On-site JS service

Vi arbejder lidt på vores LX system: vi har nu identificeret fejlen i selve 9000'eren :-(. Heldigvis er erstatningsenheder på vej fra europa nu med leveandøren og ankommer tirsdag.

Ronald fra JS igang med at måle igennem

Tørtermik til 9.000' og stegende hede

Vi havde tørtermik igår og jeg gik ud på en 4½ time AAT sammen med Australierne som vi dog kortede ned til 3:30 pga termikken startede sent.

Lå længe i 1.500m og ledte efter løft men det var svært at se pga en prærie brand og røg. Fik endelig godt løft og cruised'e til arealet mod syd før jeg i fuldstændigt blåt på vej mod nord ramte nogle gode bobler. Det hele minder om Syd-Afrika mht varme og måden termikken virker på medens terrænet ligner noget af det stygge man ser i dalene i Rhônedalen. Buske, træer og ingen plads. Der er IKKE nogen gode steder at lande ude. Den gode nyhed er dog, at der er rigtigt mange flyvepladser at lande på selvom der er variende kvalitet, bredde etc. Mange af dem ligger dog 'dybt' inde i landskabet og kan kun tilgås via dirtroads. Landskabet mod syd ligner et ufærdigt skakbrædt med alle de olieboringspladser der ryddet i buskadset.

På strækket mod nord kommer jeg op i 'the hilly country' som virker ret smukt fra luften af. Jeg kom dog ret lavt på et tidspunkt (1.000m QNH) og kunne kun akkurat nå et par pladser jvf LX'en men jeg kunne faktisk ikke se dem. Jeg havde dog et par alternative områder jeg ret sikkert kunne lande på men min planlægning bar frugt og jeg ramte en god rimelig bobble og jeg fik nu flere alternativer på vejen mod nord der fik mig i knapt 9.000'. På dette tidspunkt valgte Aussierne' at tøffe mod syd igen og det blev en sjov jagt at prøve at flyve dem op de ca. 120km hjem. Der var fint løft langs de små bjerge / bakker og især langs 'The Dry Rio' (værd at huske), hvilket nok var meget godt for al termik lukkede ned omkring os og der var andre derude der fik svært ved at komme hjem. På dette stræk var der flere dirtstrips som jeg dog ikke kunne finde fra luften af (værd at huske).

Uvalde lufthavn er et stort sted med masser af mindre jets, helikoptere og andre mærkelig fly der starter og lander - men der er ikke noget kontrol tårn. Så man kalder bare op til 'Uvalde traffic' og annoncerer sine intentioner og sørme om ikke alle er superprofessionelle og tiltaler hinanden "Sir". Igår var der en Citation der lå lige i rumpen af mig på mit glid med ca. 180km/t og som spurgte om jeg ikke ville gå ind som nr. 1 fordi de "enjoyed the view". Jeg kvitterede, at jeg havde fint skub i skuden og kunne holde farten hele vejen hjem men ville ankomme i 900' for at join'e right-hand til bane 16, taxiway,  hvorfor de bare kunne descende under mig på direct final og jeg således var nr.2. Da jeg krydsede banen med vandet fossende ud i tøsehøjde (900') viste det sig at Citation'en gik ind på final da jeg gik på right-hand-base og piloten sagde bare 'got you visual, continue, that look's cool'. Så jeg landede på taxi-way'en medens de tog hovedbanen parallelt 200m til venstre for mig. Total afslappet.

Drak iøvrigt igen 9 liter vand igår. "SJ" går som en raket.

Idag holder jeg mig på jorden og får styr på en del løse ender.

Første træningsdag og en størrere åbenbaring

En lidt frustrende første dag idet jeg har mange problemer med flyet: mit vario duer ikke og der er ét eller andet alvorligt galt med kompensationen. Der går mindst én uge før nogen kan gøre noget ved det så det er ret ærgeligt.

Jeg flyver således med min Borgelt som backup men det er en jammer i forhold til en god LX.


Igår fløj Bruce Taylor (Australien) fra Houston Gliding Club til Uvalde i sin nye JS1b Revelation 21m.  Vi havde dagen før pakket flyet ud af sin container der var kommet direkte fra Syd Afrika. 

Vi andre nåede lige at ankomme med vores fly og trailere da Bruce landede med et smil der var proportionalt med vingespændet. 

Ud over at handle stort set som 18m versionen så er det nu muligt at ballastere fra 18m versionens 600kg til 720kg hvilket giver en planbelastning på imponerende 58,7kg og et glidetal på 1:60. 

På dagens uofficielle træningsflyvning fløj Bruce, Wolfgang Janowitch og jeg sammen og det var nogle imponerende glid Bruce kunne præstere ved høje hastigheder. Vi fløj små 400km med lidt over 120km/t og ofte med hastigheder på små 180km/t. Jeg kan lige akkurat følge med ved de høje hastigheder men ved de lave glider han helt klart fra mig.

Læs mere her: http://www.jonkersailplanes.co.za/index.php?pageid=126


Ellers et barsk terræn at flyve over. Selvom der er flyvepladser for hver ca. 30km så kan man vist hurtigt løbe tør. Det er hammer varmt og jeg har idag drukket over 9 liter og kun lige tisset én gang under flyvningen. Så iøvrigt en forankret overvågningszeppeliner ved den Mexikanske grænse i vel ca. 8-9.000 fod idag. Puha en wire den havde!

Kh.
Arne

Turen går til Uvalde med fortroppen

Afgang til Uvalde fra Houston med søsters Truck og Sundbergs Jonker

Inbound Dallas - namme-nam

Susanne og Alex' mange hunde

On The Road Again : flat!

Morgen stemning i GHSA Klubhuset 

Aflæsning af Polske og Finske Container i Uvalde

Aflæsning af Polske og Finske container i Uvalde

Arne og Leo besigtiger containeren

33 grader og 96% luftfugtighed

JS1 Revelation 21m ser dagens lys i USA for første gang

Traileren næsten ude med løbende småjusteringer

Jay og Arne efter Biannual Flight Review

Jeg ankom i lørdags uden problemer via Hamborg-London-Houston i pragtfuldtvej og mindst 10.000' base med 3/8.

Jeg blev hentet i lufthavnen af min svoger Alex og tilbragte en hyggelig aften på hans og min søsters ranch, Quail Run Ranch. Min søster er godt nok pt i Danmark så hende ser vi først under konkurrencen. Søndag morgen fyrede vi op under min søsters truck (dejligt med nogle ordentlige heste under kølerhjælmen!) for at jeg kunne køre direkte til Houston og Greater Houston Soaring Society (GHSA) hvor jeg med meget kort varsel havde fået aftalt Biannual Flight Review samme eftermiddag.

Det sidste er som bekendt det krav FAA pludeselig ville håndhæve for at jeg og temmeligt mange andre skulle igennem før vi må flyve på et FAA valideret certifikat. Der bliver travlt i næste uge for dem som ikke har fået dette på plads endnu.

Det var også her i GHSA, at vi havde aftalt modtagelse af vores ene JS container fra Syd-Afrika idet vi havde brug for at forberede nogle ting inden vi gør det officielt i Uvalde....

Efter små 500km i totalt afslappet kørsel og AC kørende for fulde blæs (der var 35 grader og meget ubehageligt fugtigt) i en blanding af sol, regn og tordenvejr ankom jeg og blev modtaget utroligt venligt og imødekommende. Det skal ses i lyset af, at det er kun lidt over tre uger siden de havde en frygtelig ulykke her som nogen af Jer måske har hørt.

Under fremvisningen af deres hangar mødte jeg Dean der mente jeg lige skulle se klapperslangeskindet han lige havde fundet i sit cockpit. Oprindeligt havde der været mus i hans vinge men for nogen tid siden havde han opdaget at de heldigvis var væk, hvilket slangeskindet fint forklarede. Herefter drøftede vi seriøst om det næste dyr der skulle sendes ind var et væsel og problemet med hvad der nødvendigvis måtte komme efter væslet når det havde ordnet slangen.

Fik mit biannual flight review (2 flyvninger i en Blanik med en FAA instruktør) uden problemer i slatne og våde 3000' skygader.

I løbet af aftenen ankom mine gode venner Leo og Jennifer (der er vores USA agenter for JS) og vi spiste en hyggelig middag sammen med formanden og et par andre fra bestyrelsen i GHSA.

Dean viser klapperslange skindet fra hans cockpit

GHSA sætter iøvrigt nye standarder for klubhuse med panorama vinduer og sovekabiner hvor vi blev indkvarteret.

Mandagen gik i fisk fordi shipping firmaet havde problemer med at få containeren ud fra et omlæsningsområde efter transport med tog fra Charlston. Meget frustrerende og vi måtte igang med de helt store omplanlægninger. Ny dato hed nu onsdag!

Tirsdag tidlig morgen kørte vi i Leo og Jennifers bil til San Antonio, i gråt og overudviklet kedeligt vejr, hvor jeg hentede en anden pick-up truck hos en bekendt som Uys og Attie Jonker skulle bruge. Denne bekendte viste sig iøvrigt at være en samler af historisk teknologi og jeg opdagede til min overraskelse at han i sit lokale omme bagved blandt andet havde en Enigma maskine fra 2. verdenskrig som han havde købt af de Schweiziske myndigheder for 8 år siden! Det viste sig, at han er én af USAs mest kendte samlere og museums udstillere. 

Medens Leo og Jennifer kørte direkte til Uvalde kørte jeg sporenstregs til Flight Standards Districts Office lige ved siden af lufthavnen. På trods af lettere forstoppet traffic pga Obama og gerne ville være i byen samme dag blev jeg forbavsende hurtigt ekspederet igennem et kort interview og formularer hvorefter de udstedte et amerikansk certifikat til mig. 

Herfra kørte jeg så til Uvalde. Efter ca. 50km begyndte landskabet at ændre sig (der var faktisk et par bakker rundt omkring)  og pludselig var det 3/8 og meget varmt og solrigt. 25 miles før Uvalde var der placeret den største svæveflyvereklame jeg nogensinde har set for et VM og jeg vidste at jeg var på rette spor.

Da jeg endelig kørte ind i Uvalde oplevede jeg, at byen var betydeligt større og mere velassorteret end nogen af de ydmyge bebyggelser der havde været siden San Antonio. Ikke fordi det virker særligt turistvenligt på nogen måde men de lokale siger at der skulle være gode muligheder for forskellige aktiviteter.

Det blæste godt på flyvepladsen. Og det var varmt. Meget varmt. Men i modsætning til Houston området så var varmen betydeligt tørre hvilket var en lettelse. Men for første gang nogensinde må jeg indrømme at jeg blev lidt forskrækket over, hvor kraftigt solen bager ned her. I løbet af de tre timer jeg var i Uvalde medens vi koordinerede aflæsningen af hhv den Polske og Finske container drak jeg nok fire liter vand. Det her kommer til at gå ud over instrumenter og cockpit som minimum hvis vi ikke passer på. For ikke at nævne alvorlig dehydrering og solskoldning.

I det sydvestlige hjørne hvor der er planlagt tie-down område til os lignede det faktisk en golfbane. Det så vældig godt ud og der var placeret en del vandhaner rundt omkring. Jeg håber at det forbliver sådan trods alle fly og biler i løbet de kommende uger. Jeg så ikke nogen af de berygtede torne.

Da vi var færdige kørte vi de små 400km tilbage igen til Houston (GHSA). I mellemtiden var Bruce og Anita Taylor ankommet og der var stor gensynsglæde hos alle.

Idag onsdag bestod af lige dele frustration og lettelse: frustration fordi shipping firmaet nu havde glemt aftalen og vi havde linet op med diverse gaffeltrucks mm for at løfte fly ud af containeren (vi havde ikke nogen rampe og containere skulle tilbage med det samme) som nu skulle replanlægges. Lettelse fordi at vi lige pludselig alligevel fik hele showet igang. Da containeren ankom var vi efterhånden en del deltagere. Leo og jeg ledede løjerne og vi fik efterhånden alle tre fly, dvs. de to splinterenye JS1.... og SJ som jeg skal flyve i. Trods den lange rejse var alt fint med de to nye fly der i modsætning til mit ikke var transportvogn. I 37 graders varme og 96% luftfugtighed kravlede vi rundt inde i containeren og løsnede diverse transportsikringer. Vi var totalt gennemblødte af sved i løbet af ingen tid. Vi drak nok hver især 3-4 liter i løbet af de 4 timer det her stod på. Den helt store øvelse var at løfte min transportvogn med "SJ" i ud ved hjælp af en gravko og en gaffeltruck men Leo og jeg var 100% enige om hvordan dette skulle foregå og det gik også helt glat. Der var flere GHSA medlemmer der holdt fri idag for at følge med og midt i det hele dukkede Attie og Uys Jonker op direkte fra Dallas og gav en hånd med.

Imorgen er planen, at jeg kører til Uvalde med "SJ". Det bliver således først fredag - tre dage forsinket, at jeg kan komme igang med at træne men det er sådan set fint nok: jetlag'en er væk nu og jeg er ved at være udsovet. 

Nationalholdstræning søndag d. 13 maj

Tak for kampen igår og godt gået til dem der kom igennem. 

Kom til 1. vendepunkt med 150km/t men måtte tage en gevaldig parkeringsbøde ved Frisenborg.


Besluttede mig for at prøve igen da området mod vest syntes at klare mere op og jeg håbede at udkagningerne ville forsvinde mod øst. Den forecastede temperatur mente jeg ville kunne give termik til ihvertfald kl. 18 og jeg var i humør til et sats nu hvor det var træning. Kom de 65km tilbage i løbet af 45 min og fik startet om ca. 15:00 i fin højde lidt efter Thomas i TC der også var startet om.


Denne gang til 1. vendepunkt med 170km/t, Hobro med 125km/t (trods et svagt øjeblik ved Frisenborg), Ranten Sø med 115km/t og Randers med 111km/t. Hobro-Ranten Sø-Randers gik iøvrigt med én boble og bedste glid - fandt en gade fra Ranten Sø i 3.300' som 'afleverede' mig tæt på TMA kanten mod øst. Meen...men efter Randers så gik jeg for meget mod vest under udkagningen og ikke ud mod Århus hvor der var mere sol på og lige vest for Frisenborg måtte jeg dumpe alt vand og erkende det var for sent.

Det er klart, at efter 5min på turbo til 3.000' lidt vest fra Frisenborg kunne jeg glide hele vejen hjem til Arnborg uden at kurve.


Frisenborg bør erklæres som Danger Area med radius 10km og må aldrig åbnes i forbindelse med konkurrencer.

EM 2009: 15m, 18m og Åben er slut

Efter 9 ud af 11 mulige dage og ca. 2.800km er EM slut. Med de hastigheder der blev præsteret i snit har vi vel været i luften knapt 40 timer og på opgave i 28 timer i temperaturer på ca. 30 grader og luftfugtighed på den forkerte side af 94%.

15m klasse

Henrik i 15m blev bedst placeret med en samlet 8.plads med 6.047 points hvor Europamesteren blev franskmanden Louis Bouderlique med 7.121 points.

18m klasse

Arne i 18m blev samlet nr. 12 med 6.289 points, hvor den dynamiske engelske duo sætter sig på guld og sølv med Russel Cheetman 7.283 points som den nye Europamester og Mike Young 7.217 points lige bagved. Begge meget velfortjent.

Ulrik, også i 18m, blev samlet nr. 26 med 4.863 points.

Åben klasse

Vi havde desværre ikke nogen med i åben klasse, men her blev Peter Harvey - den bundsympatiske englænder, den nye og åbenlyse lykkelige vinder med 6.945 points, der igår satsede hele butikken på sit slutglid: selvom han inden dagen førte foran franskmanden Laurent Aboulin, vidste han også, at han var blevet hentet med 16

minutter umiddelbart før de skulle finde slutglid. Han vidste da også, at hvis han ikke gjorde noget ekstraordinært ville Laurent vinde. Peter gik derfor direkte på glid ud i intetheden medens de andre tog en mere sikker og langsommere rute - og mindsanten om han ikke i lav højde fiskede den op med 2m/s.

Franskmandens ihærdige forsøg på at nå englænderen bar næsten frugt idet han flyver 12 minutter hurtigere på de 378km: men Peter slår ham med sølle 2 points i den samlede stilling!

Næste punkt

..bliver afslutningsfesten i aften og imorgen formiddag kl. 11 den officielle sejrsceremoni. Inden da skal vi have nedtaget fortelte, pakket campingvogne, telte, spændt fly ned og i det hele taget stuvet af vejen til rejsen hjem.

Så det bliver nok de sidste post fra undertegnede på bloggen. Tak fordi I kiggede forbi.

EM 2009: Hrmfp!

Vi er vågnet til 8/8 der efterhånden gav regn igen. Briefingen er udsat til kl. 12:00 og der er ingen gridding inden.

Med nedbørsradarens deprimerende information om et større system der langsomt ruller ind fra nord og vest igen begynder dagen at ligne en aflysning og dermed afslutningen på EM 2009.

Efter gårsdagens meget komplicerede dag i bjergene med regn og enorme omveje må jeg acceptere, at jeg rykker 5 pladser ned i den samlede stilling til én samlet 12. plads.

Men så kan vi på holdet glæde os over Henriks fremragende flyvning der rykker ham op på en samlet 8. plads.

Men! Vi er klare til at rykke ud hvis der skulle komme et hul i regnen : vi vil flyve - vi er bedst i det lange løb!

EM 2009: 5A hjemme! AB og 2C er udelandet

Henrik er med flot flyvning i gustenst vejr kommet hjem.

Ulrik og jeg er udelandet ved 2. vp i tæt regn.

Jeg havde ellers fået etableret et godt samarbejde med englænderne men 30km før 2. vp kunne vi kun følge basen nedad mod dalen hvor vi skulle vende på modsatte side af Dubenica flyvepladsen. Russel Cheetham fik 50m over mig knapt 1,5m/s medens jeg blot sank igennem og fik ingenting.

Wolfgang, Werner og Mac måtte gå direkte til flyvepladsen og lande dér medens jeg desperat forsøgte at få AB op i regnen længere fremme. Mike Young havde hægtet os alle af 40km tidligere i læ side af et bjerg vi skulle over hvor vi andre måtte konturere de skovklædte bakker - føj for den. Han var derfor ca. 10-15km længere fremme og tidligere - og kunne åbenbart få vendt sammen med Ronald Termat. Russel gik med de ca. 100m højere end mig og lykkedes også at få kontakt med Mike og Ronald. Men trods ihærdige forsøg i regn og over skråningerne måtte jeg vende om og sætte turbo'en ud på finale til Dubenicia.

Da jeg lander gik der utroligt nok ikke lang tid før Mike Young kommer hjem til hvad der ligner han første dagssejr og sandsynligvis den førende samlet set - meget velfortjent. Ronald og Russel klarer den også hjem - ligesom vistnok Karoly og et par andre.

Men store udelandingsdag i 18m er nok desværre en realitet.

EM 2009: En typisk dag

Er blevet spurgt flere gange om hvordan en typisk dag ser ud, så her er team ABs normale dagsprogram hvor de præcise tider naturligvis kan svinge lidt afhængigt af vejret - men rækkefølgen er stort set altid den samme:

• 07:15-07:30 Forsøger at vågne - og det lykkes normalt
• 07:30-07:45 Morgenbad og igang med kaffemaskinen, tappert forsøg på at vække crew chief også.
• 07:45-09:15 Klargøring / samling af fly:
• Glæde sig til dagens opgave!
• Samle fly / AB står under konkurrence normalt opspændt med Jaxida Cover
• Vingestøtter erstattes af vingedolly og hale dolly
• Vi trækker AB til forpladsen og vandpåfyldning
• Batterier monteres, vandbalast påfyldes, pitot og dyse monteres
• Drikke en liter vand
• Backup logger monteres og testes
• Instrumenter og batteri kapacitet checkes individuelt
• Hood efterses og poleres om nødvendigt
• Flyet gennemgøres generelt og dagligt tilsyn udføres og journaliseres
• Jaxida Covers afmonteres og stuves af vejen i team bilen.
• Vægt kontrol foretages på vejen til grid
• Flyet indplaceres på grid
• 09:15-09:55 Morgenmad, pakning af flyvetaske med kort, dokumenter og diverse grej.
• Glæde sig til dagens opgave!
• Visualisere lidt
• Slappe lidt af med teamet
• 10:00-10:20 Briefing
• Hyldelse af gårsdagens dagsvindere
• Gennemgang af evt sikkerhedsmæssige emner / incidents
• Gennemgang af dagens vejr
• Gennemgang af dagens opgave
• 10:20-10:40 Drøftelse af gårsdagens erfaringer hvor relevant
• Herunder drøftelse af dagens opgave med teamet
• Navigation, ordner kort, optegning af kurser, distancer, vind og vejr
• Strategi og taktik - forhold der kan ændre sig / der skal tages højde for
• Evt andre praktiske ting: lejr, aftaler mm.
• 10:40-11:00 Evt nedkøling, omklædning, mad og rigeligt med drikke.
• Glæde sig til dagens opgave!
• Ud til feltet og flyet
• Visualisering af opgave
• 11:00 -11:15 Klargøring af flyet, indlægning af opgave i navigationssystemet
• Glæde sig til dagens opgave!
• Kontrol af opgave
• Klar i cockpit, cockpit check
• 11:30- xx:xx Opslæb, motorprøve, etablering i startområdet, vurdering af vejret
• xx:xx - yy:yy: På opgave. Typisk 3-7 timer ad gangen
• yy.yy + 1 min : Dagens flyvning udlæses på SD kort og afleveres prompte til konkurrenceledelsen
• yy:yy - 19:00 : Rengøring og klargøring af fly / evt nedspænding. Typisk fra 17-18 tiden.
• Forkanter, hood mm rengøres og poleres med voks
• Dyse og pitot afmonteres
• Backuplogger fjernes
• Tapeforseglinger checkes for revner og løsrivelse
• Jaxida Cover monteres / evt nedspændes
• Vingestøtter monteres
• 19:00-19:15 Resultater og vædskebalance kontrolleres i spændt atmosfære med kollegaerne
• 19:15-19:30 Personlig soignering
• 19:30-21:30 Aftensmad, drøftelse af dagens opgaver og afslapning
• 21:30-22:30 Fritid og så på hovedet i seng
• Lidt analyse af log og efterrationalisering
• Glæde sig til næste dags opgave!

EM 2009: En hård aflyst dag

Dagen startede ellers med en vis optimisme: fronten vi igår aftes havde set bygge op mod nord og vest var tydeligvis i fuld gang med at passere her til morgen og formiddag. Og til briefingen var der en spændt forventning til dagens opgave (areal opgaver) i et vejr som alle genkendte som værende til vores (danske) fordel : 1.000m base, generelt gode stig og kraftig blæst med ca. 30-40km/t.

Og ja, med tydelige skygader for kendere i det noget mørke vejr blev der lagt skumle planer om hvordan den her dag skulle skæres. Vi var bare superfriske, lysvågne og fuld at gåpå mod.

Men for 18m klassen dukkede der jo så ret hurtigt nogle andre oplagte alternativer op såsom hangflyvning kontra evt bølgeflyvning - og vi sad med sammenknebne øjne og nikkede med kloge miner på hvad der var oplagt og mindre oplagt. Jo - den var lige i skabet og selvtilfredse gik vi til startstedet, kravlede ombord i vores fly og så blev dagen aflyst, for bagkanten af fronten der var forudsætningen for det hele blev vist derude nord på.

Ærgeligt -vi havde set frem til mindst 3 gode dage til at forbedre vores resultater og nu bliver det sandsynligvis kun 2.

Nå, men vi pakkede sammen, fik etableret den første rigtige frokost i ugevis og faldt prompte i søvn. Det er hårdt sådan at blive aflyst.

EM 2009: Genopladning

Ja, selvom en hviledag er kærkommen efter 8 hårde dage i streg tror jeg ikke nogen af os, kunne undsige os for at tæ nke, at vi nok har misset én af de bedste flyvedage idag.

Men med perfekt timing kunne jeg idag hente mine dejlige piger og hustru på hovedbanegården i Nitra efter de havde taget nattoget fra Berlin til Nove Zamsky. Så vi lavede prompte en udflugtsdag hvor alle nød aircondition i bilen og stønnede i varmen udenfor.

På vores køretur oppe i de lave bjerge og dale så skyfordelinge absolut homogen ud i alle retninger. Det har vi ikke set før hernede i denne omgang.

Personligt ville jeg helst flyve hver eneste dag i en konkurrence for at udjævne held og uheld således, at der er mindst tvivl om vores indbydes endelige placering.

Nøj hvor vi glæder os til imorgen - uanset vejret!

EM 2009: Hård dag i bjergene - og i lavlandet

Så er alle hjemme: en dag der gik fra at være en hastighedsopgave via 3 vendepunkter i både nord, syd og øst blev lavet om til assigned area task via samme vendepunkter med radier på omkring 25km.

Medens Henrik Breidahl i 15m klassen skulle mod nord først medens Ulrik og jeg skulle mod øst først - kunne vi se cirrus og andet snask bygge op Østrig og Tjekkiet. Vi skulle være hurtige ved havelåen.

Henrik fik en meget svær dag selvom termikken i start området var ganske dejlig med op til 2,5m/s op til knapt 2.000m. Da vi 18m klassen tærsklede ud var Dr. Arndt vældigt oppe på dupperne mht at vi idag nok skulle regne med, at dem som gik tidligt ville få det bedste vejr.

Det kom ihvertfald til at passe i 18m klassen - for selvom jeg hentede de to franskmænd, der havde startet nogle minutter før mig, allerede halvvejs på først ben, smuttede de fra mig i den nordligste sektor hvor de stik imod forventning fandt en 4m/s til 2.000m (sagde de) medens jeg straks gik mod syd da jeg var kommet til midten - slog de mig stort.

Det til trods for, at jeg på min vej til den sydligste sektor fik flere 3m/s bobler til knapt 2.000m og en suveræn linie helt ned til Donau hvor jeg kunne vende lige under Budapest TMA'ens 6.500' begrænsning - vende om og uden at kurve flyve de vel knapt 80km hjem uden at kurve. Det var overraskende godt: selvom jeg startede kanpt 600m under slutglidshøjde med McCready 2.2 kunne jeg holde ca. 180km/t hele vejen hjem og en placering som nr. 5 idag.

EM 2009: Fuld skrue

Dagen startede termik-mæssigt sløvt: Der var ikke én sky på himlen her først på formiddagen.

Sammen med min crew-chief Allan (sponsor, impressario, manager you name it) drøftede vi dagens taktik: vi skulle flyve assignede area men sådan som de første to første arealer var lagt ud kunne det lige så godt have været en hastighedsopgave sådan som vejret og bjergene nok ville påvirke den: dagens taktik ville derfor være at flyve den som en regulær hastighedsopgave. Der ville være fly på både udgående og modgående i langt tid : for vi skulle nok helt ud i 150km på første ben for at udnytte vejret - altså en 300km lang linie med fly! Mon de andre havde luret dén?

Jeg blev som én af de første i feltet slæbt op af en brølende Schmellak - som er et pragtfuldt kraftmonster af ét fly! Tænk at slæbe mit 600kg tunge fly op med 6.8m/s i snit på varioet og 150km/t på fartmåleren! Jeg når knapt nok at afslutte mit take-off check, endsige få understellet op, inden jeg blev sat af i de obligatoriske 635m QNH (500m over terrænet) 500m fra pladsen i pladsrunden!

Efter veloverstået motorprøve og rapport til Allan og Team-DK gled jeg hen midt over Nitra by til et par fly der kæmpede i den svage tørtermik. Jeg kunne lige holde højden og lidt til - og det var jeg godt tilfreds med. Jeg havde ikke lyst til at join'e de andre fly der lå i én lidt bedre boble længere mod syd men nød udsigten og roen her over byen for mig selv mens jeg uendeligt langsomt drev ind mod Zobor bjerget ind over drive-in bioer, badeanlæg, parcelhuskvarterer, Nitra floden, Slottet, gårde og centre. Der var masser at kigge på - og det var dejligt afslappende at vide, at der var lang tid til, at startlinien kunne åbnes. Så jeg fik gumlet min madpakke og drukket lidt vand i den stegende sol. Termometret stod på 29 grader og luftfugtigheden i cockpittet var et kaptiel for sig.

Efter små 35 minutter med et gennemsnitsstig på 0,3m/s var jeg nu over Zobor og begyndte så småt at forberede mig på selve opgaven. Hele 18m klassen var nu i luften og stemning begyndte at blive mere koncentreret og fokuseret. Taktikkerne lå og lurede på hinanden og de lidt mindre originale lagde sig i halen på hinanden. Nu var der kommet en del cu'er på himlen men mod øst var der skudt en vældig cb op nord for vores rute mod øst.

Som tiden gik kom vi efterhånden op i knapt 1.800m - men samtidigt var cb skudt så højt op i atmosfæren inde i bjergene, at den havde kastet en enorm skærm af sig der fuldstændigt lukkede af for termikken mod øst de næste 40-50km - men ellers så det fint ud. Samtidigt drejede vinden mere over i nordøst og væk fra startlinien så situationen blev hurtigt den, at man enten gik tidligt .... eller satsede på, at det blev bedre senere. Alle varianter af beslutninger blev taget af de andre i feltet men jeg var fortrøstningsfuld om, at med nogle ganske få hundrede meter ekstra kunne jeg uden at kurve nå forbjergene små 50km mod øst - og den gode termik. Så jeg kurvede i lidt længere tid. I mellemtiden var min holdkammerat Ulrik gået ud på opgaven, og kunne meddele om udemærket termik derude på forbjergene.

Dr. Arndt kaldte flere gange op på radioen og lod mig tydeligt forstå, at tiden var inde til at gå. Jeg fornemmede en vis utålmodighed.

Da jeg endeligt kunne se, at mine værste konkurrenter var tøffet af, startede jeg som én af de sidste i lidt over 2.000m. Jeg gled på bedste glid de 8km ind til startlinien og fortsatte ud under skærmen og ingenting de næste 40km uden så meget som et pip på variometret. Ca. 20km før bjergene begyndte jeg at finsortere i de cu'er der blomstrede, overudviklede eller sygnede hen og valgte en lidt skæv rute ind for at få et lidt større antal at vælge imellem. På dette tidspunkt så jeg til min forskrækkelse 4-5 15m fly 1.500m under mig jvf FLARM og jeg var selv i 1.600m... Deres skygger over markene var kun lige akkurat synlige. Uha-uha.

I 1.000m ser jeg nu et par efternølere ca. 5km længere fremme men jeg vælger en cu lige foran mig der giver rent 2.8m/s fra bund til toppen i 1.800m hvorefter jeg rettet ud og sætter tempoet op. Jeg ser nu flere fly ude på ruten og vores forventninger om, at folk bliver tvunget ind på linie ser ud til at holde stik: cb'en mod nord og oppe i bjergene ser ikke rar ud - og mod syd er der endnu ingen tegn på termik: jeg ligger på den gode linie her i forbjergene.

Men efter yderligere hurtige 30km begynder tvivlen at sætte ind: hvor langt skal vi i første areal? Der er jo helt blåt derude og fra de andre dage ved jeg, at det kan være elendigt i netop dette område. Men jeg presser forsigtigt på og henter nu flere gaggler og få sågar en suveræn melding fra Ulrik om, at han 20km længere fremme har kontakt med østrigeren Wolfgang og en del andre spidser. Forsigt-forsigt presser jeg på i det der nu er blevet tørtermik og i fin højde og beslutter mig for blot at vende arealet i sin vestligste begrænsning. For at være lidt hurtigere på krængerorene i tørtermiken dumpede jeg ca. 30 liter vand. Ulrik bekræfter desuden, at han kun har set få der er gået længere mod øst. Her finder jeg pludselig XT (Ronald Termat, Belgien) med flere. I den bagende sol kæmper vi os tilbage i rækken af små forkølede cu'er der trods alt virker ok. Idet vi kommet tilbage til forbjergene skal der gøres et valg: følge det bakkede terræn direkte ned til Donau og Ungarn, samme vej tilbage langs forbjergene til Nitra og så syd på - eller i midten hvor der ikke er nogen cu'er lige nu?

Jeg valgte det sidste af tre årsager: jeg havde nu et par hundrede meter mere end de andre jeg havde hentet og de andre lod til at ville gå mere vestligt og sikkert med deres højde. For det andet kunne jeg nu skimte cu'er og cb'er 50-60km længere fremme i varmedisen. For det tredje havde jeg vel 10-15km/t medvind nu.

Jeg rettede op og gled direkte mod centrum af næste areal 85km. På det fuldstændigt stille glid over de næste 50km fik jeg justeret min navigation til næste areal og sidste areal - jeg skulle stort set flyve samme vej tilbage hvis min forventning om, at solen fik magt her én time senere. Jeg regnede, justerede og dobbeltcheckede flere gange min indlagte kurser i LX-8000'eren og den sagde stadig, at jeg ville kunne ankomme på slaget 3 timer med McCready 2.0.

Jeg så intet til de andre men havde en fornemmelse af, at de lå noget længere mod nord. Ulrik var ihvertfald på en udemærket rute deroppe og mon ikke de andre fulgte det spor også.

Men jeg sparede ihvertfald en del tid på det, for da jeg ramte 2m/s efter 50km, fik jeg pludselig kontakt med en stribe der var startet mindst 20min før mig. Boblen var en del af den luftmasse der nu var under kraftig overudvikling og hvert sekund tællede - og jeg skulle samme vej tilbage for at få slutglid i forventning om, at sidste areal nu nok desværre ville være totalt overudviklet når jeg kom tilbage.

I herlig god højde pressede jeg AB igennem termikken og på glidende med op til 180km/t. Med 570kg føltes det som et tog på skinner. Til mit svineheld så passer min plan om, at vende så sydvestligt i anden sektor perfekt: cu'ern stopper lige over Donau og grænsen til Ungarn. Og jeg skulle ikke have været længere vest på. Jeg justerede flere gange navigationen i LX-8000'eren og kunne nu se, at jeg ville ankomme 5min for tidligt med McCready 2.0 - hvis vejret altså fortsatte.

Men nu var overudviklingen i fuld gang her også. Det regnede i 2.000m og det lød som små sten der hamrede mod vinger og hood. Alligevel fandt jeg en god rute inde i regn og tåger med fuld knald på - et par gange kunne jeg jublende trække AB hårdt op med 150km/t og stige flere hundrede meter før jeg dykkede farten op igen. Og puf: så var jeg ude i det blå og ingen termik.

Men pyt med det - planen holdte - jeg havde nu fået så meget højde, at kunne tillade mig at glide de næste 75km uden højdevinding - barede det ikke regnede. Og det gjorde det ikke.

Jeg skruede ned for volumen på LX-8000'eren, trimmede til 180km/t, krøb godt ned i cockpittet, strammede seletøjet, tørret sved ud af øjnene, justede hamlerne, fik drukket lidt vand, kaldte Allan og Team-DK at jeg nu var på slutglid : og NØD udsigten. AB svigtede mig heller ikke og efter 75km og små 25 min høvlede jeg over ankomstlinien som dagsvinder.

Allan gav øl idag.

EM 2009: Fin start (Dagen der ikke måtte tabes)

..selvom vi nok blev overrasket over, at der kunne flyves stærkt. Da vi blev slæbt op var termikken svag og søbrise-fugtig (og der var varmt i cockpittet - sved drev af os). Cu'erne mod nord og øst kunne tydeligt ses at være under kraftig overudvikling og vi vidste alle jvf vejrbriefingen, at der ville komme regn sidst på dagen.

Så det handlede ret beset blot om, at komme ud af røret på dagens 2 timer Assigned Area Task (AAT) der mest skulle foregå mod syd og i Ungarn.

Ulrik gik relativt tideligt (syntes jeg - men det gjorde resten af feltet også) medens jeg lurede på om basen var ved at løfte sig fra de 1.300m til knapt 1.500m. Da jeg gik 20min senere var jeg mutters alene med en stribe åbenklasse fly i hælene - og det gik tjept ned i første sektor hvor der nu var total overudvikling.

Med 1,3m/s i snit i boblerne (og nogle få sjældne 2m/s) kantede jeg mig derfor længere mod syd-øst i sektoren helt ude på kanten inden jeg vendte om og i den sydelige sektor via Donau ind i Ungarn. Jeg kunne lige holde ca. 700-1.100m. Her skinnede ulandbaremarker og hjulspor stadig af fugt og vand i rigelige mængder og jeg måtte opgive at gå længere - der var et stort blot hul og det ville blive for tricky at komme tilbage til den østlige sektor og sidste sektor.

Og jeg havde ikke set én eneste af min konkurrenter. Hmm. Gad vide mon de var.

Det var nok - trods alt - en god beslutning for det var svært at få bid igen og min gennemsnits hastighed faldt dramatisk i takt med, at jeg fik mig viklet hen til nogle sunde skyer igen.

Herfra kunne jeg uden problemer få kontakt med regnfronten og den skygade der formede sig på forkanten. Trods regnen der strømmede hen over hooden i sine sølvspor og sled sig hen over vingerne for at blive pisket af bagkanten steg det fint. Pga det tidligere end beregnet afbræk i den Ungarske sektor var der nu opstået et nyt problem: jeg var nødt til at flyve langt i gade og den ville ende udenfor konkurrenceområdet (=teknisk udelanding) hvis jeg skulle udnytte tiden.

Et lyspunkt var, at jeg nu så mange af de andre i 18m klassen på vej ud i samme område (så de måtte have lavet et længere ben på et tidligere tidspunkt) og en del på modgående kurs. Med små 150km/t kunne jeg glide i regnen til de områder der løftede i skygaden, hvor jeg igen måtte sætte tempoet helt ned medens jeg gled langs med Donau. I regn og rusk forlod jeg skygaden og gled så langt jeg turde inden det ville blive for kritisk at få kontakt med skygaden igen. Men det gik og jeg kunne nu flyve de sidste 70km uden at kurve mere end et par omgange i tæt selskab med nogle efternølere i 18m klassen og åben klasse. De sidste 50km var præget af regn helt ned til jorden 270 grader rundt i horisonten foran med lyn af og til medens jeg vævede ind og ud af gaden og den væste regn. Intressant.

Som noget nyt (for mig) var ankomsten en 3km ring omkring Nitra flyveplads som man skulle ankomme i mindst 40m QFE...og så skulle man huske slutglidshøjde de sidste 3km selv. Men pga regnen - og jeg alligevel ikke kunne udnytte de 2 timer fuldt ud tog jeg den med ro og fik uden problemer øget sikkerhedshøjden til knapt 350m 20km ude - og den gik da også hjem i den nu lette regn uden dramatik. Jeg lå sammen med et par Nimbuss'er og det er intressant at se hvordan de falder ud af himlen over 150km/t i forhold til os i 18m eller mindre.

Konkurrenceledelsesn resultatservice viste sig at være et kapitel for sig i dag: der skulle gå over 4 timer før vi så resultaterne. Én ting er, at de her AAT opgaver kan skævvride pointssystemerne grundet de meget individuelle rutevalg, og som iøvrigt som biprodukt genererer et totalt mangel på overblik mht hvordan det egentligt gik - men at der skulle gå 4 timer! Folk sad og svedte overalt med øjnene naglet til deres laptops.

Nå, men nu har vi fået resultaterne og bortset fra nogle udelandinger kan vi glæde os over, at det værste vejrmæssigt lader til at være overstået nu - håber vi.

Vi glæder os ihvertfald og selvom vi alle 3 har set en del points til idag har vi undgået det som alle i feltet var enige om var den største risiko idag: at udelande - der er andre der allerede har løbet en betydelig risiko for relativt få points.

EM 2009: Endelig i luften igen

Endelig -endelig!

Efter en begivenhedsløs tur fra Horsens til Stuttgart i søndags og afhentning af AB hos Schempp-Hirth efterfølgende mandag morgen kunne jeg sætte kursen til Nitra via Østrig.

Det var desværre ikke muligt at flyve en tur i nærheden af Stuttgart medens regnen hærgede østpå - for vejret havde nu indhentet mig her også. Så jeg kunne ligeså godt begive mig østover i håbet om, at vejret der skulle blive bedre hurtigere.

Efter mange monotone timer i bil med AB på slæb igennem Østrig i voldsom styrtregn og aquaplaning på næsten øde motorveje, var jeg mør og fandt mig et hotel uden kælder og Fritzel-Schnitzel.

Da jeg tirsdag morgen stod op var floden udenfor hotellet hastigt på vej op og de var i fuld gang med stable sandsække op langs med vejene (hvorfor piller de dem egentligt ned sidste gang?). Regnen styrtede ned og jeg fortsatte mod øst og Slovakiet.

Sidst på dagen ankom jeg til Nitra hvor vejene, trods vejarbejde, var fine, og fik mig arrangeret på pladsen i let regn.

Onsdag, surprise-surprise, regnede, og mudderet svuppede lystigt imellem tæerne og ikke mindst teltunderlaget.

Men torsdag blev det da til en dejlig tur uden problemer i AB sammen med en ca. 50 andre piloter der udforskede de søbrise agtige lumske Cu'er rundt omkring. Der var meget overudvikling og konsensus blandt alle er, at vi tydeligtvis skal flyve EM en måned tidligere høstmæssigt end vi prøvede til EM i '05: der er ingen høstede marker og stort set ingen græsmarker. Vi skal virkelig passe på - turbo eller ej i ryggen.

VM 2008 : Thunder!

Okay, så met-manden sagde højt og tydeligt - ca. 15 min før faktum - at der ville komme et tordenvejr igennem området. Men ikke alle nåede at få sat i vogn og nu flyder gulvet i campingvognene ca. 8-10cm højere end da det blev lagt. Mange fortelte og marquiser er væltet omkuld under regn- og vindtryk.

Crew Chief Allan og undertegnede kørte en tur ud og inspicerede vogne og fly og kunne rapportere alt ok selvom det på et tidspunkt ruskede godt og vandet stod ned i stænger. Hermed et stemningsbillede...

VM 2008 : Brandvarmt i Lüsse

Her er tørt og varmt. Marken der støder op til flyvepladsen futtede af i dag. Ja, det vil sige resten af marken, for 2/3 af marken brændte for et par dage siden. Igen var det en mejetærsker som forårsagede branden. Denne gang var vindretningen dog gunstigere end sidste gang. Flyvepladsen var på intet tidspunkt i fare, men interessant at se samarbejdet mellem brandfolk og landmænd i slukningsarbejdet.
Halvdelen af de danske piloter flyver i dag. Det er sidste træningsmulighed. Der ses cirrus i horisonten og der er meldt om mulighed for torden senere.

VM 2008: Pilgrimsrejsen

Vejrudsigten så god ud. MO og undertegnede ville en tur ud til konkurrenceområdets begrænsning mod vest og syd hvor vi ikke havde fløjet før sammen.

Med bævrende stemmer og tårer i øjnene proklamerede vi fredigt, at vi ville til Wasserkuppe som har været og er et historisk kraftcenter for flyvningens, og svæveflyvnings udvikling især. Pyt med at det lå sydvest for og uden for konkurrenceområdet. Mange berømte historier, anekdoter, personer og fly kan spores hertil. Og hvad ville være mere passende end, at dedikere en flyvning til netop dette sted i forbindelse med det historiske 30. VM i svæveflyvning?

Nuvel, efter at have gransket vejrkortet og tørret de rørte tårer væk mente vi der også var tid til en tur vestpå før vi skulle sydpå hvorfor vi deklarerede vpt 157 på nordsiden af Harz bjerget næsten ude ved den vestlige begrænsning. Ialt 555km.

Og fint vejr var det med 1-2/8 cu og fin tørtermik. Vi drønede afsted og efter nogle megalange glid og kurvning med både storke og store ørne ankom vi til Harz. Terrænet omkring Elben var fuldstændigt afsvedent/gult - og sådan ser det ud over det meste af landet her norde for de midttyske bjerge. Men her ved Harz var bjerget dejligt grønt.

På glidet mod syd var vi flere gange i vanskelige situationer fordi terrænet generelt hævede sig og tørtermikken stod enddog meget spredt. Men det lykkedes os dog at ankomme til de første større forbjerge til Wasserkuppe hvor der i 3-400m over terræn stod en 4.0m fra bund til 2.800m.

Og så ankom vi til Wasserkuppe, dette sagnomspundne sted. MO mente partout at vi ikke sådan bare kunne vende det på almindeligvis men fablede om at man burde flyve lidt hang på forsiden af flyvepladsen....meeeeen det var vist ikke så seriøst så vi vendte og satte snuden hjemad de 260km via Thüringer Wald. Over denne øst-vest bjergkæde fik vi igen fat i den gode termik der nu endte i dagens suverænt flotteste Cu i 2.800m.

På det fremskredne tidspunkt måtte vi tage i betragtning, at der ikke var tid til flere svinkærinder og vi skulle også lige uden om Erfurt CTR'en der lå lige på kursen hjem. Men heldigivs var termikken stadig god og høj ude over fladlandet så Erfurt kunne passeres i over 2.000m, så selvom vi nu nærmede os kl. 17:00 og tidspunktet hvor termikken gik på halvkraft lykkedes det os igen at lobbe den hjem til Lüsse.

Tyskland er altså et pragtfuldt land at svæveflyve i og man er næsten altid inden for glideafstand af en egnet flyveplads og flinke folk.

At lebensmittel såsom øl også fåes til rimelige priser og i spændende variationer sætter jo prikken over i'et.

VM 2008 : Lidt sightseeing - så du røgen?

Det er meget varmt og meget tørt hernede. Vejret minder allerede om det fantastiske vejr vi havde i maj-juni.

Vi får gennemført teknisk inspektion af flyene som nogle af de første her fra morgenstunden og desuden pilot registrering. Mange dokumenter skal fremvises og krydses af - men det er herligt at få overstået.

De andre piloter forventes først at ankomme i løbet af dagen og imorgen hvorfor Mogens Hoelgaard og Jeg drager alene ud på en træningstur. I tørtermik og kun sjælden cu-dannelse beslutter vi os for at drage rundt om Berlins TMA da ingen os har gennemført den opgave før og vi ved fra EM i 2000 at konkurrenceledelsen kan finde på det.

Vi bliver forfulgt af amerikanerne der åbentbart har tænkt samme tanke. Vi har gode climbs til knapt 2.000m i tørtermikken via Brandenburg men på nordsiden går vi lidt i stå og termikken lader til at stå noget lavere. Amerikanerne vender om da vi presser på i 700m men MO og jeg får fat 10km længere fremme og kommer med visse vanskeligheder igen i 1.800m før vi kan begynde at gå øst om Berlin TMA. Her render vi ind i en kæmpe markbrand der blandt de nu velformede cu skaber sin egen helt specielle røgsky.

Vi halser videre mod syd og render i en større gruppe fra VM fortræningen der tøffer adstadigt og lettere afslappet omkring. Vi beslutter for at tage en afstikker ud mod Eisenhüttestadt ved den polske grænse før vi vender om og går på slutglid mod Lüsse. Vejret er pragtfuldt men som det er karakteristisk her i midttyskland så går termikken på halvkraft kl. 17:00 - og det er ikke for sjov når det sker. Dog lobber vi begge to den hjem fra små 2.000m 100km ude.

På flyvepladsen er Jan Andersen med familien nu dukket op sammen med sin super hjælper Edvin Thomsen. Om han skal holde styr på Jan eller de fire banditter de har med må tiden vise. Ligeledes er Poul Kim Larsen og Henrik Jyde dukket op med Janus ("C") og Anne.

Der er dejligt roligt og afslappet på pladsen og alle går trætte og viltilfredse til ro med udsigten til endnu en god dag imorgen.

VM 2008 : Team DK bygger ørnerede

Efter en lang og meget varm dag i bilens cockpit, hvor man bander over at man ikke undede sig en aircondition, er MO og AB ankommet til Camp Team DK.

Faktisk var det så varmt, at MO mente man uden problemer kunne riste sit rugbrød i forruden.


Den eneste udfordring vi oplevede trods den megen ferietrafik var et væltet læs korn 7km før Lüsse - det tog det meste af en halv time inden vejen var fri igen.

Ved ankomsten til Lüsse blev vi mødt af MO's hjælper team Frede og Birgit samt team captain Helmuth og Jette. De havde sørget for, at vi har fået vores egen "allé" helt ud til den 2,5km lange græs bane i første parket, hvilket gør det muligt at få samlet hele det danske team der camperer ét sted. Og så har tyskerne sørget for de tre grundelementer der gør en camp til success: vand, el og trådløst internet.