Pages

2012-07-23

Klassisk Uvalde opgave : nord-syd-nord


Idag aftalte Bill Elliot "WE" og jeg at gå ud på en 480km opgave sammen. Uys og Attie Jonker var med på idéen og i smukt Cumulus vejr steg vi som de første op fra flyslæbet til 6.000' med ca. 1½-2m/s.

På det første ben små 85km mod nord til Cedar Creek drønede vi afsted stort set uden at kurve og kom frem med ca. 170km/t. Det var vældigt spændende og sjovt på samme tid: ingen ville give ved døren så vi lå i tæt 4-skibs formation hele vejen, stort set var i øjenkontakt hele tiden og var rørende enige om vejvalget. Faktisk gik det så stærkt, at jeg næsten overså at vi faktisk var ankommet til vendepunktet men fik da lige bremset op og vendt.  På det 200km lange ben mod syd blev det dog flere gange lidt tricky, for der kunne godt være lidt langt imellem.


Det var lidt frustrende ikke at have LX vario i kombination med LX 9000'eren men backup varioen virkede da fint nok. Det bliver godt at få det ordnet - forhåbentligt imorgen aften eller onsdag. Men det var skønt at cruise mellem 180-200km/t over det uvejsomme terræn i fin højde og så ramme bobler man blot kunne delfinere igennem og stige 100-300m i hver gang. Der var tendens til skygader og det var også det som amerikanerne kaldte dem: men dem jeg oplevede idag har ikke meget tilfælles med dem vi kender hjemmefra - de er meget mere brudte og afstandene kan snyde i den klare luft og store højde. Ofte er den næste sky faktisk dobbelt så langt væk som man regner med og det minder derfor meget om Syd-Afrika. Det skal man lige tænke over.

Da vi kom til andet vendepunkt lå vi stadig næsten side om side selvom jeg på et tidspunkt havde valgt en mere vestlige rute. Da vi vendte andet vendepunkt tror jeg de andre overvurderede vejret lidt så da jeg klemte på og gik en lidt større omvej for så at 'line op' på det næste sæt af skyer var de alle tre 3-600m lavere og de jagtede nu mig.  Her begik jeg nok en performancemæssig fejl ved at gå noget nordligt for kursen til næsten vendepunkt mod grænsen til Mexico (Carrizo Springs) men taktisk set virkede det fint fordi de 3 andre fulgte med. Men en sydligere kurs havde været smartere.

Da jeg vendte Carrizo Springs med et snit på nu omkring 135km/t var Uys og Attie ved at være meget lavt og det blev ikke bedre for dem på benet til Cotulla hvor de kom så lavt at de måtte vende om og søge mod en flyveplads i deres søgen efter termik og ny højde. Bill var på dette tidspunkt noget bag mig og lavere og til min overraskelse pressede han enormt hårdt på mod Cotulla selvom luftmassen hernede mod syd virkede noget overudviklet (så jeg mente man skulle holde sig højt nu) og bag dem kunne jeg da også se en større skærm folde sig ud fra en CB'er: det var noget stygt på vej fra syd.

Da jeg vendte Cotulla med regnvejr lige syd for havde Bill mirakuløst fundet en super boble og var nu i samme højde som mig 2km foran men godt ude til højre for kursen. Igen pressede han hårdt på og jagtede nu mig igen medens jeg gik en del kilometre øst for kursen med små 30km/t vind i ryggen på de sidste 100km hjem. Jeg havde godt fandt i energilinjen under de lettere brudte skygade så her behøvede jeg ikke længere at kurve og jeg havde uden besvær slutglidshøjde og vel ca. 210km/t på benet ca. 80km ude. I løbet af få minutter var tempoet oppe på en Ground Speed på 305km/t som jeg mere eller mindre kunne holde hele vejen hjem således at jeg krydsede målinjen med ialt 145km/t.

Herlig dag og dejlig fornemmelse at trække hen over tie-down området for at gå på finale til taxi-banen med vandballasten fossende ud.

Og stormen mod syd? Den forsvandt efter at blæsten var øget en del og pludselig var det en søbrisefront der havde vandret hele vejen fra Corpus Christi og tilbage var der blot lidt tåget blå himmel og en noget fugtigere varme.

"SJ" kom dog alligevel i vognen fordi der er varslet tordenvej og storm i nat. Vi får se.

No comments:

Post a Comment