Ja, ja, ja, ja - årets første stræktur endte med en udelanding men det var en fin oplevelse.
Dagen startede dog noget grotesk da jeg drog hjemmefra. Der var ikke meget med fine blomkålsskyer og træer der stod med foråsløv. Men...Mogens Hoelgaard mente at der var blå huller ude i midtjylland..og jo, luften var ifølge DMI ret instabil (mon ikke).
Og utroligt nok - så kom der nogle gevaldige flotte huller vest for vendepunkt 13(Mattrup Gods) og luften var -2 grader og klar som på en alpetop. Herligt at mærke solen prikke i hovedbunden.
Efter det klubobligatoriske PFT fik vi samlet vores hatteæsker - dvs Monze i "MO" og jeg i klubbens LS8-18, "V". Med en spilstart til 500m (Troels Skærlund kørte spillet) konstaterede jeg, at basen var lige omkring - ja - de 500m. Der var megen overudvikling nu og jeg måtte bide i det sure æble. Mogens kom fri og det tog det meste af en time før jeg kom i luften igen.
Men det var nu også pausen værd. Hold da op hvor var der nogle dejlige kontraster i landskabet som kameraet her ikke yder retfærdighed. Mørk skov og hede der ikke helt var dækket af sne - og så de åbne maker og enge hvor 5-10cm sne dækkede i skiftvis strålende sol, gråvid snetåge og isnende skygge.
Blot en ultakort klip fra flyveturen:http://www.youtube.com/watch?v=YozVI76yn8E
Efter at have tøffet rundt et par timer besluttede Mogens sig for at lande - netop som jeg syntes basen løftede sig over 5-600m til knapt 850m. Efter et par timers sightseeing - og det var bare flot! - besluttede jeg mig for at prøve det og gik ud på en udeklareret opgave. I starten gik det mægtigt med 105km/t på de første 100km på kanten af sneskygader - og et par enkelte gange måtte jeg flakse lidt højre-venstre på kursen i 2-300m og med fuld skrald på for at komme under og forbi snebygerne for så at kravle op igen på den anden side.
Da klokken var henad halv fem var der en flot skygade der gik helt ud til Rom Kirke og jeg besluttede mig for at tage Holstebro Vandkraftværk med også.
Det gik sådan set fint men da jeg vendte rundt undskyldte skyerne sig lidt forkølet og trak sig ligesom længere op og trak stigerne med sig...nu er der ikke langt hjem fra Holstebro til Skinderholm og LX5000'en sagde da også 58m+ her 25km ude...men det blev sørme ved med at være lidt ringere end McCrady 0.5...så da jeg efter ialt 4 timers flyvning manglede 8km og nu kun havde 8m+ besluttede jeg mig for at sætte "V" på en fin lang mark.
Og den var fin. I det hyggelige landsted op til Linåvej blev jeg taget godt imod med varm kaffe og friskbagte kanelsnegle. Da Mogens 20 minutter senere trak ind på marken med transportvognen glattede hans pandefurer sig gevaldigt ud da han også fik sådan en snegl proppet i gebisset.
Da vi proppede den færdigt samlede "V" i hangar var det buldrende mørkt, jeg var mør af sol og kulde og ganske godt tilfreds med dagens indsats selvom jeg var landet ude.
Sæsonen er igang!
No comments:
Post a Comment