Sisteron 2007: Mt. Blanc tur-retur plus! 745km

Ja...den historie skriver jeg når jeg får lidt tid igen. Men lad det være sagt med det samme. Det var hele turen herned værd - og næsten alle danskerne fik oplevelsen. Indtil da lader jeg blot billederne stå.

Sisteron 2007: Snebyger og hammer termik: 471km

Jeg var kommet noget bagud da jeg lidt for tidligt stod af flyslæbet og var lidt fedtet med at bruge motor (jeg kvier mig stadig ved tanken om at have en sådan i ryggen - det er på én eller anden måde usportsligt) op til start positionen over Trainon. Medens Mogens og Stig strøg afsted via udløberen fra Blayuel (Liman) på kurs mod Coupe måtte jeg bide tænderne sammen og klemme mig op i knapt 2.000m før jeg kunne gå tværs over det lille massiv via Gache, Authon og Auribeau.

Der er nu intet som skærper appetiten som at være lidt bagud og vide, at bare man holder hovedet koldt kan man godt indhente de andre.

Over Liman fik jeg kun resterne af Mogens og Stigs gode bobbel og med udsigt til den nye udelandingsplads ved Marcoux (intressant nok placeret på kanten af flodlejet og blot grus) måtte jeg spejde langt mod syd før jeg kunne se noget der bare med rimelighed ville kunne holde mig over klipperne dernede. Imellemtiden kunne jeg høre hvordan Mogens og Stig ikke just havde højde og måtte slide sig op af syd-vest kanten af Coupe hvilket kostede dem de 4-5 minutter jeg skulle bruge for nogenlunde at ankomme i samme højde og position efter et langt glid uden så meget som et pip på variometret. Hvis man ikke kom op her skulle man have et meget langt glid rundt om Digne til brugbar termik og så kunne udelandingspladsen pludselig gå hen og blive et nødvendigt alternativ. Gys.

Nå - men op kom vi alle tre og vi fik lige vendt Barreme inden vi igen satte kursen mod syd via Serre de Montdenier til Lac de St. Croix (Aiguines). Basen lå dog noget lavt i 2.000m over et terræn der var i knapt 1.700m på de højeste punkter. Et spændende øjeblik kom, da vi alle tre sank ned på østsiden af Montdenier. Hvis vi ikke kom op skulle vi enten følge dalen mod syd-øst eller bide i det sure æble og glide af bagvejen mod Digne.

Jeg var heldig og fik lidt mere højde på end de andre. Mogens gik noget utålmodigt hårdt på mod Cheval Blanc og måtte tanke op lavt i terrænet bag Coupe. Det gav mig dog lige tid til at nyde den fremragende sandwhich Mogens havde lavet til mig tidligere på morgenen. Ubestemmelig men velsmagende paté med noget halvsejt kød. Da jeg kvitterede på radioen for den gode frokost spurgte Mogens bare om jeg havde fundet elastikken.

En slurk vand senere gled vi til sydkanten af Cheval Blanc men det gav ikke en meter. Vi havde dog fin højde til at glide over passet og følge Cheval Blanc mod øst på nordsiden men da vi kom til udløberen fra Caduc - Carton - så det rigtigt skummelt ud herinde blandt alle de høje rygge - og ingen termik. Stig lå dog og climbede over den flade vestende af Carton og vi strøg da også med det samme derover små 100m over skrænten for at få del i den svage termik. Efter at have vundet ca. 350m til 2.300m gled vi videre mod Trois Evêchés og dens vestvendte skråninger - men nu sneede det fra flere separate celler syd for Seyne og inde ved selve bjerget.

Vi gled hen over udløberne uden særlig indikation og det begyndte at se noget lavt ud heroppe i Seyne dalen. Det var nok udelukket at gå tilbage via Digne men vejen frem bød ikke på brugbar termik de næste 40-50km. Mogens fik dog fat på kanten af snebygen og vi begyndte et godt climb op imellem snebygerne. På det her tidspunkt satte min fartmåler sig fast ved 0km/t og jeg måtte skifte fra pitot i haleplanet til pitot i næsen - men det var noget jammer. Min fartvisning hoppede rundt i ryk á 20km/t. Der må have sat sig nogle underafkølede vanddråber der havde frosset sig fast i røret under opstigningen.

I ca. 2.700m gled vi med god fart mod vestenden af Serre-Poncon søen. Stig øjnede en chance for at vende østende af søen inde mellem snebygerne og vi høvlede derind og ud igen i løbet af ganske få minutter. Da vi kom ud i vestenden af Serre-Poncon ramte vi ind i den bedste bobbel til dato - 4.6m/s integreret over 700m. I toppen var der så meget fart på, at selv ved 230km/t og flaps i S1 steg vi hele vejen ud med det resultat at vi blev skudt ud under skyen og flere hundrede meter op på siden af skyen.

De sidste 10-15min havde været lidt hektiske så det var i en lidt spredt formation vi kom ud på nord siden af Gap Tallard med kurs mod Col de Cabre 65km mod nord-vest. Sådan fortsatte vi da også efter have vendt Col de Cabre nu med kurs mod Puimoisson på Valensole platauet små 100km mod syd-øst.

Vejret begyndte at blive lidt kompliceret med snebyger og udkagninger og vi var nu ret spredte. Alligevel lykkedes det at få kontakt med hinanden på sydsiden af Lure efter at Mogens og Stig havde vendt nær Puimoisson - og jeg lidt tidligere på sydkanten af Puimichel platauet.

Det nye mål var nu at vende Ventoux - selvom toppen lå i skyerne. Det var en spændende tur - jeg havde aldrig været tættere end 20-30km på Ventoux og basen var som sagt ikke imponerende høj i terrænet der hævde sig jævnt mod selve toppen. I nær 8/8 gik Stig og jeg med uret rundt om Ventoux fra øst medens Mogens gik modsat. Stig og jeg oplevede svagt løft hele vejen men kunne ikke se toppen på noget tidspunkt og kunne ikke stige højere pga basen. De ca. 10km med 250-600m over terræn og selve Ventoux på højre hånd var spændende flyvning. Da vi kom til vestenden måtte vi dykke lidt ned under skydækket for at komme fri af skyerne og selve bjerget. Herved kom vi ned i ca. 1.300m - ca. 1.000m over terræn men nu var det nødvendigt at finde løft hvis vi skulle hjem igen.

At følge dalen mod øst var ikke nogen god løsning da der ikke så ud til at være kontakt med de høje skyer - hvorfor vi stille og roligt asede nord på i for mig ukendt terræn men med gode muligheder for at glide ud mod vest i godt vejr til selve Rhôndalen. Mogens havde stoppet lidt tidligere og var gledet tilbage mod Sisteron uden de store problemer.

40km mod nord-nord-øst vendte jeg La Motte (ikke den samme som øst for Sisteron) og deres altiport der ligger i 800m højde. Det er en fin græsbane så vidt jeg kunne se - men hold da op hvor er det et øde sted at bo.

Selvom vejret var fint mod nord og vest kunne vi høre på Mogens at det så noget skidt ud de 50km længere mod øst han lå over Sisteron. Nogle få km øst for os så det nu også noget mørkt ud med byger der lå øst-vest langs dalene - og længere mod øst kunne vi se en massiv mur der var på vej mod vest og over Durance floden. Selvom klokken kun var lidt over fire om eftermiddagen satte vi begge kursen tilbage. Halvvejs tilbage kaldte Sisteron op og advarede om nært forestående uvejr. I samme øjeblik begyndte det at tordne mod nord-øst og der var ikke noget at rafle om.

Suk. Jeg landede uden problemer - men 5 min efter stod det ned i torve - og det blev det ved med resten af aftenen. Jan Hebnes og jeg sad i min bil i 2 timer og håbede på bare ét lille vindue uden regn - men nej. Vi krøb alle til korset og kastede os ud i regn og rødt mudder. Med stor hjælp fra Ulrik Friis og Jan lykkedes det både Mogens, Stig og jeg at få flyene i vognene uden det helt store griseri.

Noget våde, trætte og forkomne gik vi omkuld i den gode mad fra Restaurant Janus. Jeg krydsede fingre for, at regnen ville forhindre at det blev for koldt om natten - jeg følte mig ikke helt sikker på at det var så smart med så meget vand i transportvognen.

Heldigvis holdt det stik og vi slap for nattefrost den nat.

Sisteron 2007: Aiguines-Grenoble plus lidt mere: 403km

De flinke franskmænd og de oversættende tyske doktorer begyndte nu at mumle noget om dårligt vejr i de kommende dage og humøret sank lidt. Men pyt - der var mange dage endnu og desuden var vejret dejligt udenfor briefingrummet - og i Alperne kan man ikke altid bruge vejrudsigter til noget. Det er bedre bare at se ud og tænke sig om i god tid.

Wingman Mogens havde dog valgt denne dag til at stå på ski (!) i bjergene nær La Blanche fremfor at flyve. Han havde medbragt en radio og aftalen var at vi ville kalde ham op når vi kom i nærheden - så skulle han få lov at tage billeder af nogle low-pass over skisportsstedet. Han var væk før en vis herre stod op.

Medens vi gik der og klargjorde vores fly på gridd'en i den dejlige lune forårssol dukkede Tom Nielsen trofast igen op fra middelhavskysten iført forklædning som franskmand, komplet med noget der lignede en sort baskerhue og beklagelse over kulden (!)

Det er vist ved at blive en hyggelig tradition.

Desværre lod det til, at vejret havde låst sig fast på det dér med knapt så god højde på skyerne og lidt for meget med overudvikling. Øv - og vi som havde sat Mt. Blanc som mål for hver eneste dag. Nå, men med krum hals og i ellers godt humør kastede vi os som de første fra Sisteron ud i udfordringen. I håbet om, at vejret i løbet af dagen ville løfte sig drog vi først syd til Aiguines, indgangen til Franskmændenes svar på Grand Canyon.

Vejret var egentligt godt nok - men det var ikke just som at skyde fisk i en tønde men selvtilliden var i top så vi ville da gerne lige demonstrere at vi da sagtens kunne tøffe op ad Parcour'en selvom skyerne hang noget lavt igen mod øst.

Det var dog lidt lettere sagt end gjort. Jeg kom ret lavt ind til Coupe - et par hundrede meter under og terrænet bød ikke ligefrem velkommen på nogen rar måde. Med flaps i plus 2 fik vi dog os langsomt kantet op af den lodrette klippevæg og forbi det højeste punkt i knapt 2.200m. Herfra gik jeg direkte ind på sydspidsen af Cheval Blanc idet jeg håbede at den svage sol ville give noget løft på de stengrå skråninger der endte i sne. Men nej - det sank tvært imod og kursen yderligere mod nord og øst langs Caduc så ikke rar ud. Exit til planen om low-pass over Mogens.

Stig havde allerede besluttet sig og trak straks mod Blayeul via udløberen Limans. Nu blev det lidt lavt for mig og jeg måtte tage til takke med udsigten til Digne lidt for langt inde i de ufremkommelige bjerge. Med flaps'en i minus én og forsigtige 120km/t sneg jeg mig ind på Limans og blev da heldigvis belønnet med en fin 2m/s der bragte mig op på karmen af Limans - og snart efter var jeg med i igen på den nye kurs vi blev enige om - ud i solen og de gode cumulus'er mod vest-nord-vest.

Da vi efter en friskt stræk på knapt 100km ankom til Glandasse så det tillokkende ud at forsætte op over massivet Du Vacors med kurs mod Grenoble. Med lokal base i ca. 2.300m og ca. 5-700m over massivet lod der til at være gode muligheder for at slippe væk igen hvis det skulle lukke sammen.

Det var en meget smuk tur langs med massivet. Flere gange så vi folk med ski og rygsæk i det smukke terræn og med masser af sne må det have været en stor natur oplevelse for dem også.

15km før Grenoble mente jeg elastikken var blevet strukket nok ud og jeg gled tilbage langs kanten mod syd. På vejen ud havde jeg set et par to-sædede fly der var kommet noget lavere tilbage og jeg ville ikke ligge lige så lavt som dem.

Halvvejs henne af kanten meldte Stig at han så to enorme ørne der først havde lignet nogle mennesker der sad på kanten men pludselig var steget op i den kolde luft. Jeg så dem kun på afstand men de var store nok til at jeg forstod hvad Stig mente.

Der var fint løft resten af vejen langs massivet men mod øst byggede overudviklingen op og det så lidt skummelt ud med sigten. Vi gled derfor under skyerne i følge med et par tosædede mod vest over massivet over på vestsiden af Glandasse hvorfra der var fin sigt hele vejen tilbage til Sisteron.

Da snevejr og byger åbenbart var ved at lukke helt ned mod øst besluttede vi os for at lande relativt tidligt. Det afholdte os dog ikke for at lige sætte kursen mod øst til Serre-Poncon søen for det tilfælde at vi kunne komme op imellem snebygerne og Briancon dalen da der faktisk var et lille hul her. Det var dog ikke muligt og netop som vi gjorde klar til at vende om kaldte Mogens på sin håndradio at han godt mør og træt var på vej tilbage til Sisteron. Ret praktisk at aftale indkøb og den slags medens man flyver.

På glidet tilbage tog Stig og jeg os tid til at eksperimentere lidt med vores anti-kollisionssystem, FLARM. Logikken i systemet lader til at være ret godt. Alarmerne virkede logisk i forhold til vores indbyrdes positioner, fart og retningsvektorer. Vi kunne sagtens glide side om side uden alarm men lige så snart vi formindskede afstand relativt gik alarmerne igang. Der lader også til at være logisk forskel på om man ligger foran eller bag og hvorvidt man ligger sammen med andre fly. Logikken viste sin styrke flere gange ved specielt at være hidsig ved fly der kom bagfra - udenfor ens naturlige synsfelt såvel under som over os. Højspændingsmaster (de fleste ihvertfald) og ledninger lod også til at være fint repræsenteret i den indbyggede database. Alt i alt indtil videre en positiv oplevelse - og et forsigtigt skøn er, at 80% af de fly vi mødte havde FLARM installeret. Alle slæbeflyene lod til at have det installeret (intressant nok fik man ingen alarm når man lå i flyslæb - men lige så snart man koblede ud begyndte FLARM'en at track'e slæbeflyet).

En fin dag hvor jeg fik endnu mere fortrolighed med Ventus'en og instrumenterne.

Sisteron 2007: Lidt mere 'Gache' - 524km

Søndag blev en fin-fin dag med god termik. Ved briefingen var der dog en del hovedrystende tyskere der mente at vejret altid var bedre i alle andre uger end uge 13 men det lod vi os ikke mærke for meget af.

I den stigende temperatur og dejlige vejr var Stig hurtigst ud af røret og var i luften 3 kvartér før Mogens og jeg fik os slæbt op. Som briefet ville der være en del overudvikling mod specielt øst igen (Italiensk vejr som mod sædvane fik lov at slippe ud af Po-dalen).

Starten var lidt anderledes end vanligt for årstiden idet vi blev slæbt tværs over dalen til vestsiden af Durance floden hvor jeg for første gang skulle kravle op af en bjergskråning jeg ikke kendte. Det var spændende i den spæde lave termik men op kom jeg.

Jeg var efterhånden ved at føle mig hjemme i cockpittet og efter at have tapet blandt andet bundkoblingen helt til var støjniveauet væsentligt normaliseret igen. Placeringen af kort, madpakker med mere havde også fundet en konstellation hvor det virkede naturligt og nemt at komme til. Jeg syntes også jeg sådan nogenlunde havde fået føling med flaps instillinger, hastigheder og flyets opførsel i forskellige situationer.

Det eneste jeg nu manglede var at få liv i mit backup navigationssystem - dvs. jeg manglede blot at få liv i PDA'en men det var ikke lykkedes endnu. Med LX7007 Pro'en var det nu ikke noget problem og backup IGC loggeren fungerede nu også som den skulle.

Stig trådte idag an med en stroppetur op til Col de Cabre og derefter for fuld knald mod øst til St. Crépin hvor Mogens og jeg fik os sådan nogenlunde hægtet på igen (hvad med lidt respekt for ungdommen?). Som dagen før var der dog en del overudvikling med snebyger der risikerede at spærre for vores videre færd. Selvom vi uden problemer lige kunne hoppe over bjergene ind til Barcelonette måtte vi forgæves spejde til Mt. Visio på den Italienske grænse.

Efter en kort rådslagning på radioen blev vi enige om, at sætte kursen stik vest inden vi blev burret inde.

Herefter gik det igen over stok og sten. Jeg nød mere og mere Ventus'ens opførsel under såvel langsom som høj hastighed. Det var sjovt at ligge der i tre-skibsformation med 170km/t på kurs mod Col de Cabre over dalen og forsøge på alle måder at komme hurtigere frem end de andre.

Som dagen skred frem blev overudviklingen mod øst mere og mere udtalt og vi måtte med ærgelse konstatere, at det ikke blev idag vi kom i de høje bjerge mod nord. Da vi havde vendt Col de Cabre sætte vi derfor kursen mere eller mindre stik syd over de vestlige bjerge helt ned i lavlandet til Vinon hvor vi i smukt vejr vendte flyvepladsen dér før vi endnu en gang ræsede mod nord.

Nord-øst for La Motte krøb jeg alene op af en grydeformet bjergskråning hvor en 15-20 drøvtyggende brune bjerggeder nonchelant betragtede AB. Vi var kommet noget fra hinanden på dette tidspunkt men Stig dukkede pludselig op igen og vi satte sammen kursen mod Montagne de Glandasse.

Det var ved at være lidt sent på dagen og Stig og Mogens valgte at bøje af medens jeg fortsatte alene. Da jeg ankom i 2.300m viste naturen sig fra sin smukkeste side med dramatiske skygger, lys og farver.

Med lidt over 200m overskudshøjde hjem til Sisteron gled jeg de 62km hjem i smuk aften sol og højt humør. Det er altså sådanne dage der gør hele køreturen herned dét værd.

Om aftenen indtog vi i bedste autistiske stil Pizza Morienne i restaurant Janus på flyvepladsen inden vi godt søvninge gik omkuld.

Sisteron 2007: Vingerne foldes ud - 228km

Næsten helt udhvilede troppede vi op til genkendelsens glæde blandt de fremmødte danske piloter på Sisteron flyveplads. Her var Silkeborg folkene repræsenteret ved Klaus, Steffen, Mike og Freddy medens Vestjysk var tilstede med Henrik Bill, Per Allerød og Christian Hansen. Senere på dagen ville Ulrik Friis og Jan Hebnes fra Østsjælland lade sig transportere med SAS via Nice. Enroute var Stig Øye med ETA sidst på dagen.

Ved briefingen kl. 10:00 kunne vi konstatere, at alt med få undtagelser var som det plejede: den franske chefinstruktør pludrer løs på Fransk - spørger om der er nogen der ikke taler fransk eller tysk - overhører alle der ikke forstår hvad han siger - og fortsætter på fransk medens én eller anden tysker med mindst Doktor eller Professor grad (det skal man have i dette her selskab) selvbestaltet oversætter efter eget forgodtbefindende til tysk for alle - tilføjet sine egne dybsindige fortolkninger og bemærkninger der lader forstå at her er der tale om et verdensmenneske.

Nå, men dagen så nogenlunde fin ud og vi fik samlet og linet op på gridd'en. Da vi blev slæbt op kunne vi konstatere, at vejret mod øst var ynkeligt med lavt hængende base og La Blanches øverste trediedel var gemt i skybasen. Vi fik dog en fin tur hvor jeg fik vænnet mig noget mere til Ventus'en. Efter en afstikker op til Pic de Bure i 3.000m drønede vi sydover til Chabre og op over Lure. Termikken var stedvis god med op til 3 m/s men eller virkede vejret lidt kedeligt med udkagninger og sorte tæpper hele vejen øst for os så langt mod nord og syd som øjet kunne række.

Vi vendte nede i Solange airspace nær Vinon og gled efter et par timer i dejlig sol tilbage til Sisteron området.

Stig Øye tonede på dette tidspunkt frem i æteren og annoncerede sin ankomst på pladsen og vi hilste alle velkommen.

Tæt på Sisteron tilbragte jeg en halv times tid med at prøve Ventus'en af i forskellige unormale flyvestillinger før jeg gik tæt ind på husbjerget og varmede lidt op med konturering. Det gik meget godt men jeg var noget misfornøjet med støjniveauet i cockpittet og jeg var ikke tilfreds med placeringen af flapsindikatoren, kort, ilt og madpakke. Der skulle lige omrokkeres lidt inden næste flyvning.

Klokken 17:55 landede jeg på Sisteron igen og med hjælp fra Jan og Ulrik der i mellemtiden var ankommet også fik jeg krænget det funklende nye nattøj på AB.

Vores indkvartering hos Madame Collombon var fin og et par glas rødvin senere gik vi alle omkuld i forventning om de helt store ture de kommende dage selvom vejrudsigten ikke var særligt lovende.

Sisteron 2007: Slæbesporet

Med hiv og sving oprandt afrejse dagen. Med afgang fra Horsens kl. 16:45 tøffede jeg afsted med kurs mod Sisteron med AB på krogen. Ved Skærup syd for Vejle stødte Mogens Hoelgaard til med Mister Oral og vi faldt i den sædvanelige rytme på kursen syd på.

Da vi senere på aftenen nærmede os Hannover begyndte vi dog at føle os noget møre og besluttede os for at trække af autobahn'en og finde os en overnatning. Som sædvanligt kørte vi bare af én tilfældig afkørsel og fortsatte indtil vi var væk fra det værste truck'er miljø og landsbyerne blev søvninge. Her fandt vi et udemærket gästhaus hvor vi trods det sene tidspunkt blev beværtet med håndmadder i ølstuen. For at undgå dehydrering og spolering af den hyggelig steming i ølstuen måtte vi nødtvunget indtag en stor fadøl også. Trailere og biler blev meget praktisk parkeret omme i baggården - det virkede dejligt privat og uforstyrret.

Tidligt fredag morgen gik det dog galt for undertegnede idet smørrenipplen på trailen gik igennem ringfingerneglen på min højre hånd da jeg skulle spænde slingrekoblingen. Jeg måtte til gengæld lægge al vægt i. Brug altid det indvendige greb! Heldigvis havde jeg min personlige tandlæge med som i løbet af 30 sekunder erklærede at jeg ville overleve uden varige men - måske ville jeg blot miste det yderste led af fingeren. Noget forbandet blev fingeren kølet af under en vandhane og med kraftig indpakning for ikke at grisse for meget i bilen fortsatte vi noget forsinket.

Henrik Bill & Co. som var kørt natten igennem kunne per telefon oplyse, at både de og Silkeborgfolkene havde haft store problemer med føret syd på. Vistnok mest noget med et dæk der uopdaget var punkteret 50km tidligere på deres dobbelt boogie trailer og så elendigt føre i snevejr - og Silkeborg folkene noget med sommerdæk i sneføre og en bensintank der ikke rummede hvad den lovede hvorefter Klaus resolut havde cyklet videre på én af de medtagede Mt. Bikes efter mere bensin - med en Navigator i strakt arm.
Vi kom også til at mærke det dårlige føre men det gik nu fint selvom vi måtte køre forsigtigt og til tider meget langsomt pga køer. Faktisk kørte vi i sne og slud fra Kassel til midt mellem Dijon og Lyon.

Ved én af de få pauser vi overhovedet tog der ikke handlede om brændstof påfyldning eller ekspress proviantering var ved den første betalingsstation efter Mulhouse hvor Monze var næsgrusbegejstret for den hyperavancerede latrinære forordning.

Efter knapt 10 timers kørsel kom vi endelig til Grenoble og det var med stor glæde, at vi kunne konstatere at de nye broer og tunneler var taget i brug hvorfor vi på Grenoble siden slap for de ældgamle veje og byer med hårnåle sving og løsgående hunde. Turen op til Haut Croix i lidt over 1.500m var gudskelov knastør og problemfri selvom det var minus 4 grader.

Kl. 23:00 ankom vi godt udasede til Sisteron flyveplads hvor vi i buldrene mørke parkerede trailere og tøffede ned til det lokale motel Ibis hvor vi skulle have vores første overnatning.

3 måneder og 2.000km senere...

..kom jeg endelig i luften med AB selvom det ikke lige lå i kortene at det skulle blive idag. Gode dage var allerede misset pga. af SLVs langmodighed og vejret idag var gustent. På Skinderholm hang de drivende skyer ned under spilstartshøjde og det var ikke ligefrem ideelle betingelser for den første start. Jeg droppede derfor tanken og hægtede AB på krogen og begav mig østover da jeg alligevel skulle have pakket og klargjort til turen til Sisteron.

På vejen hjem blev jeg ringet op af Mogens der var på Hammer for at få ordnet de sidste papirer med Über kontrollant Frank Drinhaus og da det var mere eller mindre på vejen hjem slog jeg vejen forbi Hammer.

På dette sene tidspunkt af eftermiddagen var vinden godt nok løjet lidt af og basen var betydeligt højere her øst på. Efter lidt mobning fra blandt andet Peter Meilhede og Per Givskov fik vi samlet AB i 18m konfigurationen og jeg fik vistnok Hammers første spilstart i år. Det var vel nok dejligt at få prøvet alle instrumenterne og motoren af. Alt virkede som det skulle og efter knapt 22 min var jeg tilbage på Hammer.

Det var da helt rart at ikke skulle køre 1.700km til før jeg kom i luften første gang.