Stig Øye og jeg var klar fra morgenstunden og havde fået vores fly klargjort i god tid. Vi stod således klar i startrækken i god tid til briefingen.
Vejret så rimeligt ud og briefing mente da også at vi skulle kunne flyve i det meste af bjergene - dog ville det nok blive svært mod nord i de høje bjerge da termikken ikke kunne forventes at stige op over toppene.
Jeg fik slæbet umiddelbart efter Stig og over husbjerget på vej mod Trenon koblede jeg ud i midten af en fin bobbel. Stig havde koblet lidt før da han alligevel skulle have sin turbo afprøvet og han kom snurrende ind under mig. Skyene så gode ud i alle retninger selvom de som forventet ikke lå højt.
Vi besluttede os for at sætte kursen mod syd mod St. Andre først. Det gik helt fint selvom termikken ikke var særligt overbevisende. Da vi bevægede os ind over Coupe bjergkæden valgte jeg ca. 10km før St.Andre at gå mod nord via Le Cheval Blanc bjerget da jeg ikke fik særlig god højde. Det var da også lige akkurat at jeg kunne komme over passet.
Men hold da op - så meget sne havde jeg aldrig set før hernede. Det hele lignede friskpisket flødeskum og fristelsen til at lige dyppe en vinge i det for bare at se et spor minde om det at stå på toppen af et højhus og kiggede ned. Urf!
Men der var hverken termik eller skræntvind og jeg måtte fortsætte rundt om Cheval Blanc. Jeg tabte højde og indstillede computeren på udelandingspladsen Marcoux 30km bag mig og Digne. Men fremme foran ved Denjuan fik jeg bid og kunne climbe op til knapt 2.500m.
Mod nord var toppen af les 3 Eveches helt skjult i fuldstændigt fladbundede skyer. Da jeg ankom ved forbjerget Caduc og går rundt om hjørnet oplevede jeg for første gang effekten af et stort sneskred der åbenbart netop var ved at afslutte sit fald fra toppen af bjerget. Først troede jeg at det var en udsædvanlig lav cumulus tåge der er på vej op men det viste sig at være sne der blev hvirvlet op. Jeg fik små fine drys ind i cockpittet igennem luftdysen. Det var meget smukt. På den vestvendte skråning kunne jeg sne sneskredets spor ned igennem og over klippespalterne.
Uden at kurve fløj jeg de næste 40km til Guillaime hvor jeg blot skulle bruge to ture langs bjergets flødeskumsklædte top før jeg i 2.700m kunne sætte kursen mod Briancon. Men 30km senere slap vejret op - og vinden var nu gået i sydøst og pressede op mod passet til Italien. Ikke særligt ideelt. Stig sluttede sig nu til mig og vi eksperimenterede med forskellige bjerge for at se om vi ikke kunne få så meget højde at vi kunne nå Briancon og tilbage igen. Det kunne vi dog ikke hvorfor vi sætte kursen tilbage samme vej for at fortsætte mod vest.
Jeg skulle dog lige bruge 200m inden jeg stak over St. Crepin og Stig kom 2-3km foran mig. I den sene eftermiddagssol var han umulig at se. Jeg kaldt ham på radion og spurgte hvilken vej han gik. "Til Guillaime". Ok, tænkte jeg - jeg skal altså frem først og tog en lidt nordligere kurs der ville være lidt mere direkte - men til gengæld ville kræve at jeg skulle over bjergpasset ved Tete de Lucy. Uden større besvær kunne jeg følge en udløber ind til massivet men højden var ikke imponerende. Jeg fortsatte frem ind mod passet med solen skinnede kraftigt ned igennem skyerne. Jeg vurderede, at jeg ville ankomme med ca. 140km/t og 250m plus og i modvind. På vej derhen lagde jeg mig helt ind til den venstre side af dalen for at have størst mulig operationsrum til at vende rundt. 1km derfra fik jeg reduceret synk men det holdte op og med flyet i højrekurve lige over kanten - klar til at dreje tilbage - fulgte jeg passets skarpe saddel til jeg var næsten midtfor og over før jeg vred den ud til venstre uden problemer.
Så nonchalent som muligt kaldte jeg op til Stig og fortalte ham at jeg nu passerede lige under Tete de Lucy efter at have taget bagvejen - i forventning om at han nu nok var mindst 4-5km bag mig. "Nå, det gjorde jeg også" kom det slet skjulte grinende svar.
I den store saddel mellem Pyolit og Pic de Bure fandt vi begge bølge. Stig ankom lidt tidligere og tog den vist til knapt 4.000m. Jeg bøvlede lidt med den men fik da 3.100m. I mellemtiden var en front hastigt på vej ind mod os. Under det krafitige 8/8 overcast arbejde vi os fremad til Col de Cabre og de små bjerge derude før vi vendte om og gled de 40km hjem.
Jeg ankom til Sisteron med masser af overskudshøjde og med solen helt væk bag fronten. De fleste fly var på jorden og jeg landede på asfalt banen og rullede helt frem til banenden. Klokken var 18:15 og lige over 4 timers intensiv flyvning var gennemført.
En fin-fin dag.
No comments:
Post a Comment