Det var hamrende koldt udenfor da vi vågnede. Ikke en sky på himmelen og bjergene lå i den tindrende morgensol og glasklare morgenluft med sne der flød ned fra toppene på arms afstand.
Ved briefingen var instruktørene og både de franske og tyske metorologer enddog meget optimistiske med forventninger om Cu'er i op til 3.800m med både 2 og 3m/s.
Således optændt at den hellige ild var Stig og jeg linet op og klare til afgang blandt de første kl 12:15.
Efter et slæb ud til Gache hvor der var fint løft i den svage NV strømning af luft til 1.500m gik det hele ligesom lidt ned i omdrejninger og vi kæmpede os fra bjergkarm til bjergkam mod øst og de høje alper. Stig og jeg trøstede hinanden med, at det jo også var ret tidligt på dagen. Efterhånden var nogen af tyskerne og schweizerne da også ved at poppe op over bjergkarmene bag ved os og det begyndte at ligne sig selv med gode stigværdier og højder i nærheden af de 2.200m.
Jeg gled derfor uden betænkning fra Gautiere i 2.200m de 21km mod det store forbjerg Dormillouse hvor jeg måtte konstatere, at der intet hændte. Mod NØ stod forbjerget Morgon og lokkede med sine stejle varme sider og jeg fortsatte derfor de 6km derover - det skulle nok gå.
Men nej, Morgon virkede ikke og jeg begyndte at tabe højde stille og roligt. Jeg konturerede fra forbjerget og langt ind i Barcolonette dalen medens der nu løb meldinger ind fra de mange andre i området om problemer. Folk faldt åbenbart ud af himmelen og søgte tilbage til Sisteron.
Stig var i mellemtiden længere mod syd kommet til bjergkæden Blanche som ender i forbjerget Dormillouse og kunne melde om god ankomst dér i 2.400m og sågår efterfølgende bølge til 3.400m.
I modsætning til igår havde jeg det fint varmt og var nu nede i 1.400m og begyndte nu at forberede mig på en mulige udelanding. Dér hvor jeg lå havde jeg højde nok til at nå to udelandingspladser og der var desuden ok arealer mod vest på syd-vest siden af Serre Poncon søen men ingen var særligt indbydende. Én bestod af grus og skærver og den anden var en fin asfalt bane inde i selve Barcolonette - og markerne mod syd skulle nok vælges med omhu. Én ting var helt sikkert - jeg ville ikke sætte turboen ud før jeg lå i sikker højde over disse pladser. Det kunne jo være den ikke startede eller det der var være - ikke startede og ikke kunne indfældes igen - og så ville det gå rask nedaf.
Jeg opgav til sidst at finde det klassiske løft de 20-40m fra klipperne. Men jeg havde jo i min søgen fundet lokalt stig her og dér, så med klagetonerne fra mine kollegaer i radioen resignerede jeg og accepterede den elendige termik der stod lidt ude fra bjerget. Det blev til mange omgange hvor jeg både tabt og vandt medens jeg fik set rigeligt af skrå marker, røgfarvede barske rå klipper, vinbønder i traktorer, fåreflokke, sejlivet vegetation, forpinte træer og en enkelt brun ged der stod og gloede.
Gang på gang måtte jeg kontrollere computeren om den var enig i udelandingsmulighederne og forventede ankomsthøjder kryddert med mit eget fradrag for sikkerhed. Det var tæt på min egen grænse men efter næsten én time begyndte jeg endeligt at få højde på til 1.600m. Med de yderligere 200m besluttede jeg mig for at bevæge mig tættere på "grus-og-skærve" udelandingspladsen og lidt tættere på en uendelig grå stejl ravine hvor der altså måtte være noget termik. Og det var der.
Med fin udsigt til hele Serre-Poncon søen for foden af bjergt steg jeg endeligt op til Morgons kanter og kunne atter genoptage min stræktur. Et par svedlitre lettere og med stor appetit på den medbragte madpakke.
Erkendelsen om, at dagen ikke ville blive nogen stor dag bundfældede sig efterhånden da Stig og jeg team'ede op igen ved Guillaume hvor det sikre løft til Royal'en udeblev og vi kun med møje og besvær nåede toppen dér. Vi vendte derfor resolut omkring og tog toppen af Morgon og tilbage til Dormillouse og så turen ned af La Blanche i høj fart til Caduc hvor vi ramte en fin lille bølge til 3.500m hvor vi ligesom kunne puste lidt ud og overveje situationen.
Vi blev enige om, at fortsætte turen i forventning om hårdt arbejde og det blev det. Med godt teamwork kæmpede vi os fra klippetop til klippetop mod vinden som aldrig ville give os noget fornuftigt løft. På Caussons sydvestlige hjørne blev der tid til at nyde den lille kapellignende bygning der var bygget direkte på kanten til afgrunden. I aftensolen så de rå kalksten varme ud og en træt bjergklatrer kunne nok gemme sig for ulve og dårligt vejr dér. Men der var vist ikke nogen dør. Medens Stig og jeg kurvede krapt på den nordlige ende af Causson blev der vinket fra en lille gruppe bjergklatere der lå i læ bag en klippe. For en god ordens skyld fik de lige et lowpass i passende afstand for at se jeg værdsatte deres hilsen.
Men der blev ikke givet ved dørene for termikken blev hele tiden revet i stykker på højde med bjergkarmene. På et tidspunkt sprang vi via Authon til Gache for at nå Lure - men Lure virkede ikke! Uhørt!
Med halene mellem benene måtte vi hoppe over på Vamuse og der var der trods alt noget der virkede lidt. Herfra kom vi stille og roligt op igen via Jouere, Maluppe, Crete de Selle for så i resterne af aftensolen at angribe Pic de Bures gule grusskråninger. Men ligefedt hjalp det. Vi kurvede adskillelige gange med vingerne parallelt over skråningerne men ligefedt hjælp det. Efter 15 minutter og i samme højde som da vi ankom afskrev vi med væmmelse Pic de Bure og satte snuden hjemad via Ceuse.
Efter 6½ time og sølle ca. 300km havde vi fået nok og desuden var skumringen begyndt. Nu skulle det gøre godt med en Pizza Maurienne og en Grand Biere.
No comments:
Post a Comment