Sisteron 2007: Lidt mere 'Gache' - 524km

Søndag blev en fin-fin dag med god termik. Ved briefingen var der dog en del hovedrystende tyskere der mente at vejret altid var bedre i alle andre uger end uge 13 men det lod vi os ikke mærke for meget af.

I den stigende temperatur og dejlige vejr var Stig hurtigst ud af røret og var i luften 3 kvartér før Mogens og jeg fik os slæbt op. Som briefet ville der være en del overudvikling mod specielt øst igen (Italiensk vejr som mod sædvane fik lov at slippe ud af Po-dalen).

Starten var lidt anderledes end vanligt for årstiden idet vi blev slæbt tværs over dalen til vestsiden af Durance floden hvor jeg for første gang skulle kravle op af en bjergskråning jeg ikke kendte. Det var spændende i den spæde lave termik men op kom jeg.

Jeg var efterhånden ved at føle mig hjemme i cockpittet og efter at have tapet blandt andet bundkoblingen helt til var støjniveauet væsentligt normaliseret igen. Placeringen af kort, madpakker med mere havde også fundet en konstellation hvor det virkede naturligt og nemt at komme til. Jeg syntes også jeg sådan nogenlunde havde fået føling med flaps instillinger, hastigheder og flyets opførsel i forskellige situationer.

Det eneste jeg nu manglede var at få liv i mit backup navigationssystem - dvs. jeg manglede blot at få liv i PDA'en men det var ikke lykkedes endnu. Med LX7007 Pro'en var det nu ikke noget problem og backup IGC loggeren fungerede nu også som den skulle.

Stig trådte idag an med en stroppetur op til Col de Cabre og derefter for fuld knald mod øst til St. Crépin hvor Mogens og jeg fik os sådan nogenlunde hægtet på igen (hvad med lidt respekt for ungdommen?). Som dagen før var der dog en del overudvikling med snebyger der risikerede at spærre for vores videre færd. Selvom vi uden problemer lige kunne hoppe over bjergene ind til Barcelonette måtte vi forgæves spejde til Mt. Visio på den Italienske grænse.

Efter en kort rådslagning på radioen blev vi enige om, at sætte kursen stik vest inden vi blev burret inde.

Herefter gik det igen over stok og sten. Jeg nød mere og mere Ventus'ens opførsel under såvel langsom som høj hastighed. Det var sjovt at ligge der i tre-skibsformation med 170km/t på kurs mod Col de Cabre over dalen og forsøge på alle måder at komme hurtigere frem end de andre.

Som dagen skred frem blev overudviklingen mod øst mere og mere udtalt og vi måtte med ærgelse konstatere, at det ikke blev idag vi kom i de høje bjerge mod nord. Da vi havde vendt Col de Cabre sætte vi derfor kursen mere eller mindre stik syd over de vestlige bjerge helt ned i lavlandet til Vinon hvor vi i smukt vejr vendte flyvepladsen dér før vi endnu en gang ræsede mod nord.

Nord-øst for La Motte krøb jeg alene op af en grydeformet bjergskråning hvor en 15-20 drøvtyggende brune bjerggeder nonchelant betragtede AB. Vi var kommet noget fra hinanden på dette tidspunkt men Stig dukkede pludselig op igen og vi satte sammen kursen mod Montagne de Glandasse.

Det var ved at være lidt sent på dagen og Stig og Mogens valgte at bøje af medens jeg fortsatte alene. Da jeg ankom i 2.300m viste naturen sig fra sin smukkeste side med dramatiske skygger, lys og farver.

Med lidt over 200m overskudshøjde hjem til Sisteron gled jeg de 62km hjem i smuk aften sol og højt humør. Det er altså sådanne dage der gør hele køreturen herned dét værd.

Om aftenen indtog vi i bedste autistiske stil Pizza Morienne i restaurant Janus på flyvepladsen inden vi godt søvninge gik omkuld.