EM 2009: Fuld skrue

Dagen startede termik-mæssigt sløvt: Der var ikke én sky på himlen her først på formiddagen.

Sammen med min crew-chief Allan (sponsor, impressario, manager you name it) drøftede vi dagens taktik: vi skulle flyve assignede area men sådan som de første to første arealer var lagt ud kunne det lige så godt have været en hastighedsopgave sådan som vejret og bjergene nok ville påvirke den: dagens taktik ville derfor være at flyve den som en regulær hastighedsopgave. Der ville være fly på både udgående og modgående i langt tid : for vi skulle nok helt ud i 150km på første ben for at udnytte vejret - altså en 300km lang linie med fly! Mon de andre havde luret dén?

Jeg blev som én af de første i feltet slæbt op af en brølende Schmellak - som er et pragtfuldt kraftmonster af ét fly! Tænk at slæbe mit 600kg tunge fly op med 6.8m/s i snit på varioet og 150km/t på fartmåleren! Jeg når knapt nok at afslutte mit take-off check, endsige få understellet op, inden jeg blev sat af i de obligatoriske 635m QNH (500m over terrænet) 500m fra pladsen i pladsrunden!

Efter veloverstået motorprøve og rapport til Allan og Team-DK gled jeg hen midt over Nitra by til et par fly der kæmpede i den svage tørtermik. Jeg kunne lige holde højden og lidt til - og det var jeg godt tilfreds med. Jeg havde ikke lyst til at join'e de andre fly der lå i én lidt bedre boble længere mod syd men nød udsigten og roen her over byen for mig selv mens jeg uendeligt langsomt drev ind mod Zobor bjerget ind over drive-in bioer, badeanlæg, parcelhuskvarterer, Nitra floden, Slottet, gårde og centre. Der var masser at kigge på - og det var dejligt afslappende at vide, at der var lang tid til, at startlinien kunne åbnes. Så jeg fik gumlet min madpakke og drukket lidt vand i den stegende sol. Termometret stod på 29 grader og luftfugtigheden i cockpittet var et kaptiel for sig.

Efter små 35 minutter med et gennemsnitsstig på 0,3m/s var jeg nu over Zobor og begyndte så småt at forberede mig på selve opgaven. Hele 18m klassen var nu i luften og stemning begyndte at blive mere koncentreret og fokuseret. Taktikkerne lå og lurede på hinanden og de lidt mindre originale lagde sig i halen på hinanden. Nu var der kommet en del cu'er på himlen men mod øst var der skudt en vældig cb op nord for vores rute mod øst.

Som tiden gik kom vi efterhånden op i knapt 1.800m - men samtidigt var cb skudt så højt op i atmosfæren inde i bjergene, at den havde kastet en enorm skærm af sig der fuldstændigt lukkede af for termikken mod øst de næste 40-50km - men ellers så det fint ud. Samtidigt drejede vinden mere over i nordøst og væk fra startlinien så situationen blev hurtigt den, at man enten gik tidligt .... eller satsede på, at det blev bedre senere. Alle varianter af beslutninger blev taget af de andre i feltet men jeg var fortrøstningsfuld om, at med nogle ganske få hundrede meter ekstra kunne jeg uden at kurve nå forbjergene små 50km mod øst - og den gode termik. Så jeg kurvede i lidt længere tid. I mellemtiden var min holdkammerat Ulrik gået ud på opgaven, og kunne meddele om udemærket termik derude på forbjergene.

Dr. Arndt kaldte flere gange op på radioen og lod mig tydeligt forstå, at tiden var inde til at gå. Jeg fornemmede en vis utålmodighed.

Da jeg endeligt kunne se, at mine værste konkurrenter var tøffet af, startede jeg som én af de sidste i lidt over 2.000m. Jeg gled på bedste glid de 8km ind til startlinien og fortsatte ud under skærmen og ingenting de næste 40km uden så meget som et pip på variometret. Ca. 20km før bjergene begyndte jeg at finsortere i de cu'er der blomstrede, overudviklede eller sygnede hen og valgte en lidt skæv rute ind for at få et lidt større antal at vælge imellem. På dette tidspunkt så jeg til min forskrækkelse 4-5 15m fly 1.500m under mig jvf FLARM og jeg var selv i 1.600m... Deres skygger over markene var kun lige akkurat synlige. Uha-uha.

I 1.000m ser jeg nu et par efternølere ca. 5km længere fremme men jeg vælger en cu lige foran mig der giver rent 2.8m/s fra bund til toppen i 1.800m hvorefter jeg rettet ud og sætter tempoet op. Jeg ser nu flere fly ude på ruten og vores forventninger om, at folk bliver tvunget ind på linie ser ud til at holde stik: cb'en mod nord og oppe i bjergene ser ikke rar ud - og mod syd er der endnu ingen tegn på termik: jeg ligger på den gode linie her i forbjergene.

Men efter yderligere hurtige 30km begynder tvivlen at sætte ind: hvor langt skal vi i første areal? Der er jo helt blåt derude og fra de andre dage ved jeg, at det kan være elendigt i netop dette område. Men jeg presser forsigtigt på og henter nu flere gaggler og få sågar en suveræn melding fra Ulrik om, at han 20km længere fremme har kontakt med østrigeren Wolfgang og en del andre spidser. Forsigt-forsigt presser jeg på i det der nu er blevet tørtermik og i fin højde og beslutter mig for blot at vende arealet i sin vestligste begrænsning. For at være lidt hurtigere på krængerorene i tørtermiken dumpede jeg ca. 30 liter vand. Ulrik bekræfter desuden, at han kun har set få der er gået længere mod øst. Her finder jeg pludselig XT (Ronald Termat, Belgien) med flere. I den bagende sol kæmper vi os tilbage i rækken af små forkølede cu'er der trods alt virker ok. Idet vi kommet tilbage til forbjergene skal der gøres et valg: følge det bakkede terræn direkte ned til Donau og Ungarn, samme vej tilbage langs forbjergene til Nitra og så syd på - eller i midten hvor der ikke er nogen cu'er lige nu?

Jeg valgte det sidste af tre årsager: jeg havde nu et par hundrede meter mere end de andre jeg havde hentet og de andre lod til at ville gå mere vestligt og sikkert med deres højde. For det andet kunne jeg nu skimte cu'er og cb'er 50-60km længere fremme i varmedisen. For det tredje havde jeg vel 10-15km/t medvind nu.

Jeg rettede op og gled direkte mod centrum af næste areal 85km. På det fuldstændigt stille glid over de næste 50km fik jeg justeret min navigation til næste areal og sidste areal - jeg skulle stort set flyve samme vej tilbage hvis min forventning om, at solen fik magt her én time senere. Jeg regnede, justerede og dobbeltcheckede flere gange min indlagte kurser i LX-8000'eren og den sagde stadig, at jeg ville kunne ankomme på slaget 3 timer med McCready 2.0.

Jeg så intet til de andre men havde en fornemmelse af, at de lå noget længere mod nord. Ulrik var ihvertfald på en udemærket rute deroppe og mon ikke de andre fulgte det spor også.

Men jeg sparede ihvertfald en del tid på det, for da jeg ramte 2m/s efter 50km, fik jeg pludselig kontakt med en stribe der var startet mindst 20min før mig. Boblen var en del af den luftmasse der nu var under kraftig overudvikling og hvert sekund tællede - og jeg skulle samme vej tilbage for at få slutglid i forventning om, at sidste areal nu nok desværre ville være totalt overudviklet når jeg kom tilbage.

I herlig god højde pressede jeg AB igennem termikken og på glidende med op til 180km/t. Med 570kg føltes det som et tog på skinner. Til mit svineheld så passer min plan om, at vende så sydvestligt i anden sektor perfekt: cu'ern stopper lige over Donau og grænsen til Ungarn. Og jeg skulle ikke have været længere vest på. Jeg justerede flere gange navigationen i LX-8000'eren og kunne nu se, at jeg ville ankomme 5min for tidligt med McCready 2.0 - hvis vejret altså fortsatte.

Men nu var overudviklingen i fuld gang her også. Det regnede i 2.000m og det lød som små sten der hamrede mod vinger og hood. Alligevel fandt jeg en god rute inde i regn og tåger med fuld knald på - et par gange kunne jeg jublende trække AB hårdt op med 150km/t og stige flere hundrede meter før jeg dykkede farten op igen. Og puf: så var jeg ude i det blå og ingen termik.

Men pyt med det - planen holdte - jeg havde nu fået så meget højde, at kunne tillade mig at glide de næste 75km uden højdevinding - barede det ikke regnede. Og det gjorde det ikke.

Jeg skruede ned for volumen på LX-8000'eren, trimmede til 180km/t, krøb godt ned i cockpittet, strammede seletøjet, tørret sved ud af øjnene, justede hamlerne, fik drukket lidt vand, kaldte Allan og Team-DK at jeg nu var på slutglid : og NØD udsigten. AB svigtede mig heller ikke og efter 75km og små 25 min høvlede jeg over ankomstlinien som dagsvinder.

Allan gav øl idag.

EM 2009: Fin start (Dagen der ikke måtte tabes)

..selvom vi nok blev overrasket over, at der kunne flyves stærkt. Da vi blev slæbt op var termikken svag og søbrise-fugtig (og der var varmt i cockpittet - sved drev af os). Cu'erne mod nord og øst kunne tydeligt ses at være under kraftig overudvikling og vi vidste alle jvf vejrbriefingen, at der ville komme regn sidst på dagen.

Så det handlede ret beset blot om, at komme ud af røret på dagens 2 timer Assigned Area Task (AAT) der mest skulle foregå mod syd og i Ungarn.

Ulrik gik relativt tideligt (syntes jeg - men det gjorde resten af feltet også) medens jeg lurede på om basen var ved at løfte sig fra de 1.300m til knapt 1.500m. Da jeg gik 20min senere var jeg mutters alene med en stribe åbenklasse fly i hælene - og det gik tjept ned i første sektor hvor der nu var total overudvikling.

Med 1,3m/s i snit i boblerne (og nogle få sjældne 2m/s) kantede jeg mig derfor længere mod syd-øst i sektoren helt ude på kanten inden jeg vendte om og i den sydelige sektor via Donau ind i Ungarn. Jeg kunne lige holde ca. 700-1.100m. Her skinnede ulandbaremarker og hjulspor stadig af fugt og vand i rigelige mængder og jeg måtte opgive at gå længere - der var et stort blot hul og det ville blive for tricky at komme tilbage til den østlige sektor og sidste sektor.

Og jeg havde ikke set én eneste af min konkurrenter. Hmm. Gad vide mon de var.

Det var nok - trods alt - en god beslutning for det var svært at få bid igen og min gennemsnits hastighed faldt dramatisk i takt med, at jeg fik mig viklet hen til nogle sunde skyer igen.

Herfra kunne jeg uden problemer få kontakt med regnfronten og den skygade der formede sig på forkanten. Trods regnen der strømmede hen over hooden i sine sølvspor og sled sig hen over vingerne for at blive pisket af bagkanten steg det fint. Pga det tidligere end beregnet afbræk i den Ungarske sektor var der nu opstået et nyt problem: jeg var nødt til at flyve langt i gade og den ville ende udenfor konkurrenceområdet (=teknisk udelanding) hvis jeg skulle udnytte tiden.

Et lyspunkt var, at jeg nu så mange af de andre i 18m klassen på vej ud i samme område (så de måtte have lavet et længere ben på et tidligere tidspunkt) og en del på modgående kurs. Med små 150km/t kunne jeg glide i regnen til de områder der løftede i skygaden, hvor jeg igen måtte sætte tempoet helt ned medens jeg gled langs med Donau. I regn og rusk forlod jeg skygaden og gled så langt jeg turde inden det ville blive for kritisk at få kontakt med skygaden igen. Men det gik og jeg kunne nu flyve de sidste 70km uden at kurve mere end et par omgange i tæt selskab med nogle efternølere i 18m klassen og åben klasse. De sidste 50km var præget af regn helt ned til jorden 270 grader rundt i horisonten foran med lyn af og til medens jeg vævede ind og ud af gaden og den væste regn. Intressant.

Som noget nyt (for mig) var ankomsten en 3km ring omkring Nitra flyveplads som man skulle ankomme i mindst 40m QFE...og så skulle man huske slutglidshøjde de sidste 3km selv. Men pga regnen - og jeg alligevel ikke kunne udnytte de 2 timer fuldt ud tog jeg den med ro og fik uden problemer øget sikkerhedshøjden til knapt 350m 20km ude - og den gik da også hjem i den nu lette regn uden dramatik. Jeg lå sammen med et par Nimbuss'er og det er intressant at se hvordan de falder ud af himlen over 150km/t i forhold til os i 18m eller mindre.

Konkurrenceledelsesn resultatservice viste sig at være et kapitel for sig i dag: der skulle gå over 4 timer før vi så resultaterne. Én ting er, at de her AAT opgaver kan skævvride pointssystemerne grundet de meget individuelle rutevalg, og som iøvrigt som biprodukt genererer et totalt mangel på overblik mht hvordan det egentligt gik - men at der skulle gå 4 timer! Folk sad og svedte overalt med øjnene naglet til deres laptops.

Nå, men nu har vi fået resultaterne og bortset fra nogle udelandinger kan vi glæde os over, at det værste vejrmæssigt lader til at være overstået nu - håber vi.

Vi glæder os ihvertfald og selvom vi alle 3 har set en del points til idag har vi undgået det som alle i feltet var enige om var den største risiko idag: at udelande - der er andre der allerede har løbet en betydelig risiko for relativt få points.

EM 2009: Endelig i luften igen

Endelig -endelig!

Efter en begivenhedsløs tur fra Horsens til Stuttgart i søndags og afhentning af AB hos Schempp-Hirth efterfølgende mandag morgen kunne jeg sætte kursen til Nitra via Østrig.

Det var desværre ikke muligt at flyve en tur i nærheden af Stuttgart medens regnen hærgede østpå - for vejret havde nu indhentet mig her også. Så jeg kunne ligeså godt begive mig østover i håbet om, at vejret der skulle blive bedre hurtigere.

Efter mange monotone timer i bil med AB på slæb igennem Østrig i voldsom styrtregn og aquaplaning på næsten øde motorveje, var jeg mør og fandt mig et hotel uden kælder og Fritzel-Schnitzel.

Da jeg tirsdag morgen stod op var floden udenfor hotellet hastigt på vej op og de var i fuld gang med stable sandsække op langs med vejene (hvorfor piller de dem egentligt ned sidste gang?). Regnen styrtede ned og jeg fortsatte mod øst og Slovakiet.

Sidst på dagen ankom jeg til Nitra hvor vejene, trods vejarbejde, var fine, og fik mig arrangeret på pladsen i let regn.

Onsdag, surprise-surprise, regnede, og mudderet svuppede lystigt imellem tæerne og ikke mindst teltunderlaget.

Men torsdag blev det da til en dejlig tur uden problemer i AB sammen med en ca. 50 andre piloter der udforskede de søbrise agtige lumske Cu'er rundt omkring. Der var meget overudvikling og konsensus blandt alle er, at vi tydeligtvis skal flyve EM en måned tidligere høstmæssigt end vi prøvede til EM i '05: der er ingen høstede marker og stort set ingen græsmarker. Vi skal virkelig passe på - turbo eller ej i ryggen.

VM 2008 : Thunder!

Okay, så met-manden sagde højt og tydeligt - ca. 15 min før faktum - at der ville komme et tordenvejr igennem området. Men ikke alle nåede at få sat i vogn og nu flyder gulvet i campingvognene ca. 8-10cm højere end da det blev lagt. Mange fortelte og marquiser er væltet omkuld under regn- og vindtryk.

Crew Chief Allan og undertegnede kørte en tur ud og inspicerede vogne og fly og kunne rapportere alt ok selvom det på et tidspunkt ruskede godt og vandet stod ned i stænger. Hermed et stemningsbillede...

VM 2008 : Brandvarmt i Lüsse

Her er tørt og varmt. Marken der støder op til flyvepladsen futtede af i dag. Ja, det vil sige resten af marken, for 2/3 af marken brændte for et par dage siden. Igen var det en mejetærsker som forårsagede branden. Denne gang var vindretningen dog gunstigere end sidste gang. Flyvepladsen var på intet tidspunkt i fare, men interessant at se samarbejdet mellem brandfolk og landmænd i slukningsarbejdet.
Halvdelen af de danske piloter flyver i dag. Det er sidste træningsmulighed. Der ses cirrus i horisonten og der er meldt om mulighed for torden senere.

VM 2008: Pilgrimsrejsen

Vejrudsigten så god ud. MO og undertegnede ville en tur ud til konkurrenceområdets begrænsning mod vest og syd hvor vi ikke havde fløjet før sammen.

Med bævrende stemmer og tårer i øjnene proklamerede vi fredigt, at vi ville til Wasserkuppe som har været og er et historisk kraftcenter for flyvningens, og svæveflyvnings udvikling især. Pyt med at det lå sydvest for og uden for konkurrenceområdet. Mange berømte historier, anekdoter, personer og fly kan spores hertil. Og hvad ville være mere passende end, at dedikere en flyvning til netop dette sted i forbindelse med det historiske 30. VM i svæveflyvning?

Nuvel, efter at have gransket vejrkortet og tørret de rørte tårer væk mente vi der også var tid til en tur vestpå før vi skulle sydpå hvorfor vi deklarerede vpt 157 på nordsiden af Harz bjerget næsten ude ved den vestlige begrænsning. Ialt 555km.

Og fint vejr var det med 1-2/8 cu og fin tørtermik. Vi drønede afsted og efter nogle megalange glid og kurvning med både storke og store ørne ankom vi til Harz. Terrænet omkring Elben var fuldstændigt afsvedent/gult - og sådan ser det ud over det meste af landet her norde for de midttyske bjerge. Men her ved Harz var bjerget dejligt grønt.

På glidet mod syd var vi flere gange i vanskelige situationer fordi terrænet generelt hævede sig og tørtermikken stod enddog meget spredt. Men det lykkedes os dog at ankomme til de første større forbjerge til Wasserkuppe hvor der i 3-400m over terræn stod en 4.0m fra bund til 2.800m.

Og så ankom vi til Wasserkuppe, dette sagnomspundne sted. MO mente partout at vi ikke sådan bare kunne vende det på almindeligvis men fablede om at man burde flyve lidt hang på forsiden af flyvepladsen....meeeeen det var vist ikke så seriøst så vi vendte og satte snuden hjemad de 260km via Thüringer Wald. Over denne øst-vest bjergkæde fik vi igen fat i den gode termik der nu endte i dagens suverænt flotteste Cu i 2.800m.

På det fremskredne tidspunkt måtte vi tage i betragtning, at der ikke var tid til flere svinkærinder og vi skulle også lige uden om Erfurt CTR'en der lå lige på kursen hjem. Men heldigivs var termikken stadig god og høj ude over fladlandet så Erfurt kunne passeres i over 2.000m, så selvom vi nu nærmede os kl. 17:00 og tidspunktet hvor termikken gik på halvkraft lykkedes det os igen at lobbe den hjem til Lüsse.

Tyskland er altså et pragtfuldt land at svæveflyve i og man er næsten altid inden for glideafstand af en egnet flyveplads og flinke folk.

At lebensmittel såsom øl også fåes til rimelige priser og i spændende variationer sætter jo prikken over i'et.

VM 2008 : Lidt sightseeing - så du røgen?

Det er meget varmt og meget tørt hernede. Vejret minder allerede om det fantastiske vejr vi havde i maj-juni.

Vi får gennemført teknisk inspektion af flyene som nogle af de første her fra morgenstunden og desuden pilot registrering. Mange dokumenter skal fremvises og krydses af - men det er herligt at få overstået.

De andre piloter forventes først at ankomme i løbet af dagen og imorgen hvorfor Mogens Hoelgaard og Jeg drager alene ud på en træningstur. I tørtermik og kun sjælden cu-dannelse beslutter vi os for at drage rundt om Berlins TMA da ingen os har gennemført den opgave før og vi ved fra EM i 2000 at konkurrenceledelsen kan finde på det.

Vi bliver forfulgt af amerikanerne der åbentbart har tænkt samme tanke. Vi har gode climbs til knapt 2.000m i tørtermikken via Brandenburg men på nordsiden går vi lidt i stå og termikken lader til at stå noget lavere. Amerikanerne vender om da vi presser på i 700m men MO og jeg får fat 10km længere fremme og kommer med visse vanskeligheder igen i 1.800m før vi kan begynde at gå øst om Berlin TMA. Her render vi ind i en kæmpe markbrand der blandt de nu velformede cu skaber sin egen helt specielle røgsky.

Vi halser videre mod syd og render i en større gruppe fra VM fortræningen der tøffer adstadigt og lettere afslappet omkring. Vi beslutter for at tage en afstikker ud mod Eisenhüttestadt ved den polske grænse før vi vender om og går på slutglid mod Lüsse. Vejret er pragtfuldt men som det er karakteristisk her i midttyskland så går termikken på halvkraft kl. 17:00 - og det er ikke for sjov når det sker. Dog lobber vi begge to den hjem fra små 2.000m 100km ude.

På flyvepladsen er Jan Andersen med familien nu dukket op sammen med sin super hjælper Edvin Thomsen. Om han skal holde styr på Jan eller de fire banditter de har med må tiden vise. Ligeledes er Poul Kim Larsen og Henrik Jyde dukket op med Janus ("C") og Anne.

Der er dejligt roligt og afslappet på pladsen og alle går trætte og viltilfredse til ro med udsigten til endnu en god dag imorgen.

VM 2008 : Team DK bygger ørnerede

Efter en lang og meget varm dag i bilens cockpit, hvor man bander over at man ikke undede sig en aircondition, er MO og AB ankommet til Camp Team DK.

Faktisk var det så varmt, at MO mente man uden problemer kunne riste sit rugbrød i forruden.


Den eneste udfordring vi oplevede trods den megen ferietrafik var et væltet læs korn 7km før Lüsse - det tog det meste af en halv time inden vejen var fri igen.

Ved ankomsten til Lüsse blev vi mødt af MO's hjælper team Frede og Birgit samt team captain Helmuth og Jette. De havde sørget for, at vi har fået vores egen "allé" helt ud til den 2,5km lange græs bane i første parket, hvilket gør det muligt at få samlet hele det danske team der camperer ét sted. Og så har tyskerne sørget for de tre grundelementer der gør en camp til success: vand, el og trådløst internet.

Verden rundt på 7½ time

...på 7½ time : i dyst med Ib Braes og Per Winthers rekorder

Det er d. 21 maj 2008 og Per Givskov og jeg sidder og kigger på USAF vejrkortene på internettet i hver sin by. En hyggelig samtale forrige lørdag er stadig en hyggelig samtale denne onsdag aften men nu begynder det at lyde som alvor. Ib Braes rekord Ud-Hjem 633km og Per Winthers ditto fri ud-hjem distance på 635km fra ’06 skal udfordres. Vi er enige om, at konvektionen godt nok giver en østlig strømning, men det ser ud som om, vi får godt vejr både i Danmark og et godt stykke ned i Tyskland. Vi tygger lidt på det og bliver enige om, at vi mødes fredag tidlig morgen på Arnborg hvis udsigten ser ligeså god ud imorgen aften torsdag. Og det gør det. Og til vores overraskelse ser det faktisk ud til, at den bedste linie går lige ned langs med den tyske vestkyst pga en 12 knob stik østlig vind. Østlig vind? Hmm.

Mon det holder?

Vi er utroligt nok ikke mødt særligt tidligt denne fredag morgen, og både Per og jeg går rundt med en lige lovlig afslappet attitude: vejret ligner en lidt svagere udgave af de hårde cu-bunde vi ellers har set så mange af i maj.Men ok, vinden er jo også i øst og det er sjældent toppen. Tiden går medens vi hjælper hinanden på det fredfyldte irgrønne græs, taler teknik og samler flyene – det er rigtigt hyggeligt. Vores to Ventus’er, RA og AB, bliver så småt til rigtige fly fuldt dunket op medens andre entusiaster kaster sig ud i skoleflyvning og gentagne landinger før det går op for os, at vi bestemt ikke får en tidlig start da vi ser på uret. Basen er tydeligvis pludseligt rykket op og vi er stadig på jorden. Per har forberedt et par opgaver og vi vælger i enighed radio tårnet ”Verden” 335km stik syd!

Afgang-afgang-afgang!

Da vi endelig kommer igang er basen allerede i 1.600m men det er pokkers svært at få fat under de 1.000m. Men det virker underligt og besværligt for os begge. Da vi endelig kommer afsted 12:11 har vi brugt en halv time på at komme op. Men så kommer der også skub i skuden. Turen ned igennem Billunds tragt og Skrydstrup går efter bogen og uden problemer. Vi har god fart på og Cu’erne ser rimeligt konstante ud mod syd. Vind og styrke matcher fint vejrudsigten selvom det ikke ligefrem er hammerwetter. Men bevares, det virker.

Over Elben

Efter et par timer og 237km uden problemer kan vi se Hamburg mod øst og er ved at være i position til at krydse Elben. Området omkring Elben og marsklandet mod vest ligner ikke lige noget man frivilligt burde flyve over. Men de spredte områder med træer og byer bliver markeret med spredte cu’er og adskiller sig fra resten af landskabet. De er som vadesten i dette grønne lavland og jeg presser konstant AB i retning af dem selvom det giver lidt sik-sak. Klokken er nu 14:28 og jeg begynder at mærke spændingen stige. For basen lader forundeligt nok stadig til at hæve sig lidt og med typisk 2m/s når det er bedst, kommer jeg op i 1.800m flere gange. Temperaturen er behagelig, madpakken er stor nok og jeg har det skideskægt. Det skal nok gå.

Masser af luftrum

Og masser af ting at lægge mærke til. Trods Hamburgs størrelse og store trafik er det utroligt hvor lidt luftrum de lægger beslag på. De kan bare det dér. Men luften fra Nordsøen giver en stribe cu’er langs kysten medens jeg her 30-50km inde i land flyver i en anden luftmasse der begynder at virke svag og opløst pga cirrus laget. Ca. 20-30km mod øst skinner solen igen og cu’erne blomstrer uendeligt. I et svagt øjeblik overvejer jeg seriøst at fortsætte til Klix via det velkendte ”Rennstrecke” syd for Berlin. Jeg ryster på hovedet og fokuserer på den aktuelle opgave. Da jeg passerer Bremen TMA’en ser jeg endeligt radiotårnet ”Verden” rage op over skoven NØ for selve byen Verden. Som aftalt, fortsætter jeg lige henover og forbi med kurs mod syd indtil Per også når vendepunktet. Vi skal hjem begge og så må vi dele hhv den deklarerede og den udeklarerede rekord.

Ingen genveje

Per kalder på radioen, at nu har han også vendt Verden små 25km bagved mig og jeg kaster med det samme AB rundt. Klokken er nu 15:32, jeg er lidt lavt og har nu 352km hjem! Vi siger ikke så meget, for vi er begge klar over, at det nu er for alvor. Javel, så det er det her Ib Braes har kigget på: en uendelig lang tur hjem til enden af en horisont man ikke kan se, på et tidspunkt hvor andre i ro og mag går på slutglid til en kølig bajer og røverhistorier inden aftensmaden. Med laget af cirrus der konstant skyller ind, men drillende går i opløsning henover vores ellers så fine cu’er, måtte jeg ryste lidt på mit hoved og grine lidt af mit eget hovmod. Hvem pokker havde dog sagt det skulle være nemt?

Næsten alene derude

Da jeg passerer vest om Verden igen ser jeg de første alvorlige tegn på, at cirruslaget får lokalt magt: cu’erne ser svage ud på linien mod nord og jeg trækker mod Bremen TMA’en igen selvom linien nordpå derfra ikke er god – jeg bliver nødt til at krydse mod øst igen bagefter – men det er nok det bedste nu. Per er foran mig ét eller andet sted og går mere lige på kursen. Et par blink i øjenkrogen får min opmærksomhed og sandelig om jeg ikke ser et par andre svævefly tøffe rundt der lige på kanten af TMA’en. Et hurtigt kald til Bremen og jeg får lov til at kurve i en dejlig 2m/s lige under nogle smukke Nimbus 4’ere og ivrigt vinkende kolleager. Det sgu’ hyggeligt!

Stop og tænk!
Raffinaderiet på nordsiden af Elben langs Kieler kanalen ejer de sidste cu’er mod nord – der er pokker-tag-mig blæst helt goldt og rent resten af vejen hjem til grænsen. Vinden er stadig klippestabilt 12 knob fra øst og med den svage termik er det en giftig kop kaffe. Ja, det vil sige, at små 100km mod nord og øst-vest langs den danske grænse kunne jeg tydeligt se de smukkeste Cu’er lokke som sirener. Og der er sørme ved at komme skygger der peger mod vest. Lidt irriteret slukker jeg for mit romantiske fokus på dem og koncenterer mig om mine problemer her og nu. Taxameteret kører som død og helvede nu og Per kæmper også 20-30km bagved. Fra 1.600m og en evig kamp for at komme derop glider jeg nu på en kurs der ligger langt mod vest, for at følge striben af små landsbyer og skove der ligger som sidste bolværk (og forhåbentligt) tørtermikudløsere mod vesterhavet i den østlige vind. Klokken er nu 16:54 og vi har stadig over 200km hjem.

Omstillingstid
Der er ikke meget vand tilbage i min camelbak og jeg smider sammenbidt ca. 100 liter vand fra tankene, på glidet til noget der ligner en lille flyveplads. Her stiger en Stemme pludselig op i cirkler og får en overgang også min puls til at stige indtil jeg opdager, at det er for motor den snydepels kommer op i sin cirklen. Men ikke desto mindre får jeg fat i tørtermik i 500m og det går op for mig, at basen er faldet til ca. 1.000m her og der er stadig termik. Hør – det her kender jeg jo! Håbet og AB stiger medens jeg omstiller mig til denne nye genkendelige virklighed. Nogle behjertede sønderjyder havde hørt Pers og mine observationer og kunne opmuntre os med gode værdier nord for grænsen. Det gav blod på tanden. Tak for det!

Back in business - yeah right
Efter en vanskelig time og 85km senere skyller en berusende fornemmelse igennem AB idet vi drejer igennem toppen af tørtermikken og mod cu’erne langs grænsen. AB kløver sig stabilt og ivrigt igennem den klare luft for at komme af med tørtermikken. Jeg tillader mig et øjeblik hvor jeg tænker tilbage på den sidste time og det går op for mig, at jeg nok har været meget heldig, for resten af vejen hjem ser da fin-fin ud med cu’er så langt øjet rækker. Nu hvor alting føles som hjemmebane bliver der givet gas og jeg bilder mig ind, at jeg sådan nogenlunde kan placere Billund i horisontens krumning. Til min store ærgelse meddeler Per, at han bagved har været nødt til at sætte turbo’en ud. Som den sportsmand han er, ønsker han mig al held og lykke.

Valg på valg
Skrydstrup lyder helt glad for at høre jeg er tilbage – og det er jeg også – men nu går det op for mig, at denne lille lykkelige fase stort set er overstået og gode råd er dyre: østenvinden har fået magt med jammerlig luft fra Lillebælt og det Fynboerne ikke kune bruge. Og nå ja – solen er da ved at gå ned! Klokken er nu 18:25 og det her kan lukke og slukke når som helst. Stik mod mine forventninger og helt sikre overbevisninger følger jeg en stribe cu’er NØ op mod Lunderskov – de bringer mig trods alt fremad og lidt ind i vinden – men der er dælme langt til de sidste totter der nu er tilbage inde ved Hegnsvig vest-syd-vest for Billund. Og jeg skal erfaringsmæssigt helst igennem Billunds vestlige CTR. Og alt er blæst blåt nu. Ikke én eneste cu.

Super koncentreret
På glidet fra Vorbasse til Hegnsvig kunne jeg se den ene ruteflyver efter den anden line op fra syd-vest. Tårnuglen i Billund tog mine meldinger om position og intentioner og gav mig lov til at fortsætte lige efter bogen og uden for tragten. Lige over skoven ved Hegnsvig anede jeg konturerne af fugt der bulede i bunden af inversionens svagt lilla-brune lag: jeg måtte derhen! Uanset hvad må vi ikke komme lavt nu i CTR’en. Hvis jeg ikke havde været det før, så var jeg det nu: super koncentreret. Jeg havde skruet ned for alt, tømt det sidste vand ud og drukket den sidste slurk i min camelbak og tyggegummiet var det samme som i Schleswig. Klokken er 19:12 og det vidste jeg først bagefter.

Blandt rutefly og musvåger
Idet jeg går rundt 1km syd for en Ryan Air der selv er på slutglid til Billund, dukker en enlig musvåge op som min følgesvend. Kun den svage pippen fra LX’en hørtes som et svagt ekko i cockpittet der var uendeligt langt væk: jeg var AB og AB var mig. Jeg nu mere fornemmede end hørte svage knirkelyde som jeg aldrig havde lagt mærke til før når stødstænger gled i deres lejer eller vingen flexede svagt. Jeg kunne mærke ujævnhederne i den svage termik på den bævren der startede i vingernes tipper.

Hold takten når du krydser
Musvågen holdt et vågnet øje med mig for vi var makkere. Jo, det var lidt surrealistisk. ”AB, hvornår vil du mod nord?” spørger tårnuglen. ”Billund App, jeg kan se to til af dine indflyvninger – må jeg gå umiddelbart efter nr. 2? Jeg forventer at climbe igen på nordkanten af Grindsted? AB”. ”AB, det er tilladt, rapporter tværs af den forlængede centerline og rapporter climb på nordkanten af Grindsted”. Ved den 15. omgang med 0,3m/s nikker jeg af høflighed til musvågen og klemmer forsigtigt AB rundt med rorerne og går på glid efter den hvide ruteflyver i samme højde 1km fremme. Og der er intet! Ikke så meget som et pip og LX’en siger jeg mangler 300m i små 650m på vej ind over Grindsted. Hvis det ikke var for vinden kunne den gå hjem!


Yes, yes, yes!
Men så kommer det – der går en svag skælven igennem flyet i 600m og jeg vrider AB rundt i et højredrej der ikke virker særligt lovende. Men 0,7 m/s forreven aftenfims er stadig 0,7m/s. Efter 6 minutters indædt kamp og med sveden drivende ned af arme og hænder, og forsikrende meldinger til Billund om, at jeg stadig er mindst 1km nord for indflyvningen til Billund siger LX’en pludselig +0m til Arnborg i 850m. Tyggegummiet fra Schleswig bliver næsten slugt og i samme øjeblik dør boblen. Men jeg føler mig næsten sikker nu i 845m og 30km ude trods den golde 12knobs østenvind. Der skal nok være lidt at trække op i på vejen hjem. Jeg kalder Billund Approach og takker for den fine service og meddeler dem, at hvis det her lykkes, har de hjulpet mig til dansk rekord, til hvilket tårnuglen muntert ønsker held og lykke. Og ganske rigtigt – på bedste glid og åh-så-hysterisk-forsigtige-bevægelser på rorene får jeg trykket AB igennem et par svage optræk og reducerede synk områder – og nu siger computeren +120m, 20km ude.

I aftensolens orange skær
Det er som om det er første gang jeg rigtigt ser landskabet nu – det er uendeligt smukt med sine mørke og grøn-brune farver i det orange skær fra den synkende sol og jeg ryster lykkeligt på hovedet over at måtte se dette. I samme øjeblik, selvfølgelig, bimler og bamler min mobil insisterende. Jeg flår den ud af sidelommen for at slukke for den – men da det er Mogens Hoelgaard åbner jeg den og han spørger lystigt om hvordan det er gået. I samme nu hyler LX’ens speed-command og jeg råber bare ’Hej Mogens, jeg har ikke tid, jeg er på slutglid’. Jeg når lige at høre Mogens sige ”åh, jeg vidste det – godt gået!” inden mobilen ryger ned i lommen.

Lang dags rejse er slut
Arnborg er nu en håndgribelig størrelse 10km ude medens jeg laver cockpitcheck i +150m og gode 100km/t. Jeg kalder op et par gange til Arnborg uden svar men det er helt ok så sent. Da jeg kommer direkte fra syd vælger jeg at brænde sikkerhedshøjden af ved at øge farten og lave et lowpass over Arnborg i sikker højde fra Helge Hald, før jeg går på en venstre hånd til bane 09. Idet jeg trækker op og kigger ned på Arnborg mindes jeg aldrig at have set en mere indbydende flyveplads. Jeg ser igen på uret og da AB klokken 19:43 silkeblødt ruller op til ”pynten” tillader jeg mig endeligt at give et hyl af glæde fra mig inden jeg åbner cockpittet. Jeg forsøger ret ineffektivt at være cool-calm-collected medens jeg stiger ud. Ud-hjem 704,1km fri distance og 671,4km med 89km/t. To rekorder er hjemme – Ib Braes har stået siden jeg gik i 4. klasse – 32 år! Og så fik jeg også Per Winthers! (Undskyld Per og Per). Dertil fik jeg egentlig også formelt både Mål Diamant og Distance Diamant. Jeg er træt på en god måde og lykkelig over alle oplevelserne. Og spændt på det næste forsøg – det må kunne gøres bedre!

Sisteron 2008: Var det dét?

Igår kom der regn med et 8/8 låg af lavthængende skyer. Det var egentligt fint nok efter tre gode og meget lange flyvedage her så tidligt på sæsonen. Vi fik tid til at debriefe, restituere og lavet lidt papirarbejde. Men helt ærligt - behøver det dårlige vejr at fortsætte når vi nu har kørt knapt 2.000km for det?

Vi mødtes igår op med team XL i Chatau Arnoux hvor vi forsøgte at holde igen med beretninger om vores gode ture. De var ankommet dagen i forvejen og havde endnu ikke været i luften...

Desværre er vejrudsigten så ringe ikke bare for imorgen, men hele den næste uges tid, at vi har besluttet os for at trække krogen op. Surt - men heldigvis hører det til de absolutte sjældenheder at vi får så lidt flyvetid som denne gang. Med knapt 20 timer på tre dage ville det have været dejligt med ydereligere 3-4 dage på lignende vis. Statistikken for mig hernede er på knapt 30 timer i snit per uge, så denne uge hører til den næst ringeste jeg har oplevet endnu. Men sådan er vilkårene nu en gang. Oplevelserne hernede fejler ikke noget.

Nå, vi kravler nok i bar frustration en tur op på en bjergtop i eftermiddag før vi pakker sammen, hiver flyene på krogene og tøffer hjemover.

Sisteron 2008: En lang dag ved Morgon

Det var hamrende koldt udenfor da vi vågnede. Ikke en sky på himmelen og bjergene lå i den tindrende morgensol og glasklare morgenluft med sne der flød ned fra toppene på arms afstand.

Ved briefingen var instruktørene og både de franske og tyske metorologer enddog meget optimistiske med forventninger om Cu'er i op til 3.800m med både 2 og 3m/s.

Således optændt at den hellige ild var Stig og jeg linet op og klare til afgang blandt de første kl 12:15.

Efter et slæb ud til Gache hvor der var fint løft i den svage NV strømning af luft til 1.500m gik det hele ligesom lidt ned i omdrejninger og vi kæmpede os fra bjergkarm til bjergkam mod øst og de høje alper. Stig og jeg trøstede hinanden med, at det jo også var ret tidligt på dagen. Efterhånden var nogen af tyskerne og schweizerne da også ved at poppe op over bjergkarmene bag ved os og det begyndte at ligne sig selv med gode stigværdier og højder i nærheden af de 2.200m.

Jeg gled derfor uden betænkning fra Gautiere i 2.200m de 21km mod det store forbjerg Dormillouse hvor jeg måtte konstatere, at der intet hændte. Mod NØ stod forbjerget Morgon og lokkede med sine stejle varme sider og jeg fortsatte derfor de 6km derover - det skulle nok gå.

Men nej, Morgon virkede ikke og jeg begyndte at tabe højde stille og roligt. Jeg konturerede fra forbjerget og langt ind i Barcolonette dalen medens der nu løb meldinger ind fra de mange andre i området om problemer. Folk faldt åbenbart ud af himmelen og søgte tilbage til Sisteron.

Stig var i mellemtiden længere mod syd kommet til bjergkæden Blanche som ender i forbjerget Dormillouse og kunne melde om god ankomst dér i 2.400m og sågår efterfølgende bølge til 3.400m.

I modsætning til igår havde jeg det fint varmt og var nu nede i 1.400m og begyndte nu at forberede mig på en mulige udelanding. Dér hvor jeg lå havde jeg højde nok til at nå to udelandingspladser og der var desuden ok arealer mod vest på syd-vest siden af Serre Poncon søen men ingen var særligt indbydende. Én bestod af grus og skærver og den anden var en fin asfalt bane inde i selve Barcolonette - og markerne mod syd skulle nok vælges med omhu. Én ting var helt sikkert - jeg ville ikke sætte turboen ud før jeg lå i sikker højde over disse pladser. Det kunne jo være den ikke startede eller det der var være - ikke startede og ikke kunne indfældes igen - og så ville det gå rask nedaf.

Jeg opgav til sidst at finde det klassiske løft de 20-40m fra klipperne. Men jeg havde jo i min søgen fundet lokalt stig her og dér, så med klagetonerne fra mine kollegaer i radioen resignerede jeg og accepterede den elendige termik der stod lidt ude fra bjerget. Det blev til mange omgange hvor jeg både tabt og vandt medens jeg fik set rigeligt af skrå marker, røgfarvede barske rå klipper, vinbønder i traktorer, fåreflokke, sejlivet vegetation, forpinte træer og en enkelt brun ged der stod og gloede.

Gang på gang måtte jeg kontrollere computeren om den var enig i udelandingsmulighederne og forventede ankomsthøjder kryddert med mit eget fradrag for sikkerhed. Det var tæt på min egen grænse men efter næsten én time begyndte jeg endeligt at få højde på til 1.600m. Med de yderligere 200m besluttede jeg mig for at bevæge mig tættere på "grus-og-skærve" udelandingspladsen og lidt tættere på en uendelig grå stejl ravine hvor der altså måtte være noget termik. Og det var der.

Med fin udsigt til hele Serre-Poncon søen for foden af bjergt steg jeg endeligt op til Morgons kanter og kunne atter genoptage min stræktur. Et par svedlitre lettere og med stor appetit på den medbragte madpakke.

Erkendelsen om, at dagen ikke ville blive nogen stor dag bundfældede sig efterhånden da Stig og jeg team'ede op igen ved Guillaume hvor det sikre løft til Royal'en udeblev og vi kun med møje og besvær nåede toppen dér. Vi vendte derfor resolut omkring og tog toppen af Morgon og tilbage til Dormillouse og så turen ned af La Blanche i høj fart til Caduc hvor vi ramte en fin lille bølge til 3.500m hvor vi ligesom kunne puste lidt ud og overveje situationen.

Vi blev enige om, at fortsætte turen i forventning om hårdt arbejde og det blev det. Med godt teamwork kæmpede vi os fra klippetop til klippetop mod vinden som aldrig ville give os noget fornuftigt løft. På Caussons sydvestlige hjørne blev der tid til at nyde den lille kapellignende bygning der var bygget direkte på kanten til afgrunden. I aftensolen så de rå kalksten varme ud og en træt bjergklatrer kunne nok gemme sig for ulve og dårligt vejr dér. Men der var vist ikke nogen dør. Medens Stig og jeg kurvede krapt på den nordlige ende af Causson blev der vinket fra en lille gruppe bjergklatere der lå i læ bag en klippe. For en god ordens skyld fik de lige et lowpass i passende afstand for at se jeg værdsatte deres hilsen.

Men der blev ikke givet ved dørene for termikken blev hele tiden revet i stykker på højde med bjergkarmene. På et tidspunkt sprang vi via Authon til Gache for at nå Lure - men Lure virkede ikke! Uhørt!

Med halene mellem benene måtte vi hoppe over på Vamuse og der var der trods alt noget der virkede lidt. Herfra kom vi stille og roligt op igen via Jouere, Maluppe, Crete de Selle for så i resterne af aftensolen at angribe Pic de Bures gule grusskråninger. Men ligefedt hjalp det. Vi kurvede adskillelige gange med vingerne parallelt over skråningerne men ligefedt hjælp det. Efter 15 minutter og i samme højde som da vi ankom afskrev vi med væmmelse Pic de Bure og satte snuden hjemad via Ceuse.

Efter 6½ time og sølle ca. 300km havde vi fået nok og desuden var skumringen begyndt. Nu skulle det gøre godt med en Pizza Maurienne og en Grand Biere.

Sisteron 2008: Iskold Lenticularis

Efter at have rulle de første par hundrede meter på den solvarmede asfalt efter slæbeflyet slap Ventus'ens hovedhul silkeblødt jordforbindelsen ved små 75km/t og accelererede videre til små 130km/t med flaps i +2. I drejet ud over det stejle drop til den stenede flod for enden af bane 36 løb jeg hurtigt nødlandingsalternativerne igennem. Ligefrem og 20-30m lavere til højre kunne jeg nok godt tvinge 475kg og 18m ned inden jeg løb tør for mark og ind i enten landevej eller vinmarker. Det ville ikke være sjovt hvis jeg havde vandballast med til 600kg. Omvendt ville det ikke være sjovt med 125 liter is i tankene i dette vejr så det var jo ikke aktuelt. Til venstre ville det nok kræve et element af aerobatics i et langt og krapt drej i lav højde for at få linet op men til gengæld ville jordmarken nok bringe mig til et tidligt stop.

Med smukke 2/8 Cu'er på himmelen var Stig startet 3-4 slæb tidligere. Med 2-3m/s i boblerne steg jeg uden problmer op til 2.200m over Sisteron og satte straks jagten igang. Stig var allerede halvvejs oppe i de høje bjerge og nu skulle han bare indhentes. Jeg kunne delfinere over massivet øst for Sisteron og ankom i fin højde over Blayuel hvor jeg uden problemer fik tanket op igen til 2.600m.

Luften summede af tyske og schweiziske fly og på radioen kom der rigeligt med nye positions rapporter i takt med at de glade piloter kom længere og længere op igennem de høje bjerge. Stig nappede lige et vendepunkt lidt sydøst for Caduc medens jeg fik mig etableret nordligere ved toppen af Les Trois Eveche i knapt 3.000m så vi kunne følges ad herfra.

Efter at vi havde etableret kontakt ræsede vi mod nord via Blanche. Skisportsstederne lå øde og inaktive hen med brune pletter og huller i sneen. Liftstole hang og dinglede medens pylonerne stod ensomt vagt. Der var ikke faldet sne længe her heller. Fra Pic de Morgon tog vi uden problemer forbjerget til de høje bjerge Guillaume. Her fik vi ikke så meget højde men vi vred os dog rundt om hjørnet og videre mod nord-øst i en tiltagende turbulens i læ af bjerget. Da vi kom til St.Crepin havde vi oplevet en ret kraftig turbulens hvor man fik sig en ordentlig rystetur i cockpittet på hoppene over karmene. Vingerne svippede hurtigt op og ned der 9m længre ude. Jeg sendte en venlig tanke til ingeniørerne hos Schempp-Hirth og den utrolige teknologi der gør, at man overhovedet kan bygge sådan en vinge.

I et blåt hav med hvide toppe, steg vi nu op i en bølge i læ af hovedkarmen på Les Ecrins. I 3.500m var vi vel over de højeste regulære skyer. I 4.000m steg det stadig lystigt medens gletcherne under os svandt ind hurtigere end drivhuseffekten så jeg fik åbnet op for iltanlægget. Stig havde også fået fat lidt længere mod nord hvor han lå og glimtede med skydækket over De Tre Dale som baggrund og nærmest metalisk azur blå himmel. Som en sort negl med glassur på stak Mt. Blanc op i det hele og alt var bare herligt.

Stig trak dog stikket ud og drønede i den krystalklare luft de små 30km op til jernbanestationen i Bardonecchia. Den italienske by der i 1.200m ligger klemt inde mellem de høje bjerge lå således små 3km under os og det var som at klø sig i nakken at vende om der og sætte kursen direkte sydøst mod Mt. Viso's knapt 4km høje top som næste mål. Madpakken og lidt vand blev konsumeret med 130km/t og fuldstændig stabil luft.

På vejen passerede jeg Mt. Chaberton på østsiden i sjældne 4.000m hvor en skør kugle i noget der lignede det 18-hundrede tallet fik bygget nogle enorme fæstninger i 3.100m. Herfra kunne man sikkert smide en stor kugle i hovedet på enhver man ikke brød sig om. Gad vide hvor mange dage det tog at slæbe kuglen derop i første omgang.

Her forlod jeg egentligt også på den faste kurs mod sydøst Italien for over de næste par km så flyve videre i frankrig - for så igen at flyve ind italien for at komme til Mt. Viso. Hvis man var ligeså nidkære idag som i Mt. Chabertons storhedstid havde man muligvis beskudt os.

Stig og jeg ankom nogenlunde samtidigt til Mt Visos ryg der falder dramatisk ned på østsiden til den italiensek Po-dal. Medens vi konturerede klippekarmen der adskilt bjergmassivet fra bjergmassivet så vi med ærefrygt på den kraftige læ-termik de sugede varmere og fugtigere luft op i læ side for blot at blive blæst af kanten når det nåede op.

Efter at have fumlet lidt rundt i kraftig turbulens ved selve toppen bevægede vi os så småt mod sydvest igen i knapt 60-70km/t modvind men holdt højde fint nok. Halvvejs mellem Viso og selve Barcolonettedalen fik vi under en meget flot lenticularis kontakt med bølgen og begyndte stige op med 1-2m/s.

Stig lå knapt 2km længere mod nord og i forhold til landskabet stod vi helt stille medens vi steg. Det var utroligt smukt og stille. Jeg slap rorerne og fik guffet lidt mere af madpakken, en god slurk vand og toppede af med noget godt lakridstyggegummi.

Det var bare åndeløst smukt heroppe.

Med iltanlægget der støt pumpede liv i maskineriet nærmede vi os efterhånden loftet her på 6km højde og passerede dermed min personlig rekord fra Scotland i 1989 da jeg fik guldhøjde dér i 5.700m.

Ruteflyene der lydløst tegnede kondenstriber over vores hoveder var nu så tæt på at man kunne skimte ruder og firmalogoer og dem skulle vi ikke bide skeer med. Men hold da op! Udsigten var utrolig. Mt. Blanc lå kun en armslængde væk i den -30 grader kolde luft og alpernes krumning nord og øst om Italien såes tydeligt. 3km under mig puffede Cu skyerne op under lenti'erne og jeg kunne være blevet der hele dagen.

Nå - men intet varer evigt - og Stig rev mig ud af min betagelse af udsigten med annoncering af vores næste mål mod syd. Det tog mig ulidelige 40km at smide højden til under 3.500m mod syd for ikke at ramme ind i den næste luftkorridor. Jeg mindes aldrig at have sideglidet så langt før og så endda med landingsunderstellet ude for at øge modstanden. Jeg turde ikke bruge luftbremserne efter den kraftige nedkøling af frygt for at lave krakkeleringer omkring luftbremsekasserne.

Efter en ankomst i 3.500m gik jagten dog videre på lidt lunere vis og ned til vendepunktet ved Castellan lige nord for den sidste bjergkæde til Fayance og Middelhavet . Her var der tyndet gevaldigt ud i termikken og lokalt blæste det mindst 50km/t. Det blev faktisk lidt spændende og kampen gik nu på at komme over bjergkarmene mod nord igen for at ikke at blive skyllet ned i læ.

Med udsigt ned i Frankrigs svar på Grand Canyon (Gorge de Verdon) fik jeg set dæmningen up-close-and-personal med Stigs tørre kommentar om at det var dog en intressant rute jeg havde valgt. Den forstod jeg godt.

Efter lidt tid kom jeg fri og i fin fart og højde fik vi kontakt med Mt.de Coupe og kunne drøne nord på.

Efter 6½ times flyvning og en lille ekstra tur via Blanche, Pyolit, Pic de Bure, Serres luffede vi hjem i dagens sidste sol og landede med knapt 500km i baggagen.

Dagen blev afsluttet med Pizza Maurienne og en Grand Biere - og så gik vi omkuld.

Sæsonstart med sne og snegle

Ja, ja, ja, ja - årets første stræktur endte med en udelanding men det var en fin oplevelse.

Dagen startede dog noget grotesk da jeg drog hjemmefra. Der var ikke meget med fine blomkålsskyer og træer der stod med foråsløv. Men...Mogens Hoelgaard mente at der var blå huller ude i midtjylland..og jo, luften var ifølge DMI ret instabil (mon ikke).
Og utroligt nok - så kom der nogle gevaldige flotte huller vest for vendepunkt 13(Mattrup Gods) og luften var -2 grader og klar som på en alpetop. Herligt at mærke solen prikke i hovedbunden.

Efter det klubobligatoriske PFT fik vi samlet vores hatteæsker - dvs Monze i "MO" og jeg i klubbens LS8-18, "V". Med en spilstart til 500m (Troels Skærlund kørte spillet) konstaterede jeg, at basen var lige omkring - ja - de 500m. Der var megen overudvikling nu og jeg måtte bide i det sure æble. Mogens kom fri og det tog det meste af en time før jeg kom i luften igen.

Men det var nu også pausen værd. Hold da op hvor var der nogle dejlige kontraster i landskabet som kameraet her ikke yder retfærdighed. Mørk skov og hede der ikke helt var dækket af sne - og så de åbne maker og enge hvor 5-10cm sne dækkede i skiftvis strålende sol, gråvid snetåge og isnende skygge.

Blot en ultakort klip fra flyveturen:http://www.youtube.com/watch?v=YozVI76yn8E

Efter at have tøffet rundt et par timer besluttede Mogens sig for at lande - netop som jeg syntes basen løftede sig over 5-600m til knapt 850m. Efter et par timers sightseeing - og det var bare flot! - besluttede jeg mig for at prøve det og gik ud på en udeklareret opgave. I starten gik det mægtigt med 105km/t på de første 100km på kanten af sneskygader - og et par enkelte gange måtte jeg flakse lidt højre-venstre på kursen i 2-300m og med fuld skrald på for at komme under og forbi snebygerne for så at kravle op igen på den anden side.

Da klokken var henad halv fem var der en flot skygade der gik helt ud til Rom Kirke og jeg besluttede mig for at tage Holstebro Vandkraftværk med også.

Det gik sådan set fint men da jeg vendte rundt undskyldte skyerne sig lidt forkølet og trak sig ligesom længere op og trak stigerne med sig...nu er der ikke langt hjem fra Holstebro til Skinderholm og LX5000'en sagde da også 58m+ her 25km ude...men det blev sørme ved med at være lidt ringere end McCrady 0.5...så da jeg efter ialt 4 timers flyvning manglede 8km og nu kun havde 8m+ besluttede jeg mig for at sætte "V" på en fin lang mark.

Og den var fin. I det hyggelige landsted op til Linåvej blev jeg taget godt imod med varm kaffe og friskbagte kanelsnegle. Da Mogens 20 minutter senere trak ind på marken med transportvognen glattede hans pandefurer sig gevaldigt ud da han også fik sådan en snegl proppet i gebisset.

Da vi proppede den færdigt samlede "V" i hangar var det buldrende mørkt, jeg var mør af sol og kulde og ganske godt tilfreds med dagens indsats selvom jeg var landet ude.

Sæsonen er igang!

VM 2008 : (Lidt for) Stor interesse for deltagelse

Der er stor interesse for at deltage i VM i Lüsse 2008. I skrivende stund er bulletin # 2 blevet publiceret efter fristen for den foreløbige tilmelding udløb igår, og heraf fremgår det, at der er tilmeldt ikke mindre end 163 officielle piloter og 49 reserve piloter.
Fra danmarks side har vi tilmeldt følgende:

1. Holdkaptajn Helmuth Egsgaard
2. åben Steen Elmgaard
3. åben Poul-Kim Larsen
4. 
   
   (reserve) Morten Juul Christensen
   
   
   
5. 18m Mogens Hoelgaard
6. 18m Arne Boye-Møller
7. (reserve) Jan Brandt Jørgensen
8. 15m Jan Walther Andersen
9. 15m Ole Arndt
10. (reserve) Klaus Vang

Tilmeldingerne fordeler sig med hele 59 i 15m, 58 i 18m og 46 i åben klasse.
Da de tyske arrangører har fået tilladelse til at have 130 deltagende fly (normen siger 120 fly) betyder det umiddelbart, at der skal ihvertfald nægtes deltagelse til 33 piloter. Men samtidigt må ingen klasse have mere end 50 piloter. Det betyder, at der med en ligelig fordeling mellem de tre deltagende klasser kun vil kunne være f.eks. 44 i 15m, 43 i 18m og 43 i åben.
Metoden for at reducere antallet af deltagende piloter fremgår af bulletin #1 som foreskriver, at man anvender IGC Ranking for landene til at nægte pilot nr 2 i de dårligst rank'ede lande. Med danmark på en pt 11. plads kan det blive lige til øllet for os at få pilot nr. 2 med i hver klasse...
Nu vil der altid være nogen der falder fra af den ene eller anden årsag - men alene det faktum, at der er ikke mindre end 49 reserve piloter betyder også, at vi reelt skal tænke på at ikke mindre end ialt 82 piloter står i kø for at erstatte en pilot blandt de tilladte 130.
Med venlig hilsen,
Arne Boye-Møller

DM i 18m : Det kræver en god hjælper

Bortset fra glidefedt (fås kun hos DanGlide - spørg efter "det gode fedt") som kun duer udvortes samt diverse andre præstationsfremmende midler i den legale ende af skala'en (Slipol, tape, flueskraber, Plexus, godt med vandbalast, diverse hårdvoks præparater, moderate mængder kaffe før flyvningen samt stor portion grovvalsede havregryn og hvis min crew tillader det - en lille øl bagefter - og ja her på det sidste med skam at melde lidt AVGAS ) kan jeg ikke lige komme i tanke om noget.

Så nu hvor det er blevet meget trendy at gå til bekendelse med alle former for doping må jeg med ærgelse konstatere at jeg ikke er særligt trendy.

Det skulle da lige være hvis det at have gode hjælpere er ulovligt. Nu har jeg altid været begunstiget af gode hjælpere - og de sidste par år af en særdeles ihærdig én af slagsen.

Jeg nåede lige at fange min myreflittige super-duper hjælper "Sput" Nick under ét af de lange glid her til DM i 18m hvor han uophøreligt sørgede for at forkanter var rene, holdt øje med konkurrenterne og med jævne mellemrum vinkede ind til mig når der var gode bobler i hans side.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Lidt antiklimaks

Vi fornemmer, at vejret ikke er helt op til Klix standard på den 9. konkurrencedag men er naturligvis klar med MO og AB før dagens briefing, da konkurrencelederen annoncerer, at dagen er aflyst, da det er konkurrenceledelsens vurdering af det ikke er forsvarligt at hænge så mange fly op i svag termik.

Efter 8 dage og 3.200km non-stop i et felt med 116 fly og uden hjælpere måtte vi erkende at vi var møre og gik fuldstændigt ned i gear. Det tog resten af dagen bare at pakke og gøre os klare til aftenens festivitas. Med meget fine præmier, nye venner og store oplevelser i baggagen satte vi næste morgen næsen hjem mod danmark. Som forberedelse til VM i samme område i 2008 var det alle anstrengelserne værd. Må vi anbefale alle en tur til Klix?

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Forsvindende udsigter

Jeg bander lidt og føler vi er ved at sætte vores gode stilling over styr i dagens 3 timer og 30min lange arealopgave. Klokken er allerede over fem her på 8. Konkurrencedag, og vi har med nød og næppe igen kunnet glide over Holzdorf CTR’en mod de forsvindende Cu’er og de normalt gode skove. Kun med en god portion held, gode meldinger og nogle halsbrækkende manøvrer, havde vi lidt tidligere fået fat hver for sig over skovene 80km hjemmefra. Med eftermiddagens vigende lys ind over vingen fra klokken 5 begynder mine anelser om et svært slutglid at vokse sig stærke her. Dresden TMA’ens lodrette mur fylder efterhånden på højre side af kursen og begynder at spise af vores muligheder . For at føje spot til skade står der et par solide Cu’er et par km inde i Dresdens no-no-land og håner os. Med MO ved min venstre vinge og flaps i -1 glider vi med forsigtige 130km/t ind mod søerne nord-øst for Dresden. Computeren oplyser iskoldt, at vinden nu er øget til 25km og 65 grader hvilket giver direkte sidevind her 70km ude i 1.500m – og ingen slutglidshøjde.

Langt mellem de gode nyheder

Fra de glimt jeg kan se over sandgravene nord for Dresden 15km længere fremme, er der ikke stor højdespredning, og de ligger ikke højere end os . Over søerne og skovene de sidste 40km er det småt med gode nyheder. Pokkers – det havde sikkert været nemmere hvis vi bare havde startet bare 15 minutter tidligere men det nytter ikke noget nu. 70km længere fremme og øst og syd for Klix står Cu’erne og smiler skadesfro til os. Jeg tørrer lidt sved ud af øjenkrogene og tager den sidste slurk vand. Steen og Morten der ligger længere fremme orienterer os om, at folk tanker op i et par meter 15km længere fremme på kursen.

For sent af tømme ballasten ud

MO og jeg udveksler og bekræfter kort vores opfattelser. Vi skal have slutglidshøjde, inden vi går over søerne, vinden er for kraftig i forhold til de andre dage, og vi skal bruge vores vand endnu i modvinden.

Vi kommer efterhånden nærmere uden at vinde højde. Til vores store ærgelse må vi stadig tungt lastet nøjes med at delfinere igennem bobler, hvor mange andre fly kurver, der er så svage, at selv med fulde flaps holder vi kun lige højden.

Øjeblikket hvor vi kunne smide vandet og stige i den svage termik sammen med de andre er nu forpasset, og vi presser på. Jeg trækker vejret ekstra dybt, medens vi uden at sige et ord glider ind over søerne og skovene, der rejser sig bagved. Vi fortsætter i rungende stilhed vores slutglid og alternativerne melder sig ikke bare lige uden videre i modvinden.

Slutglid Extraordinaire

MO og jeg bliver i tæt formation i 650m enige om, at vi ikke kan fortsætte på slutglidet her 20km ude. Desuden er de sidste 8km en stort set ulandbar skov, og vi har kun 15-30m overskud lige nu. MO drejer pludselig i en blød bue næsten stik øst og stort set vinkelret på kursen op mod vinden i reduceret synk. Som den manglende brik i puslespillet fornemmer jeg, at det her er præcis hvad der skal til – vi vinder reelt ikke absolut højde men taber nu langsommere højden – og hvis vi bare kan holde den gående på denne måde et par km er modvindskomponenten reduceret til en svag sidevindskomponent. Og ganske rigtigt – med MO foran og 50m højere begynder slutglidscomputeren at blive mere og mere optimistisk. Pludselig står der 200m+ på computeren her 15km ude – den er hjemme! Idet vi drejer ind på kursen til sikkerhedsvendepunktet ser vi over højre vinge, hvorledes resten af feltet er stoppet op 20km bag ved os hvor der stadig er god termik. Men vi har ikke kurvet overhovedet og holder således igen skindet på næsen og kan med stor glæde konstatere, at Mogens og jeg bliver hhv samlet nr. 2 og nr. 1.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Dag 7 – 555km i topfart

Til dagens briefing hørte vi med stor forventningsglæde, at idag skulle vi flyve langt – 555km. Og idag skulle der faktisk navigeres lidt mere, idet opgaven reelt bestod af hhv en 455km trekant mod nord efterfulgt af en lille 100 km mod syd, der skulle bringe os ind over de Tjekkiske forbjerge. Med base i 2.200m tærsklede Mogens og jeg igen ud som de sidste lidt over kl. 13 knapt 10min efter hovedfeltet. Men vejret var fremragende og med glidehastigher på omkring 180km/t og små 3m/s i alle boblerne måtte vi konstatere, at de andre også fløj stærkt for vi kunne ikke se dem. Da vi efter første vendepunkt havde fløjet i knap én time, havde vi et snit på 145km/t, da vi pludselig syd for Berlin får kontakt med hele feltet, der nu lå 1.000m under os. De har fat i en utrolig boble, og selvom vi nu ligger få km foran dem, kan vi se at de sætter efter os, efterhånden som de når op i vores højde. Da vi når frem til 2. vendepunkt, er vi alligevel blevet fløjet op af 15-20 fly, der hungrer efter hævn og vi er nu ikke længere alene.

Det gør man bare ikke!

På strækket mod syd-øst glider Mogens og jeg resolut på kursen, medens resten af feltet trækker mere østover. Vi studser begge lidt over dette, for det ser rigtig godt ud foran os her i 2.000m. Men som Ingo sagde til os bagefter så havde de alle siddet og grinet lidt af os (sådan helt stille – uden at sige noget på radioen forstås). For ifølge den lokale visdom undgår man såvidt muligt at krydse vest for Elben – og pludselig forstår vi hvorfor. For første gang i konkurrencen oplever jeg synk, som om jeg fløj i læside af bjerge og tabte uden videre 400m i løbet få km. Mogens når lige at korrigere og undgår det værste synk. De næste mange km haltede jeg videre i jammerlig højde og uretfærdig termik og 400m lavere end Mogens. Da jeg er stik nord for Klix, får jeg endelig godt fat igen i en kanon 3m boble og til min store overraskelse er vi åbenbart stadig foran hovedfeltet, der nu er ved at dreje ind på kursen igen bagved os efter deres sikre omvej.

Overgivelse er ikke en option

Men nu er det Mogens tur til at komme i uheld, og han taber næsten 500m til mig. Skuffelsen er til at tage og føle på, men vi klemmer hver især på mod næstsidste vendepunkt. Da jeg vender i knap 2.000m, kan jeg se Mogens 600m under mig gå på kurs til sidste vendepunkt, og jeg sætter farten op for at nå at centrere boblerne før ham og give ham meldinger. Det lykkedes og utroligt nok formår Mogens at flyve mig op i løbet af bare 40km, så vi nu er mindre end 100m fra hinanden. Det 60km lange slutglid hjem via de Tjekkiske forbjerge med 200km/t og flaps i S er en skøn fornemmelse. Hatten af for Mogens. Vi vinder dagen med hhv en 1. plads til mig og en 2. plads til Mogens med 131km/t, medens 3. hurtigste er japaneren Takeshi med 121km/t.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Højre rundt?!

På konkurrencens 6. dag med de sædvanlige 3/8 Cu’er til 2.300m blev vi kraftigt udfordret på vores autistiske sanser ved, at vi nu skulle flyve en 413km trekantsopgave med uret rundt. Hvor gakket det end lyder, var alle ligefrem i bedre humør af det.

I slæbet fortsatte slæbepiloten på sin vante venstrehånd efter de gule rapsmarker, og jeg begyndte så småt at gøre klar til udkobling og motorprøve. Til min overraskelse var boblen elendig i udslæbszonen og det virkede meget forstyrrende! Mogens kaldte op og sagde, at han havde fået fat i en rigtig god bobbel på sydsiden af pladsen. I 600m krydsede jeg flyvepladsen og ganske rigtigt: i 350m over en stor fabrik, der fyldte det meste af hooden i højre side, gik det uden varsel pludselig voldsomt opad. Helt surrealistisk blev det, da jeg i samme bobbel små 9 minutter senere, rettede ud i 2.200m og kunne dække hele fabrikken med min tommelfinger negl.

Mogens og jeg gik igen som de sidste med ca. en halv times forspring til hovedfeltet. Med 131km/t i snit havde vi held til at indhente hovedfeltet på slutglidet, og vi høvlede hjem til min anden dagssejr og med Mogens på 2. pladsen.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Favoritten er en hård nitte

5. dagen bød på en 3 timer og 30 min arealopgave med minimum 266km og maksimum 473km – og som sædvanligt mod uret rundt. Hvor hulen skulle vi satse henne i de to store arealer? Vejret var sådan set fint nok – meget lig de forudgående suveræne dage – men der var ingen tvivl om, at lokalkendskab er afgørende i areal opgaver – specielt når arealerne er store. Åbenklassemesteren igennem flere år, en hård nitte ved navn Ingo Trentelj i sin ASW-17, kunne vi med ærefrygt konstatere formåede at glide og stige fuldt lastet uden nævneværdig forskel til os når vi lå sammen. 17’erens handikap på 116 virkede næsten urimeligt på vores handikap 120. Ingo gennemførte i dag sin arealopgave smukt med 367km og 101km/t, medens Mogens og jeg dummede os lidt rigeligt.

Kilometer grådighed

Først ved at starte sidst, dernæst på at satse for langt ude i 2. areal (men det var så smukt og det gik jo stærkt) for så blot at opdage, at vi klokken halv fem har fløjet 250km på to timer men er 175km hjemmefra. Vi var efterfølgende næsten urimeligt heldige, da vi med nød og næppe undgik at synke ned i Holzdorf CTR på et lettere desparat glid til den sidste halvblå termikchance over skovene og derfra fightede os hjem med faldende gennesnitshastighed i den vigende termik. Da vi landede lidt over klokken seks, var vi blandt de sidste men med hhv 431km og 413km i kassen blev jeg nr. 2 og Mogens nr.3. Men – vi var nu ikke så imponerede af vores taktiske overblik og mange debriefingtimer senere lovede vi hinanden at være mere opmærksomme på vores km-grådighed i areal opgaver – og at der sjældent er nogen god grund til at gå for sent i den slags opgaver.