Klix 2007 - Der Alten Langohren : Forsvindende udsigter

Jeg bander lidt og føler vi er ved at sætte vores gode stilling over styr i dagens 3 timer og 30min lange arealopgave. Klokken er allerede over fem her på 8. Konkurrencedag, og vi har med nød og næppe igen kunnet glide over Holzdorf CTR’en mod de forsvindende Cu’er og de normalt gode skove. Kun med en god portion held, gode meldinger og nogle halsbrækkende manøvrer, havde vi lidt tidligere fået fat hver for sig over skovene 80km hjemmefra. Med eftermiddagens vigende lys ind over vingen fra klokken 5 begynder mine anelser om et svært slutglid at vokse sig stærke her. Dresden TMA’ens lodrette mur fylder efterhånden på højre side af kursen og begynder at spise af vores muligheder . For at føje spot til skade står der et par solide Cu’er et par km inde i Dresdens no-no-land og håner os. Med MO ved min venstre vinge og flaps i -1 glider vi med forsigtige 130km/t ind mod søerne nord-øst for Dresden. Computeren oplyser iskoldt, at vinden nu er øget til 25km og 65 grader hvilket giver direkte sidevind her 70km ude i 1.500m – og ingen slutglidshøjde.

Langt mellem de gode nyheder

Fra de glimt jeg kan se over sandgravene nord for Dresden 15km længere fremme, er der ikke stor højdespredning, og de ligger ikke højere end os . Over søerne og skovene de sidste 40km er det småt med gode nyheder. Pokkers – det havde sikkert været nemmere hvis vi bare havde startet bare 15 minutter tidligere men det nytter ikke noget nu. 70km længere fremme og øst og syd for Klix står Cu’erne og smiler skadesfro til os. Jeg tørrer lidt sved ud af øjenkrogene og tager den sidste slurk vand. Steen og Morten der ligger længere fremme orienterer os om, at folk tanker op i et par meter 15km længere fremme på kursen.

For sent af tømme ballasten ud

MO og jeg udveksler og bekræfter kort vores opfattelser. Vi skal have slutglidshøjde, inden vi går over søerne, vinden er for kraftig i forhold til de andre dage, og vi skal bruge vores vand endnu i modvinden.

Vi kommer efterhånden nærmere uden at vinde højde. Til vores store ærgelse må vi stadig tungt lastet nøjes med at delfinere igennem bobler, hvor mange andre fly kurver, der er så svage, at selv med fulde flaps holder vi kun lige højden.

Øjeblikket hvor vi kunne smide vandet og stige i den svage termik sammen med de andre er nu forpasset, og vi presser på. Jeg trækker vejret ekstra dybt, medens vi uden at sige et ord glider ind over søerne og skovene, der rejser sig bagved. Vi fortsætter i rungende stilhed vores slutglid og alternativerne melder sig ikke bare lige uden videre i modvinden.

Slutglid Extraordinaire

MO og jeg bliver i tæt formation i 650m enige om, at vi ikke kan fortsætte på slutglidet her 20km ude. Desuden er de sidste 8km en stort set ulandbar skov, og vi har kun 15-30m overskud lige nu. MO drejer pludselig i en blød bue næsten stik øst og stort set vinkelret på kursen op mod vinden i reduceret synk. Som den manglende brik i puslespillet fornemmer jeg, at det her er præcis hvad der skal til – vi vinder reelt ikke absolut højde men taber nu langsommere højden – og hvis vi bare kan holde den gående på denne måde et par km er modvindskomponenten reduceret til en svag sidevindskomponent. Og ganske rigtigt – med MO foran og 50m højere begynder slutglidscomputeren at blive mere og mere optimistisk. Pludselig står der 200m+ på computeren her 15km ude – den er hjemme! Idet vi drejer ind på kursen til sikkerhedsvendepunktet ser vi over højre vinge, hvorledes resten af feltet er stoppet op 20km bag ved os hvor der stadig er god termik. Men vi har ikke kurvet overhovedet og holder således igen skindet på næsen og kan med stor glæde konstatere, at Mogens og jeg bliver hhv samlet nr. 2 og nr. 1.