Verden rundt på 7½ time

...på 7½ time : i dyst med Ib Braes og Per Winthers rekorder

Det er d. 21 maj 2008 og Per Givskov og jeg sidder og kigger på USAF vejrkortene på internettet i hver sin by. En hyggelig samtale forrige lørdag er stadig en hyggelig samtale denne onsdag aften men nu begynder det at lyde som alvor. Ib Braes rekord Ud-Hjem 633km og Per Winthers ditto fri ud-hjem distance på 635km fra ’06 skal udfordres. Vi er enige om, at konvektionen godt nok giver en østlig strømning, men det ser ud som om, vi får godt vejr både i Danmark og et godt stykke ned i Tyskland. Vi tygger lidt på det og bliver enige om, at vi mødes fredag tidlig morgen på Arnborg hvis udsigten ser ligeså god ud imorgen aften torsdag. Og det gør det. Og til vores overraskelse ser det faktisk ud til, at den bedste linie går lige ned langs med den tyske vestkyst pga en 12 knob stik østlig vind. Østlig vind? Hmm.

Mon det holder?

Vi er utroligt nok ikke mødt særligt tidligt denne fredag morgen, og både Per og jeg går rundt med en lige lovlig afslappet attitude: vejret ligner en lidt svagere udgave af de hårde cu-bunde vi ellers har set så mange af i maj.Men ok, vinden er jo også i øst og det er sjældent toppen. Tiden går medens vi hjælper hinanden på det fredfyldte irgrønne græs, taler teknik og samler flyene – det er rigtigt hyggeligt. Vores to Ventus’er, RA og AB, bliver så småt til rigtige fly fuldt dunket op medens andre entusiaster kaster sig ud i skoleflyvning og gentagne landinger før det går op for os, at vi bestemt ikke får en tidlig start da vi ser på uret. Basen er tydeligvis pludseligt rykket op og vi er stadig på jorden. Per har forberedt et par opgaver og vi vælger i enighed radio tårnet ”Verden” 335km stik syd!

Afgang-afgang-afgang!

Da vi endelig kommer igang er basen allerede i 1.600m men det er pokkers svært at få fat under de 1.000m. Men det virker underligt og besværligt for os begge. Da vi endelig kommer afsted 12:11 har vi brugt en halv time på at komme op. Men så kommer der også skub i skuden. Turen ned igennem Billunds tragt og Skrydstrup går efter bogen og uden problemer. Vi har god fart på og Cu’erne ser rimeligt konstante ud mod syd. Vind og styrke matcher fint vejrudsigten selvom det ikke ligefrem er hammerwetter. Men bevares, det virker.

Over Elben

Efter et par timer og 237km uden problemer kan vi se Hamburg mod øst og er ved at være i position til at krydse Elben. Området omkring Elben og marsklandet mod vest ligner ikke lige noget man frivilligt burde flyve over. Men de spredte områder med træer og byer bliver markeret med spredte cu’er og adskiller sig fra resten af landskabet. De er som vadesten i dette grønne lavland og jeg presser konstant AB i retning af dem selvom det giver lidt sik-sak. Klokken er nu 14:28 og jeg begynder at mærke spændingen stige. For basen lader forundeligt nok stadig til at hæve sig lidt og med typisk 2m/s når det er bedst, kommer jeg op i 1.800m flere gange. Temperaturen er behagelig, madpakken er stor nok og jeg har det skideskægt. Det skal nok gå.

Masser af luftrum

Og masser af ting at lægge mærke til. Trods Hamburgs størrelse og store trafik er det utroligt hvor lidt luftrum de lægger beslag på. De kan bare det dér. Men luften fra Nordsøen giver en stribe cu’er langs kysten medens jeg her 30-50km inde i land flyver i en anden luftmasse der begynder at virke svag og opløst pga cirrus laget. Ca. 20-30km mod øst skinner solen igen og cu’erne blomstrer uendeligt. I et svagt øjeblik overvejer jeg seriøst at fortsætte til Klix via det velkendte ”Rennstrecke” syd for Berlin. Jeg ryster på hovedet og fokuserer på den aktuelle opgave. Da jeg passerer Bremen TMA’en ser jeg endeligt radiotårnet ”Verden” rage op over skoven NØ for selve byen Verden. Som aftalt, fortsætter jeg lige henover og forbi med kurs mod syd indtil Per også når vendepunktet. Vi skal hjem begge og så må vi dele hhv den deklarerede og den udeklarerede rekord.

Ingen genveje

Per kalder på radioen, at nu har han også vendt Verden små 25km bagved mig og jeg kaster med det samme AB rundt. Klokken er nu 15:32, jeg er lidt lavt og har nu 352km hjem! Vi siger ikke så meget, for vi er begge klar over, at det nu er for alvor. Javel, så det er det her Ib Braes har kigget på: en uendelig lang tur hjem til enden af en horisont man ikke kan se, på et tidspunkt hvor andre i ro og mag går på slutglid til en kølig bajer og røverhistorier inden aftensmaden. Med laget af cirrus der konstant skyller ind, men drillende går i opløsning henover vores ellers så fine cu’er, måtte jeg ryste lidt på mit hoved og grine lidt af mit eget hovmod. Hvem pokker havde dog sagt det skulle være nemt?

Næsten alene derude

Da jeg passerer vest om Verden igen ser jeg de første alvorlige tegn på, at cirruslaget får lokalt magt: cu’erne ser svage ud på linien mod nord og jeg trækker mod Bremen TMA’en igen selvom linien nordpå derfra ikke er god – jeg bliver nødt til at krydse mod øst igen bagefter – men det er nok det bedste nu. Per er foran mig ét eller andet sted og går mere lige på kursen. Et par blink i øjenkrogen får min opmærksomhed og sandelig om jeg ikke ser et par andre svævefly tøffe rundt der lige på kanten af TMA’en. Et hurtigt kald til Bremen og jeg får lov til at kurve i en dejlig 2m/s lige under nogle smukke Nimbus 4’ere og ivrigt vinkende kolleager. Det sgu’ hyggeligt!

Stop og tænk!
Raffinaderiet på nordsiden af Elben langs Kieler kanalen ejer de sidste cu’er mod nord – der er pokker-tag-mig blæst helt goldt og rent resten af vejen hjem til grænsen. Vinden er stadig klippestabilt 12 knob fra øst og med den svage termik er det en giftig kop kaffe. Ja, det vil sige, at små 100km mod nord og øst-vest langs den danske grænse kunne jeg tydeligt se de smukkeste Cu’er lokke som sirener. Og der er sørme ved at komme skygger der peger mod vest. Lidt irriteret slukker jeg for mit romantiske fokus på dem og koncenterer mig om mine problemer her og nu. Taxameteret kører som død og helvede nu og Per kæmper også 20-30km bagved. Fra 1.600m og en evig kamp for at komme derop glider jeg nu på en kurs der ligger langt mod vest, for at følge striben af små landsbyer og skove der ligger som sidste bolværk (og forhåbentligt) tørtermikudløsere mod vesterhavet i den østlige vind. Klokken er nu 16:54 og vi har stadig over 200km hjem.

Omstillingstid
Der er ikke meget vand tilbage i min camelbak og jeg smider sammenbidt ca. 100 liter vand fra tankene, på glidet til noget der ligner en lille flyveplads. Her stiger en Stemme pludselig op i cirkler og får en overgang også min puls til at stige indtil jeg opdager, at det er for motor den snydepels kommer op i sin cirklen. Men ikke desto mindre får jeg fat i tørtermik i 500m og det går op for mig, at basen er faldet til ca. 1.000m her og der er stadig termik. Hør – det her kender jeg jo! Håbet og AB stiger medens jeg omstiller mig til denne nye genkendelige virklighed. Nogle behjertede sønderjyder havde hørt Pers og mine observationer og kunne opmuntre os med gode værdier nord for grænsen. Det gav blod på tanden. Tak for det!

Back in business - yeah right
Efter en vanskelig time og 85km senere skyller en berusende fornemmelse igennem AB idet vi drejer igennem toppen af tørtermikken og mod cu’erne langs grænsen. AB kløver sig stabilt og ivrigt igennem den klare luft for at komme af med tørtermikken. Jeg tillader mig et øjeblik hvor jeg tænker tilbage på den sidste time og det går op for mig, at jeg nok har været meget heldig, for resten af vejen hjem ser da fin-fin ud med cu’er så langt øjet rækker. Nu hvor alting føles som hjemmebane bliver der givet gas og jeg bilder mig ind, at jeg sådan nogenlunde kan placere Billund i horisontens krumning. Til min store ærgelse meddeler Per, at han bagved har været nødt til at sætte turbo’en ud. Som den sportsmand han er, ønsker han mig al held og lykke.

Valg på valg
Skrydstrup lyder helt glad for at høre jeg er tilbage – og det er jeg også – men nu går det op for mig, at denne lille lykkelige fase stort set er overstået og gode råd er dyre: østenvinden har fået magt med jammerlig luft fra Lillebælt og det Fynboerne ikke kune bruge. Og nå ja – solen er da ved at gå ned! Klokken er nu 18:25 og det her kan lukke og slukke når som helst. Stik mod mine forventninger og helt sikre overbevisninger følger jeg en stribe cu’er NØ op mod Lunderskov – de bringer mig trods alt fremad og lidt ind i vinden – men der er dælme langt til de sidste totter der nu er tilbage inde ved Hegnsvig vest-syd-vest for Billund. Og jeg skal erfaringsmæssigt helst igennem Billunds vestlige CTR. Og alt er blæst blåt nu. Ikke én eneste cu.

Super koncentreret
På glidet fra Vorbasse til Hegnsvig kunne jeg se den ene ruteflyver efter den anden line op fra syd-vest. Tårnuglen i Billund tog mine meldinger om position og intentioner og gav mig lov til at fortsætte lige efter bogen og uden for tragten. Lige over skoven ved Hegnsvig anede jeg konturerne af fugt der bulede i bunden af inversionens svagt lilla-brune lag: jeg måtte derhen! Uanset hvad må vi ikke komme lavt nu i CTR’en. Hvis jeg ikke havde været det før, så var jeg det nu: super koncentreret. Jeg havde skruet ned for alt, tømt det sidste vand ud og drukket den sidste slurk i min camelbak og tyggegummiet var det samme som i Schleswig. Klokken er 19:12 og det vidste jeg først bagefter.

Blandt rutefly og musvåger
Idet jeg går rundt 1km syd for en Ryan Air der selv er på slutglid til Billund, dukker en enlig musvåge op som min følgesvend. Kun den svage pippen fra LX’en hørtes som et svagt ekko i cockpittet der var uendeligt langt væk: jeg var AB og AB var mig. Jeg nu mere fornemmede end hørte svage knirkelyde som jeg aldrig havde lagt mærke til før når stødstænger gled i deres lejer eller vingen flexede svagt. Jeg kunne mærke ujævnhederne i den svage termik på den bævren der startede i vingernes tipper.

Hold takten når du krydser
Musvågen holdt et vågnet øje med mig for vi var makkere. Jo, det var lidt surrealistisk. ”AB, hvornår vil du mod nord?” spørger tårnuglen. ”Billund App, jeg kan se to til af dine indflyvninger – må jeg gå umiddelbart efter nr. 2? Jeg forventer at climbe igen på nordkanten af Grindsted? AB”. ”AB, det er tilladt, rapporter tværs af den forlængede centerline og rapporter climb på nordkanten af Grindsted”. Ved den 15. omgang med 0,3m/s nikker jeg af høflighed til musvågen og klemmer forsigtigt AB rundt med rorerne og går på glid efter den hvide ruteflyver i samme højde 1km fremme. Og der er intet! Ikke så meget som et pip og LX’en siger jeg mangler 300m i små 650m på vej ind over Grindsted. Hvis det ikke var for vinden kunne den gå hjem!


Yes, yes, yes!
Men så kommer det – der går en svag skælven igennem flyet i 600m og jeg vrider AB rundt i et højredrej der ikke virker særligt lovende. Men 0,7 m/s forreven aftenfims er stadig 0,7m/s. Efter 6 minutters indædt kamp og med sveden drivende ned af arme og hænder, og forsikrende meldinger til Billund om, at jeg stadig er mindst 1km nord for indflyvningen til Billund siger LX’en pludselig +0m til Arnborg i 850m. Tyggegummiet fra Schleswig bliver næsten slugt og i samme øjeblik dør boblen. Men jeg føler mig næsten sikker nu i 845m og 30km ude trods den golde 12knobs østenvind. Der skal nok være lidt at trække op i på vejen hjem. Jeg kalder Billund Approach og takker for den fine service og meddeler dem, at hvis det her lykkes, har de hjulpet mig til dansk rekord, til hvilket tårnuglen muntert ønsker held og lykke. Og ganske rigtigt – på bedste glid og åh-så-hysterisk-forsigtige-bevægelser på rorene får jeg trykket AB igennem et par svage optræk og reducerede synk områder – og nu siger computeren +120m, 20km ude.

I aftensolens orange skær
Det er som om det er første gang jeg rigtigt ser landskabet nu – det er uendeligt smukt med sine mørke og grøn-brune farver i det orange skær fra den synkende sol og jeg ryster lykkeligt på hovedet over at måtte se dette. I samme øjeblik, selvfølgelig, bimler og bamler min mobil insisterende. Jeg flår den ud af sidelommen for at slukke for den – men da det er Mogens Hoelgaard åbner jeg den og han spørger lystigt om hvordan det er gået. I samme nu hyler LX’ens speed-command og jeg råber bare ’Hej Mogens, jeg har ikke tid, jeg er på slutglid’. Jeg når lige at høre Mogens sige ”åh, jeg vidste det – godt gået!” inden mobilen ryger ned i lommen.

Lang dags rejse er slut
Arnborg er nu en håndgribelig størrelse 10km ude medens jeg laver cockpitcheck i +150m og gode 100km/t. Jeg kalder op et par gange til Arnborg uden svar men det er helt ok så sent. Da jeg kommer direkte fra syd vælger jeg at brænde sikkerhedshøjden af ved at øge farten og lave et lowpass over Arnborg i sikker højde fra Helge Hald, før jeg går på en venstre hånd til bane 09. Idet jeg trækker op og kigger ned på Arnborg mindes jeg aldrig at have set en mere indbydende flyveplads. Jeg ser igen på uret og da AB klokken 19:43 silkeblødt ruller op til ”pynten” tillader jeg mig endeligt at give et hyl af glæde fra mig inden jeg åbner cockpittet. Jeg forsøger ret ineffektivt at være cool-calm-collected medens jeg stiger ud. Ud-hjem 704,1km fri distance og 671,4km med 89km/t. To rekorder er hjemme – Ib Braes har stået siden jeg gik i 4. klasse – 32 år! Og så fik jeg også Per Winthers! (Undskyld Per og Per). Dertil fik jeg egentlig også formelt både Mål Diamant og Distance Diamant. Jeg er træt på en god måde og lykkelig over alle oplevelserne. Og spændt på det næste forsøg – det må kunne gøres bedre!

Sisteron 2008: Var det dét?

Igår kom der regn med et 8/8 låg af lavthængende skyer. Det var egentligt fint nok efter tre gode og meget lange flyvedage her så tidligt på sæsonen. Vi fik tid til at debriefe, restituere og lavet lidt papirarbejde. Men helt ærligt - behøver det dårlige vejr at fortsætte når vi nu har kørt knapt 2.000km for det?

Vi mødtes igår op med team XL i Chatau Arnoux hvor vi forsøgte at holde igen med beretninger om vores gode ture. De var ankommet dagen i forvejen og havde endnu ikke været i luften...

Desværre er vejrudsigten så ringe ikke bare for imorgen, men hele den næste uges tid, at vi har besluttet os for at trække krogen op. Surt - men heldigvis hører det til de absolutte sjældenheder at vi får så lidt flyvetid som denne gang. Med knapt 20 timer på tre dage ville det have været dejligt med ydereligere 3-4 dage på lignende vis. Statistikken for mig hernede er på knapt 30 timer i snit per uge, så denne uge hører til den næst ringeste jeg har oplevet endnu. Men sådan er vilkårene nu en gang. Oplevelserne hernede fejler ikke noget.

Nå, vi kravler nok i bar frustration en tur op på en bjergtop i eftermiddag før vi pakker sammen, hiver flyene på krogene og tøffer hjemover.

Sisteron 2008: En lang dag ved Morgon

Det var hamrende koldt udenfor da vi vågnede. Ikke en sky på himmelen og bjergene lå i den tindrende morgensol og glasklare morgenluft med sne der flød ned fra toppene på arms afstand.

Ved briefingen var instruktørene og både de franske og tyske metorologer enddog meget optimistiske med forventninger om Cu'er i op til 3.800m med både 2 og 3m/s.

Således optændt at den hellige ild var Stig og jeg linet op og klare til afgang blandt de første kl 12:15.

Efter et slæb ud til Gache hvor der var fint løft i den svage NV strømning af luft til 1.500m gik det hele ligesom lidt ned i omdrejninger og vi kæmpede os fra bjergkarm til bjergkam mod øst og de høje alper. Stig og jeg trøstede hinanden med, at det jo også var ret tidligt på dagen. Efterhånden var nogen af tyskerne og schweizerne da også ved at poppe op over bjergkarmene bag ved os og det begyndte at ligne sig selv med gode stigværdier og højder i nærheden af de 2.200m.

Jeg gled derfor uden betænkning fra Gautiere i 2.200m de 21km mod det store forbjerg Dormillouse hvor jeg måtte konstatere, at der intet hændte. Mod NØ stod forbjerget Morgon og lokkede med sine stejle varme sider og jeg fortsatte derfor de 6km derover - det skulle nok gå.

Men nej, Morgon virkede ikke og jeg begyndte at tabe højde stille og roligt. Jeg konturerede fra forbjerget og langt ind i Barcolonette dalen medens der nu løb meldinger ind fra de mange andre i området om problemer. Folk faldt åbenbart ud af himmelen og søgte tilbage til Sisteron.

Stig var i mellemtiden længere mod syd kommet til bjergkæden Blanche som ender i forbjerget Dormillouse og kunne melde om god ankomst dér i 2.400m og sågår efterfølgende bølge til 3.400m.

I modsætning til igår havde jeg det fint varmt og var nu nede i 1.400m og begyndte nu at forberede mig på en mulige udelanding. Dér hvor jeg lå havde jeg højde nok til at nå to udelandingspladser og der var desuden ok arealer mod vest på syd-vest siden af Serre Poncon søen men ingen var særligt indbydende. Én bestod af grus og skærver og den anden var en fin asfalt bane inde i selve Barcolonette - og markerne mod syd skulle nok vælges med omhu. Én ting var helt sikkert - jeg ville ikke sætte turboen ud før jeg lå i sikker højde over disse pladser. Det kunne jo være den ikke startede eller det der var være - ikke startede og ikke kunne indfældes igen - og så ville det gå rask nedaf.

Jeg opgav til sidst at finde det klassiske løft de 20-40m fra klipperne. Men jeg havde jo i min søgen fundet lokalt stig her og dér, så med klagetonerne fra mine kollegaer i radioen resignerede jeg og accepterede den elendige termik der stod lidt ude fra bjerget. Det blev til mange omgange hvor jeg både tabt og vandt medens jeg fik set rigeligt af skrå marker, røgfarvede barske rå klipper, vinbønder i traktorer, fåreflokke, sejlivet vegetation, forpinte træer og en enkelt brun ged der stod og gloede.

Gang på gang måtte jeg kontrollere computeren om den var enig i udelandingsmulighederne og forventede ankomsthøjder kryddert med mit eget fradrag for sikkerhed. Det var tæt på min egen grænse men efter næsten én time begyndte jeg endeligt at få højde på til 1.600m. Med de yderligere 200m besluttede jeg mig for at bevæge mig tættere på "grus-og-skærve" udelandingspladsen og lidt tættere på en uendelig grå stejl ravine hvor der altså måtte være noget termik. Og det var der.

Med fin udsigt til hele Serre-Poncon søen for foden af bjergt steg jeg endeligt op til Morgons kanter og kunne atter genoptage min stræktur. Et par svedlitre lettere og med stor appetit på den medbragte madpakke.

Erkendelsen om, at dagen ikke ville blive nogen stor dag bundfældede sig efterhånden da Stig og jeg team'ede op igen ved Guillaume hvor det sikre løft til Royal'en udeblev og vi kun med møje og besvær nåede toppen dér. Vi vendte derfor resolut omkring og tog toppen af Morgon og tilbage til Dormillouse og så turen ned af La Blanche i høj fart til Caduc hvor vi ramte en fin lille bølge til 3.500m hvor vi ligesom kunne puste lidt ud og overveje situationen.

Vi blev enige om, at fortsætte turen i forventning om hårdt arbejde og det blev det. Med godt teamwork kæmpede vi os fra klippetop til klippetop mod vinden som aldrig ville give os noget fornuftigt løft. På Caussons sydvestlige hjørne blev der tid til at nyde den lille kapellignende bygning der var bygget direkte på kanten til afgrunden. I aftensolen så de rå kalksten varme ud og en træt bjergklatrer kunne nok gemme sig for ulve og dårligt vejr dér. Men der var vist ikke nogen dør. Medens Stig og jeg kurvede krapt på den nordlige ende af Causson blev der vinket fra en lille gruppe bjergklatere der lå i læ bag en klippe. For en god ordens skyld fik de lige et lowpass i passende afstand for at se jeg værdsatte deres hilsen.

Men der blev ikke givet ved dørene for termikken blev hele tiden revet i stykker på højde med bjergkarmene. På et tidspunkt sprang vi via Authon til Gache for at nå Lure - men Lure virkede ikke! Uhørt!

Med halene mellem benene måtte vi hoppe over på Vamuse og der var der trods alt noget der virkede lidt. Herfra kom vi stille og roligt op igen via Jouere, Maluppe, Crete de Selle for så i resterne af aftensolen at angribe Pic de Bures gule grusskråninger. Men ligefedt hjalp det. Vi kurvede adskillelige gange med vingerne parallelt over skråningerne men ligefedt hjælp det. Efter 15 minutter og i samme højde som da vi ankom afskrev vi med væmmelse Pic de Bure og satte snuden hjemad via Ceuse.

Efter 6½ time og sølle ca. 300km havde vi fået nok og desuden var skumringen begyndt. Nu skulle det gøre godt med en Pizza Maurienne og en Grand Biere.

Sisteron 2008: Iskold Lenticularis

Efter at have rulle de første par hundrede meter på den solvarmede asfalt efter slæbeflyet slap Ventus'ens hovedhul silkeblødt jordforbindelsen ved små 75km/t og accelererede videre til små 130km/t med flaps i +2. I drejet ud over det stejle drop til den stenede flod for enden af bane 36 løb jeg hurtigt nødlandingsalternativerne igennem. Ligefrem og 20-30m lavere til højre kunne jeg nok godt tvinge 475kg og 18m ned inden jeg løb tør for mark og ind i enten landevej eller vinmarker. Det ville ikke være sjovt hvis jeg havde vandballast med til 600kg. Omvendt ville det ikke være sjovt med 125 liter is i tankene i dette vejr så det var jo ikke aktuelt. Til venstre ville det nok kræve et element af aerobatics i et langt og krapt drej i lav højde for at få linet op men til gengæld ville jordmarken nok bringe mig til et tidligt stop.

Med smukke 2/8 Cu'er på himmelen var Stig startet 3-4 slæb tidligere. Med 2-3m/s i boblerne steg jeg uden problmer op til 2.200m over Sisteron og satte straks jagten igang. Stig var allerede halvvejs oppe i de høje bjerge og nu skulle han bare indhentes. Jeg kunne delfinere over massivet øst for Sisteron og ankom i fin højde over Blayuel hvor jeg uden problemer fik tanket op igen til 2.600m.

Luften summede af tyske og schweiziske fly og på radioen kom der rigeligt med nye positions rapporter i takt med at de glade piloter kom længere og længere op igennem de høje bjerge. Stig nappede lige et vendepunkt lidt sydøst for Caduc medens jeg fik mig etableret nordligere ved toppen af Les Trois Eveche i knapt 3.000m så vi kunne følges ad herfra.

Efter at vi havde etableret kontakt ræsede vi mod nord via Blanche. Skisportsstederne lå øde og inaktive hen med brune pletter og huller i sneen. Liftstole hang og dinglede medens pylonerne stod ensomt vagt. Der var ikke faldet sne længe her heller. Fra Pic de Morgon tog vi uden problemer forbjerget til de høje bjerge Guillaume. Her fik vi ikke så meget højde men vi vred os dog rundt om hjørnet og videre mod nord-øst i en tiltagende turbulens i læ af bjerget. Da vi kom til St.Crepin havde vi oplevet en ret kraftig turbulens hvor man fik sig en ordentlig rystetur i cockpittet på hoppene over karmene. Vingerne svippede hurtigt op og ned der 9m længre ude. Jeg sendte en venlig tanke til ingeniørerne hos Schempp-Hirth og den utrolige teknologi der gør, at man overhovedet kan bygge sådan en vinge.

I et blåt hav med hvide toppe, steg vi nu op i en bølge i læ af hovedkarmen på Les Ecrins. I 3.500m var vi vel over de højeste regulære skyer. I 4.000m steg det stadig lystigt medens gletcherne under os svandt ind hurtigere end drivhuseffekten så jeg fik åbnet op for iltanlægget. Stig havde også fået fat lidt længere mod nord hvor han lå og glimtede med skydækket over De Tre Dale som baggrund og nærmest metalisk azur blå himmel. Som en sort negl med glassur på stak Mt. Blanc op i det hele og alt var bare herligt.

Stig trak dog stikket ud og drønede i den krystalklare luft de små 30km op til jernbanestationen i Bardonecchia. Den italienske by der i 1.200m ligger klemt inde mellem de høje bjerge lå således små 3km under os og det var som at klø sig i nakken at vende om der og sætte kursen direkte sydøst mod Mt. Viso's knapt 4km høje top som næste mål. Madpakken og lidt vand blev konsumeret med 130km/t og fuldstændig stabil luft.

På vejen passerede jeg Mt. Chaberton på østsiden i sjældne 4.000m hvor en skør kugle i noget der lignede det 18-hundrede tallet fik bygget nogle enorme fæstninger i 3.100m. Herfra kunne man sikkert smide en stor kugle i hovedet på enhver man ikke brød sig om. Gad vide hvor mange dage det tog at slæbe kuglen derop i første omgang.

Her forlod jeg egentligt også på den faste kurs mod sydøst Italien for over de næste par km så flyve videre i frankrig - for så igen at flyve ind italien for at komme til Mt. Viso. Hvis man var ligeså nidkære idag som i Mt. Chabertons storhedstid havde man muligvis beskudt os.

Stig og jeg ankom nogenlunde samtidigt til Mt Visos ryg der falder dramatisk ned på østsiden til den italiensek Po-dal. Medens vi konturerede klippekarmen der adskilt bjergmassivet fra bjergmassivet så vi med ærefrygt på den kraftige læ-termik de sugede varmere og fugtigere luft op i læ side for blot at blive blæst af kanten når det nåede op.

Efter at have fumlet lidt rundt i kraftig turbulens ved selve toppen bevægede vi os så småt mod sydvest igen i knapt 60-70km/t modvind men holdt højde fint nok. Halvvejs mellem Viso og selve Barcolonettedalen fik vi under en meget flot lenticularis kontakt med bølgen og begyndte stige op med 1-2m/s.

Stig lå knapt 2km længere mod nord og i forhold til landskabet stod vi helt stille medens vi steg. Det var utroligt smukt og stille. Jeg slap rorerne og fik guffet lidt mere af madpakken, en god slurk vand og toppede af med noget godt lakridstyggegummi.

Det var bare åndeløst smukt heroppe.

Med iltanlægget der støt pumpede liv i maskineriet nærmede vi os efterhånden loftet her på 6km højde og passerede dermed min personlig rekord fra Scotland i 1989 da jeg fik guldhøjde dér i 5.700m.

Ruteflyene der lydløst tegnede kondenstriber over vores hoveder var nu så tæt på at man kunne skimte ruder og firmalogoer og dem skulle vi ikke bide skeer med. Men hold da op! Udsigten var utrolig. Mt. Blanc lå kun en armslængde væk i den -30 grader kolde luft og alpernes krumning nord og øst om Italien såes tydeligt. 3km under mig puffede Cu skyerne op under lenti'erne og jeg kunne være blevet der hele dagen.

Nå - men intet varer evigt - og Stig rev mig ud af min betagelse af udsigten med annoncering af vores næste mål mod syd. Det tog mig ulidelige 40km at smide højden til under 3.500m mod syd for ikke at ramme ind i den næste luftkorridor. Jeg mindes aldrig at have sideglidet så langt før og så endda med landingsunderstellet ude for at øge modstanden. Jeg turde ikke bruge luftbremserne efter den kraftige nedkøling af frygt for at lave krakkeleringer omkring luftbremsekasserne.

Efter en ankomst i 3.500m gik jagten dog videre på lidt lunere vis og ned til vendepunktet ved Castellan lige nord for den sidste bjergkæde til Fayance og Middelhavet . Her var der tyndet gevaldigt ud i termikken og lokalt blæste det mindst 50km/t. Det blev faktisk lidt spændende og kampen gik nu på at komme over bjergkarmene mod nord igen for at ikke at blive skyllet ned i læ.

Med udsigt ned i Frankrigs svar på Grand Canyon (Gorge de Verdon) fik jeg set dæmningen up-close-and-personal med Stigs tørre kommentar om at det var dog en intressant rute jeg havde valgt. Den forstod jeg godt.

Efter lidt tid kom jeg fri og i fin fart og højde fik vi kontakt med Mt.de Coupe og kunne drøne nord på.

Efter 6½ times flyvning og en lille ekstra tur via Blanche, Pyolit, Pic de Bure, Serres luffede vi hjem i dagens sidste sol og landede med knapt 500km i baggagen.

Dagen blev afsluttet med Pizza Maurienne og en Grand Biere - og så gik vi omkuld.

Sæsonstart med sne og snegle

Ja, ja, ja, ja - årets første stræktur endte med en udelanding men det var en fin oplevelse.

Dagen startede dog noget grotesk da jeg drog hjemmefra. Der var ikke meget med fine blomkålsskyer og træer der stod med foråsløv. Men...Mogens Hoelgaard mente at der var blå huller ude i midtjylland..og jo, luften var ifølge DMI ret instabil (mon ikke).
Og utroligt nok - så kom der nogle gevaldige flotte huller vest for vendepunkt 13(Mattrup Gods) og luften var -2 grader og klar som på en alpetop. Herligt at mærke solen prikke i hovedbunden.

Efter det klubobligatoriske PFT fik vi samlet vores hatteæsker - dvs Monze i "MO" og jeg i klubbens LS8-18, "V". Med en spilstart til 500m (Troels Skærlund kørte spillet) konstaterede jeg, at basen var lige omkring - ja - de 500m. Der var megen overudvikling nu og jeg måtte bide i det sure æble. Mogens kom fri og det tog det meste af en time før jeg kom i luften igen.

Men det var nu også pausen værd. Hold da op hvor var der nogle dejlige kontraster i landskabet som kameraet her ikke yder retfærdighed. Mørk skov og hede der ikke helt var dækket af sne - og så de åbne maker og enge hvor 5-10cm sne dækkede i skiftvis strålende sol, gråvid snetåge og isnende skygge.

Blot en ultakort klip fra flyveturen:http://www.youtube.com/watch?v=YozVI76yn8E

Efter at have tøffet rundt et par timer besluttede Mogens sig for at lande - netop som jeg syntes basen løftede sig over 5-600m til knapt 850m. Efter et par timers sightseeing - og det var bare flot! - besluttede jeg mig for at prøve det og gik ud på en udeklareret opgave. I starten gik det mægtigt med 105km/t på de første 100km på kanten af sneskygader - og et par enkelte gange måtte jeg flakse lidt højre-venstre på kursen i 2-300m og med fuld skrald på for at komme under og forbi snebygerne for så at kravle op igen på den anden side.

Da klokken var henad halv fem var der en flot skygade der gik helt ud til Rom Kirke og jeg besluttede mig for at tage Holstebro Vandkraftværk med også.

Det gik sådan set fint men da jeg vendte rundt undskyldte skyerne sig lidt forkølet og trak sig ligesom længere op og trak stigerne med sig...nu er der ikke langt hjem fra Holstebro til Skinderholm og LX5000'en sagde da også 58m+ her 25km ude...men det blev sørme ved med at være lidt ringere end McCrady 0.5...så da jeg efter ialt 4 timers flyvning manglede 8km og nu kun havde 8m+ besluttede jeg mig for at sætte "V" på en fin lang mark.

Og den var fin. I det hyggelige landsted op til Linåvej blev jeg taget godt imod med varm kaffe og friskbagte kanelsnegle. Da Mogens 20 minutter senere trak ind på marken med transportvognen glattede hans pandefurer sig gevaldigt ud da han også fik sådan en snegl proppet i gebisset.

Da vi proppede den færdigt samlede "V" i hangar var det buldrende mørkt, jeg var mør af sol og kulde og ganske godt tilfreds med dagens indsats selvom jeg var landet ude.

Sæsonen er igang!

VM 2008 : (Lidt for) Stor interesse for deltagelse

Der er stor interesse for at deltage i VM i Lüsse 2008. I skrivende stund er bulletin # 2 blevet publiceret efter fristen for den foreløbige tilmelding udløb igår, og heraf fremgår det, at der er tilmeldt ikke mindre end 163 officielle piloter og 49 reserve piloter.
Fra danmarks side har vi tilmeldt følgende:

1. Holdkaptajn Helmuth Egsgaard
2. åben Steen Elmgaard
3. åben Poul-Kim Larsen
4. 
   
   (reserve) Morten Juul Christensen
   
   
   
5. 18m Mogens Hoelgaard
6. 18m Arne Boye-Møller
7. (reserve) Jan Brandt Jørgensen
8. 15m Jan Walther Andersen
9. 15m Ole Arndt
10. (reserve) Klaus Vang

Tilmeldingerne fordeler sig med hele 59 i 15m, 58 i 18m og 46 i åben klasse.
Da de tyske arrangører har fået tilladelse til at have 130 deltagende fly (normen siger 120 fly) betyder det umiddelbart, at der skal ihvertfald nægtes deltagelse til 33 piloter. Men samtidigt må ingen klasse have mere end 50 piloter. Det betyder, at der med en ligelig fordeling mellem de tre deltagende klasser kun vil kunne være f.eks. 44 i 15m, 43 i 18m og 43 i åben.
Metoden for at reducere antallet af deltagende piloter fremgår af bulletin #1 som foreskriver, at man anvender IGC Ranking for landene til at nægte pilot nr 2 i de dårligst rank'ede lande. Med danmark på en pt 11. plads kan det blive lige til øllet for os at få pilot nr. 2 med i hver klasse...
Nu vil der altid være nogen der falder fra af den ene eller anden årsag - men alene det faktum, at der er ikke mindre end 49 reserve piloter betyder også, at vi reelt skal tænke på at ikke mindre end ialt 82 piloter står i kø for at erstatte en pilot blandt de tilladte 130.
Med venlig hilsen,
Arne Boye-Møller

DM i 18m : Det kræver en god hjælper

Bortset fra glidefedt (fås kun hos DanGlide - spørg efter "det gode fedt") som kun duer udvortes samt diverse andre præstationsfremmende midler i den legale ende af skala'en (Slipol, tape, flueskraber, Plexus, godt med vandbalast, diverse hårdvoks præparater, moderate mængder kaffe før flyvningen samt stor portion grovvalsede havregryn og hvis min crew tillader det - en lille øl bagefter - og ja her på det sidste med skam at melde lidt AVGAS ) kan jeg ikke lige komme i tanke om noget.

Så nu hvor det er blevet meget trendy at gå til bekendelse med alle former for doping må jeg med ærgelse konstatere at jeg ikke er særligt trendy.

Det skulle da lige være hvis det at have gode hjælpere er ulovligt. Nu har jeg altid været begunstiget af gode hjælpere - og de sidste par år af en særdeles ihærdig én af slagsen.

Jeg nåede lige at fange min myreflittige super-duper hjælper "Sput" Nick under ét af de lange glid her til DM i 18m hvor han uophøreligt sørgede for at forkanter var rene, holdt øje med konkurrenterne og med jævne mellemrum vinkede ind til mig når der var gode bobler i hans side.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Lidt antiklimaks

Vi fornemmer, at vejret ikke er helt op til Klix standard på den 9. konkurrencedag men er naturligvis klar med MO og AB før dagens briefing, da konkurrencelederen annoncerer, at dagen er aflyst, da det er konkurrenceledelsens vurdering af det ikke er forsvarligt at hænge så mange fly op i svag termik.

Efter 8 dage og 3.200km non-stop i et felt med 116 fly og uden hjælpere måtte vi erkende at vi var møre og gik fuldstændigt ned i gear. Det tog resten af dagen bare at pakke og gøre os klare til aftenens festivitas. Med meget fine præmier, nye venner og store oplevelser i baggagen satte vi næste morgen næsen hjem mod danmark. Som forberedelse til VM i samme område i 2008 var det alle anstrengelserne værd. Må vi anbefale alle en tur til Klix?

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Forsvindende udsigter

Jeg bander lidt og føler vi er ved at sætte vores gode stilling over styr i dagens 3 timer og 30min lange arealopgave. Klokken er allerede over fem her på 8. Konkurrencedag, og vi har med nød og næppe igen kunnet glide over Holzdorf CTR’en mod de forsvindende Cu’er og de normalt gode skove. Kun med en god portion held, gode meldinger og nogle halsbrækkende manøvrer, havde vi lidt tidligere fået fat hver for sig over skovene 80km hjemmefra. Med eftermiddagens vigende lys ind over vingen fra klokken 5 begynder mine anelser om et svært slutglid at vokse sig stærke her. Dresden TMA’ens lodrette mur fylder efterhånden på højre side af kursen og begynder at spise af vores muligheder . For at føje spot til skade står der et par solide Cu’er et par km inde i Dresdens no-no-land og håner os. Med MO ved min venstre vinge og flaps i -1 glider vi med forsigtige 130km/t ind mod søerne nord-øst for Dresden. Computeren oplyser iskoldt, at vinden nu er øget til 25km og 65 grader hvilket giver direkte sidevind her 70km ude i 1.500m – og ingen slutglidshøjde.

Langt mellem de gode nyheder

Fra de glimt jeg kan se over sandgravene nord for Dresden 15km længere fremme, er der ikke stor højdespredning, og de ligger ikke højere end os . Over søerne og skovene de sidste 40km er det småt med gode nyheder. Pokkers – det havde sikkert været nemmere hvis vi bare havde startet bare 15 minutter tidligere men det nytter ikke noget nu. 70km længere fremme og øst og syd for Klix står Cu’erne og smiler skadesfro til os. Jeg tørrer lidt sved ud af øjenkrogene og tager den sidste slurk vand. Steen og Morten der ligger længere fremme orienterer os om, at folk tanker op i et par meter 15km længere fremme på kursen.

For sent af tømme ballasten ud

MO og jeg udveksler og bekræfter kort vores opfattelser. Vi skal have slutglidshøjde, inden vi går over søerne, vinden er for kraftig i forhold til de andre dage, og vi skal bruge vores vand endnu i modvinden.

Vi kommer efterhånden nærmere uden at vinde højde. Til vores store ærgelse må vi stadig tungt lastet nøjes med at delfinere igennem bobler, hvor mange andre fly kurver, der er så svage, at selv med fulde flaps holder vi kun lige højden.

Øjeblikket hvor vi kunne smide vandet og stige i den svage termik sammen med de andre er nu forpasset, og vi presser på. Jeg trækker vejret ekstra dybt, medens vi uden at sige et ord glider ind over søerne og skovene, der rejser sig bagved. Vi fortsætter i rungende stilhed vores slutglid og alternativerne melder sig ikke bare lige uden videre i modvinden.

Slutglid Extraordinaire

MO og jeg bliver i tæt formation i 650m enige om, at vi ikke kan fortsætte på slutglidet her 20km ude. Desuden er de sidste 8km en stort set ulandbar skov, og vi har kun 15-30m overskud lige nu. MO drejer pludselig i en blød bue næsten stik øst og stort set vinkelret på kursen op mod vinden i reduceret synk. Som den manglende brik i puslespillet fornemmer jeg, at det her er præcis hvad der skal til – vi vinder reelt ikke absolut højde men taber nu langsommere højden – og hvis vi bare kan holde den gående på denne måde et par km er modvindskomponenten reduceret til en svag sidevindskomponent. Og ganske rigtigt – med MO foran og 50m højere begynder slutglidscomputeren at blive mere og mere optimistisk. Pludselig står der 200m+ på computeren her 15km ude – den er hjemme! Idet vi drejer ind på kursen til sikkerhedsvendepunktet ser vi over højre vinge, hvorledes resten af feltet er stoppet op 20km bag ved os hvor der stadig er god termik. Men vi har ikke kurvet overhovedet og holder således igen skindet på næsen og kan med stor glæde konstatere, at Mogens og jeg bliver hhv samlet nr. 2 og nr. 1.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Dag 7 – 555km i topfart

Til dagens briefing hørte vi med stor forventningsglæde, at idag skulle vi flyve langt – 555km. Og idag skulle der faktisk navigeres lidt mere, idet opgaven reelt bestod af hhv en 455km trekant mod nord efterfulgt af en lille 100 km mod syd, der skulle bringe os ind over de Tjekkiske forbjerge. Med base i 2.200m tærsklede Mogens og jeg igen ud som de sidste lidt over kl. 13 knapt 10min efter hovedfeltet. Men vejret var fremragende og med glidehastigher på omkring 180km/t og små 3m/s i alle boblerne måtte vi konstatere, at de andre også fløj stærkt for vi kunne ikke se dem. Da vi efter første vendepunkt havde fløjet i knap én time, havde vi et snit på 145km/t, da vi pludselig syd for Berlin får kontakt med hele feltet, der nu lå 1.000m under os. De har fat i en utrolig boble, og selvom vi nu ligger få km foran dem, kan vi se at de sætter efter os, efterhånden som de når op i vores højde. Da vi når frem til 2. vendepunkt, er vi alligevel blevet fløjet op af 15-20 fly, der hungrer efter hævn og vi er nu ikke længere alene.

Det gør man bare ikke!

På strækket mod syd-øst glider Mogens og jeg resolut på kursen, medens resten af feltet trækker mere østover. Vi studser begge lidt over dette, for det ser rigtig godt ud foran os her i 2.000m. Men som Ingo sagde til os bagefter så havde de alle siddet og grinet lidt af os (sådan helt stille – uden at sige noget på radioen forstås). For ifølge den lokale visdom undgår man såvidt muligt at krydse vest for Elben – og pludselig forstår vi hvorfor. For første gang i konkurrencen oplever jeg synk, som om jeg fløj i læside af bjerge og tabte uden videre 400m i løbet få km. Mogens når lige at korrigere og undgår det værste synk. De næste mange km haltede jeg videre i jammerlig højde og uretfærdig termik og 400m lavere end Mogens. Da jeg er stik nord for Klix, får jeg endelig godt fat igen i en kanon 3m boble og til min store overraskelse er vi åbenbart stadig foran hovedfeltet, der nu er ved at dreje ind på kursen igen bagved os efter deres sikre omvej.

Overgivelse er ikke en option

Men nu er det Mogens tur til at komme i uheld, og han taber næsten 500m til mig. Skuffelsen er til at tage og føle på, men vi klemmer hver især på mod næstsidste vendepunkt. Da jeg vender i knap 2.000m, kan jeg se Mogens 600m under mig gå på kurs til sidste vendepunkt, og jeg sætter farten op for at nå at centrere boblerne før ham og give ham meldinger. Det lykkedes og utroligt nok formår Mogens at flyve mig op i løbet af bare 40km, så vi nu er mindre end 100m fra hinanden. Det 60km lange slutglid hjem via de Tjekkiske forbjerge med 200km/t og flaps i S er en skøn fornemmelse. Hatten af for Mogens. Vi vinder dagen med hhv en 1. plads til mig og en 2. plads til Mogens med 131km/t, medens 3. hurtigste er japaneren Takeshi med 121km/t.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Højre rundt?!

På konkurrencens 6. dag med de sædvanlige 3/8 Cu’er til 2.300m blev vi kraftigt udfordret på vores autistiske sanser ved, at vi nu skulle flyve en 413km trekantsopgave med uret rundt. Hvor gakket det end lyder, var alle ligefrem i bedre humør af det.

I slæbet fortsatte slæbepiloten på sin vante venstrehånd efter de gule rapsmarker, og jeg begyndte så småt at gøre klar til udkobling og motorprøve. Til min overraskelse var boblen elendig i udslæbszonen og det virkede meget forstyrrende! Mogens kaldte op og sagde, at han havde fået fat i en rigtig god bobbel på sydsiden af pladsen. I 600m krydsede jeg flyvepladsen og ganske rigtigt: i 350m over en stor fabrik, der fyldte det meste af hooden i højre side, gik det uden varsel pludselig voldsomt opad. Helt surrealistisk blev det, da jeg i samme bobbel små 9 minutter senere, rettede ud i 2.200m og kunne dække hele fabrikken med min tommelfinger negl.

Mogens og jeg gik igen som de sidste med ca. en halv times forspring til hovedfeltet. Med 131km/t i snit havde vi held til at indhente hovedfeltet på slutglidet, og vi høvlede hjem til min anden dagssejr og med Mogens på 2. pladsen.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Favoritten er en hård nitte

5. dagen bød på en 3 timer og 30 min arealopgave med minimum 266km og maksimum 473km – og som sædvanligt mod uret rundt. Hvor hulen skulle vi satse henne i de to store arealer? Vejret var sådan set fint nok – meget lig de forudgående suveræne dage – men der var ingen tvivl om, at lokalkendskab er afgørende i areal opgaver – specielt når arealerne er store. Åbenklassemesteren igennem flere år, en hård nitte ved navn Ingo Trentelj i sin ASW-17, kunne vi med ærefrygt konstatere formåede at glide og stige fuldt lastet uden nævneværdig forskel til os når vi lå sammen. 17’erens handikap på 116 virkede næsten urimeligt på vores handikap 120. Ingo gennemførte i dag sin arealopgave smukt med 367km og 101km/t, medens Mogens og jeg dummede os lidt rigeligt.

Kilometer grådighed

Først ved at starte sidst, dernæst på at satse for langt ude i 2. areal (men det var så smukt og det gik jo stærkt) for så blot at opdage, at vi klokken halv fem har fløjet 250km på to timer men er 175km hjemmefra. Vi var efterfølgende næsten urimeligt heldige, da vi med nød og næppe undgik at synke ned i Holzdorf CTR på et lettere desparat glid til den sidste halvblå termikchance over skovene og derfra fightede os hjem med faldende gennesnitshastighed i den vigende termik. Da vi landede lidt over klokken seks, var vi blandt de sidste men med hhv 431km og 413km i kassen blev jeg nr. 2 og Mogens nr.3. Men – vi var nu ikke så imponerede af vores taktiske overblik og mange debriefingtimer senere lovede vi hinanden at være mere opmærksomme på vores km-grådighed i areal opgaver – og at der sjældent er nogen god grund til at gå for sent i den slags opgaver.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Blød hat og cigar flyvning

Jeg havde dog aldrig prøvet at flyve en 18m Ventus fuldt dunket op før, og jeg må indrømme, at jeg sloges med både hastighed og balance, når jeg sammenbidt skulle kravle op sammen med Mogens i de ofte snævre og kraftige bobler. Jeg kunne allerede høre standardklassepiloterne hjemme i danmark let hånligt mumle ”Blød hat og cigar” pilot om mig når jeg pærede rundt i drejene. Ventus’en opførte sig ligeså ustabilt som min elskede gamle Std.Cirrus, der også kræver, at man udøver en meget aktiv rorkontrol, og jeg tog mig selv i at tænke med længsel på LS8’erens nærmest kedelige handling i termikken.

Uvurderlig debriefing

Mogens og jeg debriefede os selv hver aften og gennemgik vores flyvninger sekund-for-sekund i SeeYou. På tredie dagens arealopgave hvor Mogens og jeg igen havde indkasseret hhv en 2. og 3. plads konstaterede Mogens ved at se på SeeYou, at medens han generelt kunne holde en kurvediamter på 170m med 110km/t, lå jeg konsekvent og sloges ude på 220m i samme bobler i et identisk fly og belastning. Der kunne kun være piloten til forskel. Med det i tankerne og rynkede øjenbryn lagde jeg mig til at sove.

Aha-oplevelsen

Ét eller andet havde nu bundfældet sig til næste dag. Vi blev nu vanen tro og ret uoriginalt sendt ud på en 407km trekant opgave i herligt 3/8 Cu vejr. Fra starten af følte jeg endelig, efter 50 timer i AB, at jeg var ved at forstå Ventus’en. Pludselig kunne jeg følge med Mogens op i boblerne og flapsene begyndte endelig at indstille sig, uden at jeg skulle tænke for meget på det uanset hastigheden. Vores kurver var nu fuldstændig ens og selvtilfredsheden var til at tage og føle på. Som de andre dage gik Mogens og jeg som de sidste, og vi begyndte jagten på feltet. Stor var glæden da vi ikke alene formåede i suverænt samarbejde at flyve dem op, kæmpe os op og ud af deres gaggles, men også lande først hjem til min første dagssejr og Mogens som nr. 2 over 15 minutter hurtigere end 3. hurtigste.

Klix 2007 - Der Alten Langohren : Fart og glæder i nye slæder

Klokken er nær midnat og vi ankommer i majmørkets behageligt kølige luft efter knapt 900 km forbavsende nem kørsel til Klix fra Jylland med vores fly MO og AB på krogene. Trods det sene tidspunkt er der folk på flyvepladsen, der tager vel imod, da vi stiller vores transportvogne. Da vi kort efter fortsætter i mørket mod vores logi, går det for alvor op for os, at vi er ude på landet og hvor afhængige vi er blevet af vores bilnavigation. Men Mogens Hoelgaard og jeg finder vores landsby med toppede brosten ude i skoven og logiet, hvor resten af det danske team også skal bo. Vi slæber grejet op i vores lille fine lejlighed medens vi mumler godnat til de få vågne danskere og går omkuld. Imorgen begynder Pokal Der Alten Langohren 2007.


Kein Stress, Bitte

Efter en solid og langsom grovvalsethavregrynsmorgenmad tøffer vi ud til pladsen under en klar himmel hvor vi tager forholdene i besigtigelse. Vi får flyttet vores tansportvogne over i den rigtige række og begynder at samle MO og AB, medens rækken af fly vokser til de ganske få vandposter der er. Med 116 fly i fire klasser : åben, blandet, 106’er og klub, er der trods alt mange, der skal have vand. Da vi ikke har hjælpere med beslutter vi prompte at vi ikke hælder vand på idag for at undgå at forcere tempoet efter briefingen, for vi kan allerede nu høre, at der bliver tale om en tidlig start .

Godt selskab

Til briefingen teamer vi op med resten af holdet der består af Poul-Kim Larsen og hans to skiftende 2. piloter i Duo-Discus’en (MX), Troels Morsing og Asbjørn Højmark samt Steen Elmgaard og hans 2. pilot Morten Habekost i DG 1000’eren (1T). I hangaren sidder vi tæt pakket mellem mange hundrede andre spændte piloter og hjælpere, medens den professionelle briefing skrider frem i en afslappet atmosfære. Spændingen begynder at vokse medens det går op for os, at vi faktisk skal igang med at flyve om ganske få timer. Feltet minder om Sun-Air Cup men hvor der også deltager polske, tyske, japanske og belgiske nationalholdspiloter. Jo, Klix som forberedelse til VM 2008 i Lüsse længere nordpå skinner igennem.

Første indtryk af Klix

Ganske rigtigt, starten går tidligt og alle 116 fly bliver i en lind strøm slæbt op godt hjulpet af den effektive pladsorganisation. Efter et karakteristisk sløvt Wilgaslæb ser jeg for første gang området omkring Klix, og jeg betages af de store flade vidder, der består af kæmpestore nåleskove, flotte marker, søer, enorme brunkulslejre og andre udgravninger – og så det store karakteristiske kraftværk små 30 km mod nord og dets enorme køletårne der står og øffer Cu’er op. 20 km mod syd rejser bakkerne sig til små bjerge ind mod grænsen til Tjekkiet og 30km mod øst går grænsen til Polen ét eller andet sted i det ellers monotone grøn-brune landskab. Små 20km mod vest står Dresdens TMA og blokkerer, men mod nord og de 100 km op til sydkanten af Berlins TMA og så vestover er der stort set dejligt frit luftrum.

Første konkurrence i Ventus


Med knapt 30 timer i Ventus’en går jeg pertentligt mine checklister igennem for motorcheck og instrumenter og konstaterer, at alt er ok, medens termikken griber solidt fat i AB. Jeg kalder Mogens op i MO, og vi etablerer kontakt, medens vi kravler op i solide 2 og 3 metere til 2.000m. Medens de sidste i klassen bliver slæbt op, driver Mogens og jeg rundt blandt de mange fly i inversionen og må konstatere, at vi godt kunne have brugt fulde vandtanke til de 600kg MTOW – vi stiger godt men kæmper med at kunne følge de andre på glidene. En Ventus uden vand er som en cykel i modvind.

Strategien er klar

I det gode 3/8 Cu-vejr og på den dertil relativt korte trekant bane på 328km er strategien klar – vi skal starte blandt de sidste og forsøge at flyve dem op. Da jeg tærskler ud, er klokken 13:42 og vi er blot 5-6 fly tilbage i 2.000m. Flertallet er allerede fordampet 10-12 minutter ude på opgaven. Med 150-170km/t og på direkte kurs glider jeg mod første vendepunkt, Eisesenhüttestadt. Jeg får fra starten af godt fat i både 2- og 3m bobler. Mogens vælger at gå som sidste mand næsten 17min senere og jeg melder løbende hvordan det går. Da jeg vender Eisenhüttestadt efter knapt 100km, er snittet oppe på 122km/t, og jeg har efterhånden kontakt med en del fly foran mig. På benet mod vest og syd om Berlin TMA må der dog sik-sakkes lidt sammen med de andre åbenklasse fly, og tempoet må sættes lidt ned, da vi passerer søerne og de fugtige områder nord om Spreewald. Da vi passerer syd om Lüsse, ser vi tydeligt, at der må ligge en lidt mere stabil luftmasse og presse mod øst, for Cu’ene tynder pludselig ud. Men vi skal lige vende Ohena 35km ude i den, før vi kan flyve mod mål. Jeg sætter farten lidt ned igen og vælger en koncentreret optankning til knapt 2.000m, før jeg glider højden af. På glidet passerer jeg flere små gaggles under mig, og så snart jeg vender Ohena, drejer jeg flyet ind til skovene øst for kursen for at komme tilbage i den bedre luftmasse.

Så kan vi lære det

Jeg holder stadig Mogens stangen, men vi bemærker begge flere gange, at vi har svært ved at følge med de andre på glidene. Da jeg passerer nord-øst om Dresden TMA, må jeg gentagne gange sætte farten ned idet vi skal krydse søerne, og jeg har pludselig svært ved at holde mig over 1.000m i den tiltagende stabile luftmasse, der forfølger os mod øst og på tværs af vores sydlige kurs. Jeg kan ikke umiddelbart få slutglid og sætter farten endnu mere ned, medens jeg søger på kursen. Mogens får min meldingen og sørger for at få tanket godt op på en endnu mere østlig kurs og kan problemløst gå på slutglid 60km ude bag ved mig. Jeg opnår endeligt slutglid 30km ude i selskab med en masse andre. Til min store overraskelse er flyvepladsen næsten tom, da jeg tærskler hjem med en flok i slipstrømmen. Til min store glæde bliver Mogens og jeg trods alt hhv nr. 5 og 7 – dog begge slået både på tid og handikap af LS8-18’ere, en DG-600/18 og en ASW-17 – alle med vand naturligvis. Så kan vi lære det.

Aldrig uden vand

Så start aldrig uden vand – det er pokkers svært at få ombord, når man først er deroppe. Fra den følgende dag havde Mogens og jeg fået arrangeret os således, at vi fik læsset flyene helt op til 600kg hver dag og i god tid. Resultatet udeblev da heller ikke, for nu gled vi som stokke igennem luften ved 150km/t og havde ingen problemer med at følge med og glide fra de andre, og vi endte 2. dagens 307km opgave med hhv en meget tilfredsstillende 2. og 3. plads efter handikap. Mogens fløj 136,56km/t og jeg 135,84km/t hvilket blev konkurrencens to hurtigste flyvninger overhovedet.

Sisteron 2007: Mt. Blanc tur-retur plus! 745km

Ja...den historie skriver jeg når jeg får lidt tid igen. Men lad det være sagt med det samme. Det var hele turen herned værd - og næsten alle danskerne fik oplevelsen. Indtil da lader jeg blot billederne stå.

Sisteron 2007: Snebyger og hammer termik: 471km

Jeg var kommet noget bagud da jeg lidt for tidligt stod af flyslæbet og var lidt fedtet med at bruge motor (jeg kvier mig stadig ved tanken om at have en sådan i ryggen - det er på én eller anden måde usportsligt) op til start positionen over Trainon. Medens Mogens og Stig strøg afsted via udløberen fra Blayuel (Liman) på kurs mod Coupe måtte jeg bide tænderne sammen og klemme mig op i knapt 2.000m før jeg kunne gå tværs over det lille massiv via Gache, Authon og Auribeau.

Der er nu intet som skærper appetiten som at være lidt bagud og vide, at bare man holder hovedet koldt kan man godt indhente de andre.

Over Liman fik jeg kun resterne af Mogens og Stigs gode bobbel og med udsigt til den nye udelandingsplads ved Marcoux (intressant nok placeret på kanten af flodlejet og blot grus) måtte jeg spejde langt mod syd før jeg kunne se noget der bare med rimelighed ville kunne holde mig over klipperne dernede. Imellemtiden kunne jeg høre hvordan Mogens og Stig ikke just havde højde og måtte slide sig op af syd-vest kanten af Coupe hvilket kostede dem de 4-5 minutter jeg skulle bruge for nogenlunde at ankomme i samme højde og position efter et langt glid uden så meget som et pip på variometret. Hvis man ikke kom op her skulle man have et meget langt glid rundt om Digne til brugbar termik og så kunne udelandingspladsen pludselig gå hen og blive et nødvendigt alternativ. Gys.

Nå - men op kom vi alle tre og vi fik lige vendt Barreme inden vi igen satte kursen mod syd via Serre de Montdenier til Lac de St. Croix (Aiguines). Basen lå dog noget lavt i 2.000m over et terræn der var i knapt 1.700m på de højeste punkter. Et spændende øjeblik kom, da vi alle tre sank ned på østsiden af Montdenier. Hvis vi ikke kom op skulle vi enten følge dalen mod syd-øst eller bide i det sure æble og glide af bagvejen mod Digne.

Jeg var heldig og fik lidt mere højde på end de andre. Mogens gik noget utålmodigt hårdt på mod Cheval Blanc og måtte tanke op lavt i terrænet bag Coupe. Det gav mig dog lige tid til at nyde den fremragende sandwhich Mogens havde lavet til mig tidligere på morgenen. Ubestemmelig men velsmagende paté med noget halvsejt kød. Da jeg kvitterede på radioen for den gode frokost spurgte Mogens bare om jeg havde fundet elastikken.

En slurk vand senere gled vi til sydkanten af Cheval Blanc men det gav ikke en meter. Vi havde dog fin højde til at glide over passet og følge Cheval Blanc mod øst på nordsiden men da vi kom til udløberen fra Caduc - Carton - så det rigtigt skummelt ud herinde blandt alle de høje rygge - og ingen termik. Stig lå dog og climbede over den flade vestende af Carton og vi strøg da også med det samme derover små 100m over skrænten for at få del i den svage termik. Efter at have vundet ca. 350m til 2.300m gled vi videre mod Trois Evêchés og dens vestvendte skråninger - men nu sneede det fra flere separate celler syd for Seyne og inde ved selve bjerget.

Vi gled hen over udløberne uden særlig indikation og det begyndte at se noget lavt ud heroppe i Seyne dalen. Det var nok udelukket at gå tilbage via Digne men vejen frem bød ikke på brugbar termik de næste 40-50km. Mogens fik dog fat på kanten af snebygen og vi begyndte et godt climb op imellem snebygerne. På det her tidspunkt satte min fartmåler sig fast ved 0km/t og jeg måtte skifte fra pitot i haleplanet til pitot i næsen - men det var noget jammer. Min fartvisning hoppede rundt i ryk á 20km/t. Der må have sat sig nogle underafkølede vanddråber der havde frosset sig fast i røret under opstigningen.

I ca. 2.700m gled vi med god fart mod vestenden af Serre-Poncon søen. Stig øjnede en chance for at vende østende af søen inde mellem snebygerne og vi høvlede derind og ud igen i løbet af ganske få minutter. Da vi kom ud i vestenden af Serre-Poncon ramte vi ind i den bedste bobbel til dato - 4.6m/s integreret over 700m. I toppen var der så meget fart på, at selv ved 230km/t og flaps i S1 steg vi hele vejen ud med det resultat at vi blev skudt ud under skyen og flere hundrede meter op på siden af skyen.

De sidste 10-15min havde været lidt hektiske så det var i en lidt spredt formation vi kom ud på nord siden af Gap Tallard med kurs mod Col de Cabre 65km mod nord-vest. Sådan fortsatte vi da også efter have vendt Col de Cabre nu med kurs mod Puimoisson på Valensole platauet små 100km mod syd-øst.

Vejret begyndte at blive lidt kompliceret med snebyger og udkagninger og vi var nu ret spredte. Alligevel lykkedes det at få kontakt med hinanden på sydsiden af Lure efter at Mogens og Stig havde vendt nær Puimoisson - og jeg lidt tidligere på sydkanten af Puimichel platauet.

Det nye mål var nu at vende Ventoux - selvom toppen lå i skyerne. Det var en spændende tur - jeg havde aldrig været tættere end 20-30km på Ventoux og basen var som sagt ikke imponerende høj i terrænet der hævde sig jævnt mod selve toppen. I nær 8/8 gik Stig og jeg med uret rundt om Ventoux fra øst medens Mogens gik modsat. Stig og jeg oplevede svagt løft hele vejen men kunne ikke se toppen på noget tidspunkt og kunne ikke stige højere pga basen. De ca. 10km med 250-600m over terræn og selve Ventoux på højre hånd var spændende flyvning. Da vi kom til vestenden måtte vi dykke lidt ned under skydækket for at komme fri af skyerne og selve bjerget. Herved kom vi ned i ca. 1.300m - ca. 1.000m over terræn men nu var det nødvendigt at finde løft hvis vi skulle hjem igen.

At følge dalen mod øst var ikke nogen god løsning da der ikke så ud til at være kontakt med de høje skyer - hvorfor vi stille og roligt asede nord på i for mig ukendt terræn men med gode muligheder for at glide ud mod vest i godt vejr til selve Rhôndalen. Mogens havde stoppet lidt tidligere og var gledet tilbage mod Sisteron uden de store problemer.

40km mod nord-nord-øst vendte jeg La Motte (ikke den samme som øst for Sisteron) og deres altiport der ligger i 800m højde. Det er en fin græsbane så vidt jeg kunne se - men hold da op hvor er det et øde sted at bo.

Selvom vejret var fint mod nord og vest kunne vi høre på Mogens at det så noget skidt ud de 50km længere mod øst han lå over Sisteron. Nogle få km øst for os så det nu også noget mørkt ud med byger der lå øst-vest langs dalene - og længere mod øst kunne vi se en massiv mur der var på vej mod vest og over Durance floden. Selvom klokken kun var lidt over fire om eftermiddagen satte vi begge kursen tilbage. Halvvejs tilbage kaldte Sisteron op og advarede om nært forestående uvejr. I samme øjeblik begyndte det at tordne mod nord-øst og der var ikke noget at rafle om.

Suk. Jeg landede uden problemer - men 5 min efter stod det ned i torve - og det blev det ved med resten af aftenen. Jan Hebnes og jeg sad i min bil i 2 timer og håbede på bare ét lille vindue uden regn - men nej. Vi krøb alle til korset og kastede os ud i regn og rødt mudder. Med stor hjælp fra Ulrik Friis og Jan lykkedes det både Mogens, Stig og jeg at få flyene i vognene uden det helt store griseri.

Noget våde, trætte og forkomne gik vi omkuld i den gode mad fra Restaurant Janus. Jeg krydsede fingre for, at regnen ville forhindre at det blev for koldt om natten - jeg følte mig ikke helt sikker på at det var så smart med så meget vand i transportvognen.

Heldigvis holdt det stik og vi slap for nattefrost den nat.

Sisteron 2007: Aiguines-Grenoble plus lidt mere: 403km

De flinke franskmænd og de oversættende tyske doktorer begyndte nu at mumle noget om dårligt vejr i de kommende dage og humøret sank lidt. Men pyt - der var mange dage endnu og desuden var vejret dejligt udenfor briefingrummet - og i Alperne kan man ikke altid bruge vejrudsigter til noget. Det er bedre bare at se ud og tænke sig om i god tid.

Wingman Mogens havde dog valgt denne dag til at stå på ski (!) i bjergene nær La Blanche fremfor at flyve. Han havde medbragt en radio og aftalen var at vi ville kalde ham op når vi kom i nærheden - så skulle han få lov at tage billeder af nogle low-pass over skisportsstedet. Han var væk før en vis herre stod op.

Medens vi gik der og klargjorde vores fly på gridd'en i den dejlige lune forårssol dukkede Tom Nielsen trofast igen op fra middelhavskysten iført forklædning som franskmand, komplet med noget der lignede en sort baskerhue og beklagelse over kulden (!)

Det er vist ved at blive en hyggelig tradition.

Desværre lod det til, at vejret havde låst sig fast på det dér med knapt så god højde på skyerne og lidt for meget med overudvikling. Øv - og vi som havde sat Mt. Blanc som mål for hver eneste dag. Nå, men med krum hals og i ellers godt humør kastede vi os som de første fra Sisteron ud i udfordringen. I håbet om, at vejret i løbet af dagen ville løfte sig drog vi først syd til Aiguines, indgangen til Franskmændenes svar på Grand Canyon.

Vejret var egentligt godt nok - men det var ikke just som at skyde fisk i en tønde men selvtilliden var i top så vi ville da gerne lige demonstrere at vi da sagtens kunne tøffe op ad Parcour'en selvom skyerne hang noget lavt igen mod øst.

Det var dog lidt lettere sagt end gjort. Jeg kom ret lavt ind til Coupe - et par hundrede meter under og terrænet bød ikke ligefrem velkommen på nogen rar måde. Med flaps i plus 2 fik vi dog os langsomt kantet op af den lodrette klippevæg og forbi det højeste punkt i knapt 2.200m. Herfra gik jeg direkte ind på sydspidsen af Cheval Blanc idet jeg håbede at den svage sol ville give noget løft på de stengrå skråninger der endte i sne. Men nej - det sank tvært imod og kursen yderligere mod nord og øst langs Caduc så ikke rar ud. Exit til planen om low-pass over Mogens.

Stig havde allerede besluttet sig og trak straks mod Blayeul via udløberen Limans. Nu blev det lidt lavt for mig og jeg måtte tage til takke med udsigten til Digne lidt for langt inde i de ufremkommelige bjerge. Med flaps'en i minus én og forsigtige 120km/t sneg jeg mig ind på Limans og blev da heldigvis belønnet med en fin 2m/s der bragte mig op på karmen af Limans - og snart efter var jeg med i igen på den nye kurs vi blev enige om - ud i solen og de gode cumulus'er mod vest-nord-vest.

Da vi efter en friskt stræk på knapt 100km ankom til Glandasse så det tillokkende ud at forsætte op over massivet Du Vacors med kurs mod Grenoble. Med lokal base i ca. 2.300m og ca. 5-700m over massivet lod der til at være gode muligheder for at slippe væk igen hvis det skulle lukke sammen.

Det var en meget smuk tur langs med massivet. Flere gange så vi folk med ski og rygsæk i det smukke terræn og med masser af sne må det have været en stor natur oplevelse for dem også.

15km før Grenoble mente jeg elastikken var blevet strukket nok ud og jeg gled tilbage langs kanten mod syd. På vejen ud havde jeg set et par to-sædede fly der var kommet noget lavere tilbage og jeg ville ikke ligge lige så lavt som dem.

Halvvejs henne af kanten meldte Stig at han så to enorme ørne der først havde lignet nogle mennesker der sad på kanten men pludselig var steget op i den kolde luft. Jeg så dem kun på afstand men de var store nok til at jeg forstod hvad Stig mente.

Der var fint løft resten af vejen langs massivet men mod øst byggede overudviklingen op og det så lidt skummelt ud med sigten. Vi gled derfor under skyerne i følge med et par tosædede mod vest over massivet over på vestsiden af Glandasse hvorfra der var fin sigt hele vejen tilbage til Sisteron.

Da snevejr og byger åbenbart var ved at lukke helt ned mod øst besluttede vi os for at lande relativt tidligt. Det afholdte os dog ikke for at lige sætte kursen mod øst til Serre-Poncon søen for det tilfælde at vi kunne komme op imellem snebygerne og Briancon dalen da der faktisk var et lille hul her. Det var dog ikke muligt og netop som vi gjorde klar til at vende om kaldte Mogens på sin håndradio at han godt mør og træt var på vej tilbage til Sisteron. Ret praktisk at aftale indkøb og den slags medens man flyver.

På glidet tilbage tog Stig og jeg os tid til at eksperimentere lidt med vores anti-kollisionssystem, FLARM. Logikken i systemet lader til at være ret godt. Alarmerne virkede logisk i forhold til vores indbyrdes positioner, fart og retningsvektorer. Vi kunne sagtens glide side om side uden alarm men lige så snart vi formindskede afstand relativt gik alarmerne igang. Der lader også til at være logisk forskel på om man ligger foran eller bag og hvorvidt man ligger sammen med andre fly. Logikken viste sin styrke flere gange ved specielt at være hidsig ved fly der kom bagfra - udenfor ens naturlige synsfelt såvel under som over os. Højspændingsmaster (de fleste ihvertfald) og ledninger lod også til at være fint repræsenteret i den indbyggede database. Alt i alt indtil videre en positiv oplevelse - og et forsigtigt skøn er, at 80% af de fly vi mødte havde FLARM installeret. Alle slæbeflyene lod til at have det installeret (intressant nok fik man ingen alarm når man lå i flyslæb - men lige så snart man koblede ud begyndte FLARM'en at track'e slæbeflyet).

En fin dag hvor jeg fik endnu mere fortrolighed med Ventus'en og instrumenterne.

Sisteron 2007: Lidt mere 'Gache' - 524km

Søndag blev en fin-fin dag med god termik. Ved briefingen var der dog en del hovedrystende tyskere der mente at vejret altid var bedre i alle andre uger end uge 13 men det lod vi os ikke mærke for meget af.

I den stigende temperatur og dejlige vejr var Stig hurtigst ud af røret og var i luften 3 kvartér før Mogens og jeg fik os slæbt op. Som briefet ville der være en del overudvikling mod specielt øst igen (Italiensk vejr som mod sædvane fik lov at slippe ud af Po-dalen).

Starten var lidt anderledes end vanligt for årstiden idet vi blev slæbt tværs over dalen til vestsiden af Durance floden hvor jeg for første gang skulle kravle op af en bjergskråning jeg ikke kendte. Det var spændende i den spæde lave termik men op kom jeg.

Jeg var efterhånden ved at føle mig hjemme i cockpittet og efter at have tapet blandt andet bundkoblingen helt til var støjniveauet væsentligt normaliseret igen. Placeringen af kort, madpakker med mere havde også fundet en konstellation hvor det virkede naturligt og nemt at komme til. Jeg syntes også jeg sådan nogenlunde havde fået føling med flaps instillinger, hastigheder og flyets opførsel i forskellige situationer.

Det eneste jeg nu manglede var at få liv i mit backup navigationssystem - dvs. jeg manglede blot at få liv i PDA'en men det var ikke lykkedes endnu. Med LX7007 Pro'en var det nu ikke noget problem og backup IGC loggeren fungerede nu også som den skulle.

Stig trådte idag an med en stroppetur op til Col de Cabre og derefter for fuld knald mod øst til St. Crépin hvor Mogens og jeg fik os sådan nogenlunde hægtet på igen (hvad med lidt respekt for ungdommen?). Som dagen før var der dog en del overudvikling med snebyger der risikerede at spærre for vores videre færd. Selvom vi uden problemer lige kunne hoppe over bjergene ind til Barcelonette måtte vi forgæves spejde til Mt. Visio på den Italienske grænse.

Efter en kort rådslagning på radioen blev vi enige om, at sætte kursen stik vest inden vi blev burret inde.

Herefter gik det igen over stok og sten. Jeg nød mere og mere Ventus'ens opførsel under såvel langsom som høj hastighed. Det var sjovt at ligge der i tre-skibsformation med 170km/t på kurs mod Col de Cabre over dalen og forsøge på alle måder at komme hurtigere frem end de andre.

Som dagen skred frem blev overudviklingen mod øst mere og mere udtalt og vi måtte med ærgelse konstatere, at det ikke blev idag vi kom i de høje bjerge mod nord. Da vi havde vendt Col de Cabre sætte vi derfor kursen mere eller mindre stik syd over de vestlige bjerge helt ned i lavlandet til Vinon hvor vi i smukt vejr vendte flyvepladsen dér før vi endnu en gang ræsede mod nord.

Nord-øst for La Motte krøb jeg alene op af en grydeformet bjergskråning hvor en 15-20 drøvtyggende brune bjerggeder nonchelant betragtede AB. Vi var kommet noget fra hinanden på dette tidspunkt men Stig dukkede pludselig op igen og vi satte sammen kursen mod Montagne de Glandasse.

Det var ved at være lidt sent på dagen og Stig og Mogens valgte at bøje af medens jeg fortsatte alene. Da jeg ankom i 2.300m viste naturen sig fra sin smukkeste side med dramatiske skygger, lys og farver.

Med lidt over 200m overskudshøjde hjem til Sisteron gled jeg de 62km hjem i smuk aften sol og højt humør. Det er altså sådanne dage der gør hele køreturen herned dét værd.

Om aftenen indtog vi i bedste autistiske stil Pizza Morienne i restaurant Janus på flyvepladsen inden vi godt søvninge gik omkuld.