Sisteron 2007: Snebyger og hammer termik: 471km

Jeg var kommet noget bagud da jeg lidt for tidligt stod af flyslæbet og var lidt fedtet med at bruge motor (jeg kvier mig stadig ved tanken om at have en sådan i ryggen - det er på én eller anden måde usportsligt) op til start positionen over Trainon. Medens Mogens og Stig strøg afsted via udløberen fra Blayuel (Liman) på kurs mod Coupe måtte jeg bide tænderne sammen og klemme mig op i knapt 2.000m før jeg kunne gå tværs over det lille massiv via Gache, Authon og Auribeau.

Der er nu intet som skærper appetiten som at være lidt bagud og vide, at bare man holder hovedet koldt kan man godt indhente de andre.

Over Liman fik jeg kun resterne af Mogens og Stigs gode bobbel og med udsigt til den nye udelandingsplads ved Marcoux (intressant nok placeret på kanten af flodlejet og blot grus) måtte jeg spejde langt mod syd før jeg kunne se noget der bare med rimelighed ville kunne holde mig over klipperne dernede. Imellemtiden kunne jeg høre hvordan Mogens og Stig ikke just havde højde og måtte slide sig op af syd-vest kanten af Coupe hvilket kostede dem de 4-5 minutter jeg skulle bruge for nogenlunde at ankomme i samme højde og position efter et langt glid uden så meget som et pip på variometret. Hvis man ikke kom op her skulle man have et meget langt glid rundt om Digne til brugbar termik og så kunne udelandingspladsen pludselig gå hen og blive et nødvendigt alternativ. Gys.

Nå - men op kom vi alle tre og vi fik lige vendt Barreme inden vi igen satte kursen mod syd via Serre de Montdenier til Lac de St. Croix (Aiguines). Basen lå dog noget lavt i 2.000m over et terræn der var i knapt 1.700m på de højeste punkter. Et spændende øjeblik kom, da vi alle tre sank ned på østsiden af Montdenier. Hvis vi ikke kom op skulle vi enten følge dalen mod syd-øst eller bide i det sure æble og glide af bagvejen mod Digne.

Jeg var heldig og fik lidt mere højde på end de andre. Mogens gik noget utålmodigt hårdt på mod Cheval Blanc og måtte tanke op lavt i terrænet bag Coupe. Det gav mig dog lige tid til at nyde den fremragende sandwhich Mogens havde lavet til mig tidligere på morgenen. Ubestemmelig men velsmagende paté med noget halvsejt kød. Da jeg kvitterede på radioen for den gode frokost spurgte Mogens bare om jeg havde fundet elastikken.

En slurk vand senere gled vi til sydkanten af Cheval Blanc men det gav ikke en meter. Vi havde dog fin højde til at glide over passet og følge Cheval Blanc mod øst på nordsiden men da vi kom til udløberen fra Caduc - Carton - så det rigtigt skummelt ud herinde blandt alle de høje rygge - og ingen termik. Stig lå dog og climbede over den flade vestende af Carton og vi strøg da også med det samme derover små 100m over skrænten for at få del i den svage termik. Efter at have vundet ca. 350m til 2.300m gled vi videre mod Trois Evêchés og dens vestvendte skråninger - men nu sneede det fra flere separate celler syd for Seyne og inde ved selve bjerget.

Vi gled hen over udløberne uden særlig indikation og det begyndte at se noget lavt ud heroppe i Seyne dalen. Det var nok udelukket at gå tilbage via Digne men vejen frem bød ikke på brugbar termik de næste 40-50km. Mogens fik dog fat på kanten af snebygen og vi begyndte et godt climb op imellem snebygerne. På det her tidspunkt satte min fartmåler sig fast ved 0km/t og jeg måtte skifte fra pitot i haleplanet til pitot i næsen - men det var noget jammer. Min fartvisning hoppede rundt i ryk á 20km/t. Der må have sat sig nogle underafkølede vanddråber der havde frosset sig fast i røret under opstigningen.

I ca. 2.700m gled vi med god fart mod vestenden af Serre-Poncon søen. Stig øjnede en chance for at vende østende af søen inde mellem snebygerne og vi høvlede derind og ud igen i løbet af ganske få minutter. Da vi kom ud i vestenden af Serre-Poncon ramte vi ind i den bedste bobbel til dato - 4.6m/s integreret over 700m. I toppen var der så meget fart på, at selv ved 230km/t og flaps i S1 steg vi hele vejen ud med det resultat at vi blev skudt ud under skyen og flere hundrede meter op på siden af skyen.

De sidste 10-15min havde været lidt hektiske så det var i en lidt spredt formation vi kom ud på nord siden af Gap Tallard med kurs mod Col de Cabre 65km mod nord-vest. Sådan fortsatte vi da også efter have vendt Col de Cabre nu med kurs mod Puimoisson på Valensole platauet små 100km mod syd-øst.

Vejret begyndte at blive lidt kompliceret med snebyger og udkagninger og vi var nu ret spredte. Alligevel lykkedes det at få kontakt med hinanden på sydsiden af Lure efter at Mogens og Stig havde vendt nær Puimoisson - og jeg lidt tidligere på sydkanten af Puimichel platauet.

Det nye mål var nu at vende Ventoux - selvom toppen lå i skyerne. Det var en spændende tur - jeg havde aldrig været tættere end 20-30km på Ventoux og basen var som sagt ikke imponerende høj i terrænet der hævde sig jævnt mod selve toppen. I nær 8/8 gik Stig og jeg med uret rundt om Ventoux fra øst medens Mogens gik modsat. Stig og jeg oplevede svagt løft hele vejen men kunne ikke se toppen på noget tidspunkt og kunne ikke stige højere pga basen. De ca. 10km med 250-600m over terræn og selve Ventoux på højre hånd var spændende flyvning. Da vi kom til vestenden måtte vi dykke lidt ned under skydækket for at komme fri af skyerne og selve bjerget. Herved kom vi ned i ca. 1.300m - ca. 1.000m over terræn men nu var det nødvendigt at finde løft hvis vi skulle hjem igen.

At følge dalen mod øst var ikke nogen god løsning da der ikke så ud til at være kontakt med de høje skyer - hvorfor vi stille og roligt asede nord på i for mig ukendt terræn men med gode muligheder for at glide ud mod vest i godt vejr til selve Rhôndalen. Mogens havde stoppet lidt tidligere og var gledet tilbage mod Sisteron uden de store problemer.

40km mod nord-nord-øst vendte jeg La Motte (ikke den samme som øst for Sisteron) og deres altiport der ligger i 800m højde. Det er en fin græsbane så vidt jeg kunne se - men hold da op hvor er det et øde sted at bo.

Selvom vejret var fint mod nord og vest kunne vi høre på Mogens at det så noget skidt ud de 50km længere mod øst han lå over Sisteron. Nogle få km øst for os så det nu også noget mørkt ud med byger der lå øst-vest langs dalene - og længere mod øst kunne vi se en massiv mur der var på vej mod vest og over Durance floden. Selvom klokken kun var lidt over fire om eftermiddagen satte vi begge kursen tilbage. Halvvejs tilbage kaldte Sisteron op og advarede om nært forestående uvejr. I samme øjeblik begyndte det at tordne mod nord-øst og der var ikke noget at rafle om.

Suk. Jeg landede uden problemer - men 5 min efter stod det ned i torve - og det blev det ved med resten af aftenen. Jan Hebnes og jeg sad i min bil i 2 timer og håbede på bare ét lille vindue uden regn - men nej. Vi krøb alle til korset og kastede os ud i regn og rødt mudder. Med stor hjælp fra Ulrik Friis og Jan lykkedes det både Mogens, Stig og jeg at få flyene i vognene uden det helt store griseri.

Noget våde, trætte og forkomne gik vi omkuld i den gode mad fra Restaurant Janus. Jeg krydsede fingre for, at regnen ville forhindre at det blev for koldt om natten - jeg følte mig ikke helt sikker på at det var så smart med så meget vand i transportvognen.

Heldigvis holdt det stik og vi slap for nattefrost den nat.