de sidste par km har landbare marker. En Litauer i "AG" lå 50m lavere forsøgte sørme men måtte dog vælte ud af muren af vand igen med halen mellem benene. Puha.

Crew venlig som jeg er, søgte jeg derfor med min resterende højde mod nord til en hovedfærdselsåre ved Kungsör og nogle store marker i skovene jeg tidligere havde bemærket der. Jeg var lige ved at falde for fristelsen og lande på en fin grusvej men valgte alligevel marken. Ikke desto mindre fik jeg "AB" helt ud parallelt med vejen så da Crew Chief Alan 30min senere ankom med airconditioneret nedkølet cola og trailer kunne vi bare svinge agterenden ind på marken og så var "AB" i vogn igen.

En ærgelig dag men der er da heldigvis mange dage tilbage i hvor de andre kan lave større fejl.

WGC 2006: Dag 1 - Det kunne have været værre

..men det kunne også have været noget bedre.

Dagen så god ud på papiret men der var forcastet en del alto cumulus og det boder normalt ikke godt for solinstrålingen og den ønskede termik. Alligevel så dagen ud til at skulle blive én af de helt gode.

Med Crew Chief Allan der på sædvanlig rolig vis fik ordnet alle de forskellige ting omkring flyet var der fin ro på inden starten i feltet af 120 fly. Vi holdt iøvrigt pakket som sild i en tønde for at udnytte den relativt korte (gys) bane de har heroppe - faktisk kunne de snedige svenske officials pakke så tæt at ca. 6-7 af os måtte starte på parallelbanen fordi de i deres visdom lige havde talt forkert - og der ikke kunne klemmes flere ind i opstillingen. Tsk.Tsk.

Nuvel - vi fik os arbejdet fint ud de 25km til lidt vest for startpunktet hvor vi lagde os i en smuk bølge på siden af en tårnhøj cumulus i 2.000m medens vi ventede på at startlininen skulle åbne. 20-25 fly der bare silkeblødt kurver foran sådan én væg er bare smukt! Termikken gav ca. 1-3m/s og selv de noget overudviklede plamager så rimelig ud.

Da jeg på et tidspunkt bevægede mig medvinds tilbage til startlinien fejlvurderede jeg en sky der lå lidt bag startlinien (den så ellers helt rigtig ud i forhold til vindretning og startlinien). Jeg begyndte at tabe meget højde langs Mälaren. Noget bekymret kunne jeg desuden konstatere, at plagmagen af overudvikledes skyer nu lå højt og ensformigt uden tegn på aktivitet.

Uden sikker mulighed for at få fat foran start linien blev jeg nødt til at flyve tilbage til Eskilstuna for at sikre, at hvis alt gik galt kunne jeg da i det mindste få en genstart. Men det lignede mere og mere afslutningen på min dag. Gabet fra flyvepladsen via startlinien (nu 25km ude) til nærmeste brugbare sky på ruten lignede nu ca. 40-50km. Det kan man ikke fra 700m.

Med møje og besvær - og én hel time efter alle andre, var jeg så heldig at få fat til 2.000m. Fra denne højde kunne jeg nu glide hele vejen i modvinden over startlinien og til den første enelige cumulus 42 km ude der var under opbygning nord for Köping. Den var til gengæld god (3.2m/s over 1.230m) og jeg kom op i fin still til dejlig kold luft i knapt 2.100m. Herfra var det endnu ét langt glid mod nord til Malingsbo. Det var lidt af ét sats men skyen derude så god ud. Den eneste sky på kursen at bemærke.

Efter endnu et langt glid på ret nøjagtigt 42km uden så meget som et pip på variometret ankom jeg til Malingsbo og havde kun 30m overskud til at nå de nærmeste flyvepladser. Der var dog en del udemærkede marker dernede i skovene så den del var ikke noget problem. Igen var jeg heldig og fik en rimelig bobbel der dog kun gav 2.3m/s over 770m. Fra en højde af knapt 1.900m stak jeg lige næsen lidt op imod Ludvika for at få nogle flere km i kassen med god fart inden jeg forsatte til næste sektor.

Efter nogle lange glid igen tog en kæmpe flot sky fuldstændig fusen på mig - og da åbenbart også nogle af de andre i standardklassen som jeg mødte på den modsatte kurs. Mange kom ræsende lavt - meget lavere end jeg. Jeg fik den synkende fornemmelse af, at nu gjaldt det virkelig.

Mand vender aldrig et medvindsben lavt - men der var ikke flere gode cumulus på kursen og jeg måtte nu til at siksakke for at vinde blot en smule højde inden jeg drev ind forbudt luftrum. Det gik lige og benet tilbage til sidste sektor gik udemærket men den meget siksakken havde dæmpet gennemsnitsfarten fra de knapt 110km/t til sølle 85km/t. Det var lidt frustrerende.

Just som jeg var ved at forberede mig på at det skulle blive et marginalt slutglid de sidste 45km hjem over Mälaren via sidste sektor Charlie og med sølle 120m overskud ved bedste glidetal - bankede jeg saft-susemig ind i dagens bedste bobbel der gav 600m med 3.5 m/s. Det var da dejligt om end noget sent syntes jeg - men nuvel - det hævde da min gennemsnitsfart fra de nu elendige 86km/t til lige over 100km/t da jeg hele vejen hjem lå omkring de 200km/t.

Efter det obligatoriske speed-finish i lav højde over trailere, biler og alt for mange fly der allerede var kommet hjem gik jeg rundt i en krap højre kurve til indflyvning til bane 05.

Allan stod klar med en kold Cola og et velkommen tilbage og 45 minutter senere var flyet klargjort og i sit nattøj - og loggerdata udlæst til konkurrencekontoret. Herligt.

Uffe havde klaret sig rigtigt godt og blev nr. 6 idag - jeg måtte tage til takke med en usel 29. plads. Gudskelov var det ikke en 1.000 points dag og mine 550 points kontra vinderens 830 points er ikke nogen katastrofe så tidligt i en konkurrence der forhåbentligt giver mindst 7-10 konkurrencedage ud af 14 mulige.

Men de dér points ville nu være rare at have lige nu.

WGC 2006: Formen pudses af

Ja, rund er jo som bekendt også en form.

Vi fik ved dagens briefing at vide, at vi skulle forvente op til 90km/t vesten vind i 2.000m og ca. 45km i 1.000m. Tak for kaffe - der skulle svedes i de små kontorer. Standardklassen og åbenklassen skulle starte først og vi fik en 308km opgave der nærmest ved ud- hjem - fuldstændig på tværs af vinden.

Fik jeg fortalt, at det var i blå termik - ikke en ærlig cumulus i sigte? På vores team briefing indskærpede Team Captain Frank at der ikke var nogen grund til at gennemføre opgaven hvis det så håbløst ud - hellere komme hjem i god tid og ikke risikere materiel eller overskud til når det går løs på søndag.

Nå - men dagen viste sig at være ganske flyvebar selvom vi sled i det - meter for meter - kilometer for kilometer. Med en fuldstændig skyfri himmel var det spændende at følge de større eller mindre grupper af fly der som kviksølv flød ud af boblerne mod den næste bobbel.

Kl. 12:45 blev start lininen åbnet og vi stak relativt hurtigt afsted - stort set alle mand indenfor 15 minutter af hinanden. Alligevel lykkedes det de fleste at forsvinde for mig da jeg startede sammen med Uffe 13:04. Uffe havde lige 150m mere end jeg da vi stak og det øgede han egentligt bare.

Efter at have studeret landskabet gentagne gange i komfortabel højde (normalt lige over 1.000m) og udtænkt diverse mulige marker der kunne bruges i en håndvending var jeg lige over 110km hjemmefra ved Storvik (nord-øst for Borlänge) som vi skulle vende. Her fik jeg i 800m og medvind ud over søen fat og dagens bedste højde 2.000m+. Ruten var iøvrigt den mest udelandingsvenlige rute jeg har set her oppe endnu.

På benet hjemad fulgtes jeg til sidst sammen med Jeroen fra Holland der vist også bare ville være glad for at komme hjem. Hoppet over Mälarens muddergrønne vand til dagens første rigtige cumulus (som jeg vist aldrig fik kontakt med) til sidste vendepunkt inden benet direkte hjem var ret spændende i de nu ca. 43km/t sidevind. Jeg havde ikke slutglidshøjde og begyndte så småt at indstille mig på en marklanding men da jeg gik i medvind fra sidste vendepunkt begyndte det sandeligt at stige i 500m.

Faktisk steg det pludselig kortvarigt 5m/s - nok til at jeg kunne blæse hjem med over 200km/t på uret. Klipper, skove, søer, grusveje, små Astrid Lindgren huse med svenske flag og Volvoer passerede hurtigt revy under mig og jeg kunne lidt mør fortage det obligatoriske lowpass før jeg satte AB ned på bane 25. Okay - dem som vil more sig kan følge linket her http://www.wgc2006.se/sub/igcview_wgc2006.htm hvor man kan sammenligne vores flyvninger blot ved at krydse af hvilke fly man vil se - og så bliver det vist i Google Maps. Ret fikst. Husk at vælge "Standard" i boksen "Select Class".

Nu står det på Team aften hvor vi samler hele holdet - hjælpere, familie og piloter - og imorgen er der åbningsceremoni.

WGC 2006: Camp Mud

Suk - tre dage i regn og kulde kan tage pippet fra de fleste.

Der går bekymrede svenskere rundt og mumler, at banen skal have mindst 2-3 dage med sol og vind før den kan bære igen da den er blevet blød som en mose.

Men da solen brød igennem tidligere i formiddags steg ikke alene temperaturen men også humøret. Det lignede dog ikke umiddelbart flyvevejr men vi gennemført diverse briefinger og folk er faktisk ude og flyve lidt her sidst på eftermiddagen. Det sene tidspunkt på dagen taget i betragtning og hvor langt man kan nå omkring har jeg dog valgt at blive her og få ordnet praktiske ting - og ikke mindst skrive lidt.

I aften har vi en sikkerhedsbriefing med temaet hvorledes man håndterer udelandinger i denne del af verdenen. Det skal nok blive intressant.

WGC 2006: Ved at få styr på lejren

Der er mange praktiske detaljer der skal til for at få et så langt ophold til at fungere.

Pt. er jeg indkvarteret med Team Captain Frank H. Hahn i en stor campingvogn og det fungerer fint. Jeg glæder mig dog til at min egen crew chief Allan dukker op på fredag med vores egen vogn - og ikke mindst til når Anne, Lisa og Maria ligeledes dukker op sammen med senior crew chief Louis lørdagen efter.

Lejeren blev igår totalt gennemvædet af regn i flere timer og det hele sejlede i mudder, græstotter og noget der minder mest om opslæmmet ler.

Den svenske organisation kæmper med mange praktiske problemer men jeg tror de når at få styr på det inden konkurrencen begynder på søndag.

Brugte dagen idag på at få internettet til at fungere - og det er hammer svært her på pladsen - det trådløse net er allerede svært overbelastet.

En god lang løbetur vest for flyvepladsen og Ekeby i den store skov var en dejlig afveksling fra lejrens mudder.

Men ok - en flot aften himmel giver også stemning og ikke mindst en omgang pasta med pesto!

WGC 2006: Kanon termik og udelanding

Vi stod op til fint vejr - faktisk rigtigt smukt og allerede fra morgenstunden kunne vi se små cumulus begynde at poppe op rundt omkring.

Mogens, Uffe, Henrik og jeg fik gang i rigning af fly og efter en afslappet briefing med de andre piloter fik vi sadlet op i hatteæskerne. Konkurrenceledelsen havde udskrevet en opgave der først sendte os langt ud mod nordvest - næsten tilbage - og dernæst mod nord før det skulle gå hjemad igen. En udemærket opgave der ville give alle en fin rundvisning i terrænet.

Allerede i slæbet op kunne jeg mærke at der var noget voldsomt i gære. Aldrig har et Pawnee slæbefly slæbt mig så hurtigt op. På mindre end 3 minutter var jeg i 700m og da jeg koblede ud af slæbet strøg jeg op med næsten 5m/s til loftet i små 2.000m. Namme-nam.

Efterhånden som de andre i standard klassen begyndte at samle sig omkring start punktet var humøret helt i top - så langt som øjet rakte kunne vi se cumulus med endnu højere base mod vest og nord. Mogens der allerede var startet på 18m-klassens opgave kunne melde om højder nær det maksimale vi må stige til her i konkurrenceområdet - 2.750m.

Da vores startlinie åbnede kl. 13:45 lod jeg de fleste gå 5-10min før os før vi selv gik. Allerede på det første glid mod nord-vest og Köping havde jeg hentet en større gruppe og jeg lurede på om de overhovedet havde vandballast med. Men i den første bobbel jeg fik kontakt med under dem steg jeg som en korkprop op til dem med over 6.2m/s fra 1.300m til 2.300m. Bobblen var helt stabil og jeg sad næsten målløs og så højdemåleren snurre - snurre rundt! Selv variometet sagde næsten ingenting - det var nok ikke sikker på at den skulle sige noget. Bobler af den styrke er vi jo ikke vant til hjemme i Danmark og det var da også noget ærefrygtigt at jeg rettede ud af boblen sammen med de 7-8 andre.

Selvfølgelig skulle Uffe overgå mig og meldte en bobbel med over 8.5m/s hvilket jo er næsten absurdt. Men en efterfølgende analyse af hans log viste da også han kun havde haft 7.5m/s over 950m. Ha.

I takt med at vi strøg afsted mod vest med hastigheder omkring de 180km/t begyndte skyerne at vise alvorlig tegn på overudvikling men på det tidspunkt var det isolerede celler der brød ned. Jeg vendte alene ca. 20km vest for Hallefors og strøg tilbage i en parallel skygade tilbage mod Hjälmaren. På vejen tilbage kom der flere og flere meldinger om besvær med at finde en vej tilbage igennem de kollapsede cb'ere men med over 2.500m mente jeg at have højde og rutevalg nok til at komme igennem.

Efter at have vendt nær Köping - ca. 40km vest for Eskilstuna - i god højde og fart så det straks mere skummelt ud mod nord. Jeg skulle minimum 60km mod nord for at kunne vende den sidste sektor. Himmelen var fuldstændigt sorttåget og jorden skinnede i solen som lyset fra bunden af et grumset akvarierum. Øv. En meget omhyggelig aflæsning af landskabet gav mig 2-3 mulige steder at lande og jeg besluttede mig for at prøve mig selv lidt af.

Jeg gled derfor ca. 67km uden så meget som et pip på variometeret før jeg vendte sektoren og gled de humørforladte 40km tilbage mod nærmeste regnbyge. I 400m over Lindesberg og noget der lignede to-tre brugbare marker fik jeg fat igen med vandet væltende ude af ballasttankene - og regnen hamrende på hooden. Herefter fulgte et slid for hver 5-10km med at vinde lidt højde i kanten af regnbyger og ellers fuldstændig stabil luft.

Da jeg var små 20km fra Arboga og den fine flyveplads måtte jeg erkende at det ville være umuligt at passere en ny cb der var ved at tømme hagl, slud og regn nedover landskabet - og fuldstændigt spærrede vejen ud til det gode vejr. Efter et par forsøg på at holde den gående valgte jeg en udemærket mark nær en stor sø.

Det er jo klart, at så snart man har vandret en 4-5km igennem det totalt menneskeforladte terræn begynder solen at skinne igen og små uskyldige cumulus lader som igenting.

Uffe der var landet hjemme noget tidligere kom og hentede mig uden problemer.

Fin træningsdag.

WGC 2006: Opvarmning

Alt foregår lidt langsomt. Det er som alle lige har noget de skal ordne før de kan komme videre i programmet. Piloter, hjælpere, slæbeppiloter, markoganisation, konkurrenceledelse - alle gør tingene på en lidt tøvende måde. Men det er jo også langt hen ad vejen formålet med træningsugen, at vi alle finder de praktiske muligheder og vænner os til rammerne.

Eskilstuna flyveplads er ikke et stort sted geografisk set men alligevel skal vi klemme 120 fly ned på dette areal. Vi får se om den Svenske organisation begynder at komme lidt i omdrejninger. I linket her ser man hvor flyvepladsen ligger - og I kan selve zoome ind og ud. Hvis I vælger satellitkort kan I får en fornemmelse af terrænet. http://maps.google.com/maps?q=59.381944,+16.448056+(WGC2006)&iwloc=A&hl=en

Igår var vejret lidt tvivlsom men selvom det var svagt så det godt ud mod vest. Mogens, Uffe og jeg trak i arbejdstøjet og kæmpede alle tre en brav kamp for at komme vest på i til tider meget svag termik. Mogens fik fat i lav højde nordvest for Arboga men jeg måtte tage en mindre detour til den semi-civile flyveplads Arboga. Her blev jeg taget vel imod og tilbudt et slæb igen af den lokale svæveflyveklub.

Jeg satsede lidt og gik i medvind ned til søbreden af Hjälmaren hvor jeg fik fat igen i 400m - kun lige 150m overskud tilbage til Arboga. Men herfra fik jeg så sandelig fat og med snit på over 3,5m per sekund gik det over stok og sten (mest sten, skov og sø) mod vest i over 2.300m højde - og en fornem skygade på sydkanten af de nordlige udkagninger der bare strakte sig hele vejen ind over Norge. I mellemtiden kunne Mogens melde at han faktisk var nået næsten op til Idre.
Med et snit på lidt over 115km/t arbejde jeg mig ligeledes mod vest-nord-vest og med udsigt til Hagfors og godt ind over 10-mila Skogen (se billedet her) blev Mogens og jeg enige om at vende om - klokken var også lidt over fem.

10-mila Skogen er en styg sag - en svensk mil er som bekendt 10km og den skov er ca. 100km på hvert led - og der er kun et absolut fåtal steder man muligt kan lande hvis det gode vejr slipper op.

Nuvel - med en god rygvind på ca. 25km/t blev turen de 155km hjem en dejlig hurtig sag på ret præcis én time. Slutglidet startede jeg ca. 95km ude og det var en fornøjelse at kunne genkende landskabet fra sidste års træning her.

WGC 2006: Afgang til VM i Svæveflyvning, Eskiltuna, Sverige

Efter en hektisk onsdag aften, nat og torsdag formiddag med at prøve at afslutte igangværende opgaver etc. fik jeg endelig pakket hatteæsken og AB. Ved 14-tiden var det endelig klar til afgang. Turen over specielt Fyn var flot med kraftige skygader. Det var lidt hårdt at se på.

Turen til Sverige var aldeles uproblematisk og ret kedelig. Det er noget med at køre non-stop i 8 timer uden stort set at dreje. Det mest sindsoprivende var nok ræven der lige fik halen til sig i sidste øjeblik før bumletoget her ville have tromlet den ned. Vejret viste sig også fra sin pæne side men de sidste 100km var i silende regn. Og det blev bare ved.

Ved ca. 02:00 ankom jeg til den mest sumpede og mudrede plads jeg længe har set. Det vil være umuligt at få feltet i luften på det grundlag..og når 120 fly + slæbefly + biler først begynder at køre rundt i det. Hmmm.

Efter lidt ommøblering fik jeg lirket mig ned i soveposen og gik ud som et lys.

Da jeg vågnede her ved halv-otte tiden trommede det stadig på bilens tag og det som jeg troede var dug på vinduerne var tåge der fuldstændig indhyllede hele flyvepladsen.

Dagen idag er gået med at få pakket ud, gjort lejren klar, få checket navigationssystemerne, få det trådløse op og køre, hilse på venner og bekendte, få fyldt kølekskabet op - og løbe en tur.

Om nogle timer kommer Mogens og Janni - og mon ikke Uffe også snart dukker op.

Ifølge sædvanligvis pålidelig kilde kommer vi i fjernsynet (for dem der kan se Viasat kanalen):
World Gliding Championships is on Viasat SportThe TV-channel Viasatsport 1 will feature three half hour programmes from WGC 2006. (All times CET.)

Programme 1: June 9 at 20.00, repeats on June 11 at 12.00 and June 14 at 18.00(a presentation of the competition and the favourite pilots).

Programme 2: June 15 at 18.30, repeats on June 16 at 18.00 and June 21 at 19.30(summing-up of the competition half way through).

Programme 3: June 29 at 19.00, repeats on July 1 at 18.00 and July 5 at 18.00(summing-up of the competition).