Sisteron 2007: Aiguines-Grenoble plus lidt mere: 403km

De flinke franskmænd og de oversættende tyske doktorer begyndte nu at mumle noget om dårligt vejr i de kommende dage og humøret sank lidt. Men pyt - der var mange dage endnu og desuden var vejret dejligt udenfor briefingrummet - og i Alperne kan man ikke altid bruge vejrudsigter til noget. Det er bedre bare at se ud og tænke sig om i god tid.

Wingman Mogens havde dog valgt denne dag til at stå på ski (!) i bjergene nær La Blanche fremfor at flyve. Han havde medbragt en radio og aftalen var at vi ville kalde ham op når vi kom i nærheden - så skulle han få lov at tage billeder af nogle low-pass over skisportsstedet. Han var væk før en vis herre stod op.

Medens vi gik der og klargjorde vores fly på gridd'en i den dejlige lune forårssol dukkede Tom Nielsen trofast igen op fra middelhavskysten iført forklædning som franskmand, komplet med noget der lignede en sort baskerhue og beklagelse over kulden (!)

Det er vist ved at blive en hyggelig tradition.

Desværre lod det til, at vejret havde låst sig fast på det dér med knapt så god højde på skyerne og lidt for meget med overudvikling. Øv - og vi som havde sat Mt. Blanc som mål for hver eneste dag. Nå, men med krum hals og i ellers godt humør kastede vi os som de første fra Sisteron ud i udfordringen. I håbet om, at vejret i løbet af dagen ville løfte sig drog vi først syd til Aiguines, indgangen til Franskmændenes svar på Grand Canyon.

Vejret var egentligt godt nok - men det var ikke just som at skyde fisk i en tønde men selvtilliden var i top så vi ville da gerne lige demonstrere at vi da sagtens kunne tøffe op ad Parcour'en selvom skyerne hang noget lavt igen mod øst.

Det var dog lidt lettere sagt end gjort. Jeg kom ret lavt ind til Coupe - et par hundrede meter under og terrænet bød ikke ligefrem velkommen på nogen rar måde. Med flaps i plus 2 fik vi dog os langsomt kantet op af den lodrette klippevæg og forbi det højeste punkt i knapt 2.200m. Herfra gik jeg direkte ind på sydspidsen af Cheval Blanc idet jeg håbede at den svage sol ville give noget løft på de stengrå skråninger der endte i sne. Men nej - det sank tvært imod og kursen yderligere mod nord og øst langs Caduc så ikke rar ud. Exit til planen om low-pass over Mogens.

Stig havde allerede besluttet sig og trak straks mod Blayeul via udløberen Limans. Nu blev det lidt lavt for mig og jeg måtte tage til takke med udsigten til Digne lidt for langt inde i de ufremkommelige bjerge. Med flaps'en i minus én og forsigtige 120km/t sneg jeg mig ind på Limans og blev da heldigvis belønnet med en fin 2m/s der bragte mig op på karmen af Limans - og snart efter var jeg med i igen på den nye kurs vi blev enige om - ud i solen og de gode cumulus'er mod vest-nord-vest.

Da vi efter en friskt stræk på knapt 100km ankom til Glandasse så det tillokkende ud at forsætte op over massivet Du Vacors med kurs mod Grenoble. Med lokal base i ca. 2.300m og ca. 5-700m over massivet lod der til at være gode muligheder for at slippe væk igen hvis det skulle lukke sammen.

Det var en meget smuk tur langs med massivet. Flere gange så vi folk med ski og rygsæk i det smukke terræn og med masser af sne må det have været en stor natur oplevelse for dem også.

15km før Grenoble mente jeg elastikken var blevet strukket nok ud og jeg gled tilbage langs kanten mod syd. På vejen ud havde jeg set et par to-sædede fly der var kommet noget lavere tilbage og jeg ville ikke ligge lige så lavt som dem.

Halvvejs henne af kanten meldte Stig at han så to enorme ørne der først havde lignet nogle mennesker der sad på kanten men pludselig var steget op i den kolde luft. Jeg så dem kun på afstand men de var store nok til at jeg forstod hvad Stig mente.

Der var fint løft resten af vejen langs massivet men mod øst byggede overudviklingen op og det så lidt skummelt ud med sigten. Vi gled derfor under skyerne i følge med et par tosædede mod vest over massivet over på vestsiden af Glandasse hvorfra der var fin sigt hele vejen tilbage til Sisteron.

Da snevejr og byger åbenbart var ved at lukke helt ned mod øst besluttede vi os for at lande relativt tidligt. Det afholdte os dog ikke for at lige sætte kursen mod øst til Serre-Poncon søen for det tilfælde at vi kunne komme op imellem snebygerne og Briancon dalen da der faktisk var et lille hul her. Det var dog ikke muligt og netop som vi gjorde klar til at vende om kaldte Mogens på sin håndradio at han godt mør og træt var på vej tilbage til Sisteron. Ret praktisk at aftale indkøb og den slags medens man flyver.

På glidet tilbage tog Stig og jeg os tid til at eksperimentere lidt med vores anti-kollisionssystem, FLARM. Logikken i systemet lader til at være ret godt. Alarmerne virkede logisk i forhold til vores indbyrdes positioner, fart og retningsvektorer. Vi kunne sagtens glide side om side uden alarm men lige så snart vi formindskede afstand relativt gik alarmerne igang. Der lader også til at være logisk forskel på om man ligger foran eller bag og hvorvidt man ligger sammen med andre fly. Logikken viste sin styrke flere gange ved specielt at være hidsig ved fly der kom bagfra - udenfor ens naturlige synsfelt såvel under som over os. Højspændingsmaster (de fleste ihvertfald) og ledninger lod også til at være fint repræsenteret i den indbyggede database. Alt i alt indtil videre en positiv oplevelse - og et forsigtigt skøn er, at 80% af de fly vi mødte havde FLARM installeret. Alle slæbeflyene lod til at have det installeret (intressant nok fik man ingen alarm når man lå i flyslæb - men lige så snart man koblede ud begyndte FLARM'en at track'e slæbeflyet).

En fin dag hvor jeg fik endnu mere fortrolighed med Ventus'en og instrumenterne.