Pages

2009-07-03

EM 2009: Fuld skrue

Dagen startede termik-mæssigt sløvt: Der var ikke én sky på himlen her først på formiddagen.
Sammen med min crew-chief Allan (sponsor, impressario, manager you name it) drøftede vi dagens taktik: vi skulle flyve assignede area men sådan som de første to første arealer var lagt ud kunne det lige så godt have været en hastighedsopgave sådan som vejret og bjergene nok ville påvirke den: dagens taktik ville derfor være at flyve den som en regulær hastighedsopgave. Der ville være fly på både udgående og modgående i langt tid : for vi skulle nok helt ud i 150km på første ben for at udnytte vejret - altså en 300km lang linie med fly! Mon de andre havde luret dén?
Jeg blev som én af de første i feltet slæbt op af en brølende Schmellak - som er et pragtfuldt kraftmonster af ét fly! Tænk at slæbe mit 600kg tunge fly op med 6.8m/s i snit på varioet og 150km/t på fartmåleren! Jeg når knapt nok at afslutte mit take-off check, endsige få understellet op, inden jeg blev sat af i de obligatoriske 635m QNH (500m over terrænet) 500m fra pladsen i pladsrunden!








Efter veloverstået motorprøve og rapport til Allan og Team-DK gled jeg hen midt over Nitra by til et par fly der kæmpede i den svage tørtermik. Jeg kunne lige holde højden og lidt til - og det var jeg godt tilfreds med. Jeg havde ikke lyst til at join'e de andre fly der lå i én lidt bedre boble længere mod syd men nød udsigten og roen her over byen for mig selv mens jeg uendeligt langsomt drev ind mod Zobor bjerget ind over drive-in bioer, badeanlæg, parcelhuskvarterer, Nitra floden, Slottet, gårde og centre. Der var masser at kigge på - og det var dejligt afslappende at vide, at der var lang tid til, at startlinien kunne åbnes. Så jeg fik gumlet min madpakke og drukket lidt vand i den stegende sol. Termometret stod på 29 grader og luftfugtigheden i cockpittet var et kaptiel for sig.


Efter små 35 minutter med et gennemsnitsstig på 0,3m/s var jeg nu over Zobor og begyndte så småt at forberede mig på selve opgaven. Hele 18m klassen var nu i luften og stemning begyndte at blive mere koncentreret og fokuseret. Taktikkerne lå og lurede på hinanden og de lidt mindre originale lagde sig i halen på hinanden. Nu var der kommet en del cu'er på himlen men mod øst var der skudt en vældig cb op nord for vores rute mod øst.

Som tiden gik kom vi efterhånden op i knapt 1.800m - men samtidigt var cb skudt så højt op i atmosfæren inde i bjergene, at den havde kastet en enorm skærm af sig der fuldstændigt lukkede af for termikken mod øst de næste 40-50km - men ellers så det fint ud. Samtidigt drejede vinden mere over i nordøst og væk fra startlinien så situationen blev hurtigt den, at man enten gik tidligt .... eller satsede på, at det blev bedre senere. Alle varianter af beslutninger blev taget af de andre i feltet men jeg var fortrøstningsfuld om, at med nogle ganske få hundrede meter ekstra kunne jeg uden at kurve nå forbjergene små 50km mod øst - og den gode termik. Så jeg kurvede i lidt længere tid. I mellemtiden var min holdkammerat Ulrik gået ud på opgaven, og kunne meddele om udemærket termik derude på forbjergene.
Dr. Arndt kaldte flere gange op på radioen og lod mig tydeligt forstå, at tiden var inde til at gå. Jeg fornemmede en vis utålmodighed.
Da jeg endeligt kunne se, at mine værste konkurrenter var tøffet af, startede jeg som én af de sidste i lidt over 2.000m. Jeg gled på bedste glid de 8km ind til startlinien og fortsatte ud under skærmen og ingenting de næste 40km uden så meget som et pip på variometret. Ca. 20km før bjergene begyndte jeg at finsortere i de cu'er der blomstrede, overudviklede eller sygnede hen og valgte en lidt skæv rute ind for at få et lidt større antal at vælge imellem. På dette tidspunkt så jeg til min forskrækkelse 4-5 15m fly 1.500m under mig jvf FLARM og jeg var selv i 1.600m... Deres skygger over markene var kun lige akkurat synlige. Uha-uha.








I 1.000m ser jeg nu et par efternølere ca. 5km længere fremme men jeg vælger en cu lige foran mig der giver rent 2.8m/s fra bund til toppen i 1.800m hvorefter jeg rettet ud og sætter tempoet op. Jeg ser nu flere fly ude på ruten og vores forventninger om, at folk bliver tvunget ind på linie ser ud til at holde stik: cb'en mod nord og oppe i bjergene ser ikke rar ud - og mod syd er der endnu ingen tegn på termik: jeg ligger på den gode linie her i forbjergene.


Men efter yderligere hurtige 30km begynder tvivlen at sætte ind: hvor langt skal vi i første areal? Der er jo helt blåt derude og fra de andre dage ved jeg, at det kan være elendigt i netop dette område. Men jeg presser forsigtigt på og henter nu flere gaggler og få sågar en suveræn melding fra Ulrik om, at han 20km længere fremme har kontakt med østrigeren Wolfgang og en del andre spidser. Forsigt-forsigt presser jeg på i det der nu er blevet tørtermik og i fin højde og beslutter mig for blot at vende arealet i sin vestligste begrænsning. For at være lidt hurtigere på krængerorene i tørtermiken dumpede jeg ca. 30 liter vand. Ulrik bekræfter desuden, at han kun har set få der er gået længere mod øst. Her finder jeg pludselig XT (Ronald Termat, Belgien) med flere. I den bagende sol kæmper vi os tilbage i rækken af små forkølede cu'er der trods alt virker ok. Idet vi kommet tilbage til forbjergene skal der gøres et valg: følge det bakkede terræn direkte ned til Donau og Ungarn, samme vej tilbage langs forbjergene til Nitra og så syd på - eller i midten hvor der ikke er nogen cu'er lige nu?


Jeg valgte det sidste af tre årsager: jeg havde nu et par hundrede meter mere end de andre jeg havde hentet og de andre lod til at ville gå mere vestligt og sikkert med deres højde. For det andet kunne jeg nu skimte cu'er og cb'er 50-60km længere fremme i varmedisen. For det tredje havde jeg vel 10-15km/t medvind nu.

Jeg rettede op og gled direkte mod centrum af næste areal 85km. På det fuldstændigt stille glid over de næste 50km fik jeg justeret min navigation til næste areal og sidste areal - jeg skulle stort set flyve samme vej tilbage hvis min forventning om, at solen fik magt her én time senere. Jeg regnede, justerede og dobbeltcheckede flere gange min indlagte kurser i LX-8000'eren og den sagde stadig, at jeg ville kunne ankomme på slaget 3 timer med McCready 2.0.

Jeg så intet til de andre men havde en fornemmelse af, at de lå noget længere mod nord. Ulrik var ihvertfald på en udemærket rute deroppe og mon ikke de andre fulgte det spor også.

Men jeg sparede ihvertfald en del tid på det, for da jeg ramte 2m/s efter 50km, fik jeg pludselig kontakt med en stribe der var startet mindst 20min før mig. Boblen var en del af den luftmasse der nu var under kraftig overudvikling og hvert sekund tællede - og jeg skulle samme vej tilbage for at få slutglid i forventning om, at sidste areal nu nok desværre ville være totalt overudviklet når jeg kom tilbage.

I herlig god højde pressede jeg AB igennem termikken og på glidende med op til 180km/t. Med 570kg føltes det som et tog på skinner. Til mit svineheld så passer min plan om, at vende så sydvestligt i anden sektor perfekt: cu'ern stopper lige over Donau og grænsen til Ungarn. Og jeg skulle ikke have været længere vest på. Jeg justerede flere gange navigationen i LX-8000'eren og kunne nu se, at jeg ville ankomme 5min for tidligt med McCready 2.0 - hvis vejret altså fortsatte.

Men nu var overudviklingen i fuld gang her også. Det regnede i 2.000m og det lød som små sten der hamrede mod vinger og hood. Alligevel fandt jeg en god rute inde i regn og tåger med fuld knald på - et par gange kunne jeg jublende trække AB hårdt op med 150km/t og stige flere hundrede meter før jeg dykkede farten op igen. Og puf: så var jeg ude i det blå og ingen termik.
Men pyt med det - planen holdte - jeg havde nu fået så meget højde, at kunne tillade mig at glide de næste 75km uden højdevinding - barede det ikke regnede. Og det gjorde det ikke.
Jeg skruede ned for volumen på LX-8000'eren, trimmede til 180km/t, krøb godt ned i cockpittet, strammede seletøjet, tørret sved ud af øjnene, justede hamlerne, fik drukket lidt vand, kaldte Allan og Team-DK at jeg nu var på slutglid : og NØD udsigten. AB svigtede mig heller ikke og efter 75km og små 25 min høvlede jeg over ankomstlinien som dagsvinder.








Allan gav øl idag.

No comments:

Post a Comment