WGC 2006: Dag 2 - En mur af vand efter næsten 388km...

Dagen i dag startede med en forsikring om, at der uanset hvilken meteorologisk model der blev anvendt, ville dagen indeholde regn. Der skulle nok være stedvis enddog god termik med op til 5m/s men....

I 2.000m skulle man igen forvente ca. -3° og jeg sendte en varm tanke til mine neopren sokker og forede flyvemøsse.

Da alle ca. 120 fly var linet op, briefing overstået og first launch gik igang kl. 11:00 sharp med en snerren fra 12 Pawnees (flere udstyret med Volvo motor) var himlen oversået med fine cumulus så langt øjet rækte - og kun svage tegn på den frygtede overudvikling.

Da jeg som én af de sidste i standard klassen blev slæbt op var der dog fuld gang i regnbyger og det mindede lidt om at se på folk der springer fra isflage til isflage for ikke at falde i når flyene krydsede hid og did i søgen efter bare ét sted man kunne blive hængende.

Da startlinien åbnede var der efterhånden kun få skyer der ikke var kollapsede og tømte sit indhold ud over det svenske landskab. Jeg havde placeret mig udemærket for start med hensyn til højde men vejen mod nord over Mälaren via Kviksund var temmeligt broget af regn der hang i hvid-grå gardiner helt ned til jorden. Men afsted gik det, stik nord de 69km til første vendepunkt.

De fleste i standard klassen var vist startet på det tidspunkt og Uffe gav mig nogle meldinger på ruten foran. Det gik faktisk udemærket og jeg havde fornøjelsen at indehente og flyve sammen med en større flok åbenklasse fly som jeg gang på gang snildt steg fra - og mærkeligt nok kunne glide meget langt sammen med - side om side. Der blev da også vinket flere gange fra disse enorme fly med vingespænd mellem 26-33m. Én vinkede ikke - jeg tvivler på at han så mig ligge og kurve før jeg i god tid lavde en hård undvigemanøvre og med alt i cockpittet hængende opad i en udvendig kurve undgik at komme for tæt på ham. Ærgeligt - jeg lå lige og steg med over 3m/s.

Ved det første vendepunkt mod nord blev det lidt tricky. I knapt 400 ubehagelige meter over første vendepunkt (som ligger i knapt 200m), en lille skovlandsby ved navn Karbening med en temmelig ramponeret flyveplads i skoven nord for (var det grusgrave de havde lavet i den ene ende ?) fik jeg på kanten af en større regnbyge fat. I den lodrette stride strømme kom den lille russer i LOT sørme ind under mig - og jeg troede at jeg lå lavt. Ikke desto mindre fik han også fat og vi steg møjsomligt op med regnperler der løb fra forkanten af hooden til bagkanten i et hypnotisk mønster. Det er faktisk lidt disorienterende at se på - det gælder om at fokusere ud på omgivelserne i en vis fart.

Da vi kom i top kunne vi ræse afsted igen mod det næste vendepunkt men heropppe slog regnen over i sne. Det var en ret flot kontrast mod landskabet der det meste af tiden lå i skygge.

Det 78km lange ben mod vest-nord-vest til Malingen langs Borlänge blev lidt præget af, at min fartmåler pludselig var voldsomt forsinket. Der var givetvis kommet vand i dysene og det var voldsomt distraherende. Mit variometer teede sig også ganske anstrengende og misvisende. Til sidst skruede jeg ned for alt audio og fløj uden at bruge instrumenterne. Efter et meget langt glid til knapt 1.000m (tror jeg nok) - iøvrigt i fint samarbejde med Vladimir Foltin fra Slovakiet i "SI" gik jeg et par km nord for vendepunktet mod den eneste brugbare sky i 20km omkreds - og det gav pote for op gik det sørme med 3-4-5m/s. Vladimir kvitterede med "beers at the bar". Nu var mine instrumenter åbenbart ok igen og det hele blev lidt nemmere.

På dette tidspunkt havde jeg hentet en 7-8 standardklasse fly - visse med over en halv time og jeg var godt tilfreds. Det næste ben var på 78 km stik syd til Jarnboas og på de lange glid var det med samme fornemmelse som når man står i en kirke og ser en specielt flot udsmykning en hvælving, at jeg kunne se op på fuldt udviklet mammatus skyer. Nogen steder mindede det som en Jaque Costeau film når de dykkede langt og lange under et endløst isflage. Landskabet under os var tilmed råt og temmeligt gudforladt - der var langt mellem McDonalds og Servicestationerne.

Efter at have vendt Jarnboas i snevejr i knapt 1.800m kom der er langt glid mod nord igen. I en passage af en mindre regnbyge begyndte "AB" at murre og jeg kunne se en lille isopbygning på forkanten. Et drej ud i en solplet og et par minutter efter var det dog heldigvis fordampet væk igen og den fæle murren i flyet forsvandt også. Da jeg efter yderligere 61km fik vendt Söderbakke i knapt 1.600m, glidetal 43 og medvind...tænkte jeg at nu skulle de resterende små 100km hjem i medvind være det rene barnemad.

Men det var det nu ikke. Jeg ankom 20km fra sikkerhedsvendepunktet (der sørger for at vi alle liner fint op mod flyvepladsen på slutglid) i lav højde og med vandet nødtvunget fossende ud af ballasttankene frem mod en mur af vand der spærrede turen hjem. I et kalkuleret forsøg på at vinde højde gik jeg meget tæt på Örebro TMA'en og aldrig har jeg været tættere på forbudt luftrum - 13m. Jeg har sjældent krænget så hårdt før - jeg var godt presset ned i sædet. Men det hjalp ikke og jeg måtte kravle op længere mod syd - næsten over Hjälmaren og under det sorte udhæng fra skyen som ganske enkelt spærrede turen hjem.

På trods af, at jeg havde 285m overskud hjem til de sidste sølle 18km måtte jeg tage en ærgelig beslutning men rigtig beslutning - jeg var nødt til at lande ude for jeg turde ikke flyve igennem den dér mur af vand. Team Danmark kunne på radioen oplyse, at kun de sidste par km ikke regnede. Terrænet er meget gustent og kun de sidste par km har landbare marker. En Litauer i "AG" lå 50m lavere forsøgte sørme men måtte dog vælte ud af muren af vand igen med halen mellem benene. Puha.

Crew venlig som jeg er, søgte jeg derfor med min resterende højde mod nord til en hovedfærdselsåre ved Kungsör og nogle store marker i skovene jeg tidligere havde bemærket der. Jeg var lige ved at falde for fristelsen og lande på en fin grusvej men valgte alligevel marken. Ikke desto mindre fik jeg "AB" helt ud parallelt med vejen så da Crew Chief Alan 30min senere ankom med airconditioneret nedkølet cola og trailer kunne vi bare svinge agterenden ind på marken og så var "AB" i vogn igen.

En ærgelig dag men der er da heldigvis mange dage tilbage i hvor de andre kan lave større fejl.